« Tilbage til søgeresultaterne
Ude fra
Fra Sverige.
Signe Bergman fyldte den 10. April 50 Aar. Faa blandt Sveriges tapre Kvinder har til den Grad sat sin Styrke ind i Kampen for at opnaa Stemmeret, som Signe Bergman. I Röstratt for Kvinnar findes i Anledning af hendes halvtredsindstyvende Fødselsdag en smuk Artikel om hende, skrevet af Frigga Carlberg.
Vi citerer Slutningen, den giver i faa Linier Indtryk af, hvor meget Sigrid Bergman har ofret for sin store Interesse. Det hedder saaledes:
En af dem, som i mange Aar stod hende nær i Arbejdet, skrev en Gang: „Vel synes jeg til Tider, at Signe stiller urimelige Fordringer til ens Tid og Kræfter, men naar jeg saa tænker paa, hvad hun selv ofrer, hvorledes hun, som er kunstnerisk interesseret, aldrig naar at besøge en Udstilling, og hvorledes hun, som er ualmindelig litterært dannet, ikke overkommer anden Litteratur end Rigsdagsprotokol og Aviser fra alle Verdens Kanter, da skammer jeg mig over mit Gnaveri og har kun Kærlighed og Beundring tilovers for hende.”
En smukkere Fødselsdagsgave vil ikke kunne tænkes til Signe Bergman end den Sejr, hun nu gaar i Møde, den, hun har kæmpet for med hele sin store og rige Personlighed.
Den 22. Marts forelagdes i den svenske Rigsdag Forslag til de Grundlovsforandringer, ifølge hvilke svenske Kvinder faar fuld politisk Ligestilling med Mændene: Valgbarhed til første Kammer ved 35 Aar, Stemmeret og Valgbarhed til andet Kammer ved 23 Aar.
Den svenske ,,Social-Demokrat” har spurgt en Del af Sveriges kendte og politisk interesserede Kvinder, hvad de vil arbejde for, dersom de bliver valgt til Rigsdagen.
Dr. phil Lydia Wahlstrøm, kendt herhjemme fra de kristelige Studentermøder, har hertil svaret, at hun betegner sig selv som politisk Fribytter og vil derfor kunne arbejde for de mest forskelligartede Parti-Programmer.
,,Skønt jeg,” siger hun, „hellere end gerne vilde støtte Afrustning, blev jeg nødt til at arbejde for et stærkt Forssvar. Man kan nemlig ikke arbejde for Kullturen uden indenfor Nationalitetens Grænser. En almindelig Kosmopolitisme, som afsliber alle Uligheder og nationale Individualiteter, vil være det samme som at underskrive en Dødsdom. Desuden maa nu Verdenskrigen have lært os at de menneskelige Lidenskaber længe vil true Verden med Krig. Paa den anden Side vilde jeg støtte alle vederhæftige Bestræbelser for en varig Fred, ikke mindst de Bestræbelser, som tager Sigte paa en aandelig Forbindelse mellem Folkene i religiøs og videnskabelig Henseende. En radikal Demokratisering af Skole og Kirke skulde faa Støtte i mig. Men jeg vilde paa det bestemteste modsætte mig at afskaffe Statskirken eller fjerne Religionsundervisningen i Skolerne . . . ingen Statsborger bør holdes borte fra Religionskundskab.
Indenfor Kvindernes Verden vilde jeg kræve lige Løn for lige Arbejde, aandeligt og legemligt. Kvinders Adgang til alle Embeder, ikke mindst til Prædikestol. Endelig grundig Revision af Beskyttelseslovgivningen for Kvinder; den nuværende bærer betydelige Spor af, at Manden har villet beskytte Kvinderne mod de bedre lønnede Stillinger.
Paa staaende Fod vilde jeg have indført l ½ Aars kvindelig Værnepligt, som skulde omfatte Sygepleje, Barnepleje, Husførelse, Gymnastik og Idræt. I Afholdssagen, vilde jeg arbejde for Lokalforbund - ikke Landsforbund.
