« Tilbage til søgeresultaterne
Forsørgerpligten
Svar til Karen Kristensen.
Paa Redaktionens Anmodning skal jeg knytte et Par Bemærkninger til ovenstaaende:
Udviklingen (fra Tællepraasen til den elektriske Lampe) har medført, at Kvinderne ikke mere alle kan finde Beskæftigelse i Hjemmene og har været tvungne til i stedse stigende Antal at søge Livets Ophold ved Arbejde udenfor Hjemmene. Disse „selverhvervende” Kvinder har gennem Aarene haft overordentlig svære Kampe at bestaa - overalt har de været henvist til de daarligst lønnede Stillinger, overalt har man søgt at „holde dem nede”, særligt ved at nægte dem Adgang til fagmæssig Uddannelse - dette gælder ikke alene i Statstjenesten, men ogsaa i de private Erhverv (Handel og Haandværk, Industri o. s. v.) - overalt har Kvinderne i Erhvervet haft særlige Kampe og Vanskeligheder, blot fordi de var Kvinder.
Disse Kvinder har i Virkeligheden udført et meget stort Arbejde for alle Kvinders personlige og økonomiske Frigørelse, og har mange Steder, tildels ved store personlige Ofre af Energi og Kræfter, nu tiltvunget sig en nogenlunde god Stilling. Efter denne
Ørkenvandring fortjener de i Kravet: Lige Løn for Mand og Kvinde alle Kvinders kraftige Støtte - Kravet er jo netop, hvad Fru K. K. ovenfor skriver, en Selvfølgelighed!
Samtidig har Kvindernes Deltagelse i Erhvervslivet lettet Mændenes Forsørgerbyrde; de Kvinder, der nu forsørger sig selv, maatte jo, hvis dette ikke skete, forsørges af Mændene, hvis Søstre, Døtre, Tanter o. s. v. de er, og optages i Hjemmene, hvor der ikke mere er Brug for disse 10,000er af Hænders Arbejde.
Altsaa - den Bevægelse, der er foregaaet, da Kvinder gik ind i de selverhvervendes Rækker, har lettet Mændene for en stor Del af den Forsørgerpligt, de havde i ældre Tid, og har bidraget mægtigt til Kvindernes Frigørelse i det Hele taget.
Men:
Spørgsmaalet om, hvilken Løn Stat og Kommune skal give Kvinderne (om de i det private Erhverv arbejdende Mængder af Kvinder er der jo ikke Tale) berører derimod slet ikke Forsørgerspørgsmaalet. En Mand forsørger sin Familie lige godt eller lige daarligt, hvad enten en anden - Kvinde eller Mand - faar det samme som han eller 100 Kr. mindre i Aarsløn! Og man maa vel erindre, at ikke alle Mænd er Forsørgere, og at mange Kvinder er det. Naar Talen er om Indførelse af Forsørgerløn, kan man derfor slet ikke sætte Skellet saadan, at man skulde give Mænd mere i Løn end Kvinder; saa maatte man give Tillæget til alle Forsørgere, baade Mænd og Kvinder, og tage det fra alle Ikke-Forsørgere, baade Mænd og Kvinder.
- Familieretskommissionen foreslaar m. H. t. Forsørgerpligten, at denne deles mellem Mand og Hustru, saaledes at forstaa, at Hustruens Arbejde i Hjemmet fremtidig anerkendes som et Led i Forsørgelsen af hele Husstanden. Denne Ordning, der netop er Udtryk for, hvilken Værdi man tillægger Hustruens Arbejde i Hjemmet, er af den største Betydning, fordi ingen Hustru, der arbejder i sit Hjem, fremtidig kan siges at „lade sig forsørge af sin Mand,” men tværtimod vil vide, at hun ved sit Arbejde lige med Manden bidrager til Hjemmets Opretholdelse - ogsaa rent økonomisk.
Fru K. skriver ovenfor, at nogle Deltagere i Diskussionen mente, at det „gjaldt om ikke at favorisere de ugifte Kvinder paa de giftes Bekostning”; men herom kan der jo slet ikke blive Tale. Det gælder blot i Spørgsmaalet „Lige Løn” at vise den selverhvervende (gifte eller ugifte) Kvinde en almindelig Retfærdighed - og dette kan aldrig blive „paa den giftes Bekostning”, men tvertimod til den giftes Fordel, hvad man ogsaa kan se af Familieretskommissionens Betænkning, f. Eks. paa Siderne 30, 32, 46 o. s. v.
At Samfundet paa en eller anden Maade maa komme Forsørgere til Hjælp, er en Sag for sig, - og er en Ting, der kræver en Mængde forskellige Overvejelser. Tanken om at lønne efter Forsørgerpligt er forøvrigt ikke populær i alle Kredse af Mænd
- hvem den jo hovedsagelig angaar - og vanskeligt at se, hvordan man i det private Erhverv, der jo beskæftiger langt de fleste Mennesker, skulde praktisere denne Fremgangsmaade,
- hvordan man skulde hindre Arbejdsgiveren i at tage den billigste Arbejdskraft - den ugifte Ansøger eller Ansøgeren med de færreste Børn - og lade Familieforsørgeren med de mange Børn gaa ledig!
Mig personlig vilde det tiltale mere, at Familieforsørgeren støttedes indirekte f. Eks. ved gratis Skolegang, gratis Mad, gratis Bøger, gratis Klæder o. s. v. for Børnene, altsaa en Udvidelse af et allerede delvis anerkendt Princip.
Og endelig har jo Tanken været fremme om, at Staten skulde yde en Moderløn - et Bidrag til Børnenes Opdragelse til gode Statsborgere - hvilket ikke er saa nyt, som man ved første Øjekast er tilbøjelig til at tro, idet jo Staten og Kommunerne allerede nu yder et saadant Tillæg til visse Enker og Børn (Pensionslovene for Tjenestemænd og Enkeloven m. fl.)
Saadanne Tanker overvejes formodentlig ogsaa i D. K.s Udvalg angaaende denne Sag, fra hvilket vi antagelig hører nyt ved næste Fællesmøde!
Jeg haaber foran at have gjort det klart, at Princippet „Lige Løn” ikke vedrører „Forsørgerhjælps”- Princippet - hvilke to Spørgsmaal jo ogsaa i D. K.s Arbejde er holdt fuldstændigt ude fra hinanden, og jeg haaber tillige, at det ved fælles Arbejde skal lykkes at komme til en lykkelig Løsning af begge Opgaver, - det vi alle arbejder for, er jo alle Kvinders Vel, og lige saa vel som de gifte støtter de ugifte, lige saa sikre kan de gifte være paa de ugiftes Støtte og Interesse for de giftes berettigede Krav.
