« Tilbage til søgeresultaterne
Børnelovens Revision
Der kan ikke være Tvivl om, at enhver Provinskredslæge maa imødese Børnelovenes Revision med en vis Interesse og med Forventning om, at vi maa faa noget mere Haand i Hanke med Sundhedsplejen i alle de mange Plejehjem og Børnehjem rundt omkring i Landet. Alle Udtalelserne i det Andragende, som Dansk Kvindesamfund den 20. Februar indgav til det paagældende Udvalg („Kvinden og Samfundet” 1919, S. 57) gaar just i Retning af det, som vi Kredslæger maa anse for det ønskelige - til Gavn for Børnene. Der vil dog nok være Anledning til her at fremkomme med nogle yderligere Bemærkninger derom, ikke som en Kritik af Dansk Kvindesamfunds Andragende, men til Overvejelse for dem, der føler Anledning til nærmere at drøfte Enkeltheder i Sagen. Jo mere indgaaende denne kan blive diskuteret, desto bedre maa det jo være.
Man kan sikkert gaa ud fra, at alle er enige i, at der virkelig trænger til et forbedret Tilsyn med Plejehjem og Børnehjem, og at navnlig en nøje Tilknytning mellem de stedlige kommunale Tilsyn og den specielt hygiejnisk interesserede Embedslæge (Kredslægen) vil være i høj Grad ønskelig, for at Kravene med Hensyn til de sundhedsmæssige Forhold kan blive faste og ensartede.
Ifølge Embedslovenes Tilsynsparagraf (§ 5) er Kredslægen pligtig at føre Tilsyn med ethvert Børnehjem i sin Kreds; idet jeg herom skal henvise til en Afhandling i Maanedsskr. for Sundhedspleje, Januar 1918, skal jeg blot bemærke, at Kredslægen ganske vist fører Tilsyn med Plejehjem og Børnehjem, men at hans Indflydelse i herhenhørende Spørgsmaal er saa ringe som muligt, Det vil sikkert være gavnligt, om Plejebørnstilsynene kan blive samlede i Tilsynskredse, svarende til Læsekredsene, der jo bliver det samme som Retskredsene, idet man da kunde tænke sig et af nogle faa Personer bestaaende Overtilsyn i hver Kreds med Kredslægen som selvskrevent Medlem. Derimod bør man ikke give Kredslægen Ledelsen af Tilsynet. Man maa lægge Mærke til, at Kredslægen ikke er nogen administrativ Embedsmand, altsaa næsten ikke paa noget Omraade staar som ledende og styrende i sin Kreds, medens han saa godt som udelukkende er hygiejnisk tilsynsførende og raadgivende i alle Sundhedsforhold.
Hvis der ikke tænkes dannet et Overtilsyn i hver Kreds, maa Kredslægens Forhold til de tilsynsførende Personer blive ganske det samme som hans Stilling ovenfor, hvad man kalder „det underordnede Medicinalpersonale”, nemlig Jordemødre, Desinfektører, Sygeplejersker og Massører. Der maa da bestandig fra Tilsynene sendes Kredslægen Underretning om Oprettelse af nye Plejeforhold, saa vel i private Hjem som i Plejehjem; han kan saa ved sine aarlige Inspektioner selv skaffe sig Underretning om de Forhold i ethvert Plejehjem, der er af sanitær Betydning, og hvorover han gør Optegnelser i sin Embedsprotokol.
Det vil sikkert give sig af sig selv, at man ved denne Nyordning paa Børnesagens Omraade maa tage visse økonomiske Hensyn; det er jo det vanskelige ved alt, hvad der har med Børn at gøre, at det let bliver saa kostbart, og at det er saa vanskeligt at faa Pengene dertil. Naar der saaledes tales om Ønskeligheden af Specialuddannelse for de Personer, der fører Tilsyn med Plejebørn ude i Provinsen, saa maa man gøre sig klart, at en Uddannelse paa Kursus eller lignende vilde blive en kostbar Foranstaltning; foruden at give en nøjagtig Instruks for Virksomheden maatte man da foreløbig søge at virke ved vejledende Smaaskrifter og ved et Fagblad, paa samme Maade Som „Børnesagens Tidende”, Organ for alle Værgeraadene.
Oprettelse af Vuggestuer, Børneasyler, Fritidshjem o. s. v. bør ganske sikkert tilstræbes i videst mulig Udstrækning i alle Provinsbyer, i Forhold til deres Størrelse. Men atter her maa man tage økonomiske Hensyn og give Anvisning paa, hvor Pengene skal komme fra, saa maa man se, om der bliver Forskel paa det ønskelige og det opnaaelige; særlig i de smaa Købstæder vil private Midler næsten aldrig vise sig at være tilstrækkelige til at løse Opgaverne.
Da Plejebørnstilsynene fortrinsvis er Kvinder og bør være det, er der sikkert for Tiden mange Kvinder, der med Forventning ser frem imod det nye paa dette Omraade - spejdende efter, hvor langt man i denne Omgang vil kunne naa frem i Retning af størst mulig Hensyntagen til det sundhedsmæssige for Børnene.
Saxkøbing; April 1919.
F. Ingerslev.
Kredslæge.
Udvalget er i Hovedprincippet enig med Kredslæge Ingerslev og har med stor Glæde modtaget dette Indlæg, som forhaabentlig vil føre til videre Diskussion.
Red.
