« Tilbage til søgeresultaterne
Efter Forelæggelsen
Ægteskabslovens Forelæggelse har givet Anledning til en Pressekampagne, der er vel egnet til at give Kvinderne Stof til Eftertanke. De Angreb, der har været fremført i en Del af Pressen, har været anlagt paa at vække Forargelse imod Lovforslaget: og Forargelse har de vakt, men ganske vist i anden Retning end den tilsigtede. De, der kender Lovforslagets Bestemmelse, har med Forundring læst disse ofte ganske misvisende Udgydelser og forgæves søgt at genkende Forslagets Bestemmelser i dem; de har Gang paa Gang spurgt sig selv, om Meningen har været, at disse Artikler skulde være vejledende eller vildledende. Og de, der ikke kender Forslagets Bestemmelser, men har en redelig Vilje til at ville sætte sig ind deri, har uden Resultat søgt at faa noget ud af disse Artikler; de ærlige har maattet erkende, at de ikke har kunnet forstaa dem. Tilbage bliver de ubefæstede Sjæle, der ukritisk nedsvælger, hvad der bydes dem; det bliver sagtens de eneste, hos hvem den tilsigtede Forargelse er opnaaet.
„Kvinden og Samfundet” har taget det fornuftige Parti ærligt og redeligt at gengive Forslagets Hovedbestemmelser; saa staar det enhver Læser frit for at dømme om dem uden uvedkommende Hensyn til, hvilke Vendinger Statsministeren maatte have anvendt i sin Forelæggelsestale eller hvilke Syner de maatte have fremkaldt hos de Sortseere, der paa Forhaand anser enhver Forandring i Ægteskabslovene som Ægteskabets Ruin.
Er Forslaget da saa revolutionært, som man har villet give det Udseende af, vil det undergrave Ægteskabets Grundvold og faa det til at styrte sammen, til Skade for Familie og Samfund? Overfor dette Spørgsmaal vil jeg opstille et andet: Vilde det ikke være mærkeligt og højst usandsynligt, om mange Aars Arbejde for at skabe Reform af Ægteskabsloven, der kan bevare Ægteskabet, skulde have resulteret i et Forslag, der slaar Grunden bort under Ægteskabet? Hviler ikke hele Bevisbyrden for en saadan Paastand paa dem, der fremsætter den, og har disse paa noget Punkt endnu leveret saadanne Beviser??
Forslagets Regler om, at hver af Ægtefællerne skal have Raadighed over det, vedkommende indfører i Ægteskabet eller erhverver under dette paa en hvilkensomhelst Maade, er allerede i 1872 (altsaa for henved halvhundrede Aar siden!) fremført af Goos, hvem sikkert ingen vil beskylde for at have været Samfunds- eller Ægteskabsstormer. At denne Regel skulde føre til at løsne Forholdet mellem Ægtefællerne og være mindre heldig for det gode Forhold mellem dem end den nugældende Regel, der giver Manden Raadighed ogsaa over Hustruens Formue (for saa vidt den ikke er selverhvervet), turde være en dristig Paastand. Deraf maatte man saa ogsaa drage den Slutning, at alle de Ægteskaber er undergravede og berøvede deres Grundbetingelser, hvor der nu er helt eller delvis Særeje ifølge Ægtepagt. Disse Ægteskaber er mange i Antal, og den Omstændighed, at Antallet er steget saa stærkt i de senere Aar, viser netop med tilstrækkelig Tydelighed, at den ellers gældende Formueordning ikke er tilfredsstillende. Men endnu har dog ingen vovet at paastaa, at disse Ægteskaber skulde være fjernere fra Ægteskabets Idé end alle de andre.
Gyrithe Lemche har i en Artikel i „Berlingske Tidende” sammenlignet Ægteskabet i Øjeblikket med „en fraspændt Jernbanevogn, som er blevet staaende paa Skinnerne, mens langt borte Lokomotivet løber videre ned ad Banen med de øvrige Vogne”. Det er en fortræffelig Sammenligning; jeg vil tillade mig at føre den videre. De i Wagonen efterladte Personer er allerede delvis hoppede af Vognen for at søge anden Befordring fremad og følge efter de fremrullende Vogne. I Praksis er den nye Ægteskabslovs Regler allerede fulgt i mangfoldige Ægteskaber. Hvor mange Mænd vilde ikke betragte det som ganske unaturligt, hvis de ikke overlod deres Hustru selv at raade over sin arvede Formue. Og den fornuftige, praktiske Landbo, der driver sin Gaard med sin Hustru som Medhjælp ved sin Side, betragter det som en Selvfølge, at en Sag som Gaardens Salg er noget, de drøfter i Fællesskab og maa være enige om. Den Mand, der har en virkelig Forstaaelse af Betydningen af Hustruens Arbejde og Virken i Hjemmet, han ser heller ikke sig selv udelukkende som „Forsørgeren” og Hustruen udelukkende som „den forsørgede”, han vil ikke føle sin Mandsære krænket ved, at Loven anerkender, at ogsaa Hustruen bidrager sit til Familiens Underhold ved sin Virksomhed i Hjemmet. Og i de Ægteskaber, hvor Mand og Hustru har den fornødne Tillid og Fortrolighed overfor hinanden, der lægger man i Fællesskab Planerne for Anvendelsen af Indtægterne, og der regnes der ogsaa med, at Hustruen skal have sin Part at raade over.
Derfor vil den nye Lov heller ikke hos den jævne, praktiske Menigmand, der vel at mærke sætter sig ind i, hvad Loven virkelig byder, blive opfattet som den Revolution, man har villet gøre den til, men som et nødvendigt Resultat af Udviklingen.
Der har i Diskussionen været talt meget om Forslaget som særligt beskyttende de selverhvervende Kvinder. Det er en taabelig Paastand; det fremgaar klart af Forslaget og af Kommissionens Motiver, at man af al Magt har søgt at stille netop den Hustru, der lægger sin Virksomhed i sit Hjem, saa godt som muligt. Det, der ligger bagved Paastanden er, at man opstiller „selverhvervende” og „ikke-selverhvervende” Kvinder som to skarpt adskilte Lejre over for hinanden med vidt forskellige Interesser, hvilket ikke er rigtigt. Sandheden er den, at Grænsen er fuldstændig flydende. Det er vel ikke for meget sagt, at de allerfleste Hustruer i vore Dage før deres Ægteskab har været helt eller delvis selverhvervende, adskillige bevarer Selverhvervet, eller maaske kun en Del af det, under Ægteskabet, andre kan tvungne af Omstændighederne (Mandens Sygdom, Udygtighed el. a.) blive nødt til at optage eller genoptage et Erhvervsarbejde under Ægteskabet, atter andre kommer til at staa over for denne Nødvendighed ved Død eller Skilsmisse. Hvor vil man da sætte Grænsen, og er det overhovedet muligt at sætte denne? Jeg mener Nej.
Man kan strides om, hvorvidt Kvindernes Deltagelse i Erhvervslivet er til Gavn eller Skade for dem og Samfundet; Striden er unyttig, da man staar over for et af Samfundsudviklingen nødvendiggjort Faktum. At den gifte Kvindes, og navnlig Moderens, Arbejde uden for Hjemmet helst bør være Undtagelser, er vel de fleste enige om. Men saa kan det ikke nytte, at man vil lade Ægteskabet blive ved at staa som den fraspændte Wagon, som ingen vil blive siddende i. Ægteskabet er en ærværdig Institution, siger man. Ja, men er der nogen ærværdig Institution, der har kunnet undgaa i Tidernes Løb at blive paavirket og ændret af Udviklingen? Hvor kan man tro det heldigt at standse al Vækst og Udvikling paa dette ene Punkt - eller hvor kan man i det hele taget tro det muligt?
De Kvinder, der ønsker bedre og retfærdigere Retsregler for Ægteskabet, er ikke en Skare forvorpne Kvinder, der vil snigløbe Ægteskabet og selv løbe fra Ansvar og Pligter. „Dansk Kvindesamfunds” Kvinder kan le af den Paastand, at Kvindesagen væsentligst er ført frem af og for de ugifte; de afblomstrede, de „ikke-moderlige” Kvinder; den, der fremsætter en saadan Paastand, blotter kun sin egen Uvidenhed om Kvindesagen, dens Idé, dens Forkæmpere - og dens Menige.
Hvert et Skridt paa Kvindesagens Vej har skullet overvinde Modstand. Saaledes vil det ogsaa gaa denne Gang. Men Kvinderne vil heller ikke blive trætte nu, hvor det gælder om at omgærde Hjemmene med Regler, der stiller Mand og Hustru retslig lige ved Siden af hinanden og udelukker, at den ene af dem, med Loven paa sin Side, skal kunne øve Uret mod den anden.
