« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinderne og Ædruelighedsbevægelsen i Nordamerika.
Udenfor Afholdsfolkenes Kreds i Europa har det vakt en Del Forbløffelse, at Amerika, før man her har faaet sig tænkt rigtig om, resolut har vedtaget at lukke Døren for Spiritussen. Men U. S. A. er jo for Tiden Staternes Stat, som Wilson er Manden over alle Mænd - og derfor har det amerikanske Forbud gjort noget mere Indtryk, end hvis det var kommet, før Amerikanerne drog sejrrigt ind i Europa. Folk lytter uvilkaarligt mere villig til, hvad Sejrherren, end hvad den overvundne mener. Og adskillige spørger sig selv og andre: Hvordan er dette egentlig gaaet til? At det ikke er gaaet af ganske uden Kamp, er vel enhver klar over. Og at denne har været ret hidsig, har man vel ogsaa hist og her hørt noget om.
Det vilde imidlertid blive en lang Historie, skulde man give blot en nogenlunde udtømmende Skildring heraf, og jeg skal her indskrænke mig til at fortælle lidt om de amerikanske Kvinders Indsats i Forbudskampen.
Det Felttog, der har staaet størst Gny af, var uden Sammenligning Kvindernes allerførste, det saakaldte Kvindekorstog, der danner Indledningen til hele den amerikanske Kvindeafholdsbevægelse. Dette Kvindekorstog hører til de ejendommeligste og mest opsigtvækkende Begivenheder i Amerikas Historie. Det tog sin Begyndelse omtrent samtidig, i Aaret 1873, i Hillsborough i Ohio og i Washington, hvor en Del af Byens mest ansete og indflydelsesrige Damer samledes til et Møde for at stifte en Kvindeforening med det Formaal at bekæmpe det overhaandtagende Drikkeri, agitere mod Værtshusene og ved personlig Henvendelse til Beværterne at paavirke disse til at ophøre med at udskænke Spiritus.
Samme Dag Foreningen var stiftet, begyndte den sit Arbejde, ikke med at drøfte Lovparagraffer og Forskrifter, men med at virkeliggøre sit Program: at faa Værtshusene lukkede.
Man begav sig i Procession rundt til alle Byens Værtshuse med en Resolution, der i de Kvinders og Børns Navn, hvis Hjem er bleven ødelagt af Faderens Drikkeri, opfordrer Værtshusholderne til at lukke deres Forretning!
Den ejendommelige og opsigtsvækkende Procession blev den første Dag vel modtaget af Værtshusfolkene, vel for en stor Del, fordi den talte Byens ansete Damer i sin Midte; men da den kom igen næste Dag, blev Værtshusenes Døre lukket for den. Dog, Kvinderne lod sig ikke forknytte. Processionen gik rundt hver Dag i samfulde 8 Dage, under Bøn og Sang, Ringen fra alle Byens Kirkeklokker og fulgt af næsten alle Borgernes Sympati. Uden for Værtshusene knælede Kvinderne ned og bad, de holdt Beværtningerne i fuldstændig Belejringstilstand, og da Ugen var omme, var alle Byens 11 Værtshuse lukket.
Rygtet om Kvindekorstoget, som det straks blev døbt - det var jo en overvejende religiøs Bevægelse - bredte sig til alle Staterne, og i hver Stat var der Kvinder, der øjeblikkelig optog Ideen, og Tusinder af Værtshuse blev lukket paa Kvindernes Bud.
Det var, som om intet kunde standse hele denne mærkelige Korstogsbevægelse, der var baaret af en religiøs Begejstring og et flammende Had til det amerikanske Saloonuvæsen. Den bredte sig som en Præriebrand gennem Staterne og rev alle, baade høje og lave med sig, selv de i Spiritushandelen interesserede.
Men naturligvis kunde denne Stemning trods sine overvældende Resultater ikke holde sig. Værtshusene blev nok lukkede for en Tid eller nogle Dage, men saa aabnedes de igen, og Kvinderne blev hurtigt klar over, at for at opnaa varige Resultater, maatte der dannes en solidere Organisation, og denne de amerikanske Kvinders første Indsats i Forbudsbevægelsen, gav Stødet til Dannelsen af The Worlds Womens Christian Temperance Union (W. C. T. U.).
Denne Organisation bredte sig hurtigt ud over hele Amerika og fra Amerika efterhaanden ud over hele Verden, saa den nu har ca. ½ Million Medlemmer. Overalt har dette Selskabs energiske Kvinder vundet stor Indflydelse, men dog intet Steds større end i selve Amerika, hvor de hele Tiden har været blandt de forreste i Kampen for Forbudet.
Deres Virksomhed var fra Begyndelsen upolitisk, men da deres Henvendelse til de forskellige politiske Partier om at optage Forbudstanken paa deres Program mødte undvigende Svar alle Steder undtagen netop hos Forbudspartiet, besluttede man paa W. C. T. U.s Landsmøde i St. Louis i 1884 at slutte sig til Forbudspartiet og har siden arbejdet sammen med dette.
W. C. F. U ernes Indflydelse paa den amerikanske Spirituslovgivning har i Aarets Løb været meget stor. De har Gang paa Gang indsendt Adresser og Bønskrifter til Staternes lovgivende Forsamlinger om at træffe Foranstaltninger til Drikkeriets Udryddelse. De har i Tale og Skrift ved Møder og i det stille arbejdet utrætteligt, og den amerikanske Forbudshær regner dem blandt sine bedste og mest aarvaagne Tropper.
Det var Kvinderne der i sin Tid reddede Staten Marines Forbudslov fra Undergang ved i sidste Øjeblik at rejse en energisk og planmæssig Afholdsagitation, og det er dem, man i første Række Skylder, at Loven mod Transport af Spiritus til Forbudsdistrikterne i 1913 blev vedtaget af den amerikanske Regering. Deres Departement for Lovgivning, som de har oprettet i Washington, har de senere Aar haft en overordentlig stor Indflydelse. Ogsaa i de amerikanske Hjem har deres Virksomhed og Eksempel haft gennemgribende Betydning, og det langt overvejende Antal af Amerikas Kvinder nyder nu ikke Spiritus i nogensomhelst Form.
I den rasende Slutkamp mellem Forbudsfolkene og Forkæmperne for Spiritusen har de amerikanske Kvinder altid været blandt de ivrigste paa Forbudssiden, baade de organiserede og de ikke organiserede. Og hvorfor? Fordi det altid har været Kvinderne og Hjemmene, der har lidt mest under Drikkeriet.
De Kvinder, der selv har lidt, har det været let at faa med, og de Kvinder, der virkelig har forstaaet, hvad deres Søstre har lidt, har hurtigt indset, at her var det deres Pligt at hjælpe. Og denne Forstaaelse har hos de amerikanske Kvinder været langt større end hos de europæiske.
En Ting, der ikke har været uden Betydning i denne Sag er, at de har haft saa fortrinlige Førere. Jeg skal her kun nævne Kvinder som Mrs. Thompson, W. C. F. U.s første Formand, Miss Julia Colman, Miss Mary Scavitt og „Amerikas ukronede Dronning” Miss Frances Willard, den største og ædleste Kvinde i Nordamerikas Historie.
Da jeg for en halv Snes Aar siden var i Amerika saa jeg hendes Statue i Kapitoliet i Washington, skænket dertil af Staten Illinois - den eneste Kvinde, hvis Statue har faaet Plads blandt de mange berømte Mænd i Kapitoliet.
Den Dag, den amerikanske Forbudslov træder i Kraft, vil et tusindstemmigt Kor fra lykkelige Kvinder stige i Brus op mod den ædle Kvindeskikkelse i Kapitoliet, og et Blomstertæppe vil brede sig for Foden af Frances Willard, der i 18 Aar var Formand for W. G. T. U. og i den Egenskab rejste Tusinder af Mil, Aar efter Aar, talte og skrev og agiterede, som var Søvn og Hvile ikke til for hende, hun kunde nøjes med utroligt lidt - og det gik til en Tid, saa havde hun slidt sig selv op i Forbudsideens Tjeneste. Ingen anden enkelt Kvinde har saa stor Fortjeneste af den som hun. Hendes Navn vil aldrig glemmes i Amerikas Historie. Som hendes ranke, hvide Skikkelse lyser i Kapitoliets store Sale, vil hendes Navn for evigt være indskreven med Ildbogstaver paa Forbudspartiets Banner.