« Tilbage til søgeresultaterne
Nævninger
(Forsinket paa Grund af Pladsmangel).
Samtidig med, at de nye Love. om Rettens Pleje den 1. Oktober i Aar træder i Kraft, opfyldes det allerede ved Grundloven af
5. Juni 1849 givne Tilsagn om, at Nævninger skal indføres i Misgerningssager og Sager, der rejser sig af politiske Lovovertrædelser, idet efter denne Lov Lægfolk kaldes til at deltage i den endelige Paadømmelse af alle alvorlige og mere tvivlsomme Straffefanger.
Muligheden for at - blive kaldet til Nævning har - med enkelte særligt begrundet Undtagelser - enhver, der er optaget paa Valglisterne til Folketinget, idet der hvert Aar af et særligt Udvalg mellem de paa disse Lister optagne udvælges et Antal Personer, der er særlig egnede og værdige til Nævningehvervet. Af disse Personer udtages efter en særlig Fremgangsmaade Nævninger for det enkelte Ting og for den enkelte Sag ved Lodtrækning. Ingen Person kan uden særlig af Loven anerkendt Grund undlade at efterkomme Kaldelsen som Nævning.
I Behandlingen af den enkelte Sag deltager i Reglen 12 Nævninger, der forinden Sagens Begyndelse tages i Ed paa, at de vil besvare de Spørgsmaal, som bliver stillet til dem, saaledes som de finder det ret og sandt at være.
Nævningerne har ikke som egentlige Meddomsmænd at deltage i Paakendelsen af alle de Spørgsmaal, der opstaar under Sagens Behandling, men alene at besvare det Spørgsmaal, om den Tiltalte er skyldig i, det Forhold, som Tiltalen angaar, heri ligger nærmere, at de skal afgøre, om Tiltalte har begaaet det faktiske Forhold, hvorfor han sigtes, om han efter almindelige Regler kan drages til Ansvar for dette, eller om han paa Grund af Utilregnelighed, Handlen i Nødværge ell. lign. er ansvarsfri, og om hans Handling falder ind under det i Straffeloven bestemte Forbrydelsesbegreb. I Forbindelse hermed kan de kaldes til Besvarelse af Spørgsmaalet, om der foreligger særlige Omstændigheder, som kan medføre Anvendelsen af en højere eller lavere Strafferamme end Lovens sædvanlige.
De juridiske Dommere, som medvirker ved Sagen, har at afgøre alle øvrige under Sagen forefaldende Spørgsmaal, derunder særlig Spørgsmaalet om Straffens Fastsættelse indenfor den ved Nævningens Erklæring bestemte Strafferamme. Desuden har de imidlertid for saa vidt at øve Kritik overfor Nævningernes Afgørelse, som denne kun er bindende for dem, hvis den statuerer Frifindelse, men ikke for saa vidt den statuerer Skyld, idet Retten, hvis den finder Bevislighederne utilstrækkelige, kan henvise Sagen til fornyet Behandling for nye Nævninger og nye Dommere: kommer ved denne enten Nævningere eller Dommerne til det Resultat, at Tiltalte bør frifindes, afsiges endelig Frifindelsesdom. Ved disse Bestemmelser er det understreget, at Nævningebehandlingen kun tilsigter at skabe en yderligere Beskyttelse for den Sigtede.
Sagen behandles iøvrigt saaledes, at Vidner føres og den Tiltalte afhøres umiddelbart for Nævningene; efter at Sagen derefter af den offentlige Anklager og Defensor er fremstillet for dem fra Anklagens og Forsvarets Side, overgives der dem skriftlige Spørgsmaal, der kun besvares med Ja eller Nej. Forinden de stemmer om Besvarelsen, udvikler Rettens Formand de juridiske Regler, de vil have at følge, for dem. Nævningernes Afstemning er hemmelig, og til at statuere et for Tiltalte ugunstigt Resultat kræves 8 Stemmer for dette Svar.
Det er fra flere Sider med blandede Forventninger, Ikrafttrædelsen af den i det foranstaaende skitserede Ordning imødeses. Det er at haabe og sikkert ogsaa at vente, at de Mænd, der i Aarenes Løb har kæmpet for at kalde det politisk myndige Folk til Deltagelse i Strafferetsplejens Udøvelse, vil se deres Bestræbelser belønnede derved, at det, naar Reformen har været prøvet i Praksis, fra alle Sider bliver anerkendt, at Reformen har bidraget til hos det menige Folk, der jo er Grundlaget for Statens Straffemyndighed, at skabe Tillid til, at Straffelovene anvendes i den Aand, hvori de er givne.
