« Tilbage til søgeresultaterne
D. K.s FÆLLESMØDE 1919
Under høj Sol ankom D. K.s Medlemmer til Horsens, og Solen holdt saa nogenlunde ud med Mødedagene. Det lykkedes ogsaa at gennemføre det omfattende Program; at det lod sig gøre skyldtes for en stor Del den Præcission og Omhu, hvormed alt var forberedt og ordnet af Horsens-kredsens Medlemmer og af Horsens-kredsens utrættelige og energiske Formand, Dagmar Runge.
I Haandværkerforeningens
store Sal aabnedes Mødet d. 19. Juni. Festligt virkede de mange Flag og den smukt dekorerede Tribune, hvor D.K.s hvide Banner dannede Samlingsmærke for den unge Fanevagt, der hvidklædt med røde Skærf over Skuldrene under Mødedagene vandt alle Hjerter ved Hjælpsomhed og Agtpaagivenhed i Tjenesten.
Dagmar Runge
aabnede Mødet med at byde Velkommen, og hun udtrykte Horsens Kredsens Glæde over, at Fællesmødet i Aar afholdtes i deres By, og dertil knyttede hun Ønsket om, at det Haab, som i Aar var glippet paa Grund af uovervindelige Vanskeligheder - til næste Aar maa opfyldes, nemlig Mødet med vore sønderjyske Søstre.
Følgende Telegram fra den nordslesvigske Kvindeforenings Tilsynsraad blev oplæst:
Den nordslesvigske Kvindeforenings Tilsynsraad og Bestyrelse, samlede til Møde i Tingleff, sender Dansk Kvindesamfund sine bedste Hilsener til Aarsmødet.
Det vedtoges enstemmigt at sende et Takketelegram.
Fru Dagmar Runge bød nu Velkommen til Fællesstyrelsen, til vor afgaaede Formand, Fru Stampe Feddersen, vor nuværende, energiske Formand, Fru Julie Arenholt, og vor kære gamle Æresformand, Fru Jutta Bojsen Møller, til alle Tillidsmænd og til alle Interesserede.
Forsamlingen afsang staaende Dansk Kvindesamfunds Bannersang og nogle foreslaaede Ændringer i Programmet blev vedtaget.
Paa Forslag af Dagmar Runge valgtes Caroline Bie, Horsens, til Ordstyrer til Formiddagsmødet. Efter Afsyngelsen af „I Østen stiger Solen op", betraadte Formanden Talerstolen.
Formandens Beretning.
Velkommen.
Paa F. S. Vegne byder jeg Dem alle hjertelig velkommen til Fællesmødet, takker Dem fordi De trods Rejsevanskeligheder og Rejseomkostninger er mødt saa talrigt frem, at Mødet virkelig - gennem de mødte 300 Tillidsmænd - kan blive et Udtryk for D. K.
Vi takker ikke mindst Horsens-kredsen, fordi den trods alle Betænkeligheder og Vanskeligheder vilde yde os Husrum og Hjerterum.
Verden derude.
Det Aar, der er gaaet, siden vi sidst samledes til Fællesmøde i Aalborg, har bragt Afslutningen paa Verdenskrigen; men endnu ikke bragt Freden. Vel tier Kanonerne paa de store Valpladser, men Grænsekampe og Broderkampe indenfor de enkelte Nationer lægger endnu Landeskæbner og Menneskeskæbner øde, Fredens og Forsoningens Evangelium har endnu vanskeligt ved at skaffe sig Ørenlyd blandt Europas lidende og sultende Folk. Men Freden nærmer sig, og den møder frem med en herlig Gave ved Haanden til vort lille Fædreland.
Genforeningen med Sønderjylland med vore Søstre og Brødre søndenaa venter os med Freden. Dybt taknemmelige bøjer vi Knæ for de tilbagevendende, i Ærbødighed takker vi dem for den lange og stolte Nationalitetskamp, de førte under Fremmedherredømmet, takker dem for deres Kærlighed og Troskab. Vi havde haabet saa meget paa i dag at have Repræsentanter for den nordslesvigske Kvindeforening iblandt os, utaalmodige længtes vi efter at trykke deres Hænder og vise dem vor Glæde, og naar vi bad dem overvære vort Møde, saa var det i Haabet om derved at lægge Grunden til et fremtidigt Samarbejde mellem dem og D. K. Haabet glippede, men inden altfor længe vil vi paa anden Maade samles med sønderjyske Kvinder.
Naar vi ser ud over den urolige Verden derude, saa møder der os Omdannelser, Nyskabelser, Omvæltning paa alle Kanter. Meget af det, der ragede højst i Vejret er styrtet i Grus, meget hidtil skjult under Jordens Overflade er kommet frem i Lyset, i Solen. Kvindesagen vokser og groer derude - Kvindernes Indsats i disse 5 Aar har lært Verden mere om Kvinders Mod, Udholdenhed og Evner end hundred Aar tilforn; mens Mændene sloges arbejdede Kvinderne, bag Plov og Harve, ved Dampkedel og Dampkran, ved Motorerne paa Jorden og i Luften, intet Arbejde var dem for svært, alle Byrder bar det saakaldte svage Køn paa sine Skuldre. Det var selvfølgelig ikke Krigen, der pludselig skabte disse Kvinder - nej, dem havde Kvindesagen skabt i Aarene forud; Uddannelse, Kundskaber, social Viden og social Interesse, Organisationsevne - det var altsammen Værdier, Kvindebevægelsen havde fostret, og som nu kom Nationerne til Gode. Intet mindre end en Verdenskrig maatte der til for at belære Verden herom. Og rundt omkring i Europas lidende og sultende Hjem sad Hustruer og Mødre og kæmpede en haardnakket, men tapper og heltemodig Kamp for Hjem og Børn.
Er det da et Symbol for Fremtiden, at Kvinderne netop nu kaldes til Arbejdet, er det endelig gaaet op for Mændene, at de trænger til Hjælp - til Kvindernes Hjælp - mod Voldsaanden i det menneskelige Samfund. Er den mandsskabte Verdens Forlis efter disse 5 Aars Rædsler saa aaben-bar, at man endelig bekvemmer sig til at tage imod den udstrakte vaabenløse, kvindelige Haand.
Rundt omkring i Evropa og Amerika faar Kvinderne i disse Dage politisk Valgret; jeg skal - for at vise Kvindernes store Fremstød - nævne de Lande, der siden 1914 har givet Kvinderne politisk Medborgerret.
Danmark og Island 1915
Storbrit. og Irland 1918
Tyskland 1918
Østerrig 1918
Ungarn 1918
Holland 1918
(kun Valgbarhed).
Canada 1918
New York 1918
Syd Dakota 1918
Michigan 1918
Oklahoma 1918
Maine og Wisconsin 1919
og sidst har nu ogsaa vore Søstre paa den anden Side Sundet, Sverrigs Kvinder, faaet Sikkerhed for, at de opnaar den politiske Medborgerret, som de saa længe dygtigt og energisk har kæmpet for. Vi lykønsker dem alle, men særlig varmt de svenske Kvinder. Sidst blandt de nordiske Lande naaede de frem; vi lykønsker dem til Sejren og rækker dem Haanden til et lykkeligt og frugtbringende Samarbejde mellem Nordens frie Kvinder. Ved den Fest, som de svenske Kvinder for nylig fejrede i denne Anledning, var D. K. repræsenteret af Fru Elisa Petersen, Næstved, der i det sidst udkomne Nr. af Kv. og Sf. har givet en lille Skildring af Festens Forløb.
Forholdene herhjemme.
Naar vi ser paa vore egne hjemlige Forhold, saa er ogsaa her foregaaet store og bemærkelsesværdige Begivenheder. Paa den danske Rigsdag er fremlagt Forslag til en ny Ægteskabslovgivning og Forslag om Kv. Adgang til Embeder, to Forslag, der udgør Kardinalpunkter i Dansk Kvindesamfunds Program. Hvad Ægteskabslovene angaar, skal jeg ikke i min Beretning komme nærmere ind paa, hvad D. K. har foretaget sig, da Familieretsudvalgets Formand senere vil aflægge en særlig Beretning herom, blot nævne, at D. K. 30. Jan. 1919 indsendte et Andragende til Regering og Rigsdag om at der endnu i denne Rigsdagssamling maatte blive forelagt og vedtaget Lov til Ændring af de nugældende Regler om Ægteskabs Indgaaelse, Opløsning og dets Retsvirkninger. Hvad Forslaget om Kvinders Adgang til Embeder angaar, skal jeg minde om, at vi paa vort Formandsmøde i Januar 1919 vedtog en Udtalelse om, at D. K. udtalte sin Paaskønnelse af og Tilfredshed med det fremsatte Lovforslag og sit Haab om, at det vedtages i ikke forringet Skikkelse, og ved Møder og Foredrag saavelsom i Bladet, har vi søgt at oplyse og interessere vore Medlemmer for denne Sag.
Forslaget er vedtaget i sin fulde Udstrækning i Folketinget, men efter den Modstand, som Spørgsmaalet om Kvinders Adgang til Præsteembederne fremkaldte fra Folketingets konservative Folkeparti og Venstre, er der næppe megen Udsigt til, at Forslaget gaar igennem i Landstinget - det vil sandsynligvis komme til at strande paa de kvindelige Præster, medens ikke én Røst har rejst sig imod f. Eks. kvindelige Dommere. Der er Grund for D. K. til at takke de kvindelige Rigsdagsmedlemmer af alle Partier, der forstandigt og forstaaende har talt Kvindernes Sag ved disse to Forslags Fremsættelse. Vor afgaaede Formand Astrid Stampe-Feddersen bød dem ved sidste Fællesmøde i Aalborg Velkommen i Tingene, vi har endnu ingen Grund haft til at fortryde dette Velkommen - tværtimod. Den Dag, Forslaget til de nye Ægteskabslove var til 1ste Behandling i Folketinget, talte 3 Kvinder som deres respektive Partiers Ordførere - og de talte kloge, forstandige og varme Ord om Kvindernes berettigede Krav. Naar man tænker paa, at det kun er ét Aar siden, Kvinder første Gang udøvede deres politiske Borgerret, kun et Aar siden Kvinder fik Sæde i Rigsdagen, og at saa allerede nu 4 kvindelige ordførende Rigsdagsmedlemmer taler Kvindernes Sag i Lovforslag, der sætter Kvinden paa sin rette Plads ved Siden af Manden i Ægteskabet og Erhvervslivet, ja saa synes vi jo, at vi er naaet et langt Stykke fremad.
Danske Kvindesamfunds Program er i disse Dage Genstand for offentlig Debat i Rigsdagen, i Pressen, paa Møder Landet over. Ægteskabsloven drøftes ikke alene i Rigsdagen, men i juridiske Møder og Tidsskrifter, af Dr. philosophiæ og højlærde Magistre. Kvindelige Præster er Genstand for heftige Debatter ved Præstekonventer, Menighedsraadsmøder bl. Landets Biskopper og ved det theologiske Fakultet. Alle de Overvejelser for og imod, som vi - indenfor D. K. - forlængst har afsluttet og afklaret for os selv, er nu paa hver Mands og hver Kvindes Læber; og vi kan med Stolthed erkende, at Kommissioner og Udvalg, Regering og Rigsdag i deres Beslutninger bygger paa det Grundlag, som D. K. for Aar tilbage, har formuleret og offentliggjort Men jeg kan dog ikke slutte Omtalen af dette uden at forberede Dem paa, at Skuffelserne lurer paa os. Gennemførelsen kan trække længe ud endnu. Begge Spørgsmaalene er trukket ind i den partipolitiske Kamp, og i hvad Skikkelse de kommer ud af denne Skærsild - om de overhovedet overlever den - ja derom ved vi endnu intet.
Men Rigsdagen vil ikke kunne nøjes med dette; i den allernærmeste Fremtid kommer endnu en af vore vigtigste Sager. Den store Lønningskommission afgiver i den nærmeste Tid en Betænkning, hvori bl. a. Princippet „Lige Løn for lige Arbejde" har været Genstand for Overvejelse, og efter hvad der er sivet ud om Kommissionens Arbejde, er der ikke just Enighed om Gennemførelsen.
Betænkningen bliver nu afgivet til Rigsdagen, og dermed er atter et af vore Programpunkter paa Dagsordenen i vor lovgivende Forsamling - sandelig store Afgørelser eller store Skuffelser venter os.
D. K. har allerede d. 31. Jan. 1919 til L. K. indsendt et motiveret Andragende med Anmodning om, at „samme Arbejdsvilkaar for Kvinder og Mænd maa blive Resultatet af L. K.s Overvejelser og Beslutninger og d. 11te ds. afholdt D. K.s Københavnskreds sammen med en Række kvindelige Fagorganisationer et stort og meget vellykket Møde i København. Der lød mange hvasse, bestemte og myndige Ord fra de 5 Talere, der paa Lærerinders, Sygeplejerskers og D. K.s Vegne protesterede mod det urimelige og uretfærdige Lønningsprincip Løn efter Køn. Mødet endte med Vedtagelse af en Resolution, der ved en Deputation overraktes Lønningskommissionen.
Vi ønsker og tror, at dette Møde saavelsom D. K.s Andragende skal blive en Støtte for de Medlemmer af Kommissionen, der indser Kravets Berettigelse og ganske særlig for Kommissionens eneste kvindelige Medlem, der tappert og bevidst har arbejdet for Kvinderne i disse to Aar.
Indenfor vore egne Døre.
Jeg drager saa Kredsen endnu snævrere og skal kort omtale, hvad der er foregaaet, om jeg saa maa sige indenfor vore egne Døre. Paa sidste Fællesstyrelsesmøde. 18. Sep. 1918 meddelte vor højtærede og højtansete Formand Fru Stampe-Feddersen os, at hun ønskede at nedlægge sit Formandshverv. Hun havde allerede i Efteraaret 1917 taget denne Beslutning og meddelte dette, og mange og varme var de Opfordringer hun modtog om at fortsætte, men hun følte Helbred og Kræfter svigte overfor det mangeartede Arbejde, de stadig øgede Opgaver, som D. K. optog indenfor sit Omraade.
I 5 Aar var Astrid Stampe-Feddersen D. K.s fine, kloge og altid offervillige Formand, men hendes Betydning for Kvindesagen og D. K. rækker langt ud over disse 5 Aar. Allerede i Firserne traadte hun ind i Rækkerne, ung, ivrig og fuld af Virkelyst, skrev, talte og organiserede; ubønhørlig streng i sine Krav til sig selv og andre, naar det gjaldt Kampen for Kvindernes Ligeret, aldrig paa Akkord, retlinet, helstøbt, viste hun Vejen fremad. Kvindesagen havde hendes Hjerte, men den største Plads i hendes store Hjerte havde den nationale Sag og det nordiske Samarbejde. Alle de lyse Forhaabninger, der netop nu knytter sig til disse to Spørgsmaal, fylder hendes Sind med Forventningens Glæde; vi takker hende for alt, hvad hun i Aarenes Løb har virket for disse hendes tre Hjertebørn og ønsker, at hun maa opleve at se dem alle tre lykkelig løst.
Da Fru Stampe-Feddersen nedlagde sit Hverv som Formand, udtalte hun samtidig Ønsket om at se Gyrithe Lemche som sin Afløser, og hele Fællesstyrelsen sluttede sig til dette Ønske og opfordrede Fru Lemche til at overtage Førerskabet for Dansk Kvindesamfund. Men Fru L. afslog Opfordringen. Formandsposten og Redaktørposten kunde ikke forenes i samme Person, og Fru Lemche foretrak Redaktørposten. Fællesstyrelsen anmodede da mig om at overtage Formandshvervet og udtalte samtidig Ønsket om, at de to Hverv som Formand for D.K. og Formand for Forretningsudvalget blev forenet i samme Person. Med stor Betænkelighed sagde jeg ja til at fungere som D. K.s Formand i et Aar og overtog samtidig Arbejdet som Formand i F. U. Mine egne Betænkeligheder deltes uden Tvivl af ikke helt faa af Fællesstyrelsens Medlemmer; forholdsvis ny i Dansk Kvindesamfunds Arbejde, kun lidet kendt ude i Kredsene, med en bestemt partipolitisk Farve malet paa mig, ovenikøbet Københavner, alt dette var ikke gode Vilkaar at vinde Medlemmernes Tillid under. Dette indsaa jeg selv, og Fællesstyrelsen var sikkert heller ikke blind derfor. Men der var paa det Tidspunkt næppe anden Udvej - og saa staar jeg da her for første Gang som Formand overfor D. K.s højeste Myndighed - Fællesmødet - parat til at modtage den Kritik, som mit Arbejde fortjener, men sikker paa, at den Fællesstyrelse, der valgte mig og som med en aldrig svigtende Loyalitet og Arbejdsiver har støttet og hjulpet mig i det forløbne - for D. K. saa vanskelige Aar, vil være parat til at dele Ansvaret med mig.
Aaret blev vanskeligt, forskellige beklagelige Forhold indenfor Fællesstyrelsen, Forhold, som den betydelige Række af Lovændringer, som vi imorgen skal drøfte, vil bringe os nærmere ind paa, bevirkede, at vi i Aarets Løb mistede to af vore dygtigste og mest erfarne Arbejdskræfter. Fru Lemche trak sig tilbage fra Redaktørposten, og gik samtidig ud af F. S., Frk. Daugaard traadte fra som Forretningsfører. D. K. mistede derved to af sine bærende Kræfter, og deres Fratræden d. 1ste Januar 1919 - midt i Arbejdsaaret - vanskeliggjorde selvfølgelig i høj Grad Arbejdet, saavel det initiativtagende Arbejde udadtil som Arbejdet indadtil overfor Kredsene.
De Kredse, der har lidt under disse uundgaaelige Arbejdsvanskeligheder, anmoder jeg dog om at vise en forstaaende Overbærenhed. Fru Lemche var ved sin Udtrædelse af Fællesstyrelsen D. K.s Næstformand, paa et ekstraordinært F. S.-møde d. 15. December 1918 valgte F. S. enstemmigt Johanne Andersen, Ejby, til Næstformand.
Samarbejde mellem Kredsene og Fællesstyrelsen.
Vi har forsøgt i den sidste Tid - ad forskellige Veje - at tilvejebringe en nøjere Tilknytning mellem Kredsene og Fællesstyrelsen. Protokollerne fra vore F. S.-møder og F. U.-møder udsendes ikke mere „fortroligt" til F. S.s Medlemmer alene, men udsendes til Cirkulation blandt alle vore Kredsformænd. De faar derved et Indblik i Fællesstyrelsens Arbejde, i dets Art og Omfang og bliver i Stand til at følge og med deres Bestyrelse og Medlemmer drøfte de Spørgsmaal, der behandles i Fællesstyrelsen.
Vi haaber og tror, at dette skal blive til Gavn for begge Parter, at det skal styrke Samhørigheden indenfor vor Organisation og forkorte Afstanden mellem F. S. og Kredsene. I Tilknytning hertil offentliggøres i vort Medlemsblad Dagsordenen for F. S. og F. U.-møderne. Et andet Middel til at opnaa det samme er vore Udvalgskorrespondenter; D. K.s Udvalgsarbejde har jo i Aarenes Løb antaget ret betydelige Dimensioner; vi arbejder i Øjeblikket med ikke mindre end 18 Udvalg. For ogsaa at knytte Medlemmerne til dette Arbejde, forelagde Frk. Daugaard for F. S. et Forslag om, at Kredsene skulde udpege Korrespondenter til de forskellige Udvalg, Kvinder ude i Kredsene, der som Vagtposter indenfor sit lokale Omraade skulde spejde efter Begivenheder, der kunde være af Interesser for Udvalgets Arbejde. Vi har hidtil modtaget Anmeldelse om Korrespondenter fra 52 Kredse i Landet i et samlet Antal af ca. 400; til alle disse er udsendt Beretninger om det paagældende Udvalgs Arbejde og Planer. Vi takker disse Kvinder, fordi de har villet stille sig til Fællesstyrelsens Disposition, appellerer til deres Initiativ og Virkelyst - og haaber, at stadig flere Kredse vil finde de Kræfter, der kan tage Arbejdet op.
Agitationen.
Paa Initiativ af Suppleant i Fællesstyrelsen Frk. Anna Westergaard vedtog Fællesstyrelsen ved sit Januarmøde at udsende et Agitationsopraab, hvis Formaal skulde være at modarbejde den Anskuelse, at D. K.s Mission var endt med Valgrettens Opnaaelse og at skaffe Tilgang af nye Medlemmer blandt de Kvinder i Landet, der knapt af Navn, men slet ikke af Gavn kendte D. K.s Virksomhed. Til alle Landets Hospitaler (til Sygeplejersker og Økonomipersonale) til Forskoler, Folkeskoler og Højskoler, Telefoncentraler, større Forretninger, offentlige Kontorer, til alle Kvindeforeninger skulde Opraabet naa, dels gennem personlige Forbindelser, som F. S. i forvejen sikrede sig, dels ved Hjælp af personlig Agitation fra vore Kredsbestyrelser. Et uhyre energisk Arbejde blev præsteret af Agitationsudvalgets dygtige Formand, Anna Westergaard, der gennem sit faglige Organisationsarbejde er i saa nær Kontakt med de selverhvervende Kvinder Landet over, og i de nærmeste Dage efter Opraabets Udsendelse myldrede det ind paa vort Kontor med Indmeldelser fra Telegrafister, Statsbane- og Postpersonale.
Flere af vore Kredse har ogsaa allerede nu arbejdet med Opraabet og har set meget heldige Virkninger deraf - mange har foretrukket at vente til Efteraaret, der utvivlsomt er den
bedste Arbejds- og Agitationstid. Fællesstyrelsen saavel som Agitationsudvalget vil - dels ved Anvisninger i Bladet, dels paa anden Maade - være Kredsene behjælpelig med Arbejdet, naar Efteraarssæsonen begynder. Opraabet blev udsendt fra Hovedkontoret i Marts Maaned, og i Tiden fra Febr.-Juni har vi haft en Tilgang af nye Medlemmer paa 1116 mod 606 i samme Tid ifjor og 562 samme Tid i 1917. Tilgang af Medlemmer fra 1917 -18 var ca. 200, fra 1918-19 ca. 700, og D. K. har i Øjeblikket det højeste Medlemstal, det nogensinde har haft. Desværre har vi ogsaa at melde om indgaaede Kredse, nemlig 9 - medens kun 5 nye er stiftede. Vi byder de nye Kredses Repræsentanter ved Fællesmødet hjertelig velkomne.
Vore praktiske Kursus har naturligvis for Husholdningskursus vedkommende været hæmmet af Dyrtid og Rationering; der er dog afholdt Kursus (i Henkogning) paa 26 Steder i Landet for ialt 1213 Elever. Sykursus er afholdt paa 21 Steder med 282 Elever.
Praktiske Kursus.
Vi henstiller til vore Kredse at arbejde energisk paa at genoptage Madlavningskursus - vi planlægger i Øjeblikket i Aug.-Septbr. korte 3 Dages Kursus i Hentørring og Syltning. Bagekursus og andre, og vil være taknemmelige for ude fra Kredsene at modtage Raad og Ønsker.
Den sociale Udstilling.
D. K. har sammen med Københavnskredsen deltaget i en social Udstilling, der blev afholdt i København; dens Formaal var gennem Billeder, Tavler, Literatur og Foredrag at skildre sociale Tilstande i Fortid, Nutid og Fremtid. Blandt en Mængde meget interessante Udstillinger, som Tiden desværre ikke tillader mig at omtale, lyste ogsaa en lille Udstilling, der paa forskellig Vis fortalte om D. K.s Arbejde fra 1871 - 1919. Frk. Edel Liisberg, tidligere Sekretær i K. F. U. K., holdt paa Udstillingen et Foredrag om Kvinders Indsats i det sociale Arbejde og dvælede bl. a. med sympatetiske og forstaaende Ord ved D. K.s Arbejde. Udstillingen har vi taget med herover, og D. K. skylder sine dygtige unge Medarbejdere, Frk. Johanne Jensen, Frk. Eglstein og Frk. Westergaard stor Tak for det Arbejde, der her blev gjort.
Mindetavlen.
Den 25te April afleveredes Mindetavlen over Dansk Kvindesamfunds Forkæmpere for Kvinders Valgret til Rigsdagens to Formænd; vi har Grund til at takke Fru Stampe-Feddersen - der var Udvalgets Formand og hendes Medarbejdere for det smukke Resultat, som hun sammen med de to Kunstnere, Fotograf Frk. Julie Laurberg og Kunstmaler Erik Struckmann har stor Ære af. Som Hjælp til Dækning af Udgifterne har vi ladet Billedet reproducere, dels i Form af et Mindeblad, der er bragt med herover, og vi beder vore Medlemmer ved rigeligt Køb af disse at hjælpe os med at komme over Udgifterne, der beløber sig til ca. 800 Kroner. Mindebladet koster l Kr.
Medlemsbladet
Vort Medlemsblad „Kv. og Sf." har i de senere Aar haft store Dyrtidsvanskeligheder; Priserne paa Papir og Trykning er steget kolossalt og har tvunget os til for indeværende Aar at reducere Bladet til 8 Sider, hvilket vi sikkert alle er enige om at beklage. Vort Medlemsblad er vort bedste Bindeled mellem Kredsene og. Medlemmerne, og jo stærkere dette Bindeled des bedre; men foruden at være dette Bindeled skulde det jo være en Kilde til Oplysning for Medlemmerne om alle de Forhold, der direkte og indirekte berører Kvindesagen, en Spore til Fornyelse for dem, der er ved at køre træt, en kaldende Røst for dem, der endnu ikke er med os. Vor nye Redaktør, Fru Anna Koch Schiøler, der overtog Redaktionen af Bladet d. 1ste Jan. ved Fru Lemches Fratræden, gennemgaar da ogsaa - som Fru Lemche før hende - mange Kvaler for hvert Nummer, der udsendes, fordi saa meget maa undværes, udskydes, henlægges af Mangel paa Plads. Der er altid fuldt op af Stof - men den Skuffe paa vort Kontor, hvor henlagt Stof anbringes, fyldes mere og mere, mens Redaktøren fortvivlet ser paa den karrige Plads, som Dyrtiden tvinger hende til at nøjes med. I et Blads Spalter gælder ikke det gode gamle Ord om, ”hvor der er Hjerterum er der ogsaa Husrum".
Vi har i F. S. drøftet forskellige Planer for at vinde Plads; der er i Øjeblikket Forhandlinger i Gang om at faa Annoncerne ud af Teksten og henlagt til et Omslag om Bladet; der vil derved vindes ca. 1 ½ Side til Teksten, og vi har et Haab om maaske samtidig derved at forøge vore Annonceindtægter.
Caroline Testmann.
Inden jeg slutter min Beretning skal jeg endnu nævne, at en af D. K.s Pionerer, Caroline Testmann, i Aar har naaet den høje Alder af 80 Aar; hun indtog i D. K.s første Leveaar en Førerstilling; hun oprettede Handelsskolen for Kvinder, den første Fagskole for Kvinders Uddannelse til Selverhverv, og hun har igennem Aarene trofast og interesseret fulgt D. K.s Udvikling Vækst. Alderens uundgaaelige Magt har jo efterhaanden berøvet Kvindesagen mange gode Kræfter, men ogsaa Døden har gjort sin Høst iblandt os.
Døde.
I Februar Md. døde Louise Nørlund; vi mindes hende som den begejstrede impulsive Agitator særlig for Kvindernes Valgret, og vi glæder os over, at hun inden sin Død oplevede at se den realiseret.
Midt i et stort, omfattende og alsidigt socialt Arbejde døde Skolekøkkeninspektør Eline Hansen, midt i den travleste Arbejdsdag mistede vi hende, og vi forstaar endnu ikke, hvorledes hun skal blive erstattet. I det internationale Arbejde var hun danske Kvinder en klog og varmhjertet Talsmand, som hun var det i alt Kvindesagsarbejde herhjemme. Ved hendes Begravelse rejste D. K. sit Banner ved Baaren og D. K.s Formand bragte hende en Tak for hendes Arbejde.
I Decbr. 1918 døde Kontorchef L. C. Schou, han var en trofast Ven af D. K., forstaaende og altid villig til at yde os Hjælp.
Fremtiden.
En Beretning er et Tilbageblik over Aarets Arbejde og Begivenheder - jeg har ikke - af Hensyn til Tiden - kunnet tage alt med, som var Omtale værd, men Dagsordenens øvrige Punkter vil af sig selv supplere min Beretning; Skolemødet idag Kl. 4 - Udvalgsberetningen om Familieretsarbejdet, Børneforsorgsarbejdet og Samfundskursus og endnu mere viser tilbage over udført Arbejde samtidig med at pege fremad mod nyt Arbejde og nye Maal. - Ser vi paa vore Fællesloves § l og de Formaal, som deri er udtrykt, da gælder om det første Punkt: At udvikle og dygtiggøre Kvinderne til den fuldmyndige Borgers Ansvar og Arbejde, at dette har en evig Fremtid for sig, saa vist som der aldrig sættes Punktum hverken for Kvinders eller Mænds Udvikling og Dygtiggørelse. Hvad det 2det Punkt angaar: Gennemførelse af Kvinders fulde Ligestilling med Mænd i Familie, Samfund og Stat, da ligger vort Arbejde i Øjeblikket i en Taagedis. Solen kan bryde igennem og sprede Taagen, saa vort Arbejde afsluttes, men om de forjættende Straaler, der netop nu smiler gennem Disen har Kraft nok dertil, - derom véd vi intet sikkert. - Vi maa være forberedt paa, at Taagen atter klam og kold sænker sig over Maalet; Lige Ret for Mand og Kvinde, at vi endnu en Gang maa samle alle Kræfter for at bryde igennem den Taagemur af Fordomme, Traditioner, Mandshovmod og Kvindeunderdanighed, der spærrer Indgangen til Ligerettens Land.
Og endelig det tredie Punkt: At forbedre Kvinders og Børns Kaar særlig ad Lovgivningens Vej, da vil der uden Tvivl i den nærmeste Fremtid, hvor hele den sociale Lovgivning stunder mod en gennemgribende Revision, blive god Brug for D. K.s Initiativ og Arbejdskraft til Gavn for Kvinder og Børn. Gid vort Samvær i disse to Dage maa faa et saadant Forløb, at det kan blive en Spore, en Opmuntring for os alle til det Arbejde, der venter, og hvis endelige og største Formaal er at gavne det Land, det Folk, som vi elsker.
Camilla Nielsen, København, udtalte:
Vi har med stor Glæde hørt Formandens Beretning, der viste, hvor dygtigt og energisk, der er arbejdet. Vi tror ikke, vi kunde have faaet nogen bedre Formand for D. K. end Fru Arenholt, og vi takker Fællesstyrelsen for det Valg, den har truffet og for dens Arbejde i det forløbne Aar.
Udvalgsberetninger.
Af disse var anmeldt 5.
Familieretsudvalget.
Astrid Holten Bechtolsheim (Formand for Udvalget) skildrede, hvorledes Familieretsudvalget var blevet nedsat i 1912 paa Foranledning af den skandinaviske Familieretskommission (nedsat 1910), som paa dette Tidspunkt bestod af Mænd. Kommissionens danske Afdeling havde henvendt sig til D. K. om at opnaa Samarbejde, og der paabegyndtes fortrolige Forhandlinger. Kommissionen stillede Spørgsmaal og Udvalget svarede. D. K. har saaledes sat sit Præg paa Kommissionens i 1913 offentliggjorte Udkast til Lov om Ægteskabs Indgaaelse og Opløsning.
Efter Kommissionens og Regeringens Ønske udvalgtes i 1914 3 Kvinder - en fra hvert Land. Øjenlæge, Fru Estrid Hein blev Danmarks Repræsentant. D. K. takker hende for hendes aldrig svigtende Iver og Interesse for at varetage Kvindernes Tarv.
Nu blev Samarbejdet af en nogen anden Karakter, idet hun gjorde Familieretsudvalget bekendt med Kommissionens forskellige Udkast; hun viste derved dette Udvalg stor Tillid. Samarbejdet maatte nødvendigvis være fuldt fortroligt, og det har derfor været udelukket ved tidligere Fællesmøder at give Underretning om Arbejdets Gang. D. K. har saaledes ogsaa haft Indflydelse paa Udkast til Lov om Ægteskabets Retsvirkning, dette er offentliggjort i 1918, og i April 1919 forelagt i Folketinget.
Som det blev meddelt af Formanden har D. K. i Januar indsendt et Andragende til Regering og Rigsdag om snarlig Fremme af Lovforslaget vedrørende Familieretten (Formandsmødet Punkt 8).
Efter Forslagets Fremkomst havde D. K. bestræbt sig for at hjælpe Kredsene med at faa afholdt Foredrag Landet over om de ny Ægteskabslove. En Tid maatte dette Arbejde indstilles paa Grund af de urolige Forhold paa Rigsdagen - ikke desto mindre var der afholdt Foredrag i 50-60 Kredse, altsaa i ca. Halvdelen af alle D. K.s Kredse. Foredragsholdere har været: Fru Estrid Hein, Hr. Sagfører Engelsted, Hr. Overretssagfører Hintz, cand. jur., Frk. Teisen, cand. jur., Frk. Buchwaldt, Herredsfuldmægtig Lorentzen, Byfoged Kirk, Fru Arenholt og Taleren selv. Tilslutningen havde været god, og der havde overvejende været Sympati for Lovforslaget. Nu behandles dette som bekendt i et Folketingsudvalg, og da man var af den Mening, at det vilde have Betydning om D. K.s Fællesmøde udtaler sig, vilde Fællesstyrelsen foreslaa følgende Resolution:
Dansk Kvindesamfund, samlet til Fællesmøde i Horsens, Juni 1919, udtaler sin Glæde over, at der ved den forelagte Ægteskabslov er Udsigt til, at Dansk Kvindesamfunds, gennem mange Aar hævdede Krav om Forbedring af den gifte Kvindes Stilling som Hustru og Moder snart kan ske Fyldest.
Gyrithe Lemche: Henviste til, at D. K. i 1908 indgav Forslag til Regering og Rigsdag til nye Bestemmelser vedrørende Formuesforholdet mellem Ægtefæller og Ægtefællers Forældremagt over deres Børn - dette Forslag var Udtryk for D. K.s Standpunkt i denne Sag. G. Lemche spørger,om dette er hævdet indenfor Kommissionen, eller om Udvalget kun har modtaget Underretning og ikke tænkt selvstændigt? Der findes intet i Forslaget, der sikrer Hustruen Andel i Fællesvirksomheden. G. Lemche fremdrog forskellige Eksempler, der viste, hvor stærkt paakrævet dette - efter Talerens Mening - var.
Astrid Holten Bechtolsheim: Udtaler, at det saa ofte er sagt, at D. K. er for beskedent. Maaske var det hendes Fejl, at hun ikke fremhævede, at Familieretsudvalget, da det saa det endelige Forslag, var forbavset over, hvor meget der var naaet. Atter og atter havde Udvalget fremsat Kvindernes Synspunkter, og D. K.s Ønsker har præget Forslaget.
Forslaget fra 1908 betragtede hun som et løseligt Udkast, men der var iøvrigt peget paa det gamle Krav overfor Estrid Hein. Nu foreslaas det, at en Ægtefælle, der yder Bistand i den andens Virksomhed, har Ret til Vederlag. Mellem Bistand og fælles Virksomhed er mange Tvivlstilfælde. Udvalget havde ment, at Kvinder nu maa være saa udviklede, at de, hvis de gifter sig og driver Fællesvirksomhed med Manden, selv kan træffe Aftale med ham om Udbyttets Fordeling, saa Loven ikke behøver at indeholde særlige Bestemmelser for disse Tilfælde.
G, Lemche: Havde ønsket, at alle D. K.s Ønsker var kommet frem i Udvalgets Henvendelser. Det nuværende Udvalg er jo et andet end det i 1912 nedsatte. Fru Lemche udtalte sin Taknemmelighed over Udvalgets Arbejde og ydede Udvalget sin Anerkendelse.
A. Holten Bechtolsheim: Udvalgets Arbejde er ikke endt, nu arbejdes der videre for at faa vore Krav anerkendt af Rigsdagen, og det er Udvalgets Mening, at det kunde være en Støtte for de Kvinder, der i Folketingsudvalget arbejder for Kvindernes Sag, om Fællesmødet indgav den foreslaaede Resolution.
G. Lemche: „Jeg lægger med fuld Tillid Arbejdet i Udvalgets Hænder og bøjer mig for, at Bogstaven ikke kan følges, men haaber, at Aanden i Bogstaven ikke forandres."
Formanden: Gør opmærksom paa, at hun havde sagt i sin Beretning, at D. K. kunde være stolt og glad over Fortidens Arbejde. Kommissionen og Rigsdagen har bygget paa det Arbejde, vi har gjort, og vi er nævnt hædrende for dette Arbejde. D. K.s selvstændige Røst præger de vigtigste Paragrafer i Forslaget.
Resolutionen vedtoges enstemmigt.
Udvalget ang. Børneforsorg.
Elisa Petersen (Formand for Udvalget): Paa Fællesmødet i Aalborg besluttedes enstemmigt at indgaa til Regeringen med Andragende om Nedsættelse af en Kommission til Revision af „Lov om Tilsyn med Plejebørn af 1. Marts 1895" samt til at tage andre Børnelove op til Behandling, tillige om at D. K. maatte blive repræsenteret i en saadan Kommission. Vi henviste til vort tidligere Arbejde til Forbedring af Børnenes Kaar. Vi hæftede os særlig ved Lov om Tilsyn med Plejebørn, fordi vi gennem det store Materiale, der var indsamlet i vore Kredse Landet over, vidste, at Plejebørnenes Forhold ikke var betryggende, bl. a. fordi det nuværende kommunale Tilsyn næsten overalt er overdraget ret tilfældige frivillige Tilsynsførende, som mangler Tid og Indsigt, og hvis Arbejde savner en sagkyndig kontrollerende Myndighed, som den Plejebørnstilsynet i København og enkelte større Byer er underkastet.
Ved Nytaarstid nedsatte Regeringen et Udvalg, der fik til Opgave at fremsætte Forslag til en ændret Værgeraadslov, samt til en Ændring af Lov om Tilsyn med Plejebørn. Det var et ganske snævert Udvalg, og D. K. blev ikke repræsenteret. Sidst i Februar indgav vi derfor vor Betænkning til Udvalget. Denne er refereret i „Kvinden og Samfundet" Side 57 - 1919.
Økonomiske Betænkeligheder m. H. t. vort Kravs Gennemførelse maa tilbagevises med et, „hvad koster det at lade være". I Værgeraadsloven af 1905 udtaltes allerede, at det var billigere at forebygge end at helbrede, at Opdragelse var bedre end Straf - lad os derfor tage Ondet ved Roden og gøre, hvad vi kan for at beskytte Barnet mod at komme paa Afveje. Hjemmene bør tage sig af Børnene, men mange gør det ikke; vi maa hjælpe til, at disse Børn kommer under ordnede Forhold og hindre, at de rykker ind blandt Samfundets Udskud - kommer de først der - saa er de for det første tabte menneskelige Værdier for Samfundet, dernæst betyder de sandsynligvis Generation efter Generation uberegnelige store Udgifter for Samfundet. Ud fra disse Betragtninger maa man langt snarere sige: „har vi Raad til ved ikke at foretage saadanne Foranstaltninger at lade Værdier gaa til Grunde".
Hvad selve vort Forslag om Tilsyn med Plejebørn angaar, har vi haft den Glæde at se en socialt interesseret Kredslæge ivrigt gaa i Breschen for Hovedtanken i vort Forslag, først i vort Blad og nu i de seneste Dage i Børnesagens Tidende, hvor han henviser til D. K.s Forslag og opfordrer til at faa det taget op til Diskussion der i Bladet.
Udvalgets Betænkning maa sikkert snart foreligge og Forslaget komme til Behandling paa Rigsdagen - vi vil følge dens Gang med vaagen Interesse.
Jeg takker for Breve fra Korrespondenter til Børneudvalget og beder om stadig at faa meddelt alt af Interesse for dette.
Ulrikke Mathiesen: København, beder Udvalget arbejde for Oprettelse af Optagelseshjem under Moderens Sygdom. Hjemmene skulde betale efter Evne for Børnenes Ophold. (Foreslaar Afstemning herom).
Sigrid Krogh, Viborg: Beklager, at Værgeraadene kan afvise Børn.
Asta Iversen, Lyngby: Spørger, om det er bevist, at Børn forbedres paa Børnehjem, om det ikke var bedre at forbedre Hjemmene.
A. Holten Bechtolsheim: Har været beskæftiget i Værgeraadsarbejde og mener, at Værgeraadet nok i nogle Tilfælde trænger til større Ret til at fjærne Børn fra Hjemmet, men at det skal være forsigtigt med at benytte denne Ret.
Laura Lind, Udby Pigehjem: Staar i Arbejdet for den vanartede og forbryderiske Ungdom, omtaler, hvor vanskeligt det er at faa et godt Resultat af dette Arbejde, fordi Børnene der er i 15-17 Aars Alderen, tvangsindlægges. De faar Undervisning i alt husligt Arbejde, faar somme Tider Pladser førend de 3 Aar, de skal være under Værgeraadet, er gaaet, men de gaar alle fra deres Plads den Dag Tilsynet hæves. For en Del er dette deres ufornuftige Mødres Skyld, de skriver: „hold Modet oppe, I slipper snart ud". Man vilde faa større Resultat, hvis de ikke var tvangsindlagt, de er saa uinteresserede og pjankede, men de lærer dog alligevel at arbejde, og det har Værdi for dem. Men der maa gøres noget mere for Børnene, og man maa begynde tidligt. Børnene har - paa Grund af Bolignøden - lidt og set alt for meget. Dr. Kjær-Petersen, der interesserer sig meget for disse smaa og kender dem, siger, at de allerede i 7 Aars Alderen er sædelig ødelagt, og jeg tror det. Alligevel maa man være meget forsigtige med at tage Børnene fra Hjemmet, mange fattige Hjem er gode. Der bør oprettes mange smaa Børnehjem (som det d Nørreaaby, der er oprettet paa Initiativ af Fru Johanne Andersen og hendes Mand).
Agla Tulinius-Petersen, Skive: Nævner Eksempler paa Fejl ved Værgeraadslovens Praksis.
E. Petersen beder om at faa det tilstillet Udvalget skriftligt.
Johanne Andersen, Mosegaard: Resultaterne kan være smaa fra Opdragelseshjemmene, men vi kan ikke undvære dem. Der burde være Hjem i hver eneste Egn. Vi Kvinder kan hver især tage Opgaven op; naar vi griber Sagen rigtigt an, yder Folk gerne Bidrag. Maner de Delegerede til at huske Børnehjemmene hver i sin Kreds.
Elisa Petersen: Lover paa Børneudvalgets Vegne at tage de faldne Udtalelser til Overvejelse. Beder Fru Mathiesen om at tage sit Forslag om Afstemning tilbage (det sker), den afgivne Beretning drejede sig jo om udført Arbejde, ikke om Fremtidens Arbejde.
Udvalg ang. Kursus i Samfundslære.
Helen Clay-Pedersen (Formand for Udvalget): Efter Opfordring fra sjællandske Distrikt forbereder Udvalget Kursus i Samfundslære paa Landets Skoler. Der vil sandsynligvis blive afholdt et paa Sorø Højskole i Begyndelsen af Septbr., ét paa Erritsø og Borrehus Husholdningsskole i Oktober og muligvis ét næste Aar paa Askov. Meddelelse herom vil komme i „Kv. og Samf.".
Efter Forslag af Udvalgets københavnske Medlemmer har vi udarbejdet Andragende om Statsunderstøttelse til Kursus i Samfundslære og ønsker Fællesmødets Tilslutning til at indsende dette.
Til Regering og Rigsdag.
Dansk Kvindesamfund tillader sig ved denne Henvendelse at andrage om, at der af Staten maa blive ydet et Tilskud til de af os oprettede Kursus i Samfundslære i Lighed med, hvad der tilstaaes os til vore Husholdnings- og Sykursus.
Efter at Kvinder ved Grundloven af 5. Juni 1915 havde opnaaet fuld borgerlig Ligestilling med Mænd, har Dansk Kvindesamfund overalt i Landet gennem sin udstrakte „Kredsorganisation gjort et maalbevidst Arbejde for at vække social Forstaaelse blandt Kvinderne og give dem Adgang til at erhverve sig en virkelig Indsigt i de sociale og politiske Opgaver, hvortil de nu under den nye Forfatning er kaldede. Gennem vore rationelt anlagte Kursus i Samfundslære er det i disse Aar lykkedes vort nedsatte Udvalg at samle mange Kvinder om denne betydningsfulde Sag, idet der er afholdt Kursus efter vedlagte Plan, hvorefter Undervisningen spænder over 4 Semestre med 12 Lektioner à 1 ½ Time i hvert Semester. Men dersom Dansk Kvindesamfunds Plan, som vi stræber efter, skal naa ud til langt videre Kredse, maa vi kunne udsende kyndige Lærere og være i Stand til at uddele mange Fripladser til Deltagere i disse grundige Kursus. En gennemført Dygtiggørelse af Vælgerne har efter vor Mening en saa stor social Betydning, at vi ikke betænker os paa lige overfor Regering og Rigsdag at fremføre vort indstændige Ønske om ved et Statstilskud at blive sat i Stand til fuldt ud at kunne gennemføre vort Arbejde for denne vigtige Samfundsfag.
Fællesmødet giver sin Tilslutning til Indsendelse af Andragendet.
Udvalget ang. Læresteder i Husgerning.
Johanne Andersen, Ejby, (Formand for Udvalget): Meddeler, at der ikke er kommet Breve fra én eneste Korrespondent til dette Udvalg, haaber de vil melde sig, for her er et Omraade, hvor Samarbejde mellem Udvalget og D. K.s Medlemmer vilde have stor Betydning, f. Eks. ved at finde Læresteder eller Lærlinge og give Oplysninger. Arbejdet er ikke rigtig i Gang endnu, men Udvalget har ikke opgivet Troen paa, at det vil lykkes. Det er jo Meningen at hjælpe de unge Kvinder til faglig Dygtighed og skaffe Husmødrene lærvillige Elever.
De skal ikke have højeste Løn, før de er uddannet. Det er almindeligt, at de unge Piger viser Ulyst til at paatage sig alt i Hjemmet forefaldende Arbejde, det maa de lære. De bør ikke gaa af Vejen for noget. Landvæsenselever maa paatage sig alt Arbejde i Landbrugets Tjeneste. Nu vil Udvalget udsende Tryksager til Husholdningsskoler og søge Læresteder blandt disses tidligere Elever. Det forlyder, at det kongelige danske Landhusholdningsselskab vil optage denne Virksomhed, Taleren var opfordret til at indtræde i et Udvalg desangaaende og havde indvilget deri under Fotbehold af, at der kunde komme et Samarbejde mellem Selskabet og D. K.s Udvalg, men det var hendes Haab, at D. K. kunde gøre den største Indsats til Løsning af Sagen, naar Kredsene vil være med at tage den op.
I Diskussionen herom deltog Charlotte Olsen, Gammelmosegaard, Asta Iversen, Lyngby, Laura Lind, Udby, Petra Larsen, Vejen, Chr. Lyngby, Tjæreby, A. Bransager-Nielsen, Roskilde, der iøvrigt opfordrede Husmødrene til at tage sig af de unge Pigers Udannelse, Ingeborg Tolderlund, der mente, at Uddannelsen skulde slutte med en Svendeprøve, og at en Del af Uddannelsen burde foregaa paa en Statsanstalt, samt G. Lemche, der talte om Oprettelsen af en social Skole for Kvinder.
Joh. Andersen afsluttede med nogle beroligende Bemærkninger til de dygtige Husmødre, der ikke havde haft Mod til at modtage Elever.
- - -
Udvalgsberetningen fra Udvalget ang. Undervisning i Barneskolen ud sattes og henlagdes til det offentlige Skolemøde Kl. 4.
Dagsordenens Punkt 10 og 11 kom derefter til Behandling.
Punkt 10: Forslag om, at Fællesmødet opfordrer Børneudvalget til at tage under Overvejelse, hvad der kan gøres for at fremhjælpe Uddannelsen i Børnepleje saavel for vordende Mødre som for Ledere af Vuggestuer, Asyler, Børnehjem el. lign.
Paa Københavnskredsens Vegne talte Ulrikke Mathiesen, der ønskede, at Fællesmødet skulde opfordre Børneudvalget til eventuelt at skaffe Kursus i Børnepleje. E. Petersen erklærede sig paa Udvalgets Vegne villig til at tage Arbejdet op.
G. Lemche: Uddannelsen maa være baade praktisk (paa Børnehjem) og teoretisk (paa Kursus). Omtalte den Uddannelse, der gives paa Kvindehjemmet i Læssøesgade (i Kbhvn.).
Punkt 11: Forslag om organiseret Kvindehjælp til moderløse Hjem.
Paa 1ste Distrikts Vegne anbefalede Anne Kjær, Vraa, Forslaget; hun mente, at de, der paatog sig dette Arbejde skulde have en vis Uddannelse og maaske maatte lønnes af en eller anden Institution.
Formanden meddelte, at Flst. havde drøftet Spørgsmaalet ved sit Møde Aftenen forud og var af den Opfattelse, at Løsningen af denne Sag var af filantropisk Natur og rettelig maatte overlades til det private Initiativ i Kredsene. De Kredse, der særlig interesserede sig for Sagen, kan jo godt tage Arbejdet op (ligesom Arbejdet under Influenzaep.). Men D. K. maatte begrænse sine Opgaver.
I Diskussionen deltog: Camilla Nielsen, I. Tolderlund, A. Kjær, Ch. Olsen. .
G. Lemche: Mente, man burde begrænse sig m.H.t. Opgaverne. Omtalte, at man mulig blev nødt til at hjælpe Befolkningen over saadanne vanskelige Tilfælde ved at søge et i Husgerning kyndigt Menneske ansat af Kommunerne.
Axelline Jensen, Skanderborg: Oplyste, at D. K.s Kreds der Steds havde henvendt sig til Kommunen og faaet ansat en kommunal Plejerske, der passede Hjemmene under Mødrenes Sygdom.
Kirstine Jensen-Storch, Aalborg, Camilla Nielsen og Helga Scheving, Hjørring: Vil ogsaa have Støtte til denne Opgave gennem Hjælpekasserne.
Derefter hævedes det offentlige Forhandlingsmøde, og efter en Pause paa ca. l Time paabegyndtes
Forretningsmødet.
Lærerinde, Byraadsmedlem, Frk. Johansen, Horsens, valgtes til Ordstyrer.
Punkt 5: Til Valgstyrelsen valgtes Red. Rosted, Assens, Telegrafist Margr. Mathiassen, København, samt Fr. Graversen og Kirstine Holmsgaard, Horsens.
Punkt 6: Regnskabet forelagdes af Kassereren Marie Illum, saaledes som det er offentliggjort i „Kv. og Samf." Nr. 10, Side 87 og godkendtes enstemmigt.
Punkt 7: D. K. og de forestaaende politiske Valg.
Formanden: Da Dagsordenen blev lagt, ventede vi Valg i Eftersommeren - alt tyder nu desværre paa, at Valg ikke kan finde Sted før hen paa Foraaret, i alt Fald ikke før efter Nytaar, saa Spørgsmaalet er ikke længer saa aktuelt, som vi mente, da Dagsordenen blev lagt. Fællesstyrelsen vil flere Gange endnu have Lejlighed til at samles, og Formandsmødet i Januar vil rimeligvis finde Sted inden Valget.
Ikke desto mindre vil det være af stor Betydning for F. S. at høre Fællesmødets Udtalelser om den Fremgangsmaade, D. K. bør følge ved det kommende Valg, navnlig m. H. t. Interpellationerne og Udpegning af Kandidater til de politiske Partier. Som bekendt udarbejdede F. S. inden sidste Valg ikke mindre end 12 Interpellationer, der mundtligt og skriftligt blev forelagt de opstillede Kandidater, og som uden Tvivl virkede som en god Agitation for D. K.s Arbejde, men fra forskellig Side er dog antydet, at Antallet var for stort, og at færre Interpellationer vilde være bedre. De fleste af de Lovændringer, som Interpellationerne omhandlede, er jo imidlertid nu forelagt paa Rigsdagen, og det vil ikke være muligt paa nuværende Tidspunkt at tage Bestemmelse om, hvorvidt disse Spørgsmaal atter bør gøres til Genstand for Interpellationer, det afhænger jo alt af, hvorvidt Forslagene vedtages - og i hvilken Form - de vedtages, inden vi skal til Valg. Det er jo muligt, at nye vil paatvinge sig inden Valget.
Hvad vort Arbejde med eller gennem de politiske Partier angaar, har der jo været meget delte Meninger om, hvorvidt vi skulde udpege, anbefale Kandidatemner eller ej. Et Flertal indenfor F. S. er af den Opfattelse, at vi ikke fremtidig bør anbefale Kandidater til Partierne, ikke i første Række, fordi det eventuelt misbilliges af Partierne, men først og fremmest af indre Grunde. Det vil nemlig altid være forbundet med store Vanskeligheder for et Udvalg, Forretningsudvalget eller Fællesstyrelsen at finde netop de Kvinder frem, som vore Medlemmer vil kunne samles om, det giver Anledning til Utilfredshed, Misfornøjelse indenfor vore egne Rækker, uden at vi opnaar ret meget, vel slet intet derved. Vi har hidtil intet Held haft med denne Taktik - det oprindelige Motiv til at udpege Kandidater var at være Partierne behjælpelige med at finde Kvinder - ingen har takket os for denne Hjælp, og intet har vi opnaaet. Er der da ikke Grund til at forlade den?
Derimod mener vi, at et direkte Samarbejde med Partierne paa anden Vis er ønskelig og nødvendig - vi mener ikke, at D. K. skal ligge død ved Valgene. Det første og vigtigste er efter min Mening, at D. K.s Medlemmer hver indenfor sit Parti arbejder for D. K.
Den politiske Gruppedeling tør vi ikke med saa kort Varsel anbefale ført ud i Livet; de Kredse, der maatte ønske at forsøge allerede ved det kommende Valg skal dog naturligvis faa al den Hjælp, de maatte ønske, fra F. U. og Kontoret.
Det er ikke muligt paa dette Tidspunkt at trække Linierne klart op, alt ligger saa usikkert; faar vi inden Valget vore store Mærkesager ført igennem, kommer Landet jo til at ligge ganske anderledes, end hvis det modsatte sker, og vort Forhold til Partierne vil jo meget afhænge af disse store Sagers Løsning.
Fællesstyrelsen foreslaar Fællesmødet at vedtage, at D. K. som Organisation ikke udpeger Kandidater til de politiske Partier ved de forestaaende Valg, med mindre Opfordring derom indgaar til Fællesstyrelsen.
Elisa Petersen, Næstved: Omtaler den forestaaende Valglovsændring og foreslaar, at Dansk Kvindesamfunds Fællesmøde udtaler Ønsket om saadanne Ændringer i Valgloven, der letter Kvindernes Adgang til Rigsdagen. Ved de sidste Aar afholdte Folketingsvalg blev de 3 kvindelige Folketingsmænd valgt ved Listevalg (i København), den 4de kom ind paa et Tillægsmandat. Der er næppe Sandsynlighed for, at de politiske Partier foreløbig tør risikere at opstille Kvinder i sikre Enmandskredse.
Forslag til Resolutionen lyder:
Resolutionen:
„Dansk Kvindesamfund, samlet til Fællesmøde i Horsens ,19de Juni, udtaler Ønsket om
a) at man ved den forestaaende Ændring af Valgloven indfører Forholdstalsvalg i store Kredse (Amtskredse).
b) at man indfører en Afstemningsmetode, som tillader Vælgerne ikke blot at stemme paa en Liste i sin Helhed, men paa en enkelt Person paa Listen, saaledes at den Kandidat, som har det største Stemmetal, betragtes som den første paa Listen, den med det næststørste Antal Stemmer som den næste og saa fremdeles.
c) af man opretholder Tillægsmandaterne, men sletter Bestemmelsen om de 10,000 Vælgere som Betingelse for Andel i disse, og at man ved Tillægsmandaternes Fordeling betragter hele Landet som een Valgkreds.
Karen Johansen, Holstebro: Giver sin Tilslutning til Resolutionen angaaende Valglovsændringen, men henstiller forøvrigt til Forsamlingen ikke forhastet at stemme over, hvorvidt D. K. skal forandre sin Taktik overfor Partierne; tiden til Forberedelserne var for kort ved sidste Valg; Resultatet kan maaske blive bedre næste Gang.
Hulda Pedersen, Aarhus: Sidst gik vort Arbejde først og fremmest ud paa at agitere for Opstilling af mange kvindelige Valgmænd - Udpegning ar Kandidater var ikke noget Kardinalpunkt. Forslaget til Valglovsændringen er godt, alle frisindede Vælgere bør støtte det.
Charlotte Hansen, København: Spørger, om D. K. intet skal foretage sig, hvis de politiske Partier ikke henvender sig til os, eller om D. K. skal sige Tak, dersom Partierne opstiller Kvinder, der ikke er Kvindesagskvinder.
Asta Iversen, Lyngby: Anker over, at F. S. ønsker, at Fællesmødet med det samme skal tage Stilling til Resolutionen - vi maa have Ret til at tænke derover.
Karen Johansen, Holstebro: Giver Hulda Pedersen Ret i, at det vigtigste var at finde Valgmænd, men det er ogsaa af Betydning at udpege Kvinder til de politiske Partier.
Dagmar Nielsen, København: Undres over, at Hulda Pedersen tillægger Valgmandsvalget nogen Betydning. Valgmændene kommanderes jo af deres respektive Partier til at stemme paa en bestemt Person.
Hr. Moestrup, Aarhus. Taler imod Valglovsresolutionen og anbefaler at bevare Enmandskredse, hvorved Rigsdagsmændene kommer mere i Kontakt med deres Vælgere.
Hulda Pedersen: Indrømmer overfor Dagmar Nielsen, at den nugældende Valglov er daarlig, men gør opmærksom paa, at Valgmændene, inden de blev „kommanderede" til at stemme, dog havde deltaget i de foregaaende Forhandlinger om Opstillingen.
G. Lemche, Lyngby: Der er jo kun Tale om D. K.s Erfaringer fra ét Valg - det er mærkeligt saa forskelligt, man kan lære af det, der sker. Angaaende Udpegning af Kandidater var der jo Enighed i Fredericia. Hvad kvindelige Rigsdagsmænd angaar, kan kun de Kvinder, der har lagt et Arbejde indenfor Kvindeforeningerne have Betydning for os. Ingen af os kan sige god for de to konservative Kvinder, der blev borte fra Afstemningen ved 2den Behandling om „Kvinders Adgang til Embeder". Det vilde ingen af vore have gjort.
„Jeg havde ventet, at mit Grupperingsforslag var færdigt til at træde ud i Livet - tænk, hvor lang Tid der har været til at forberede dette men Forslaget er intet uden Udpegning af Kandidater. - I 1887 skete det, at D. K. ændrede sin Taktik 3 Maaneder efter at have paabegyndt den! Jeg henstiller, at vi ikke sænker Flaget saa hurtigt denne Gang.
Jeg fraraader Vedtagelse af Resolutionen."
Man blev paa dette Tidspunkt enige om at udsætte Forhandlingerne om dette Punkt til næste Dag.