« Tilbage til søgeresultaterne
Den internationale Kvindekongres i Zürich
(Fortsat).
Blandt de mange Skikkelser, som dominerer ens Erindring om Kongressen, maa ogsaa nævnes Fru Yello Hertzka (Leder af en stor Landboskole udenfor Wien). Af hendes dygtige og kloge Indlæg i Diskussionen fremgik med al Tydelighed, at man her havde et af de sjældne Mennesker for sig, der overbærende og tilgivende kan fatte om alt menneskeligt og kun kender til Strenghed overfor sig selv. Hun fremlagde en Resolution, som blev vedtaget om internationalt at organisere Kvinder saaledes, at de i Tilfælde af eller Fare for Krig kan etablere Strike mod alt Arbejde, der direkte eller indirekte støtter Krigen.
Mrs. Ethel Snowdon fra London er dog nok den, man sidst glemmer; foruden sin friske Skønhed og Ungdom ejede hun til Overmaal de tre Egenskaber, som Krapotkin i „En Anarkists Erindringer" nævner som betingende for Fremgang og Held, han siger som bekendt, at „alt maa lykkes for den, der er ung, intelligent og fuld af Energi. Hendes flammende Veltalenhed skyldtes det da ogsaa, at hendes Resolution eller rettere Protest mod Fredsbetingelserne hurtigt og enstemmigt vedtoges og telegraferedes til Paris. I sit Foredrag Aftenen derpaa ved et offentligt Møde i den tætpakkede store Peterskirke kritiserede hun ligeledes meget skarpt Folkenes Forbund, som hun modigt og vittigt lignede ved „a boat with o hole in it". Det var lærerigt at iagttage den ivrige Tilslutning til alle hendes Udfald, det var klart, at der som allevegne har Troen paa et Folkenes Forbund faaet et Grundskud, som vanskeligt lader sig hele.
En Protest fremført af Mrs. Pethick Lawrence fra London mod Sulteblokaden vedtoges ligeledes og ekspederedes samtidigt til Paris. Hun er Bestyrelsesmedlem af den i London nystiftede Forening til Hungerblokadens Bekæmpelse, om hvis rent ud glimrende og behjærtede Virksomhed jeg kan henvise til i en Artikel af Georg Brandes i Tilskueren for Maj d. A.
Kongressens mærkeligste Deltager og vistnok dens Alderspræsident var Mrs. Charlotte Despard, en Søster til den engelske General French; hun er Grundlægger og Formand for den første Suffragette Organisation og har for sin Sags Skyld gentagne Gange været fængslet. Hendes Deltagelse i Forhandlingerne vidnede om en højt udviklet og virkelig konsekvent Retfærdighedsfølelse. En ejendommelig Kraft udgik fra hendes milde, gamle Ansigt og lille spinkle Skikkelse, hvis værdige Rankhed fremhævedes af et sort Slør, der fra det graa Hoved faldt ned over Skuldrene.
II.
Følgende seks Kvinder, Iane Addams (U. S. A.), Charlotte Despard (Engl.), Gabrielle Duchéne (Frankrig), Rosa Genoni (Italien), Clara Ragaz (Schweitz) og Chrystal Macmillan (Éngl.) valgtes til at rejse til Paris og der overrække Fredskonferencen vore Resolutioner. Blandt disse bør, foruden de allerede nævnte, følgende anføres:
Kongressen udtaler, at for at være det sikre Fundament for en varig Fred bør Nationernes Forbund optage visse grundlæggende Principper, som nu ikke findes i Udkastet, f. Eks.:
1. Adgang til at blive Medlem har fra Forbundets Dannelse enhver Stat, som ønsker det, og som er villig til at opfylde de Pligter, der maa paahvile Medlemmerne.
2. Antallet af Nationer, repræsenteret i Exekutivraadet, bør ikke være mindre end elleve.
3. Øjeblikkelig Nedsættelse af Rustningerne paa samme Tid for alle tilsluttede Nationer.
4. Forbud mod Tvangsudskrivning i alle Stater hørende til Forbundet.
5. Ubetinget Tilslutning til Princippet om Selvbestemmelsesret i alle territoriale og nationale Sager o. s. fr.
Endvidere erklærer Kongressen, at Forbundet vilde styrkes yderligere ved at tiltræde følgende endnu videre gaaende Forslag:
1. Fuldstændig Afrustning (Land, Sø og Luften).
2. Gennemførelse af Forbundets Vedtægter ad andre Veje end ved militær Aktion eller Hungerblokade.
3. Det kræves at alle uudviklede Racer under Formynderskab af en mere fremskreden Nation skal kunne komme under Forbundets Beskyttelse og at det paalægges Mandatarmagten at fremme Udviklingen og Evnen til Selvstyre hos deres Myndlinge.
4. Afskaffelse af alt Børnearbejde i Industrien.
5. Indførelse af lige og almindelig Valgret og Kvinders fulde Ligestilling med Mænd politisk, socialt og økonomisk o. s. v. (Sluttes).