« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindelige Præster
Fortsættelse af Prof. Lehmanns Artikel.
Det har blandt protestantismens misgreb været et af de mest åbenbare, at den lige til op mod vore dage har holdt sig så udelukkende maskulin at den næppe nok har gjort nogen brug af kvinden, ikke engang af hendes barmhjærtighed. Luther, som ellers nok kunde tage kvinden i forsvar mod dem, der spottede hende, holdt dog på, at „kvindekønnet ikke af Gud var bestemt til regimente hverken i kirken eller i verdslige æmbeder" og at de „ikke duer til hvad der af Gud er mændene tildelt Gudstjeneste, præstedømme og Guds ord". Han mente ogsaa, at de havde hverken hukommelse eller stemme til at holde en prædiken - og desuden sagde jo apostelen selv, at de skulde tie. Dog har han enkelte gange indrømmet, at hvor der ikke er mænd, eller ingen mænd til at prædike, dær kunde en kvinde tage ordet.
Med rette - og med retfærdig indignation - har en dame, der har behandlet dette spørgsmaal (Elisabeth Malo, Deutsche Eyangelische Blätter 1907) betegnet den lutherske kirke som den ”retsligt organiserede mandfolkekirke". Og hvor magtløs har protestantismen ikke derved stået under sin kappestrid med katolicismen. Har den ikke haft al grund til at misunde romerkirken dens kvindekraft? Mod den og ikke blot mod stakkels Per Gynt kunde troldene skrige: „Han er for stærk; der står kvinder bag!”
Først i de sidste slægtled er protestantismen - og da de reformerte først - begyndt at lægge kærlighedsgærningerne i kvindelige hænder, men i forkyndelsen har kirken holdt sig til det gamle misforståede: mulier taceat - kvinden skal tie.
Selve den officielle prædiken har den katolske kirke ikke kunnet betro kvinderne, - fordi den er en sakramentkirke, hvor æmbedet har sit fodfæste ved altret og fordi dens andet holdepunkt: skriftestolen, er en institution, som forudsætter mandlig virksomhed. Dertil kommer de teologiske studiers skolastiske art, og hele pave-og bispekirkens traditionelle karakter. I det stykke er den lige så ugunstigt stillet som de protestantiske kirker.
Men disse, og ikke mindst vor egen lutherske, kunde lære sig noget af andre som driver protestantisk gudsdyrkelse udenfor de officielle og statskirkelige former, nemlig af deres for øjeblikket lykkeligere medbejlere: sekterne.
Hos disse har kvindens stemme allerede i ældre tid lydt med i forkyndelsen. Det var f. ex. en ejendommelighed hos Valdenserne (allerede ved år 1200) at de havde kvindelige præster, som både prædikede og forrettede anden præstetjeneste. Også kvækerne havde fra første færd ligestillet kvinderne med mændene; også i forkyndelsen. De havde særlige møder for kvinder eller blandede meetings for begge køn. Forkyndelsen kunde kvækerne såmeget lettere overlade kvinderne som denne hos dem bestaar i et frit personligt vidnesbyrd ofte af extatisk art; men intet hindrer dette vidnesbyrd i at antage karakter af en prædisken.
Deres exempel har andre sekter fulgt, særlig i Amerika: både kongregationlister, adventister og unitarier, i hvis danske menighed, „det frie kirkesamfund", jo også en dame indtager en ledende stilling. Metodisterne, som i begyndelsen bestemt afviste den kvindelige prædiken, opgav i året 1891 dette standpunkt. Men ganske særligt har „Frelsens hær" indset den kvindelige arbejdskrafts store betydning også for forkyndelsen. General Booth var selv den ivrigste til at gøre denne gældende; han har skrevet en særlig bog derom: Female ministry or womans right to preach the Gospel, og hans egen families kvinder gik i spidsen både med prædiken og med administration.
De skridt, en organisator af hans eminente rang har taget, bør kloge folk give agt på, om de selv vil organisere. Ligeledes bør man vejre den luft, man lever i, og lægge mærke til, i hvilken grad det religiøse liv og det kristelige arbejde har støtte og sangbund i kvindernes verden. Betegnende er det, at moderne religiøse retninger som teosofien og Christian science ikke blot ledes og bæres, men ligefrem er skabt af kvinder. Madame Blawatsky, mrs. Annie Besant og mrs. Katherine Tingley er teosofiens stiftere ligesom mrs. Eddy har grundlagt Christian science, og blandt dem har Annie Besant været en af vor tids mest henrivende prædikanter. Engang i hendes unge dage, da hun var gift med en præst, der var ligeså ubetydelig som hun blev verdensberømt, gik hun ind i hans kirke og besteg prædikestolen. Da hun nu stod deroppe og hørte sin røst i den tomme kirke, henrykt i følelsen af at kunne tale, da forstod hun, at her var hendes plads og dette var hendes kald. Den kristne kirke havde ingen prædikestol til hende; så byggede hun sin egen og blev en af kirkens farligste og mægtigste fjender, som har draget titusinder om ikke hundredtusinder bort fra kirken og over i den halvhedenske teosofi.
Men kristendommen har ikke ladet sine fjender beholde det kvindelige prædikeæmbede for sig alene. I det praktiske Amerika har man hurtigt givet kvindens fromhed dens plads i forkyndelsen og forstået, hvilken kraft der ligger i kvindernes tro og inderlighed, deres iver - og deres veltalenhed. I året 1905 regnede man i den nye verden 1250 kvindelige prædikanter i 158 forskellige kristelige samfund.
Så kan vi trøstigt begynde nu i den gamle verden.
