« Tilbage til søgeresultaterne
Vore unge
Der var nogle Dage, hvor Luften dirrede, dels af Indignation, dels af en virkelig Angstfølelse - hvor bar dette hen?
Det lykkedes paa Grund af den offentlige Menings Krav at faa afspærret Langelinje, og - saa faldt Sindene til Ro - ganske taabeligt.
Forholdene i sig selv er ikke derved ændrede, Langelinje var kun en Kulisseforandring indenfor den Scene, hvorpaa vor Tids unge Mennesker agerer og blamerer sig.
Vi er med Krigen og Krigens Følger naaet til et Vendepunkt. Enten skal vor gamle Kultur køre i Grøften, og saadan kunde det for saa vidt godt se ud, eller Roret maa lægges om, om Skuden skal reddes.
Det er ikke paa Langelinje alene, at Mennesker opfører sig tøjlesløst. Det er ikke de unge Piger fra Fabrikkerne eller de smaa Hjem, der fortrinsvis bringer sig selv i Ulykke; de aber kun efter, hvad de ser hos de Klasser over dem, som de ser op til og stræber efter at ligne saa meget som muligt. Der føres an i de store Sale i det Livssyn, der sætter en Ære i at lade haant om alle Baand,
Det er heller ikke hos os danske alene - Verden over lyder den samme ildevarslende Klokketone, der synes at ringe sammen til Degeneration og Forfald.
I Tyskland, hvor man skulde tro, at Situationen manede til Alvor, der er Dansen og Forlystelsesmanien kulmineret. Sultne og snavsede - Sæbe har været en sjælden Vare - danser Menneskenes Børn paa Livet løs - danser under alle Former i store og festlige Lokaler og i smaa elendige Buler - Dansen er i dette Øjeblik en Lidenskab i Tyskland. Man kan give Afkald paa alt andet, ikke paa at danse.
Fra England meldes det, at aldrig har Skilsmissernes Antal været saa stort som i det forløbne Aar. Fra gamle aristokratiske Slægter, hvor man tidligere skyede som Pesten Offentlighedens Indblanding, afgøres nu ægteskabelige Tvistigheder for aabent Tæppe, og Epidemien forplanter sig ned efter.
Fra Sverige klages der over de unge Piger, som der klages her i Danmark. Fra Norge klages der over Gullaschernes hensynsløse Leven paa Livet løs, og over Drikkeriet paa de store Restauranter.
Der er en Sammenhæng i alt dette, ogsaa i selve de Moder, Tiden hylder. Det er ikke en Tilfældighed, naar vore Dages Modedamer fuldt paaklædt ser ud, som de er iført løst hængende Negligé, saa lidt som det er tilfældigt, naar en i moralsk Henseende strengt fordrende Tid krævede de stive Folder og megen Anstand.
Det er heller ikke en Tilfældighed, naar Konditorne aldrig før Krigen har drømt om, at de vilde komme til at sælge Kager i den Maalestok, som nu er Tilfældet, og naar Ungdommen ikke kan køre fra København til Hellerup uden at være forsynet med Konfekt.
Det hører alt sammen - en Slægt, der vil nyde og aldrig resignere.
Mange Grunde til disse Forhold er blevet draget frem af dem, der virkelig er i Angst for vort Samfund - Pengenes Strøm ind over vort Land er ikke uden Aarsag blevet nævnet som en af de mest paagaaende Drivfjedre i den almindelige Kehraus.
Der er blevet appelleret til Hjemmene, og der rører man vel ved det ømme Punkt. Fra Masser af Hjem lyder Klagen - vi kan ikke stille noget op, vi har ingen Magt over de unge.
I Illustreret Tidende 15. Juli findes en iøvrigt klogt skrevet Artikel om dette Emne. Forfatteren (Mrk. Agathon)’ omtaler den „i stadig fremadskridende Udvikling” som i hans Øjne fører mod et Sammenbrud. Det hedder videre:
„Hjemmene ser ligegyldig til - paa faa Undtagelser nær. Og disse Undtagelser udler man som latterlig bornerte. For Hjemmene er heldigvis ogsaa med paa Moden. Disse Hjem, der købes færdige hos en Møbel- eller Antikvitetshandler, der opbygges af en Boligmontør, der indeholder Bogskabe fulde af ulæste Bibliofil-Udgaver ....
Herfra gaar Forfatteren over til at tale om de „gammeldags" Hjem, der binder Fortid til Nutid og ogsaa har Evnen til at knytte Fremtiden til sig, Hjemmene med Tradition og Disciplin, hvor der kræves en vis Indordnen under hævdvundne Støtter, og hvor man ikke slipper de unge af Sigte.
Det er ikke Tvangsanstalter disse Hjem. De giver deres Ungdom al den Frihed, der er forenelig med sund Moral, men Løsagtighed er et Begreb, der ikke findes Rum for.
Vi kan i et og alt underskrive denne Hyldest til - vi vil hellere sige de „gode" Hjem, de gaar dog aldrig helt af Mode, og de behøver ikke at være „ gammeldags ".
Men naar saa Forfatteren, som alle andre, ser sig om efter flere Aarsager til Miseren, saa rammer han ud efter Kvindesagen som en af dem. Det forbløffer ham, „at man jævnsides med en Kvindesagsbevægelse, der stræber at skabe Respekt for Kvinden som Individ har en Modedegeneration, der efterhaanden breder sig til alle Samfundslag, og som i Virkeligheden bestaar deri, at Kvinder, til hvis Klassemoral det tidligere hørte at være sædelige, gør sig al Anstrengelse for at klæde sig som den Demimonde, der i Verdens Storbyer udstiller deres legemlige Attraktioner i en pralende og pragtfuld Ramme."
Og senere hedder det:
„Ja, nu kan vi se det altsammen. Men der maa gribes dybt ind i mange Forhold, om denne Plet skal vaskes af os. Dybere end forskruede Kvindebevægelser og opstyltede Ægteskabslove kan række. Det bliver nok snarere de stilfærdige Hjems gode Mødre, der skal bringe Redningen. Den sande Kærlighed kan alt."
Naar Folk begynder at slaa i Luften for en Sag, saa staar det i Virkeligheden galt til; og det staar galt til med vore unges Sag her i Landet.
Forfatteren er oprigtig bekymret, og nogen flere end de daarlige Hjem skal have Skylden, for der maa mere til, og ud i det blaa griber han i dette Tilfælde Kvindesagen.
Dansk Kvindesamfunds Medlemmer kan vel ikke læse dette uden at trække paa Smilebaandet, og mere er det da heller ikke værd, men det kunde jo nok ønskes, at Hr. Agathon vidste lidt mere Besked om det, han taler om og navnlig, at han vidste noget om de mange unge, der har vokset sig stærke i Ly af Kvindesagen, og om mange unge, der gennem Kvindesagen har søgt og faaet Støtte og er blevet „gode Mødre".
