« Tilbage til søgeresultaterne
Den internationale Kvindekongres i Zürich
(Sluttet)
III.
Kongressens Beslutninger m. H. t. Kvinders fremtidige Stilling fik bl. a. Udtryk i følgende:
1. Den gifte Kvinde bevarer sin selvstændige borgerlige Ret saasom Ret til Brug af og Bestemmelse over hendes egen Fortjeneste og Formue uden Mandens Formynderskab.
2. Moderen bør have samme Forældreret over Barnet som Faderen.
3. Alle Veje til Opdragelse og Uddannelse skal staa aabne for baade Piger og Drenge.
4. Gift Kvinde skal have samme Ret til at bevare eller skifte sin Nationalitet som Manden.
5. Lige Løn for lige Arbejde.
6. Handel med Kvinder bør undertrykkes, den offentlige Prostitution afskaffes. Lige Pligt til sædelig Renhed for begge Køn.
7. For Børn født udenfor Ægteskab skal ikke alene Moderen, men ogsaa Faderens Ansvarlighed anerkendes.
8. En passende Moderløn bør fastsættes.
9. Ingen politisk eller industriel Strid skal kunne berøve Moderen Levnedsmidler til deres Børn o.s.v.
Og endelig som Følgebemærkning: Vi tænker os ikke, at disse opstillede Principper er fyldestgørende, men anser dem for velegnede til at optages i Folkeforbundets Politik, og mener, at de ved Anerkendelse af de til Forbundet tilsluttede Samfund vil meddele hele Verden sande og varige Fordele.
IV.
Angaaende Ruslands og Ungarns nuværende Forhold:
Erkendende enhver Nations Ret i Henhold til Wilsons 14 Punkter til selv at bestemme sin egen Styrelsesform forlanger Kongressen øjeblikkeligt Ophør af Angrebene paa Rusland og Ungarn, hvad enten disse sker ved militær Magtanvendelse, ved Forsyning med Ammunition eller Penge eller ved Hungerblokade. Den protesterer mod den Krigsførelse, man nu indlader sig paa uden aaben Krigserklæring mod Folk, der er ved at arbejde sig frem til en ny social og økonomisk Samfundsorden, som maaske vil vise sig at have stor Betydning for hele Verden; og som endnu ikke har haft Lejlighed til uforstyrret Udvikling.
Om Amnesti for Krigsfanger:
Kongressen kræver, at alle de krigsførende Nationer proklamerer Amnesti for politiske Fanger, deri indbefattet Militærnægtere, og forlanger, at der om fornødent ved offentlige Midler sørges for Fangernes Hjemrejse fra Sibirien f. Eks. og andre fjerne Steder.
Om det højest interessante Forhold mellem Pacifisme og Revolution:
Kongressen anerkender, at der ligger retfærdige Krav til Grund for de revolutionære Bevægelser rundt om i Verden, og sympatiserer med Arbejderne, som vægrer sig mod Udbytning. Alligevel er det vor Overbevisning, at de fredelige Methoder er de bedste, og vi ser det som vor højeste Pligt at sætte os imod al Magtanvendelse, fra hvad Side den end kommer,
Af Resolutionernes Talrighed maa dette lille Udvalg synes skikket til at give et fyldigt Indtryk af den demokratiske Aand, som var raadende paa Kongressen.
V.
Udenfor Forhandlingerne blev der for de Delegerede holdt to Foredrag, det ene om Hungerens Virkninger blandt østrigske Børn af en ung Sygeplejerske fra Wien, som i sin Indledning beklagede Faatalligheden af de medbragte Lysbilleder, et Faktum, man i sin Fejghed og medfødte Egoisme nærmest følte som en Lettelse; af en saa forfærdende Virkning var Synet af de smaa mishandlede Menneskespirer og af de ledsagende nøgne Oplysninger. Her blot en: I en Uge fødte paa én Fødselsstiftelse 327 Kvinder. 291 af Børnene var levendefødte; til disse samt Mødrenes For-plejning havde man af Mælk ugentlig 25 Liter; dog man var blevet vant til kynisk at sætte sin Lid til, at saa mange som mulig af de smaa maatte bukke under allerede i den første Uge enten af Underernæring eller Mangel paa Renlighed, som det var umuligt at skaffe til Veje.
Sandelig; her behøvedes hverken Svulst eller Pathos fra Foredragsholderens Side; den jævne Beretning, Tallene og Billederne skulde nok øve deres Gerning i hver Tilhørers Sind; om ikke før saa maatte nu Krigens Meningsløshed med dens grufulde Følge staa en fuldstændig klart.
Et andet Foredrag af Miss Catherine Marshall fra London omhandlede Militærnægtersagen i England og Amerika. Det var en pinlig Overraskelse at erfare, hvorledes Myndighederne i disse „frihedsværnende" Lande gaar frem mod dem, hvis moralske Standpunkt og Mod i denne Henseende staar saa højt over det almindelige Niveau.
Tre Straffemethoder omtaltes: 1) Iskoldt Styrtebad til Offeret besvimede eller indvilgede, 2) Frottering med Staalbørste til Blodet sprang, 3) Dødsdom, derefter 14 Dages Ventetid i Fængslet, hvorefter Kammerater blev kommanderet til at skyde paa dem - med løst Krudt. At kun de færreste stod dette igennem uden at tage Skade paa Forstanden, siger sig selv. Det ses heraf, at de lovlig indsatte Myndigheder i Henseende til sindrigt udtænkte Pinsler af raffineret Grusomhed endnu rigelig kan tage Konkurrencen op med Bolschevikerne.
Hun fortalte ogsaa om, hvorledes hun og andre Kvinder, som staar paa Militærnægternes Side i deres haarde Kamp, til de fangnes Trøst sang udenfor Fængslerne. I en lille Pjece „Fredens Martyrer" af cand. polit. E. Dehn findes netop i en Redegørelse fra en ung Mand (Kvæker) følgende: „Jeg ønsker at takke de venlige, mig Ubekendte Mennesker, der sang udenfor Fængselsmuren, ingen kender den Glæde, det giver de ulykkelige Fanger. Saa snart Sangen begynder hører man en Lyd af smaa Vinduer, der bliver aabnede over hele Fængslet." Hans „Brøde" paaførte ham 2 Aars Forbedringshus.
VI.
De indholdsrige Dage var nu til Ende og afsluttedes med en Banket i „Tonhalle”; beliggende ved den vidunderlig skønne Züricher Sø: At den forløb saa særdeles smukt og næsten højtideligt kunde ikke undre, naar man havde iagttaget den værdige og interesserede Holdning, som de Züricher Borgere havde indtaget overfor Kongressen som Helhed, dels gennem sin Presse og dels ved en kolossal Tilslutning til de offentlige Møder, som afholdtes 4 Aftener paa Rad, de to første i Universitetets Aula, som saa viste sig at være for lille, hvorefter man fik overladt Byens største Kirke, som ogsaa fyldtes til sidste Plads. En enestaaende Imødekommenhed udvistes af Byens Borgmester, som sammen med endnu et Par andre Øvrighedspersoner deltog i Banketten.
Kun vanskeligt kunde man tænke sig noget lignende fra en Befolknings Side som den danske, hvis medfødte Skepsis, oftest grundet paa manglende Kendskab og Ulyst til at erhverve sig den, har lagt mangen god Sag svære Hindringer i Vejen.
Som en stor Oplevelse maa denne Rejse og Kongressen føles af hver eneste Deltager, foregaaet som det er i den mærkeligste, tungeste Periode af Evropas Historie. Maatte der nu blot ud af denne Krigens hjælpeløse Fallit vokse den sikre Erkendelse blandt Menneskene, at den eneste, dem værdige Vej til Løsning af mellemfolkelige eller personlige Tvistemaal, er Fornuftens, Ordets Vej.
