« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinders Arbejde - Kvinders Løn
Ligelønsprincippet vedtaget i den danske Rigsdag.
Det lyder som et Eventyr - men er ikke desto mindre Virkelighed.
Trods alle velmente Forsøg paa fremdeles at Stemple Kvinderne som 2den Klasses Arbejdere, trods alle Begrundelser om deres mindre Anvendelighed, større Sygelighed, færre Fornødenheder og mindre økonomiske Forpligtelser m. m. har Landets lovgivende Forsamling enstemmig underkendt Værdien af disse Argumenter og anset det for Ret, at der fastsættes samme Løn for Kvinder og Mænd i samme Tjenestestilling.
Et uhyre moralsk og økonomisk Tryk er derved løftet fra Kvindernes Skuldre. Ryggen rankes, Selvtilliden vokser, Ansvarsfølelsen øges - paa lige Fod med mandlige Kollegaer og Kammerater skal der nu tages fat paa Arbejdet. Staten som Arbejdsgiver har stillet sig paa Kvindernes Side i den Kamp, der er ført og stadig skal føres mod Udbytning af Kvinders Arbejdskraft, og med denne stærke Forbundsfælle ved Siden skal Kampen fortsættes med fordoblede Kræfter.
Man advarede Kvinderne og sagde: „Samme Løn for Mand og Kvinde i samme Tjenestestilling vil være den bedste Hjælp, Mændene kan faa i Konkurrencen med Kvinderne”. Advarslen var uden Virkning; vi under gerne Mændene denne „Hjælp”, ønsker ikke at „beskyttes” af lavere Lønsatser. Dér, hvor vi ikke kan klare os paa lige Fod, maa vi bukke under. Vore Krav var paa dette som paa andre Punkter aldrig dikterede af ensidige Kvindeinteresser, men af Samfundsinteresser. Det er vor Overbevisning, at Samfundet staar sig bedst ved at kunne udvælge sine Arbejdskræfter efter Kvalifikationer og ikke efter Køn eller Prisbillighed, og det, vi tilstræber er, at Mænd og Kvinder bliver Arbejdsfæller og ikke Konkurrenter. Vort Haab er, at den Sejr, der er vunden, skal blive til Gavn baade for Mænd og Kvinder og til Gavn for det Arbejde i Statens Tjeneste, de som ligestillede Kollegaer skal udføre.