« Tilbage til søgeresultaterne
Den lige Løn i Rigsdagen
Folketinget.
Resultatet af Behandlingen af det store Lønningslovforslag i Folketinget kan for Kvindernes Vedkommende maaske bedst under eet sammenfattes i de Ord, med hvilke Finansministeren omtalte Ligelønsspørgsmaalet i sin Tale den 23. Juli, nemlig deri, at „selve dette, at
dette Lovforslag skal gælde baade for Mænd og Kvinder
synes der ikke at være nogen Uenighed om” - altsaa i, at man ved denne Lejlighed endelig vil give en Lønningslov, som ikke i Virkeligheden er to Love, een for Mænd og en anden - med ringere Vilkaar - for Kvinder.
Efter Lovforslagets Forelæggelse talte Medlemmer fra samtlige politiske Partier, og en stor Del af Talerne kom ind paa Ligelønsspørgsmaalet.
Venstre:
Folketingsmand Søren Svendsen (Venstre) gjorde Rede for Gundene til, at han mente, at Kvinder skulde lønnes lavere end Mænd: Kvinder kunde ikke udføre samme Arbejde, de havde flere Sygedage, de var som Regel ikke Forsørgere, en god Løn vilde „trække Kvinderne bort fra Hjemmet” o. s. v.
Hr. S. indrømmede dog, at mange Kvinder kunde udføre lige saa godt Arbejde som Mænd, ja endog bedre, og Taleren var ligeledes klar over, at ogsaa mange Kvinder var Forsørgere. Disse Betragtninger rokkede dog ikke ved denne Folketingsmands Tro paa, at det vilde være retfærdigt at vurdere den dygtigste Kvindes Arbejde lavere end den mindst fremragende Mands, og at lønne en Kvinde, der forsørger f. Eks. 3 - 4 Børn, lavere end den ugifte Mand.
Hr. S. Svendsens Tale vidner om en beklagelig Mangel paa Retfærdighedssans og er præget af Fordom, af Mangel paa Vilje eller Evne til at yde Kvinderne Retfærdighed, blot fordi de er Kvinder, og af en bristende Forstaaelse af vor Tids vigtigste Rørelser.
Socialdemokrati:
Det socialdemokratiske Partis Ordfører (Vald. Olsen) betonede, at hans Parti enstemmigt havde sluttet sig til Ligelønsprincippet. Nogen Betænkelighed havde der været, fordi Partiet frygtede, at Administrationerne efter dets Gennemførelse vilde søge at nedsætte Anvendelsen af Kvinder, hvormed Kvinderne jo ikke kunde være tjent. Han udtalte til Slut følgende:
Kvindernes Repræsentanter har imidlertid selv erklæret sig for Princippet, og da Socialdemokratiet altid har støttet det og gennemført det, har vi enstemmigt sluttet os dertil.
Det redelige og rene Standpunkt til vort Krav, som det socialdemokratiske Parti her gav Udtryk for, er det os en Tilfredsstillelse at udtrykke vor uforbeholdne Paaskønnelse af.
Konservative:
Som Ordfører for det konservative Folkeparti udtalte derefter Folketingsm. Abrahamsen sin Tilfredshed med, at Regering og Kommission havde foreslaaet lige Løn for Kvinder og Mænd. Hr. Abrahamsen gjorde i sin Tale bl. a. en Bemærkning om, at „der i Øjeblikket ikke foreligger noget Bevis for, at Kvinderne præsterer lige Arbejde for den lige Løn”, skønt ogsaa han indrømmede, at mange Kvinder er saa dygtige, at de kan gøre samme - og bedre - Arbejde som Mænd. Taleren fandt Ligelønsprincippets Hævdelse i god Overensstemmelse med Ligestillingen paa det politiske Omraade, og med den foreslaaede Lighed mellem Mand og Kvinde indenfor Ægteskabet. Det maatte saa blive Kvindernes egen Sag at klare sig i Konkurrencen.
Taleren udtalte til Slut, at han med Glæde havde tiltraadt Forslaget om lige Løn og anbefalede Tingets Medlemmer ikke at forlade dette Grundlag.
Til Hr. A.s lille Bemærkning om, at der ikke foreligger Bevis for, at Kvinderne „præsterer lige Arbejde for den lige Løn”, vil vi gerne sige, at det gør der naturligvis ikke, al den Stund den lige Løn indtil nu ikke har eksisteret. Det, der er sket, er, at man har forsøgt at føre Bevis for, at Kvinderne efter deres Arbejde paa den lavere Løn ikke fortjente den samme Løn som Mændene
- og dette Bevis har man ikke kunnet føre.
Og hermed er Grundlaget for at give forskellig Løn ganske naturligt bortfaldet.
Det konservative Partis Tilslutning til Ligelønsprincippet, der gav sig Udtryk i Hr. Abrahamsens Ordførertale, hilser vi iøvrigt med stor Glæde.
Kvindernes gamle og velkendte Fjende, Prof. Birck, havde naturligvis Ordet for at fremføre sine gamle Travere om lige Levefod for alle, gifte og ugifte. Det har altid været os en Gaade, at Hr. Bircks retfærdige Harme og ædle Ildhu i denne Retning aldrig før har ramt den ugifte Mand, og vi ser ham da ogsaa denne Gang betræde Forbedringens Sti, idet han nu er naaet til at tage den ugifte Mand med i sine Betragtninger.
Det vil ikke overraske vore Læsere, at Hr. B. betegnede Ligelønsprincippet som et „falsk Lighedsprincip”, og heller ikke, at
Hr. B. stadig finder det langt mere rædsomt, at en ugift Kvinde faar samme Løn som en gift Mand, end at en ugift Mand faar lige Løn med den gifte!
Radikale:
Den næste Taler var Fru Elna Munch af det radikale Venstreparti. Fru M.s Tale imødegik paa en ypperlig Maade de fremførte Grunde mod Indførelsen af den lige Løn.
Taleren paapegede den store Interesse, alle Kvinder havde i Gennemførelsen af Kvinders Ligestilling med Mænd paa dette Omraade, i at man her havde sat sig ud over de tilvante Forestillinger om Kvinden som et ringere Væsen end Manden. Fru M. fremhævede det urimelige i paa Forhaand at stemple den dygtigste Kvindes Arbejde som ringere end den udueligste Mands og mente, at Kvinderne, naar de kom paa lige Levevilkaar med Mænd, nok skulde klare sig i Konkurrencen. Naar Kvinderne enkelte Steder havde haft flere Sygedage, saa var Grunden sandsynligvis den, at de - netop paa Grund af den lavere Løn - sammen med deres Embedsgerning havde maattet bestride et stort husligt Arbejde, som Mænd havde haft Raad til at lade andre besørge for sig. Desuden havde mange lavtlønnede Kvinder været nødt til at leve saa tarveligt og sparsomt, at det ikke var underligt, at det gik ud over deres Helbred.
Fru Elna Munch udtalte endvidere bl. a. følgende:
Venstres Ordfører udtalte sin Bekymring for, at de højere Lønninger skulde lokke Kvinderne bort fra Hjemmene. Jeg ser ikke, der er nogen Grund til denne Bekymring. Det almindelige er ikke nu, at Kvinder, naar de er gifte, søger at komme ind i Statens Embeder, Lærerindestillinger eller anden Embedsgerning. Det kan heller ikke ventes, at gifte Kvinder pludselig vil gøre Forsøg derpaa, fordi Lønnen højnes noget; det er næsten altid som ugifte, at Kvinderne vælger de Stillinger, her er Tale om. Naar de har faaet Uddannelse dertil, naar de er blevet Lærerinder eller har faaet anden Virksomhed i Statens Tjeneste, hænder det jo, at de gifter sig, men man kan dog ikke kræve, at de derfor skal opgive en Livsstilling, til hvilken de har uddannet sig, og som de omfatter med varm Interesse. Man kan dog ikke ansætte Lønnen med det Formaal at drage dem bort derfra, og da turde det være det bedste, netop for Hjemmenes Skyld, at lønne dem saa godt, at de er i Stand til at skaffe sig den fornødne Medhjælp.
I Anledning af den enkelte Steder fremsatte Paastand om, at den gifte Kvindes Stilling vilde forringes, naar Kvinderne opnaar lige Løn med Manden fremkom Taleren med følgende træffende Udtalelse:
Denne Bemærkning er fuldkommen gaadefuld. Der vilde have været Mening i den, hvis Forholdet havde været det, at der havde været et vist samlet Beløb til Deling, men det har der aldeles ikke været Tale om. Hvis en gift Lærer f. Eks. faar 4,000 Kr., bliver dette Beløb ikke en Øre større, fordi en Lærerinde, hvad enten gift eller ugift, sættes ned til 3,000 Kr., og jeg forstaar ikke, hvad Glæde f. Eks. en Lærerhustru skulde have af at kunne sige: min Mand har ganske vist ikke opnaaet mere end
4,000 Kr., men vi har heldigvis faaet sat igennem, at Lærerinderne ikke faar mere end 3,000 Kr.
Til Slut kom Fru M. ind paa Forholdene i de fremmede Lande, skildrede den beundringsværdige Maade, paa hvilken Kvinderne i de krigsførende Lande havde bestridt Mandsarbejdet, og det i Stillinger, som man under almindelige Forhold aldrig vilde have drømt om at tildele Kvinder, og hvorledes man som Resultat deraf nu indfører Kvinders Ligestilling med Mænd endogsaa i Lande, der hidtil har været mest konservative paa dette Omraade. Taleren pegede paa, at man i Fredstraktatens Afsnit om Arbejde - et Afsnit, der tænkes gjort gjældende for alle Stater i Folkenes Forbund - som en af de mest betydningsfulde Grundsætninger opstillede Kravet om lige Løn for Arbejde af lige Værdi, og udtalte til Slut Haabet om, at Rigsdagen vilde gennemføre Ligelønsprincippet ved denne Lejlighed.
Senere talte Søgaard (Venstre), der billigede Kravet om lige Løn for Mænd og Kvinder, dog i Forbindelse med et Forsørgertillæg, Pinholt (Venstre), der ønskede lige Levefod, ikke lige Løn, og Sundbo (Socialist), hvis Tale om Problemet „Lige Løn” vi ikke vil nægte vore Læsere Fornøjelsen af delvis at kende. Den lød bl. a, saaledes:
Der er mange Stillinger, hvor Kvinderne udmærket vil kunne brugte Postvæsenet og Jernbanevæsenet f. Eks., hvor man kører med Stude og aldrig skynder sig, og hvor man heller ikke har Brug for noget Initiativ - for skal der noget Initiativ til, kommer det udefra. Der vil Kvinderne sikkert være aldeles udmærkede. Ogsaa i Rigsdagen, i alle de repræsentative Stillinger, hvor for meget Initiativ kan være til Skade, dér vil det være udmærket at faa Kvinder ind, og jeg ved ogsaa, at de repræsenterer udmærket i denne Forsamling, meget bedre end vi Mænd formaar det. Men paa de Steder, hvor det skal gaa hurtigt, og hvor der fordres Initiativ, som f. Eks. i Telegrafvæsenet og Telefonvæsenet, eller hvor det i alt Fald skulde gaa hurtigt, men hvor man ganske vist endnu ikke er begyndt paa Hurtigheden, tror jeg, det varer længe, før Kvinderne kan hævde deres Stilling, saa de kommer frem i de førende Stillinger; og gør de ikke det, er der ingen Tilfredsstillelse for dem i et Arbejde, saa er det i Virkeligheden til Skade for dem i Stedet for til Gavn at have Adgang dertil.
Men det er der jo ikke noget at gøre ved, det vil naturligvis gaa sin Gang. Min Mening er, at det, vi trænge til, det er ikke Kontordamer, men Kokkepiger. Med de Priser, der for Tiden er paa Mad, tror jeg, de unge Mænd, der staar for at skulle gifte sig, vil forstaa, at en god Kokkepige er hundrede Gange mere værd end en af disse stakkels Damer, der sidder paa en Kontorkrak og kommer til at se blegsottige og syge ud, medens de er underdejlige at se, naar de gaar og laver Mad eller passer Børn. Og dersom de unge Damer, der sidder paa Kontorstolen, vidste, hvor daarligt de ser ud, naar de sidder paa Stolen, og hvor nydelige de ser ud, naar de gaar i Køkkenet, saa vilde de aldrig et Øjeblik længere blive siddende paa Stolen.
At Kvinderne i Rigsdagen i denne Sag har gjort en betydeligt bedre Figur end Hr. Sundbo, vil vi være ganske enige med Hr. S. i, og vi forstaar efter at have gjort os bekendt med de Taler, som ved denne Lejlighed er holdt i Rigsdagen af Mænd og Kvinder, saa udmærket det yderst beskedne Standpunkt, han for sit Vedkommende har indtaget.
Vi glæder os over, at det ikke er en Kvinde, der har præsteret dette oratoriske og forstandsmæssige Mesterværk; og vi tilføjer, at hvis virkelig en Kvinde havde ydet et Bidrag af denne Rang til Diskussionen, saa vilde vi have følt os yderst beskæmmede.
I Landstinget
bragte Fru Hjelmer (Radikal) en Tak til Regeringen og til det kvindelige Medlem af Lønningskommissionen (Frk. Thora Pedersen), og nogle Bemærkninger i Fru H.s Tale bragte Partiet Venstres Ordfører frem med en Udtalelse om, at Venstres Kommissionsmedlemmers Stilling ikke dækkede Venstrepartiets Stilling til Kvinderne: Krav om lige Løn. Venstrepartiet vilde stemme for Loven.
Desværre kunde Hr. Ejsing ikke afgive denne for Kvinderne saa tilfredsstillende Erklæring uden samtidig med Tilslutning at citere Hr. Sundbos usømmelige Tale i Folketinget.
Iøvrigt har man sikkert god Grund til at takke de Rigsdagsmedlemmer af Partiet Venstre, - og vi tør formode, at de kvindelige Medlemmer her har gjort en betydelig Indsats - som har gjort et Arbejde, der sikkert ikke har været let, for at bringe Partiet til at indtage den Stilling, som det nu har overfor Kvinderne i denne Sag.
Og med Tilfredshed kan vi notere, at Gennemførelsen af Ligelønsprincippet i vor Rigsdag - vel nok det største Fremskridt for Kvinderne, siden Valgretten opnaaedes - sker med Tilslutning fra alle Partier.
