« Tilbage til søgeresultaterne
Prøven
Med Fru Lemches Tilladelse aftrykker vi nedenfor en Artikel, som Fru Lemche har skrevet i Dagbladet „Hovedstaden”.
Som det vil være „Kv. og Sf.”s Læsere bekendt, dækker de i Artiklen fremsatte Anskuelser paa flere Punkter ikke dette Blads Redaktions.
For Kvindesagens Venner, og for den Sag Skyld ogsaa dens Modstandere, har denne Rigsdagssamling været af stor Interesse. Ikke blot har Kvinder for første Gang taget Ordet paa Tinge, men to af Kvindesagens store Principspørgsmaal har været forelagt Rigsdagen i Forslag til Lov om Ægteskab og i Forslag til Lov om Kvinders Adgang til Tjenestestillinger og Hverv, begge fremsat af Regeringspartiet.
Venner af Kvindesagen vil af disse Forslags Behandling have høstet den glædelige Erfaring, at Kvinder i Diskussionen paa Rigsdagen udmærket kan holde Maal med deres mandlige Kolleger, og er fuldt vel egnede til som her at betros Hvervet som Ordførere for deres Partier, og de vil have glædet sig over den saglige og beherskede Maade, hvorpaa disse Kvinder har ført saavel deres Angreb som deres Forsvar og vil sikkert i deres stille Sind inderligt ønske, at en saa smuk Begyndelse ikke senere maa blive skæmmet af Rutinens og det daarlige Eksempels sløvende Magt.
Modstandere af Kvindesagen vil i det mindste være bragt saa vidt, at de har maattet sænke Kaarden for Kvinders politiske Perfektibilitet.
Men en endnu større Interesse knytter der sig til denne Kvindernes Debut i det parlamentariske Liv. Der er straks blevet givet de kvindelige Repræsentanter Lejlighed til at besvare det Spørgsmaal, som for Kvindesagen er af vital Betydning: Vil Kvinder paa Rigsdagen, indvalgt gennem Partierne, hævde de kvindesaglige Principspørgsmaal uanset, om de derved vil bringes i Modsætningsforhold til deres Parti?
Der var blandt Kvindesagens Venner i den første let forstaaelige Begejstring over at se ni Kvinder straks tage Plads paa Rigsdagen en afgjort Tilbøjelighed til at se Fremtiden i et rosenrødt Lys. Enhver af disse ni betragtedes som en fuldgod Repræsentant for Kvindesagen, og selv et ædrueligt Forbehold overfor dem af de ni, som endnu i Kvindesagen var ubeskrevne Blade, blev opfattet noget nær som en Fornærmelse.
Overfor saa meget Sangvinitet var der ikke andet at stille op end at lade det komme an paa en Prøve. Og Prøven kom hurtigere, end ventet var. Det konservative Folkeparti og Flertallet af Venstre i Folketinget og hele Venstre i Landstinget modsatte sig Kvinders Adgang til Præsteembeder.
Hvorledes stillede nu Kvinderne indenfor disse Partier sig? Viste de sig som de fuldgode Repræsentanter for Kvindesagen, som forventet var? - Prøven gav følgende Resultat: Den konservative Ordfører i Folketinget underskrev sammen med det mandlige konservative Udvalgsmedlem det Ændringsforslag, hvormed Partiet udelukkede Kvinderne fra Præsteembeder, og Venstres kvindelige Ordfører i Landstinget ledsagede med mange høflige Beklagelser de kvindelige Præster til Døren og anmodede dem om at afvente Tidens Modenhed.
Skal vi nu tro, at disse Kvinder har været Ofre for den berygtede Partidisciplin? - Næppe, thi i saa Fald vilde de sikkert have bedet sig fritaget for Ordførerhvervet. Man kan jo ogsaa drive Martyriet for vidt.
De har sikkert begge ud af deres bedste Overbevisning bortamputeret den Del af Forslaget, hvorom Forargelse var opstaaet og ment, som ogsaa den kvindelige Ordfører i Landstinget lod forstaa, at de derved gavnede Kvindesagen. Det er saa langt fra, at de har været under nogen Tvang af deres Parti, at de end ikke har næret nogetsomhelst Ønske om at faa Lov til at indtage et Særstandpunkt. Men forholder det sig saaledes, da har denne Prøve belært Kvindesagens Venner om, at disse Kvinder ikke er Kvindesagens Repræsentanter paa Rigsdagen. Thi Kvindesagens Idé er den fulde Ligestilling mellem Mand og Kvinde overalt, hvor ikke selve Kønnet lægger naturbestemte Hindringer i Vejen, og i denne Idés Tjeneste gælder hverken opportune Hensyn eller Veksler paa Fremtiden. Det givne Øjeblik er her et Rhodos, hvor der skal springes. Den, som ikke tør give sig Springet i Vold, mangler Troen og er ikke den rette.
Det er af største Vigtighed, at dette slaas fast, inden den Opfattelse vinder Indpas, at med Kvindesagen kan der gaas paa Akkord, og den som repræsenterer denne Sag, kan stillet overfor et af dens Principspørgsmaal, svigte. Det være langt fra mig at gaa i Rette med de to forøvrigt saa intelligente og sympatiske Ordførere i denne Sag indenfor Venstre og det konservative Parti. De har talt ud af deres fulde Overbevisning. Ulykken er kun, at denne Overbevisning ikke er Kvindesagens. De har intet Løfte givet Kvindesagens Venner; de har valgt deres Standpunkt i fuld Frihed og har valgt det, som fører bort fra Kvindesagen.
Men der er derimod al Grund til at gaa i Rette med Kvindesagens Organisation, hvis den erklærer sig ogsaa herefter tilfredsstillet med alle de kvindelige Repræsentanter paa Rigsdagen, og hvis den ikke drager den Lære af denne Prøves Udfald, at ikke enhver Kvinde, som har vundet sit Partis Tillid, straks har gjort sig fortjent til Kvindesagens Tillid.
I Spørgsmaalet om Kvinders Adgang til Præsteembeder vil Kvindesagen efter al Sandsynlighed lide et Nederlag, og Nederlaget vil blive saa meget bitrere, som Slaget, der er blevet rettet mod Kvindesagen, er blevet rettet af Kvindehænder. Maaske er ingen af rette vedkommende sig bevidst den raffinerede Grusomhed, som ligger heri, men der er sikkert Mænd, som har forstaaet den og vurderet den.
Kvindesagens Venner har i hvert Tilfælde ingen Grund til at skamme sig over dette Nederlag; men der er for dem al Grund til at gøre sig de størst mulige Anstrængelser ved det tilstundende Valg for at sikre sig de kvindelige Repræsentanter paa Tinge, som uanset deres politiske Standpunkt vil stille sig helt og holdent paa Kvindesagens Program, thi kun overfor dem kan der gøres Ansvar gældende. Ad hvilke Veje dette skal naas, maa de ledende afgøre; er der Vilje, saa er der ogsaa en Vej.
Der er talt fra Kvindeorganisationens Side om at rette en Henvendelse til Regering og Rigsdag for at hindre, at Kvinder udelukkes fra de kirkelige Embeder, men Modstandernes Partier vil med Rette gøre gældende, at Kvinder selv paa Rigsdagen har dømt i denne Sag. Den Sag, som rettelig burde være en Kvindesag, er dermed bleven en Partisag, og en Henvendelse til Rigsdagen fra Kvindeorganisationens Side vil nødvendig blive en Haandsrækning til bestemte Partier. Nej, det eneste Kvindesagens Venner har at gøre, er at tage Lære af Nederlaget og ruste sig til at tage det nye Slag, som vil komme*).
*) Udhævet af os.
Thi Spørgsmaalet om Kvinders Ret til at beklæde Præsteembeder er ikke afgjort med den endelige Afstemning paa Rigsdagen.
Det vil vedblive at spøge her i Landet, Diskussionen paa Rigsdagen vil blive afløst af Diskussioner ude i de kirkelige Kredse. Mænd vil staa mod Mænd og Kvinder mod Kvinder indenfor Menighederne ligesom nu inde paa Rigsdagen, og før nogen aner det, vil Spørgsmaalet atter dukke frem, og de kvindelige Rigsdagsrepræsentanter vil atter komme til at aflægge Prøve paa deres kvindesaglige Sindelag.
Da skal det kendes, om den Kvindeorganisation, som har paataget sig at forvalte Kvindesagen her i Landet, til den Tid har formaaet at sikre sig en fuldgod Repræsentant indenfor hvert af de politiske Partier, saaledes, at Spørgsmaalet om Kvinders Adgang til Kirkens Embeder kan blive en Sag, som forener Kvinder indenfor alle Partier. Lykkes det, da ligger Sagen atter i sit naturlige Leje som Kvindesag og ikke som Partisag, og da vil Spørgsmaalet sikkert uden Vanskeligheder blive løst til Kvindesagens Tilfredshed.
