« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinders Medvirken i den off. Sundhedspleje
Af Kredslæge F. Ingerslev.
Jævnsides med den sygdomsbehandlende Lægevidenskabs stærke Udvikling ytrer der sig i det moderne Samfund en mere og mere maalbevidst Stræben efter at forhindre Sygdom, at beskytte de sunde Mennesker, ikke blot mod Smitte, men ogsaa imod alle andre kendte Sygdomsaarsager. Det er nu mærkværdigt at se, i hvor ringe Grad man i Almindelighed er opmærksom paa, hvilken overordentlig mægtig Rolle Kvinden spiller i denne Hygiejnens forebyggende Virksomhed overfor Sygdomme - indenfor Hjemmets Vægge.
Den kloge og erfarne Husmoder maa beherske snart sagt hele Sundhedsplejen under Familiens daglige Liv i Hjemmet. Af hende afhænger Opvarmning, Belysning, Ventilation, Rengøring, Ernæring, Beklædning, Barnepleje, og paa alle disse mange vigtige Omraader er Mandens og Børnenes Helbred aldeles bogstavelig afhængigt af Husmoderens Virksomhed; ja, selvfølgelig er ogsaa andre Personer i Hjemmet afhængige deraf. Det er derfor naturligt, at Kvinderne gennemgaaende har langt større erfaringsmæssig Indsigt i den praktiske Sundhedspleje end Mændene.
Den offentlige Sundhedspleje bestaar for en stor Del i Bestræbelser for at beskytte Befolkningen i Hjemmene mod alt, hvad der kan skade Sundheden og fremkalde Sygdom. Ganske vist er der - særlig i de større Byer - nogle af den offentlige Sundhedsplejes Virksomheder, som helt ligger udenfor Hjemmene, saasom Vandværk og Kloakledningssystem, Men man kan vistnok sige, at baade i By og paa Land bestaar den laaagt overvejende Del af den offentlige Sundhedspleje i at modarbejde al Sundhedsfare i selve Hjemmene.
Det er Sundhedskommissionerne, der har den Opgave at varetage den offentlige Sundhedsplejes Krav. Det maa fra hygiejnisk Side indrømmes, at ude paa Landet betyder Sundhedskommissionerne hidtil overmaade lidet, ja, mange Steder har man overhovedet slet ingen Sundhedsvedtægt og altsaa heller ingen Sundhedskommission; men dette beror paa visse forældede Forhold, som jo nok i en ikke alt for fjærn Fremtid vil blive forandrede til det bedre. I Byerne har Sundhedskommissionerne derimod altid en Del Indflydelse paa de hygiejniske Forhold, og det i højest Grad i de større Byer; ved tættere Bebyggelse fremtvinges det nemlig, at Naboer maa tage en Del mere Hensyn til hverandre, end det behøves, hvor Folk bor mere spredt.
Naar det nu er saadan, at Kvinderne har den største Indsigt og Erfaring i Sundhedsplejen, og det er Sundhedskommissionerne, der har den Opgave at varetage den offentlige Sundhedspleje, da burde det være selvindlysende, at Kvinderne maa kræve, at der i alle Sundhedskommissioner skal indvælges kvindelige Medlemmer. Nu er Forholdet ganske vist det, at der i Sundhedsvedtægterne forlanges, at Sundhedskommissionen skal bestaa af saa og saa mange „Medlemmer”; men lige saa sikkert er det, at disse Medlemmer - naar maaske lige undtages de største Byer - alle er mandlige.
Det forekommer mig, at her er et moderne Krav, som Kvinderne burde være interesserede i at virke for, dels indadtil ved Agitation overfor Medlemmer af Kvindesagens Organisation, dels lejlighedsvis ogsaa udadtil ved Henvendelse til Politikere og Sundhedsmyndigheder.
Paa Foranledning af Hr. Kredslæge Ingerslevs Artikel, skal vi henvise til, at Dansk Kvindesamfund allerede i 1917 viste sin
Interesse for dette Spørgsmaal, idet Fællesstyrelsen opfordrede Distriktsstyrelserne til at optage som Punkt paa Distriktsmødernes Dagsorden „Kvinderne og Sundhedsvedtægterne”. Der foreligger i „Kvinden og Samfundet” Nr. 18, 1917, til Eksempel Beretning om Distriktsmødet i de sjællandske Kredse, hvor Hr. Kredslæge Lemche gav Oplysning om Sundhedskommissionernes Virksomhed og opfordrede Kvinderne til at kræve at blive Medlemmer af Sundhedskommissionerne.
Saa vidt det kan ses, er der endnu kun faa Kvinder i Sundhedskommissionerne, i hvert Fald mødte ved den nylig i København afholdte Hygiejnekongres kun to Kvinder som Repræsentanter for Sundhedskommissioner (Gentofte og Roskilde).
For at vække Medlemmernes Interesse for dette Spørgsmaal, skal vi yderligere oplyse følgende: Sundhedsvedtægter gælder for en enkelt Kommune og de tilvejebringes i Henhold til Love af 12. Jan. 1858 og 28. Marts 1868; medens København og alle Købstadkommuner har Sundhedsvedtægter, findes saadanne kun for 710 af Landets 1161 Landsogne.
Sundhedsvedtægterne indeholder Bestemmelser vedrørende Drikkevand, Spildevand, Møddinger, Latriner, Beboelsesbygninger, Tilsyn m. Fabriker, Slagterier, Mejerier, Brødudsalg, Børneasyler og Kostskoler m. m. og Kontrol med Kød og Mælk. Endvidere indeholder Vedtægterne Bestemmelser om, hvor mange Medlemmer, der skal være i Sundhedskommissionen, som i øvrigt vælges af Sogneraadet blandt de til samme valgberettigede Beboere.
Af ovenstaaende fremgaar, at der endnu mangler Sundhedsvedtægter for ca. 40 pCt. af Landkommunerne, og i mange af de Kommuner, der har Vedtægter, overholdes disse ikke - enten har man ikke valgt nogen Sundhedskommission eller den fungerer ikke. Der er saaledes et Arbejde at udrette for at forbedre de hygiejniske Forhold her i Landet. Arbejdet er taget op bl. a. gennem Sundhedsstyrelsen og de under denne ansatte Kredslæger, men som fremhævet paa Hygiejnekongressen, en virkelig Forbedring af de hygiejniske Forhold kan kun naas, naar Befolkningen forstaar Nødvendigheden heraf, og naar Sundhedskommissionerne derfor føler, at de varetager Befolkningens Interesse ved at kræve Sundhedsvedtægterne overholdt.
Det er naturligt, at Kredslægerne venter at finde Forstaaelse hos Kvinderne, hvoraf mange, som Hr. Kredslæge Ingerslev rigtig siger, arbejder i Hygiejnens Tjeneste.
Paa Dansk Kvindesamfunds Kursus i Sundhedslære er der hovedsagelig undervist i personlig Hygiejne; vi anbefaler Kredsene at opfordre Kredslægerne til at holde Foredrag om offentlig Hygiejne og minder om, at man kan faa Undervisningsmateriel, der omhandler et enkelt af dennes Afsnit at laane ved Henvendelse til Komitéen til Oprettelse af en permanent Udstilling for Hygiejne (se „Kvinden og Samfundet” Side 49, 1919).
