« Tilbage til søgeresultaterne
Ansvaret
I disse Dage har jeg under et Besøg hos Sveriges - og Verdens - berømteste Forfatterinde, Frk. Selma Lagerlöf som Gave af hende faaet et lille Agitationsskrift for Freden. Skriftet indeholder som sit første Bidrag en „Stämning från Krigsåren” af Selma Lageröf selv.
Jeg havde læst den i Danmark, men lærte nu dens dybe Sandheder i Fortællingen om den gamle og glemte „Øde-Kirke” at kende ved at færdes paa det Sted, der havde skabt denne sælsomme og dybsindige Stemning, som ogsaa jeg under min Vandring i de store, vildsomme Bjergskove blev et Bytte for.
Om Aftenen, da jeg sad paa mit Værelse i den lille wärmlandske By ved de for deres Dejlighed berømte Frykensøer i „Gösta Berlings Land” og gennem mit aabne Vindue iagttog det for mig nye Skuespil af Torden og Lynild i det omkringliggende Bjerglandskab, faldt mit Blik paa det lille Heftes Slutningsartikel. De Ord, jeg læste, syntes mig at have Bud ogsaa til danske Kvinder, og jeg lader nu disse Ord gaa videre til „Kvinden og Samfundet”s Læsere, de Ord, som skulde vise dem deres Ansvar.
Artiklen i det svenske Skrift har til Overskrift: „Själsransakan” og er forfattet af Elin Wagner. Jeg skal gengive nogle Sætninger deraf i dansk Oversættelse:
- Hvilke Krav stiller Øjeblikket og Fremtiden til Kvinderne, spørger Fru Wagner.
- At de skulle være taalmodige?
- Nej!
- At vise Taalmodighed nu er det farligste, vi kan foretage os.
- Det er sagt i faa Ord, Kvindernes Prestige for en uoverskuelig Fremtid, som staar paa Spil, hvis vi slaar os til Taals.
Det modsatte er tværtimod vor Skyldighed. Vi maa sætte alle vore Kræfter ind paa at redde Troen - hos os selv og hos vore Mænd - paa, at Kvinderne har noget nyt, noget selvstændigt og for det heles Velfærd væsentligt at føre ind i Samfundslivet…
Den, som er nødvendig, er ikke magtesløs, om han ikke vil været det, og Kvindernes Arbejdskraft er nødvendig for at holde Samfundsvirksomheden i Gang.
Sker der ingen Forandring, som aabenbarer skjulte Kræfter og dulgt Opposition, saa vil det for Kvindesagens Modstandere staa klart som en uimodsigelig Lære af Verdenskrigen, at der ikke findes nogen vaagen selvstændig Kvindevilje at regne med indenfor en overskuelig Tid, at Kvinderne ikke vovede at prøve, hvad Mændene prædikede for dem, inden de gjorde det til deres egen Opfattelse, og at de modstandsløst lod sig plyndre for alt.
Døtrene af 1914 - Aarets Kvinder vil da ofte faa dette at høre. Og de vil da lede i disse mørke og beskæmmende Aar efter hver af vore Handlinger, hvert af vore Anslag til Revolution mod Krigen, hvert af vore Forsøg til Fredsmægling.
Og de - vore Døtre - vil blive nødte til at tilstaa, at Verden forblødte, og vi gjorde ikke alt, hvad vi kunde for at forhindre det, vi havde en Opgave, og vi lod den falde.
Og naar de kommer og forlanger deres Del af Ansvaret, vil gøre deres Indsats i Verdensudviklingen og være med, hvor nye Tanker tænkes, da vil man søge at skubbe dem ned, Aarhundreder tilbage til deres udelukkende „menneskeproduktive” Opgave og sige:
- Pas den og bland jer ikke i, hvad vi gør og hvorledes vi bruger det Materiale, I giver os.
- Vil vi ikke, at dette skal ske, og vil vi ikke tage vor tunge Del af Ansvaret for alle Krigens Følger, i det hele taget, da maa vi gøre noget, medens Tid endnu er. Vi har ingen Ret til at sige, at det ingen Ting nytter, før vi har forsøgt alt, hvad der staar i vor Magt.....
Disse Ord og mange flere gode Ord har fuld Gyldighed ovenfor danske Kvinder i den Hensigt, hvori de er sagt; Kvindernes Opgave, det være sig i de krigsførende Lande og i de neutrale, at arbejde for en varig Fred.
Svendborg, den 27. Juli 1917.
