« Tilbage til søgeresultaterne

Til Regering og Rigsdag

Af: Henni Forchhammer, Julie Arenholt

« Se emneord

I Anledning af den forestaaende Arbejderkonference i Washington er nedenstaaende Henvendelse udsendt:

Da det er os bekendt, at der ved den internationale Arbejderkonfe­rence, der skal afholdes i Washing­ton i dette Efteraar, bl a. vil blive forhandlet om særlige Beskyttelseslove for Kvinder, tillader vi os at henvise til den Stilling overfor det­te Spørgsmaal, som indtages af de Organisationer, som vi repræsente­rer.

Da der i 1911 i Rigsdagen frem­sattes Lovforslag om Forbud mod Kvinders Natarbejde, - i Overensstemmelse med Bernerkonventionen af 1906- rejste Dansk Kvindesamfund, med tilslutning fra ,,Kvindeligt Arbejderforbund” og „Kvindelige Trykkeriarbejdere” en Protestbevægelse mod en saadan Indskrænkning af Kvinders Er­hvervsfrihed. Lovforslaget forka­stedes som bekendt.

Nylig har ogsaa Danske Kvin­ders Nationalraad, (Led af det in­ternationale Kvinderaad) der for­uden Dansk Kvindesamfund om­fatter 46 Foreninger og Institutio­ner med tilsammen 40,000 Med­lemmer vedtaget en Resolution mod særlige Beskyttelseslove for Kvin­der med Undtagelse af Barselpavse.

Vi ønsker nu overfor den høje Regering og Rigsdag at fremsætte vor ærbødige Anmodning om, at man ogsaa overfor fremtidige Op­fordringer udefra vil fastholde det i 1912 vedtagne.

Vi ønsker at fremføre som vor Overbevisning, at det ikke er mu­lige ved Særforbud at beskytte Kvinden mod Misbrug af hendes Arbejdskraft. Indskrænkende Be­stemmelser kun for Kvinden vil blot bevirke, at hun tvinges til at sælge sin Arbejdskraft billigere og fremtidig udelukkes fra det velbetalte og under Fabrikslovens Be­stemmelser inddragne Industriarbejde, medens det daarlig betalte og udenfor Tilsyn staaende Arbejde stadig staar hende aabent, hendes Sundhed vil ikke fremmes ved en Forringelse af hendes økonomiske Stilling og øvrige Arbejdsvilkaar, hvorfor Hensynet til hendes egen, hendes fødte eller ufødte Børns Sundhed ingenlunde taler til Gunst for en særlig Beskyttelseslov for Kvinder. Derfor bør en saadan Lov da ogsaa kun gives for svangre Kvinder og i Barseltilfælde.

Vi haaber og forventer, at der vil blive taget Hensyn til denne Opfattelse i de Overvejelser, der maatte finde Sted angaaende Danmarks Stilling til dette Spørgsmaal paa Arbejderkonferencen i Washington, en Opfattelse, som vi ved deles af mangfoldige Kvindeorganisationer i alle Kulturlande.

For

Dansk Kvindesamfund Julie Arenholt.

For

Danske Kvinders Nationalraad. Henny Forchhammer.