« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindelige Præster
I. D. K.
Københavnskredsen holdt den 23. Oktbr. Møde i Grundtvigs Hus, Hallen, der var fyldt til sidste Plads af en opmærksomt lyttende Tilhørerskare.
Kirkeministeren omtalte i Almindelighed Lovforslaget om Kvinders Adgang til Embeder, gennemgik Forslagets Historie i Rigsdagen indtil Forelæggelsen i den indeværende, lige aabnede Rigsdagssamling. Ministeren førte et Forsvar for de kvindelige Præster, imødegaaende de Indvendinger, som fra forskellige Sider er fremkommen imod Forslaget. Først paapegede Ministeren det forkerte i den Paastand, at man vilde paatvinge Menighederne kvindelige Præster, og gentog Ministeriets i Rigsdagen fremsatte Tilbud om at ændre den bestaaende Ordning derhen, at fremtidig alle Præsteembeder skulde besættes efter Menighedsraadenes Indstilling.
Kirkeministeren omtalte derefter, at man mod Lovforslaget havde indvendt, at der ikke havde foreligget Ønske om at faa Kvinder ansat i Præsteembeder, og afviste denne Indvending med den Bemærkning, at man jo ikke vilde kunne vente sig Ønsker fremsat om noget, der laa udenfor Mulighedens Grænser. „Hverken efter et almindeligt kristeligt eller efter et særligt luthersk Syn kan der rejses berettigede Indvendinger mod de kvindelige Præster,” saaledes havde Theologernes Dom lydt i denne Sag, og Ministeren føjede hertil, at han var af den Mening, at man absolut ikke havde Raad til at undvære Kvinderne i Kirkens Tjeneste som Præster.
Min. fandt, at Kvinderne stod fuldtud lige med Mænd, hvor det drejer sig om de Egenskaber - Offervilje, Medfølelse o. s. v. - som i særlig Grad kræves af Præster, og havde paa Missionsmarken ofte glædet sig over at høre Kvinders Forkyndelse og ønsket, at blot alle mandlige Præster gjorde deres Sager lige saa godt som disse Kvinder. Det var en af den lutherske Kirkes allerværste Mangler, at den ikke havde forstaaet at drage Kvinderne ind i Kirkens Arbejde - at den var „en retslig organiseret Mandfolkekirke”, hvad for en Del skyldtes Luthers specielle Syn paa Kvinderne, som efter hans Mening „ikke burde have Regimente, hverken i Kirke eller i Samfund,” da de „manglede baade Stemme - og Hukommelse (!) dertil.”
Efter at have givet nogle Oplysninger om, hvordan Forholdene var i andre Lande, udtalte Ministeren til Slut, at han mente, at Kvindesagen ikke havde sejret, før den havde overvundet Modstanden paa dette Punkt. Her bundede Bevidstheden om Kvinders Underordnethed allerdybest; men den kristne Aand havde i Virkeligheden været Løftestangen for Kvindernes Frigørelse - i det religiøse Forhold eksisterer ikke Forskel mellem Mand og Kvinde, hvorfor Ministeren netop ansaa Modstanden mod Kvinder som Præster som en Rest af den hedenske Betragtning af Kvinderne.
Derfor maatte Spørgsmaalet om at aabne Kvinder Adgang til Præstestillingen være af afgørende Betydning for Dansk Kvindesamfund.
Medlem af Folketinget, Frk. Karen Ankersted, var efter Indbydelse kommen til Stede. Frk. A. glædede sig over Forslaget om at give Kvinder Adgang til alle Embeder og Stillinger, men gjorde en Undtagelse for Præstestillingens Vedkommende. Noget i Frk. A. ydede Modstand mod denne Tanke, - maaske var det blot en Fordom, der vilde vige, naar Sagen blev ført ud i Praksis; men saavel Frk. A.s æstetiske Følelse, som Hensynet til de praktiske Vanskeligheder, der var forbundet med, at gifte Kvinder var Præster - Mandens Stilling o. s. v. - afskrækkede hende fra at slutte sig til Forslaget skønt hun ogsaa troede, at der var Kvinder, som kunde udføre Præstegerning lige saa godt som Mænd. Det konservative Folkeparti havde ment, at Kirken burde have været hørt, før Forslaget blev fremlagt, at hele Kirkespørgsmaalet burde ordnes, før denne Sag blev afgjort, Ritualet maatte ændres
m. v.
Charlotte Hansen, Medl. af D. K.s Fællesstyrelse, tog derefter Ordet og udtrykte sin Sorg over, at Kirken ikke havde kunnet byde Kvinderne velkommen i Præstestillingen. De Kvinder, der virkede i Kirkens Tjeneste, havde allerede længe været betroet til Arbejdet, og de havde længtes efter det Øjeblik, der gav dem Adgang til Præstestillingen. Fru C. H. gennemgik Paulli Ord, paapegede, hvordan Kvinderne ned gennem Tiderne havde talt i de kirkelige Forsamlinger, og talte om, hvordan hun som Midnatsmissionær havde set, hvad Kvinder som Forkyndere kunde udrette. Der var Trang til kvindelige Præster, - ved Konfirmationsforberedelsen, paa Fødselsstiftelsen, i Fængslerne, og det var et Fejlgreb af Kirken ikke at benytte Kvinderne, som der netop nu var meget stærk Brug for.
Fru Arenholt imødegik nu Frk. Ankersteds Udtalelser og spurgte, om Frk. A. mente med disse, at en vordende Moder var uværdig til at forrette Præstegerning. Man maatte af Retfærdighedshensyn give Kvinder Adgang til Præstestillingen, saa kunde Menighederne bagefter bestemme, om de ønskede en kvdl. Præst eller ej. Kvinderne maatte kræve den lige Adgang, D. K. havde gjort det i mange Aar - og Kvinderne maatte ønske og haabe, at de ikke igen i denne Rigsdagssamling skulde faa den Tort og den Sorg, at Kvinder paa Rigsdagen svigtede Kvindesagen paa dette saa afgørende Punkt.
Frk. Ankersted svarede paa Fru Arenholts direkte Spørgsmaal, at en frugtsommelig Kvinde ikke paa nogen Maade for Frk. A. var uværdig, men at en saadan Kvinde vilde virke adspredende og forstyrre Andagten, naar hun optraadte som Præst foran Alteret.
Efter endnu nogle Indlæg i Diskussionen replicerede Kirkeministeren til Frk. Ankersted - særligt angaaende det af hende udtalte om Ændringer i Ritualet, Ændringer, som, hvis de overhovedet var nødvendige, jo dog nok kunde foretages, - hvorefter Mødet sluttede.
II. Kristne Kvinders Vælgerforeninger m. fl. Foreninger
havde et Par Dage senere, den 26. ds., ligeledes fyldt Hallen i Grundtvigs Hus til sidste Plads med Kvinder, der ønskede Spørgsmaalet drøftet.
Fru Charlotte Hansen indledede dette Møde med en meget indgaaemde Redegørelse for Spørgsmaalet, set fra Religionens Side, saaledes som hun, fra et Lægmands-Standpunkt, maatte se det efter grundigt at have studeret det i Skriften. Hun mindede om Meriam, Moses Søster, der kæmpede med ham for Gud, om Debora, der var Profet og Dommer, og hvis Taler bragte Folkene en mægtig Vækkelse, hvad ligeledes gjaldt den samtidigt virkende Hulda, om Anna, der boede i Templet og var den eneste Profet efter Malakias.
Hun paaviste paa denne Maade, at Kvinder efter det gamle Testamente havde virket, talt og profeteret, samt viste, at der ikke i det nye Testamente fandtes noget fra Kristus stammende Ord om, at Kvinderne skulde tie, eller skulde være Manden underdanig, - noget, som kunde begrunde, at man af religiøse Grunde vilde holde Kvinderne borte fra Præstegerningen.
Fru H. omtalte Kvindesagen, der havde været Banebryder ogsaa for Kvindernes Frigørelse i det religiøse Liv, og sluttede med at kræve Adgang for Kvinder til Præstestillingen.
Formanden for K. F. U. M., Fru Ulbricht, tog derefter Ordet som Modstander af de kvindelige Præster. Fru U. mente, ligesom i forrige Møde Frk. Ankersted, at gift Kvinde ikke burde bestride et saadant Embede, og paapegede de hermed forbundne Ulemper. Med Hensyn til det religionsmæssige Syn paa Sagen mente Fru U., at hvis det havde været Meningen, at Kvinderne skulde være Præster, saa vilde Udviklingen ikke være bleven den, at kun Mænd var kommen i Præstestillingen, og hun nævnede i denne Forbindelse, at alle Apostlene var Mænd - hvilken Omstændighed dog vistnok snarere staar i Forbindelse med den paa hin Tid gængse, jødiske Opfattelse af Kvinderne som et laverestaaende Væsen, - en Opfattelse, som f. Eks. forbød „en Lærer at hilse en Kvinde, end ikke om hun var hans egen Hustru.”
I Skilsmissesager mente Fru U. heller ikke, den kvdl. Præst vilde være tjent med at paahøre Ægtefællernes gensidige
Klagemaal - ; men denne Indvending synes dog med lige saa megen Ret at kunne gøres gældende for en ung, mandl. Præst i tilsvarende Forhold.
Fru U. sympatiserede, som Fru Ch. Hansen, med Kvindernes Ligestilling med Mænd - men paa andre Omraader end det kirkelige.
Den tredie Taler, Fru Schlichter, var paa Grand af Sygdom ikke mødt; hendes Indlæg, der blev oplæst, var et Forsvar for de kvdl. Præster, og der fulgte efter Oplæsningen en livlig Diskussion, i hvilken overvejende Tilhængere af de kvdl. Præster deltog.
Interessant er det at se, hvordan dette Spørgsmaal om Kvinder som Præster sysselsætter Kvinderne - hvordan det i en Tid, da saa mange Interesser og Bekymringer kalder paa Kvinderne, to Gange med faa Dages Mellemrum kan kalde Kvinder i meget stort Antal sammen til Drøftelse. Ved Sagens afsluttende Behandling i forrige Rigsdagssamling udtalte Fru Gautier Schmidt følgende om Kvinders Adgang til Præsteembeder: „Derfor mener vi Kvinder indenfor Flertallet, at .... en Reform indenfor vor Folkekirke, der er af saa vidtrækkende Omfang og tilmed ganske ukendt i lutherske Lande, ikke bør ske, uden at der gives Menigheden og Kirken den fornødne Tid til Overvejelse og Drøftelse, og uden at der lyder Røster, der udtrykker Ønsket om og Trang til kvindelige Præster. Vi ønsker en sund Udvikling indenfor vor Kirke og ikke et Overgreb. Vi ønsker at Menigheden selv skal tale sin Sag.”
Nu drøfter kristne Kvindeorganisationer Sagen, nu overvejes den i alle interesserede Kvindekredse, nu lyder Røsterne om Trangen til de kvindelige Præster fra vidt forskellige Lejre.
Og disse Drøftelser vil fortsættes over Landet.
Det vil snart være paa Tide at laane Røsterne Øre.
A. W.
