« Tilbage til søgeresultaterne
En Berigtigelse
Nødig optræder jeg som Deltager i Diskussionen „Parti-Politik” i D. K., men jeg nødes dertil og maa derfor bede om Plads for et Par Oplysninger.
I „Kv. og Samf.” Nr. 17-1919 skriver Fru Lemche:
„D. K.s 9 Repræsentanters Røst lød ikke, som ventet var af Flertallet, overensstemmende, men i Modstrid med hverandre, og D. K. hæftede efter sit Standpunkt fra Aalborgmødet i lige høj Grad for dem alle. „Jeg føler mig i høj Grad repræsenteret ved, disse 9 Kvinder,” sagde Flertallets Ordfører ved hin Lejlighed, „og det tror jeg, vi alle vil komme til. Deres Ære Vil blive vor Ære, deres Skam vor Skam.” (Se Kv. og Sf. Nr. 10-1919).
Disse Udtalelser vandt overvejende Tilslutning. Det nytter ikke nu, om D. K. vil skyde de kvindelige Rigsdagsmænd af Højre og Venstre fra sig, det maa tage Skammen for sine Svigtende Repræsentanter, som det vilde have taget Æren i modsat Fald.”
Heldigvis, kan jeg i dette Tilfælde sige, er jeg ikke saa dygtig, saa jeg kan tale uden Manuskript, tværtimod maa jeg altid holde mig nøje til dette og mit Manuskript fra Aalborgmødet har jeg liggende her, deri staar:
„Allerede efter det første Valg tæller vi nu 9 Kvinder paa Rigsdagen, det viser, at Kv. her i Landet møder med Tillid og Forstaaelse, og derfor giver jeg i allerførste Række D. K. Æren.
Jeg føler mig i allerhøjeste Grad repræsenteret af disse 9 Kvinder, og det tror jeg, vi alle vil komme til - deres Ære vil blive vor Ære, deres Skam vor Skam, og det ikke alene herhjemme, men ogsaa ude omkring, det bliver dem, der skal berede eller lukke Vejen for det næste Hold - thi hver eneste Kvinde, der gør et godt og dygtigt Arbejde, der fylder den Plads, hvorpaa hun er sat, hun bærer Ved til Kvindesagens Baal, enten hun er Medlem af D. K. eller ej.
Jeg kender kun faa af de 9, men efter alt at dømme, er det jo Kvinder, der har sat Evne og Vilje ind paa at lære noget, de har uddannet sig saa i een, saa i en anden Retning; jeg tror, vi havde gjort klogt i at have budt de 9 Kvinder velkommen i Arbejdet, som Kvindernes Repræsentanter, muligt havde vi da formaaet at knytte et Baand mellem dem og os, som kunde have faaet Betydning i Fremtiden. Foreløbig tvivler jeg nemlig ikke om, at de som Kvinder paa Rigsdagen ogsaa vil gøre et Arbejde for Kvinder.
Jeg tror, ingen intelligent Kvinde f. Eks. kan gaa mod en forbedret Ægteskabslovgivning - og havde vi forstaaet at knytte de 9 Kvinder til os, saa de havde søgt os, naar det gjaldt de rent kvindesaglige Spørgsmaal f. Eks., da havde vi atter derved forstaaet at gøre vor Arbejdsmark større.”
Ingen vil sikkert efter dette sige, at jeg paa Aalborgmødet - kvindesagligt set - sagde god for de 9; jeg kendte dem jo simpelthen ikke.
Fru Lemche anerkender nu selv, at de 9 selv som Modstandere af Kvindesagen indenfor deres Parti kan gavne os ved at skabe Respekt for den kvindelige Partifælle (Se Nr. 18), akkurat det samme, som jeg mente. - „Kvindesagens Distinktioner” har jeg
aldrig kritikløst hæftet paa dem, (Hvorledes mit Indlæg er refereret i Nr. 10-1918, ved jeg ikke, jeg har ikke Nummeret her, men dette Referat har ikke jeg, men den daværende Redaktion skrevet).
Endvidere henviser Fru L. i disse og i andre Artikler gentagne Gange til Fredericiamødets strøgne Flag. (D. K.s Udpegning af de kv. Kandidater.)
Jeg vil som min Opfattelse hævde, at Fredericiamødet absolut ikke vedtog; at D. K. skulde udpege kv. Kandidater til Partierne. Mødets Resolution slutter med - - „en indtrængende Opfordring til Landets kv. Vælgere om ved dette Valg i Samarbejde med de politiske Partier og Vælgersammenslutninger - at udføre et energisk Arbejde for at faa valgt saadanne Kvinder, der i Lovgivningsarbejdet kan varetage saavel almene som kvindesaglige Interesser.”
Fredericiamødets Taktik hvilede altsaa paa dette - at faa de kvindelige Vælgere til at tage fat indenfor de bestaaende Organisationers Rammer. Den Taktik ønskede jeg ved Aalborgmødet fortsat, idet jeg dog føjede til: de bestaaende eller kommende Organisationers Rammer - og den Dag i Dag ønsker jeg denne Taktik fortsat. Endvidere vedtog man i Fredericia, at D. K. ved Henvendelse til Partierne skulde støtte Kravet om Optagelse af kv. Valgmandskandidater paa Partilisterne - ogsaa dette er vi fremdeles villige til at gøre.
Ved Fællesstyrelsens Møde i Fredericia drøftede man Spørgsmaalet om D. K.s Udpegning af Kandidater til Partierne, flere, deribl. jeg, var imod. Ved vort første Fællesstyrelsesmøde efter Fredericiamødet drøftedes Spørgsmaalet atter, og ved dette Møde vedtog Fællesstyrelsens Flertal at ville udpege Kandidater; jeg var der i Mindretallet, men lovlydig bøjede jeg mig for Flertallets Beslutning og var selv som Formand for Landsthingskredsen her med til at føre Arbejdet ud i Livet. Ja, som Valgmand i Roskilde maatte jeg sige god for D. K.s Optræden, skønt den var mig imod.
Men nogen Fællesmødebeslutning foreligger ikke ang. dette Spørgsmaal, og det var vel bl. a. ogsaa af den Grund, at saamange af vore Medlemmer - ikke mindst bl. de. kvindelige Valgmænd - rasede mod denne Beslutning.
Fru Lemche og jeg sad i 1914 sammen i et Udvalg, der skulde udarbejde Forslag til Distriktslovene; vort Forslag blev modarbejdet af 2 af Udvalgets Medlemmer, Damerne Petrine Jensen og Anna Redder, bl. a. staar der i deres Indstilling:
„Vi er ogsaa af andre Grunde imod at gaa til en Lovændring under de nuværende Forhold.
Der er Udsigt til, at vi Kvinder snart faar politisk Valgret, og saasnart dette sker, vil det af praktisk politiske Grunde blive nødvendigt at bygge vor Organisation paa Folkethingsvalgkredsenes Rammer - og saa skal vi alligevel have de nugældende Love lavet om.”
Dertil svarer Fru Lemche paa Fællesstyrelsens Vegne i en Skrivelse til Kredsene:
„Fællesstyrelsen advarer paa det mest indtrængende mod at komme ind paa den Tankegang, at en ikke-partipolitisk Forening som D. K. af ,,praktisk politiske Grunde” skulde opløse sine ca. 45 Aar gamle Rammer, som er byggede udelukkende paa et rent kvindesagligt Grundlag, idet det er vor faste Overbevisning, at netop efter Opnaaelsen af politiske Rettigheden vil vor nuværende Form for Sammenslutning styrke os - og langt fra svække os - i vort politisk-oplysende Arbejde.
Og Fru Lemche drog paa Fællesmødet stærkt tilfelts mod de to Damers Indstilling, der vilde bringe D. K. ind i det praktisk politiske Arbejde - og jeg delte ubetinget denne hendes Opfattelse og Fællesmødet gav os sin Tilslutning - og Distrikternes Rammer blev lagt ganske uden Hensyn til de kommende politiske Rammer. Dette Flag har jeg ikke siden da strøget.
Nu kan det jo være, at Fru Lemche ogsaa vil tillægge mig en forkert Mening, jeg haaber det ikke, thi jeg ved mig saa ganske fri, men saalænge jeg staar i D. K .s Arbejde, maa jeg forbeholde mig min Ret til ogsaa at sige min Mening.
Aldrig har jeg kunnet forstaa, at man ikke kan være uenige om en Fremgangsmaade og være lige gode Venner for det, naar man dog er saa absolut enige om det fælles Maal. Fru Lemche har altid til det yderste holdt paa sin Ret til frit at tale, frit at skrive; men der maa være Frihed for Loke, som for Thor - om Samarbejdet skal blive holdbart.
Det var mig og mange med mig en overordentlig stor Glæde ved Sorømødet (det sjællandske Distriktsmøde) atter at se Fru Lemche træde ind i aktivt Arbejde indenfor D. K., et Arbejde, hvortil jeg tror, Fru L. føler sig knyttet til med Liv og Sjæl, og hvortil ikke mindst Fællesstyrelsens Medlemmer vilde hilse hende velkommen tilbage - aldrig har vi jo ønsket, at hun skulde forlade det - men nu er vel altsaa dette Samarbejde brudt.
Maatte det gaa op for Fru Lemche, at den Ondskab og Mistillid, hun synes at føle svirre i Luften om sig fra D. K.s Side, ikke eksisterer, der er jo ingen, der i denne Diskussion har sagt eller ment, at Fru L. bevidst vilde føre Partipolitik ind i D. K.; men naar nu vi andre mener - som Redaktøren - at om vi fulgte den af Fru L. anviste Vej, da førte vi Partipolitik ind i D. K., da maa ogsaa vi, der har en anden Mening, tage Afstand fra, at der - om vi nu alligevel følger vore egne Veje da paaduttes os, at vi vil føre Partipolitik ind i D. K.
Der kan strides om Ordene - om Tonen - har været den rette; der synes jeg, Fru L. maa huske paa, at hun altid hævdede Redaktionens Ret til at skrive, som den nu skrev, som dens Tone nu var - den, samme Ret maa jo saa ogsaa den nuværende Redaktion tilkendes.
Jeg har haft mange af mine bedste Timer i Samarbejde med Fru Lemche, og ærlig ønsker jeg dette Samarbejde optaget igen, og jeg haaber bestandig paa, at vi alle maa mødes i Arbejdet. Men inden da maa Sindene muligt nok falde mere til Ro, og Mistænksomheden falde bort. Gid dette snart maa ske.
