« Tilbage til søgeresultaterne
Indgivne Andragender
Tirsdag den 28. Oktbr. overraktes følgende Andragende til Københavns Politimester af en Deputation fra Københavnskredsens Styrelse:
„I Anledning af den forestaaende Udvidelse af Politistyrken tillader Dansk Kvindesamfunds Københavns Kreds sig i Overensstemmelse med tidligere Henvendelser at anmode den højtærede Politidirektør om ved denne Lejlighed ogsaa at ansætte Kvinder.
Vi har tidligere paapeget, at Kvinder i Politiets Tjeneste maa kunne gøre stor Nytte i alle Tilfælde, der vedrører Børn og Kvinder og navnlig i Sædelighedspolitiet.
Erfaringen fra England, hvor der i Øjeblikket er ansat ca. 400 Kvinder i Politiet, har vist, at kvindeligt Politi med god Virkning har kunnet anvendes til at opretholde Ordenen paa Steder, hvor mange unge Mænd - f. Eks. Soldater - er samlede, og hvor der derfor har været Tilstrømning af unge Kvinder, Forhold som jo ikke er ukendte herhjemme.
Vi mener derfor, at man ved Ansættelsen af flere kvindelige Politibetjente end de faa, der nu findes, vil faa Lejlighed til i endnu højere Grad end hidtil at drage Nytte af Kvinderne i Politiet.”
Torsdag den 6. Novbr. overrakte Formanden for Københavns Kredsen nedenstaaende Andragende til Formanden for Udvalget, Borgerrepræsentant, Skoleinspekt. P. J. Pedersen.
Til Udvalget angaaende Forslag til Lov om ekstraordinær Indkomstskat til Københavns Kommune m. v.
Dansk Kvindesamfund, der allerede den 14. Septbr. 1917 indgav et Andragende til Finansministeren om forøget Skattelettelse for Familieforsørgere med Børn, har med Glæde set Borgmester Jensens Forslag om at forhøje Fradraget pr. Barn til 300 Kr.
Da imidlertid et Fradrag paa 300 Kr. forekommer os at være en i disse Tider altfor ringe Lettelse, tillader Dansk Kvindesamfunds Københavns Kreds sig at udtale et Ønske om, at dette Fradrag maa blive væsentlig forhøjet.