« Tilbage til søgeresultaterne
Dansk Kvindesamfund og Forslaget til den nye Ægteskabslov
Nedenstaaende Andragende overraktes d. 27. November af D. K.s Formand, Julie Arenholt, og Medlem af D. K.s Fællesstyrelse Elisa Ussing til det i Anledning af „Forslag til Lov om Ægteskab” nedsatte Folketingsudvalg.
Formanden for Udvalget, Overretssagfører L. Jessen takkede paa Udvalgets Vegne for Henvendelsen og lovede velvilligst at overveje de af D. K. fremsatte Ønsker.
Til det i Anledning af „Forslag til Lov om Ægteskab” nedsatte Folketingsudvalg.
Dansk Kvindesamfund tillader sig herved i Ærbødighed at rette følgende Henvendelse til det ærede Udvalg:
I en lang Aarrække har Dansk Kvindesamfund arbejdet for en ændret Lovgivning paa Familierettens Omraade, hvorved den gifte Kvindes Retsstilling kunde blive forbedret, i Særdeleshed med Hensyn til Forældremyndigheden over Børnene og Formueforholdet mellem Ægtefællerne. Vi skal i saa Henseende navnlig henvise til det af Dansk Kvindesamfund i 1908 udarbejdede og til Justitsministeren overbragte Udkast til nye Lovregler om disse Forhold.
Vi har derfor med Glæde set nærværende Lovforslag blive forelagt i Rigsdagen, idet vi deri paa mangfoldige Punkter ser Opfyldelsen af Krav, som vi gennem Aarene har arbejdet for at faa gennemført, medens vi dog paa andre Punkter ikke kan give Forslaget vor Tilslutning, men maa ønske dets Regler ændrede: Vi tillader os at gøre følgende Bemærkninger i Tilknytning til nogle at Lovforslagets Paragraffer:
ad § 2. Vi føjer til denne Regel Kravet om, at der tillige i disse Tilfælde maa blive tillagt Barnet Arveret efter Faderen og Ret til Faderens Navn, d. v. s. hvis Moderen ønsker, at Barnet skal bære hans Navn, samt at Kvinden skal have Ret til, hvis hun vil, at bære Mandens Navn, hvilket navnlig kan have den Betydning, at Samlivet mellem Moder og Barn lettes og derved ogsaa Barnet gavnes. Derimod kan vi ikke slutte os til den Tanke, der i den offentlige Diskussion er fremkommen om, at Kvinden i saadanne Tilfælde skulde „regnes for” Ægtehustru. Hvis dette skal forstaas uden Begrænsning, vilde det føre til, at Kvinden skulde have Gifteret i Mandens Formue, Arveret efter ham, Pensionsret o. s. v.; selv med visse Begrænsninger, der dog altid vilde blive ret vilkaarlige, vilde det sikkert føre altfor vidt. Hensynet til selve Ægteskabsinstitutionen og dens Anseelse taler i høj Grad derimod; naar man tillægger Ægteskabet den Betydning, som hele Lovforslaget forudsætter, og omgærder det med Regler og Rettigheder og Pligter, bør man ikke samtidig stille Forlovelser med efterfølgende Besvangrelse paa lige eller omtrent lige Fod med det. Desuden er Forlovelser i vore Dage som Helhed ikke længer saa faste og bindende Forhold, at der kan tillægges dem den samme Betydning som i tidligere Tid.
ad § 16. I Stedet for, som denne Regel gør, at udvide Reglen om Ventetid for Kvinden efter Ægteskabets Ophør ved Død til ogsaa at omfatte Ægteskabets Ophør ved Skilsmisser, vil vi foreslaa, at man slet ikke sætter nogen Ventetid for Kvinden saa lidt som for Manden, men at Parterne stilles frit med Hensyn til Ventetid efter Ægteskabets Ophør baade ved Dødsfald og Skilsmisse.
Hvis Reglen bibeholdes, ønsker vi tilføjet, at der kan gives Dispensation, hvilket vi mener er paakrævet, navnlig i de Tilfælde, hvor Kvinden efter Skilsmissen skal giftes med den, der er Fader til det Barn, hun venter.
ad §§ 40-41. Dansk Kvindesamfund har arbejdet for den fulde Ligestillethed mellem Mand og Hustru, og det er derfor med Anerkendelse, vi ser dette Princip gennemført ogsaa med Hensyn til Underholdspligten. Vi skal herved særlig fremhæve vor Tilfredshed med, at Hustruens Virksomhed i Hjemmet af Loven anerkendes og værdsættes saaledes, at den sidestilles med Ydelse af Tilskud i kontante Penge; denne Vurdering vil bidrage til at udrydde den endnu gængse Anskuelse, at den Hustru, der udelukkende arbejder i Hjemmet for dette og Børnene, fuldt og helt bliver underholdt af Manden og ikke selv yder noget til det fælles Underhold.
Hvad særlig § 41 angaar, kunde vi have ønsket Reglen om Bidragets Ydelse og Omfang mere præciseret, men vi indser, at dette vil være praktisk vanskeligt, naar man skal have en Regel, der kan være tilstrækkelig bøjelig i alle de meget forskellige Tilfælde, den skal omfatte. Som Reglen er, vil den i alt Fald bidrage til, at Hustruen (der jo faktisk i de allerfleste Tilfælde vil være den, der skal modtage Bidrag) vil føle sin Stilling som Hustru mere selvstændig end nu, idet hun, hvis Manden efterlever Reglen, dog vil faa noget at raade over som sit eget, selv om hun ikke har Selverhverv eller Særindtægter paa anden Maade, men udelukkende anvender sin Arbejdskraft i Hjemmet.
For de Tilfælde, hvor Ægtefællen (faktisk altsaa oftest Manden) ikke efterlever Reglen, mener vi, at en Regel som den i § 43, jfr. § 47 opstillede om Overøvrighedens Afgørelse er nødvendig, idet Retten efter § 41 ellers ofte vilde blive illusorisk. Vi er dog ikke af den Mening, at der vil blive gjort stærk Brug af Retten til at henvende sig til Overøvrigheden; det vil sikkert vise sig, at de allerfleste Ægtefæller vil afgøre deres Mellemværende selv, men det vil være en Støtte for Hustruen, at Muligheden for Overøvrighedens Afgørelse er givet.
ad Kap. VI. Ogsaa paa dette Punkt vil vi gerne, i Overensstemmelse med vor gamle Fordring, udtale vor fulde Tilslutning til, at Forældrene stilles fuldstændig lige i Henseende til Forældremyndigheden om de fælles Børn. Men ogsaa her mener vi, der bør være Adgang til Overøvrighedens Afgørelse i Tilfælde af Uenighed; at denne Ret ikke vil blive misbrugt sikres derved, at den kun kan anvendes, naar det drejer sig om vigtige Spørgsmaal („Barnets Tarv”), og at den af Forældrene, der staar med en urimelig Fordring og derfor vil kunne vente at faa sin Fordring underkendt, vil betænke sig to Gange paa at appellere til Overøvrighedens Afgørelse.
Vi kunde have ønsket, at Tvistighederne skulde afgøres ved Voldgift, saaledes som foreslaaet i det ovennævnte af Dansk Kvindesamfund udarbejdede Lovforslag, men formentlig vil dog den i nærværende Lovforslags § 62 foreslaaede Mægling virke omtrent paa samme Maade.
ad Kap. VII. Med Glæde har vi her set Opfyldelsen af det Ligestillethedens Princip, som vi har tilstræbt i Formuesforholdet mellem Ægtefællerne. Ogsaa den særlige Regel i § 67 giver vi vor fulde Tilslutning; vi er ikke blinde for, at Kravet om Ægtefællens Samtykke til de der omhandlede Retshandler vedrørende faste Ejendomme vil kunne frembyde visse Vanskeligheder i Praksis, men vi mener, at disse vil formindskes, naar Lovreglen bliver indøvet, og at disse Betænkeligheder maa vige for Hensynet til det, der opnaas ved Reglen, idet den hindrer, at en Ægtefælle kan blive udsat for at se hele Grundlaget før Familiens Velfærd blive revet bort uden Varsel. Lignende Betragtninger fører til, at vi ligeledes ønsker at se Reglen i § 68 om Samtykke til Retshandler ang. Løsøre gennemført; navnlig for mangfoldige smaa Hjem vil denne Regel have sin store gavnlige Betydning.
ad. § 78. Vi har paa dette Punkt ønsket en Regel der kunde sikre Ægtefællen en vis Andel i Overskuddet. Som Reglen er affattet, kan den i det højeste virke som en Opfordring til Ægtefællerne til at give den anden Part Del i Overskuddet, men vi erkender paa den anden Side, at det i høj Grad er forbundet med praktiske Vanskeligheder at forme en Regel, der vilde kunne gøre Fyldest som Norm i disse Tilfælde.
ad § 81. De Betænkeligheder, som i den offentlige Diskussion er kommen frem over for denne Regel om Ægtefællers Krav paa passende Vederlag for Bistand i den anden Ægtefælles Erhvervsvirksomhed, deles ikke af os. Vi mener, at Reglen er ganske naturlig og rimelig og vil være til Hjælp for mangfoldige Kvinder, der nu arbejder gratis for deres Mand uden at faa nogensomhelst Ret til at være medbestemmende ved Overskuddets Anvendelse, mens de vilde kunne opnaa en god Fortjeneste til egen Raadighed ved at anvende den samme Arbejdskraft for andre. Hvor der er Tale om en fælles Virksomhed, saaledes at begge Ægtefællers Indskud af Arbejde er af lige Betydning, bør ogsaa hver have Ret til Halvdelen af Udbyttet. Dette kunde vi have ønsket udtrykkelig udtalt i Loven, men vi erkender, at Reglen i § 81 vil kunne gøre Fyldest i mange af disse Tilfælde, og mener, at de Kvinder, der i Fællesskab med deres Ægtefælle driver en større Virksomhed, ogsaa maa formodes at kunne sørge for selv at træffe den fornødne Aftale med ham om Udbyttets Deling.
ad. § 190. Ogsaa denne Regel betyder Opnaaelsen af et af vore Maal, men vi vil gerne paa dette Punkt paany fremkomme med det Krav, vi atter og atter har rejst, nemlig at ogsaa gift Kvinde maa faa Adgang til Statens Husmandsbrug.
ad § 191. Vi indrømmer, at det vil være en lille Forbedring af den nuværende Ordning af Ægtefællers Skatteydelse, naar de vil kunne forlange at blive sat særskilt i Skat, men vi kan ikke erklære os tilfredsstillede dermed, men maa, i Overensstemmelse med det Krav, vi tidligere har gjort gældende, hævde, at den eneste retfærdige Ordning er den, at hver af Ægtefællerne betragtes som selvstændig Skatteyder, saaledes at der ikke finder nogen Sammenlægning af Indtægterne Sted. Dette Princip er efter vor Mening een af de Maader, hvorpaa man kan lette Byrden for dem, der til Gavn for Samfundet stifter Hjem og sætter Børn i Verden. Idet vi tilstiller det ærede Udvalg ovenstaaende, tillader vi os i Ærbødighed at anmode om og forvente, at Udvalget vil tillægge disse Udtalelser nogen Betydning og tage Hensyn til dem som Udtryk for en stor og gammel Kvindeforenings Ønsker og Krav.
