« Tilbage til søgeresultaterne
Til D. K.s Medlemmer inden Aarsskiftet
Hvert Aar i December Maaned har Forretningsudvalget og Hovedkontoret den Oplevelse, at der indløber enkelte Udmeldelser, at Medlemmer - ganske vist kun faa i Forhold til idet store Medlemstal -, som har indmeldt sig i D. K. det ene Aar, ganske ubetænksomt og uden særlig Motivering træder ud ved Kontingent-Opkrævningen for næste Aar.
En saadan Fremgangsmaade er i Virkeligheden uholdbar og i Grunden uværdig for den, der dog Dengang har haft saa meget Øje for Værdien af Kvindernes fælles Arbejde for deres fælles Sag, at hun har ladet sig optage som Medlem af vor Sammenslutning.
Tidens Løsen er Samlmenhold, Sammenhold og Organisation!
Naar vi møder Modstand, naar man gaar imod os, maa vi jo blot rykke tættere sammen og saa meget desto kraftigere værne vore Interesser og arbejde hen imod vore Maal: værne, hvad vi allerede vandt - og i Fællesskab arbejde
mod det Maal, som Kvinderne i Danmark ved et energisk og godt Arbejde dog nu er paa Vej henimod: Lige Ret for Mand og Kvinde.
Der er Grøde over D. K.s Virksomhed nu: Den ene nye Kreds dannes efter den anden, nye Medlemmer kommer stadigt til, og Interessen for vor Sag breder sig i stadigt større Kredse.
Medlemsantallet, der ved Udgangen af 1918 var ca. 8900, er nu vokset op over de 10,000, og Genforeningen med Sønderjylland vil yderligere øge Antallet af vore Kredse og Medlemmer. Naar vi ved vort Landsmøde til Foraaret skal mødes med sønderjyske Landsmænd ved det aabnede Led, da skal vort Velkommen bæres frem af en Organisation, der føler Vækst, Trivsel og Fremgang omkring sig.
Der er Vækst i D. K.s Arbejde - der er Vækst i Kvindesagsarbejdet Verden over. Efter Verdenskrigens fem lammende Aar har den internationale Valgretsalliance atter nu givet Livstegn og sendt søsterlige Hilsener og Forespørgsler om vort Arbejdes Formaal og Resultater. Kæden er atter sluttet, og hvert Led i Kæden tiltager i Styrke, og styrker ved sin Vækst de endnu svage. Det danske Led kan glæde sig ved at være blandt de allerstærkeste, men dette forpligter til yderligere Anstrengelser for at vinde frem til Gavn ikke blot for os selv, men for alle de andre. Derfor maa ingen svigte netop nu.
Modstand udefra har vi haft, og Modstand vil vi faa ogsaa i Fremtiden - den frygter vi ikke. Vi vil besejre den, og Kampen vil øge vore Kræfter!
Men Modstanden indefra, Sløvheden - Udmeldelserne ved Aarets Udgang - virker derimod nedstemmende og pinagtigt og er en Uret og en Utaknemmelighed overfor D. K.s Arbejde før og nu - den lammer vor Handlekraft og svækker vor Indflydelse indadtil og udadtil. Vi ved, at mange Kredse nu ved Aarsskiftet frygter, at den Kontingentforhøjelse, som var en uundgaaelig Nødvendighed, skal foraarsage Udmeldelser. Vi stoler paa, at Frygten skal vise sig ugrundet.
Vi har turdet stille Medlemmernes Trofasthed paa denne Prøve, og vi retter paa alle Kredsbestyrelsernes Vegne en Appel til Medlemmerne om at vise sig denne Tillid værdig!
