« Tilbage til søgeresultaterne
Lige Løn*)
*) Sunget ved Lige-Løns-Festen.
Mell.: Til min gamle Væltepeter.
Ved et Spørgsmaal vil jeg røre.
som paa Tale ofte kom:
Hvad har Løn med Køn at gøre?
Det maa nok De spørge om!
Naar vi gaar til Sprogmand Kaper.
han som er en lærd Person
udi Kønnets Videnskaber,
si’r han: Løn - paa Tysk: Der Lohn.
Samme Ord
gammelt Stamme-Ord,
har med Hunkøn nix at gøre - ikke mindste Spor!
Kaper, ædle Søn,
Tanken er skam skøn,
men paa Dansk er Løn, saa vidt jeg ved da Fælleskøn.
Nu er Sundbo slemt i Vinden,
hvem skal stege ham hans Steg,
thi han frygter for, at Kvinden
ikke mer vil gifte sig.
Her vi lover ham paaÆre
vi skal nok ham gøre glad,
han kan stadig sikker være
paa at faa sin varme Mad.
Frihedsmand,
brave Ligheds-Mand,
vær blot rolig, selv en Sundbo elsket bli’e kan.
ja, med Præst og Degn,
der er nix i Vej’n,
det vil sige, Pigen skal jo være svært forleg’n.
Alle Postmænd rundt i Landet
spurgt om Kvindens Evner blev –
aldrig var hos dem der landet
et saa nederdrægtigt Brev.
„Al Respekt!” lød ofte Svaret,
„for en Kvindes Eksistens
men til Posten at faa klaret.
savner hun Intelligens.”
Hr. N. N.
skrev med skarpen Pen:
„Her hos os er Kvinder mer forvirrede end Mænd.”
Han skam ha’de Grund
til at være ond,
ja, for det vil sige noget da i den Mands Mund!
Naar en Kvinde kan sig klare
med langt mindre end en Mand,
ja, saa mangded’ det da bare,
hun fik samme Løn som han.
Har hun ofred’ Staten Kræfter,
skal sit Hjem hun holde net, -
naar man rigtig tænker efter,
klares Kvindens Regnskab let.
Har vi fri,
hjemad traver vi,
Manden skal dog bruge mer’ til Sjov og Solderi.
Kan vi holde paa
lige Løn at faa,
naar dog faktisk hun skal mange flere Skæve slaa?
Med de Pokkers syge Kvinder
Kaper tit sit Hoved’ brød,
regulere Lærerinder
gaar skam ej som Smørrebrød.
Ja, man kunde, Død og Pine,
trække dem i Gagen a’,
for en lille Mavepine,
circa 15 Øre fra.
Svag og stærk, -
Skjorte eller Særk –
kære Kaper, vi er alle dog Vorherres Værk.
Naar med din Krabask
du gi’er Kvinden Dask,
maa vi spørge tit: „Mon Kaper selv er rigtig rask?”
Ligegodt, vort Arbejd’ glider,
halvt fuldendt er godt begyndt,
ja, nu er forbi de Tider,
da vi bare var til Pynt;
Den, Gang Romeo’er priste
og besang hver Julie,
og iøvrigt fandt, de viste
sig til alt umulige.
Rotmeo
sa’e: „Ja, du er go’, notabene,
hvis du pænt vil holde dig i Ro!”
- Sprængt er Baand og Bolt
nu - det si’r vi stolt –
tjener Romeo ej mer’ end Julie . . . Arenholt!