« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinderne og Samfundsøkonomien
Under Overskriften »Kvindeluksus og Samfundsøkonomi« skriver Fru I. M. Holten-Nielsen i Berlingske Tidendes Søndagsblad »Kvinden og Hjemmet« for 14. Decbr. følgende:
Er det rigtig eller forkasteligt at udstille Modens sidste dristige og Kostbare „Skrig” paa Kjolernes Omraade i vore Butiksvinduer?
Skønt der om dette Spørgsmaal er fremsat Meninger af adskillige Damer, hvoriblandt Repræsentanter for Landets Styrelse, har ingen af dem slaaet ned paa det, der samfundsmæssigt set er Sagens Kerne.
Hvad de Handlende pynter deres Vinduer med, er ikke det afgørende for Landets Moral - saa tungt et Ansvar bærer d’Hrr. nu heller ikke - men det, at disse Ting føres i Mængder i alle Forretninger, viser, at der er Købere til dem.
Heri ligger Sagens Betydning for Samfundet. En Mængde Mennesker køber dyrt - altfor dyrt - rene Luksusvarer, som indføres fra Udlandet, bytter med andre Ord Landets Penge bort med Ting, der slet ikke har nogen blivende Værdi. De forringer vor økonomiske Status, og denne er - sørgeligt nok - allerede meget ringere, end de fleste tror.
Vi gaar ud af Krigsperioden daarligere stillet i økonomisk Henseende, end vi gik ind i den, og hvad der er et endnu værre Tegn, daarligere end de øvrige smaa neutrale Lande, som det ligger nær at sammenligne os med.
Det sikreste Kendetegn paa et Lands Op- eller Nedgang er Valutakursernes Stigning eller Fald. Og naar vi ser den norske Krone, den hollandske Gylden og den schweiziske Franc i rask Opgang, den svenske Krone tæt ved pari og vor egen nede i 89 eller 69 Øre, eftersom den ses med amerikanske eller engelske Øjne, maa det jo nok give os noget at tænke paa. Det er nemlig og vil i lange Tider være disse Lande, vi maa indføre en væsentlig Del af vore Varer fra, og vor Handelsbalancer vil følgelig blive daarligere og daarligere.
Grunden til Nedgangen er den, at vor Produktion og Udførsel ikke staar paa Højde med vor Indførsel. I det Øjeblik, et Land med flittig Udnyttelse af sine Hjælpekilder hæver Produktionen, saa at Udførslen bliver større end Indførslen, bliver det rigt. Hvis derimod Indførslen er den største, bliver det fattigt. De Mennesker, der ved at benytte Konjunkturerne, har tjent Penge under Krigen, har gavnet Landet. Men naar de straks giver dem ud igen til Automobiler, Pelse, Silke og Kniplinger, skader de det. Thi dels forringer de igen Landets nylig forøgede Pengebeholdning, dels giver de et for den almindelige Økonomi uheldigt Eksempel. Kun det Menneske, der ved sin Arbejdskraft skaber Værdi i Samfundet, har i Virkeligheden Ret til at bruge af dets Midler.
Her ligger det farlige ved de kostbare og fristende Toiletter som ved al anden Luksus. Den Kvinde, der giver en urimelig Mængde Penge for rene Luksusvarer uden samtidig paa en eller anden Maade at skabe Værdier, som opvejer Pengetabet, er med til at ruinere sit Land.
Hvorfor kalder vi den nærværende Tid Kvindens Aarhundrede?
Hvorfor har vi paa de fleste Omraader faaet lige Ret med Mændene og paa adskillige endog større?
Hvorfor har vi faaet Repræsentanter for vort Køn valgt ind i Landets forskellige lovgivende og raadgivende Forsamlinger?
Er det for at være ukritiske, fordringsfulde Pyntedukker, der benytter den politiske Interesse, der ventes af os, som et nyt Koketteri og for Resten lader fem være lige og Verden gaa sin skæve Gang?
Eller er det for at bruge vor Hjerne til at tænke med, vore Hænder til at arbejde med, vor moderlige Omhu til at værne de Svage og vor husholderiske Evne til at holde Samfundet i Balance.
Svar udbedes.
Omtrent samtidig gør et af vore Medlemmer, Marie Ingerslev, Saxkøbing, os opmærksom paa en Artikkel i Berl. Tid. for den 9. Decbr., i hvilken Folketingsmand Dr. Fraenckel slutter nogle Betragtninger over Statsøkonomi med at henstille til Kvinderne at gøre »en virkelig politisk Indsats« ved at vise Resignation med Hensyn til Forbruget af »indførte, undværlige Ting« (Silkestrømper). »Hun: (Kvinden) vil da ikke forgæves have faaet Valgret og vi har den Tillid til hendes Snille og æstetiske Sans, at hun alligevel ikke vil behøve at opgive noget af den yderligere Tiltrækning, en godt sammensat Paaklædning kan give hendes Person....«
Fru Ingerslev knytter hertil følgende Bemærkninger:
Ovenstaaende Slutningssalut til Kvinderne i en som det ellers synes alvorlig og saglig Artikkel II, „Danmark og dets Opgaver i Fremtidens Økonomi”, Berlingske Aftenavis d. 9. Decbr. 1919, af Hr. Folketingsmand, Dr. phil. A. Fraenkel, forekommer mig at have Krav paa Opmærksomhed hos alle Kvinder og bør kendes af dem i videst mulig Udstrækning; navnlig maa man haabe, at de kvindelige Vælgere i Hr. Fraenkels Valgkreds vil vide at værdsætte disse Udtalelser efter Fortjeneste paa Valgdagen.
Det kunde været af Interesse, om Hr. Fraenkel ogsaa havde oplyst os om Importen af Tobak og Vin, men de derhen hørende Oplysninger fandt jeg delvis i en Provinsavis d. 10. Decbr. under Overskriften: „Vi ryger 20 Mill. Kr. ind i Statskassen i et Aar”.
Om Hr. Fraenkel selv ryger, ved jeg ikke, men man maa haabe, at hans kvindelige Vælgere vil lade ham ryge af Pinden ved næste Valg.
Og samtidig lyder manende Røster fra Folketing og Borgerrepræsentation om Kvindernes »Paafuglepynt« og Tilbøjelighed til at udvikle skadelig og undværlig Luksus.
Som man ser, er der ingen Mangel paa Opmærksomhed overfor det Faktum, at der for Tiden gives flere Penge ud til Luksusvarer til Kvinder end tidligere, - og Sagen er selvfølgelig ogsaa Opmærksomhed værd. Den smagløse og i Virkeligheden ganske latterlige Anbringelse af Luksusgenstande særlig paa visse Kvinders Person stikker i Øjnene og virker frastødende og ubehageligt paa almindelige Fornuftsvæsener - endskønt den nationaløkonomisk set, selvfølgelig ikke er mere forkastelig end den Luksus, som især Mænd (der jo for øvrigt almindeligvis ogsaa er dem, der betaler Luksuskvindernes Udstaffering) udfolder – f. Eks. ved Køb af dyre Vine og Tobakker, af udenlandske, kostbare Automobiler og andre Motorbefordringer m. m. m. - Luksus, som sikkert nationaløkonomisk betyder langt, langt mere end Kvinders Silkestrømper (der jo som bekendt er bleven billigere samtidig med, at Uldstrømpernes Pris er steget enormt) deres Pelse o. lign.
Der er vist baade overfor Mænd og Kvinder al Grund til at søge at holde igen overfor en Udfoldelse af overdreven Luksus, som kan skade vor Nations Økonomi.
Men - er der nu ogsaa Grund til i Tide og Utide at falde særligt over Kvinderne i denne Sag?
Og hvem mener man dog med »Kvinderne« i denne Sammenhæng?
Tænker man paa de i 100,000 af Mellemstands-Hustruer i By og paa Land, som sidder i beskedne Kaar og trofast fører en opslidende Kamp for at holde sammen paa Familien, for at skaffe Børn og Mand tilstrækkelig Næring?
Tænker man paa de selverhvervende Kvinder - de 80 á 100,000 Kvinder i Erhvervene, med yderst tarvelige Lønninger og anstrengende, uundværligt Arbejde?
Hvis man forlægger sin daglige Tur fra Strøget, hvor visse af Overklassens Damer, hvor les nouveaux riches, hvor Demimonden - kort sagt, de faa, som stikker i Øjnene - er at træffe, til Byens øvrige Kvarterer, saa vil man paa Vesterbro, Nørrebro, Østerbro og Amager, naar de arbejdende Kvinder i store Skarer drager fra Arbejdsstedet hjem, naar Konen fra Middelstandshjemmet gaar paa Indkøb, se alle disse Tusinder af Kvinder i Udstyr, der sandelig ikke giver Anledning til nationaløkonomiske Bekymringer eller til Forargelse over nogen som helst Luksus!
Nej, det er kun lykkeligvis en forsvindende Brøkdel af de danske Kvinder, som rammes af de Bebrejdelser og Formaninger, der fra saa forskellige Sider, ogsaa fra Kvinder, rettes mod »Kvinderne«, - al denne overfor rette Vedkommende vel begrundede Forargelse, Bekymring og Bebrejdelse bør i Virkeligheden kun rettes mod talmæssigt betydningsløse Kredse af Kvinder, og de bør tilbagevises af dem, som i Virkeligheden er det, der forstaas ved »Landets Kvinder«, nemlig Kvinderne fra de gode og jævne Hjem, de arbejdende Kvinder - de 10,000’er og 100,000’er, i Sammenligning med hvem en lille Kreds af Luksuskvinder kun spiller en meget ringe Rolle.
Og ikke mindst bør der protesteres, naar mere og mindre velmenende »Spare-Prædikanter« sætter Kvinders Sparsommelighed eller Ikke-Sparsommelighed deres Forbrug af Strømper o. s. v., i Forbindelse med vor Opnaaelse af politiske Rettigheder.
En saadan Tankeforbindelse forekommer ganske hen i Vejret - og mon man nogensinde har set den Tanke fremsat paa Prent, at en mandlig Borger af Hensyn til, at han havde Valgret, burde have undladt at købe et Luksus-Automobil el. lign.?
Naar Fru Holten-Nielsen i »Kvinden og Hjemmet« spørger »Hvorfor har vi...«, saa ligger Svaret ganske nær: Kvinderne her i Landet har faaet lige politiske Rettigheder med Mænd, fordi dette Retfærdighedskrav nu var modent til Gennemførelse, og sandelig ikke, fordi nogen tænkte sig, at de politiske Rettigheder skulde virke som et Universelmiddel, der – eins, zwei, drei - afskaffede Pyntesyge og Koketteri. -
Kvinders Evne og Vilje til at bruge deres Hjerne til at tænke med, Hænderne til Arbejdet, Omhuen for de svage, og den husholderiske Evne i Samfundets Tjeneste daterer sig ingenlunde fra Valgrettens Opnaaelse; den skriver sig fra langt tidligere Perioder, og den er sikkert ikke bleven ringere, efter at vi har faaet Valgret – tværtimod - - men ukritiske og fordringsfulde Pyntedukker, dem afskaffer hverken kommunal eller politisk Valgret - de vil eksistere til Verdens Ende. Og naar man paa Grundlag af en, forøvrigt højst naturlig, Forargelse over Pyntedukkerne, giver sig til at antyde, at »Kvinderne« ikke har opført sig, som de var sig deres Ansvar som fuldmyndige Borgere bevidst - saa vil de Kvinder, som gør et alvorligt Arbejde i Samfundet, og som føler deres Ansvar og optræder derefter, sige til de forargede:
Vi og ikke Pyntedukkerne er det, der forstaas ved »Landets Kvinder«, Fornærm ikke Landets kvindelige Borgere i lutter Iver for at komme »den fordringsfulde og ukritiske Pyntedukke« til Livs. Og fremfor alt: Profanér ikke vor Opnaaelse af Borgerret her i Landet ved at sætte - Silkestrømper, Kniplinger og Valgret i Relation til hinanden!
