« Tilbage til søgeresultaterne
Lov om Aldersrente
Efter at denne Sag var bleven drøftet paa Forretningsudvalgsmødet den 17. ds. har D. K. den 19. Decbr. indsendt følgende Andragende til Regering og Rigsdag:
Dansk Kvindesamfund tillader sig herved i Anledning af det i Rigsdagen den 4. ds. forelagte Forslag til Lov om Aldersrente at rette nedenstaaende Henvendelse til Regering og Rigsdag:
Den Grundbetragtning, paa hvilken det fremsatte Lovforslag hviler, er, at Aldersrenten skal være „en virkelig Ret, en Pension eller Efterløn, der af Samfundet ydes Arbejdsinvaliderne.”
Vi skal da først tillade os at bemærke, at vi med Tilfredshed har set, at der gives Kvinder den samme Ret til Aldersrente som Mænd, idet Lovforslaget, i Modsætning til den nugældende Lov, tilsigter at yde den med sin Mand samlevende Hustru lige Ret med Manden til at oppebære Aldersrente.
Denne Ligestilling for Kvinde og Mand er imidlertid desværre ikke fulgt gennem Lovens øvrige Bestemmelser, idet bl. a. Aldersrenten er sat med et mindre Beløb for den enlige kvindelige Rentenyder end for den enlige mandlige. Vi maa nære den Anskuelse, at naar Aldersrenten skal betragtes som den Efterløn eller Pension, som Samfundet yder enhver Borger for det Arbejde, den Indsats, han eller hun har gjort i Samfundslivet, saa kan man ikke med Hensyn til den Størrelse, Aldersrenten skal have, stille Kvinderne ringere end Mænd, idet det turde være uimodsigeligt, at Kvindernes Ydelse i Samfundets Liv ikke kan siges paa nogen Maade at være af mindre Værdi for Samfundet end Mænds.
Vi tænker os den Mulighed, at der bagved det, at man har sat Aldersrenten for den enlige Kvinde til et lavere Beløb end for den enlige Mand, ligger det Ræsonnement, at de enlige gamle Kvinder i Almindelighed vil have lettere ved at klare sig - vil være noget mindre hjælpeløse - end Mænd under tilsvarende Forhold, og vi vil gerne overfor denne Betragtning gøre gældende, at den, selv om den var gyldig i de fleste Tilfælde, hvad vi meget betvivler, jo altid vil blive ganske uretfærdig i sine Virkninger i en stor Mængde af Enkelttilfælde.
Og selv om en kvindelig Rentenyder i sin Alderdom skulde have et saa godt Helbred, at hun ved sit Kendskab f. Eks. til Husvæsen kan skaffe sig en direkte eller indirekte Indtægt, saa kan vi ikke erkende Samfundets Ret til at benytte sig heraf, til saa at sige at ekspropriere denne Arbejdsydelse til Gunst for Statskassen - lige saa lidt som vi vilde finde det rigtigt at gøre noget tilsvarende overfor de mandlige Rentenydere, som vil kunne skaffe sig lidt Ekstraindtægt ved at udføre lettere Arbejde for andre.
En tilsvarende Ulighed som den, der i Lovforslaget findes med Hensyn til selve Aldersrentens Størrelse, præger Forslaget paa forskellige andre Punkter.
Dansk Kvindesamfund, som gennem en lang Aarrække har arbejdet for Kvinders Ligestilling med Mænd i Familie, Samfund og Stat, tillader sig under Henvisning til de foran anførte Motiveringer at andrage om, at det efter vort Skøn uretfærdige Skel mellem den enlige mandlige og den enlige kvindelige Rentenyders Vilkaar hæves, saaledes,
at Beløbet sættes ens for mandlige og kvindelige enlige Personer, nemlig til det Beløb, der nu er foreslaaet tildelt den enlige, mandlige Rentenyder, samt
at de øvrige som Konsekvens heraf indførte Uligheder mellem Mands og Kvindes Stilling fjernes af Lovforslaget.
Vi skal tilføje, at vi finder, at det forelagte Lovforslag paa de af os berørte Punkter ikke - i den Skikkelse det nu har - kan siges at være i Overensstemmelse med de Krav, som Tiden og Udviklingen nu stiller.
I Ærbødighed
Paa Dansk Kvindesamfunds Vegne,
Julie Arenholt.