« Tilbage til søgeresultaterne
FOLKEBØRNEHAVERNE AF 1915
(Menighedsbørnehaverne.)
I dansk Børneforsorg er der herhjemme samtidig med en stærkt stigende Interesse fra hele Landets Side for alt, Børn vedrørende, de sidste Aar sket en skarp Kursændring. Medens man nemlig i Ly af »Børneloven« i det store og hele væsentlig samlede Kræfterne om at redde, er det nu faldet Børnevenner som Skæl fra Øjnene, at det er langt bedre at forebygge.
Kursændringen har givet sig Udslag paa mange Maader, saaledes ikke mindst gennem, hvad der er fremkommet paa de store Børnesagsmøder ved Nyborg Strand hvert Aar ved St. Hanstide, Møder som er ganske uofficielle, men som maaske netop i Kraft heraf langt bedre end officielle Kommissioner aabner Muligheder for, at de, der i dybeste Forstand har »noget paa Hjærte«, naar Talen er om danske Børns Kaar, kan faa Frimodighed til at gøre andre delagtige i deres Tanker og Erfaringer.
Men iøvrigt viser Kursændringen sig paa andre – mere haandgribelige - Maader, og vi skal her
nævne tre:
Paa et Børnesagsmøde i Grundtvigs Hus i Marts 1918 blev der nedsat et Udvalg, der skulde afgive Betænkning om, hvilke Foranstaltninger der skulde træffes for at imødekomme de Krav, der i Storbyen København maatte stilles til forebyggende Børneforsorg. Dette Udvalg afgav Aaret efter sin Betænkning, der i kort og klar Form skitserer de Veje, ad hvilke man maa gaa frem, hvis der skal naas til Bunds i Børnenøden. Denne Betænkning og den Bevægelse, som havde affødt samme, havde til Følge, at Spørgsmaalet om den forebyggende Børneforsorg kom frem i Rigsdagen, der for en Gangs Skyld alle som een den 30. Juni 1919 vedtog en »Lov om Tilskud til Fremme af forebyggende Børneforsorg«, en Lov efter hvilken enhver Institution, der driver en saadan forebyggende Børneforsorg, kan faa indtil Halvdelen af sine aarlige Driftsudgifter dækket af Staten. Men ved Siden af denne Milepæl i dansk Børneforsorgs Historie er der i de sidste Aar i København, i al Stillhed, føjet et nyt Led ind i Kæden af det Forsøgsarbejde, der begynder med Bør-neplejestationerne og - i det mindste foreløbig - ender med Fritidshjem og Dagarbejdsskoler, et Led, der hidtil manglede, hvad der berøvede Kæden sin fulde Styrke, om da det Ord taler sandt, der siger, at ingen Kæde er stærkere end sit svageste Led. -
Vi tænker paa »Folkebørnehaverne«. Men for dem er det, at de følgende Linier i størst mulig Korthed skal gøre Rede.
Folkebørnehavernes Historie begynder Efteraaret 1915, da der ude paa Christianshavn i Prinsessegade Nr. 7 oprettedes den første egentlige Folkebørnehave i Københayn., d. v. s. en Børnehave, der vilde gøre sig det til Opgave at være noget for de Børn, der lever helt nede ved Samfundets Bund. Sjælen i dette Arbejde var og er Frøken Anna Wulff, der igennem mange Aar, efter at have studeret Børnehavegernmgen i Frøbels Fædreland, havde helliget denne alle sine Kræfter, dels som Leder af en privat Børnehave, dels af en Frøbel-Højskole, hvor unge Kvinder kunde faa Uddannelse som Børnehaveledere. Omtrent samtidig med, at Frk. Wulff gennem Oprettelsen af Folkebørnehaven i Prinsessegade fik et længe næret Ønske opfyldt, blev der ude paa Vesterbro, paa Initiativ af Kommunelæge Dr. Kjer-Petersen og en Kreds af Børnevenner, paabegyndt et lignende Arbejde i Absalonsgade 37, et Arbejde, der, takket være Støtte, i Begyndelsen væsentlig kun fra Dagbladet »Hovedstaden«s Juleindsamlinger, men ogsaa fra mange andre Sider (Private, Kommunen og de offentlige Børnehjælpsinstitutioner m. fl.) ganske jævnt er vokset saaledes, at der nu alene i København er 5 Folkebørndhaver i Drift, 4 paa Vesterbro, henholdsvis i Absalonsgade 37, 2 i Saxogade Nr. 13 (Apostelkirkens Menighedshus), l i Dannebrogsgade Nr. 53 (Getsemanekirkens Krypt) og endelig i Pilestræde 63. Det er disse 5 Folkebørnehaver, der er sluttet sammen i den Organisation, der bærer Navnet »Folkebørnehaverne af 1915«, om hvilken nærmere nedenfor.
Men hvorfor oprettes der Folkebørnehaver? Fordi Nøden blandt Storbyens Smaabørn i Alderen fra 3-7 Aar er saa stor. Ingen Børn trænger i den Grad til forebyggende Forsorg som netop Børn, der er for smaa til at komme i Skole og for store til at ligge i Vugge. Men Børn i denne Alder - »Børnehavealderen« - har hidtil i mange Tilfælde ikke haft Borgerret i vort Samfund.
Enhver god Fader og Moder véd, at er der nogen Tid, hvor Barnesjælens Spirer trænger til Røgt og Pleje, saa er det i den Alder. Men de, der færdes i Storbyens Sidegader, véd ogsaa, hvor disses Mørke og Grimhed og Kulde formaar at kvæle Barnesjæle.
I saadan en Sidegade, hvor der kan bo indtil 5- 6000 Mennesker, altsaa ligesaa mange som i en mellemstor Provinsby - i en saadan Gade er der ingen Blomster, ingen Træer, ingen Fugle, der titter til hinanden, ja, man kunde fristes til at sige, at Børnene dér hverken har Sol, Himmel eller Stjerner at lege med. Kun Kaserner og atter Kaserner, i hvis Baggaarde Børnene vokser op mellem Retirader, Skarnkasser og al Slags Uhumskheder, dette Ord taget baade i dagligdags og i overført Betydning. Med andre Ord: Børn har i disse Omgivelser ikke Børnekaar. Og lad ingen tro, at det, at Fattigfolks Lønninger er stegne de sidste Par Aar, saa at Konerne ikke behøver at »gaa ud« som i gamle Dage - at det blot i nogen Grad skulde bedre Børnenes Kaar! Der skal nu en Gang andet end lidt flere Penge i de enkelte Husholdninger til at ændredie Omgivelser, det Milieu, som, takket være Fædrenes Synder - og her tænker vi navnlig paa de »Fædre«, der har bygget Københavns Fattigkvarterer - nu hjemsøger Børn i Tusindvis.
Den, der ønsker at sætte sig ind i Folkebørnehavearbejdet, bør personligt aflægge et eller flere Besøg i en af ovennævnte Folkebørnehaver, der alle med Glæde modtager Besøg, anmeldte og uanmeldte. Men iøvrigt gaar, sagt i faa Ord, Folkebørnehavernes Arbejde ud paa at være det for Gadens og Baggaardenes 3-7-aarige, som enhver god Fader og Moder gerne vil være for sit Barn.
Folkebørnehaven gaar ikke Skolen i Bedene, lærer ikke Børnene A. B, C, men prøver paa at gøre smaa Mennesker ud af dem ved at lære dem at lege smukt, at spise pænt, at være renlige, at bruge deres smaa Øjne og Fingre, at opfatte et Bud og saa at lyde det, at gøre Forskel paa mit og dit og at tale sandt - et stort Program, men ikke et for stort Program, saavist som Folkebørnehavens egentlige Sigt er Hjemmene. At værne de Hjem, der er, og at være med til at skabe de Hjem, der kommer, er Folkebørnehavernes egentlige Maal. Og saadan som de sociale Forhold arter sig i en Storby som København - hvor Mødrene tit nødes til at gaa paa Arbejde, d. v. s. til at forlade deres Børn eller i bedste Tilfælde til at overlade deres Børn til andre - trænger Hjemmene til paa alle Maader at skærmes og at støttes.
For at sige det endnu en Gang: de flere Penge gør det ikke; thi mange af de Mødre, der faar dem mellem deres Hænder, kan derfor ikke købe sig det, der kan hjælpe dem til at opdrage deres Børn. For Penge kan de købe sig Sildesalat og Biografteaterbilletter m. m., men ikke alt det fine og gode, der kun findes hos det Menneske, hvor det var der allerede, da Mennesket var Barn.
Det er jo Hemmeligheden: mange af disse Baggaardsmødre forstaar sig ikke paa deres Børn, fordi de selv aldrig har været Børn. Men netop fordi Folkebørnehaven har et langt videre Sigt end Børnene i den egentlige Børnehavealder, søger Folkebørnehaven, naar den én Gang har faaet fat i et Barn, at holde Forbindelsen vedlige med dette. Derfor bliver der, i den Udstrækning, i hvilken de personlige og pekuniære Forhold gør det muligt, ved hver Folkebørnehave indrettet Aftenhold for skolepligtige Børn, Drenge og Piger og for unge af begge Køn efter Konfirmationsalderen. Folkebørnehaven søger endvidere hvert Aar at skaffe saa mange Børn som muligt Feriehjem i Sommerferien (i 1919 har »Folkebørnehaverne af 1915« sendt et halvt Hundrede Børn paa Landet) ligesom der afholdes »Forældremøder «, hvor Børnehavens Ledere mødtes med Børnehave-Børnenes Forældre, for under et beskedent, men festligt Samvær at drøfte Børnenes Ve og Vel med
Forældrene. Men iøvrigt er det umuligt paa dette Sted i alle Enkeltheder at gøre Rede for Folkebørnehaven og det sociale Arbejde, der udgaar fra den.
De, der maatte ønske nærmere at gøre sig bekendt hermed, henviser vi til »Folkebørnehaverne af 1915«s Beretning, der faas paa disses Kontor; Østerbrogade 56 C, 4. Sal, København Ø., hvortil ogsaa, om ønskes, eventuelle Gaver til Sagen kan sendes, og hvor alle yderligere Oplysninger kan søges.
De ovenfor nævnte 5 Folkebørnehaver ledes af fuldt uddannede og fuldt lønnede unge Kvinder. - Men ikke mindst, fordi disse unge Kvinder skal lønnes saaledes, at de helt skal kunne ofre sig for Gerningen, er Driften af en saadan Børnehave ikke billig. Med de Priser, der er i Øjeblikket, er de aarlige Driftsudgifter til en Folkebørnehave saaledes oppe paa imellem 4-5000 Kroner.
Det er af stor Betydning, at Børnehavelederne helt kan ofre sig hver for sin Børnehave, thi det kræves af dem, at de skal lære ikke blot hvert enkelt Barn, men hvert enkelt Hjem at kende. Derfor er der i en Folkebørnehave sjældent over 30-35 Børn, og det er paa dette Punkt - i Forbindelse med Kravet om fuld Uddannelse - at Folkebørnehaven adskiller sig fra Asylet, hvor der her i København oftest er saa mange Børn, at den dygtigste Asylmoder selv med sin allerbedste Vilje umuligt kan være det for hvert enkelt Barn, som hun gerne skulde og gerne vilde være.
Som ovenfor nævnt er der altsaa i de sidste 3-4 Aar vokset den ene Folkebørnehave frem efter den anden. - Hidtil kan »Folkebørnehaverne af 1915« med Tak til Gud og Mennesker sige, at de har faaet de Midler, de behøvede. Men det stadigt voksende Krav fra forskellige Bydele af København om Børnehaver, i Forbindelse med de stigende Priser og med Ønsket om at skabe en fast Grundvold for hele Gerningen, har tilskyndet Ledelsen af dette Forsorgsarbejde til at søge iværksat en Arbejdsplan, som nu i det følgende til Slut kort skal omtales.
En Menighed ovre i Jylland - Jernved-Menighed ved Gredstedbro - har, omtrent saa længe Børnehaverne har eksisteret, paa forskellig Vis støttet disse. Saaledes har de derovre hvert Aar sendt os store Pakker Beklædningsgenstande til Børnene og sidste Aar i Sommerferien endog huset en hel lille Koloni paa 15 af vore Smaadrenge. - Dette i Forbindelse med, at der for ét Aar siden, takket være Eliaskirkens Menighed, blev oprettet den første Menighedsbørnehave i Danmark, førte til, at de ovennævnte Folkebørnehaver blev sluttet sammen i en Organisation, der bærer Navnet: »Folkebørnehaverne af 1915« (»Menighedsbørnehaverne«), med det Formaal at søge Folkebørnehaver oprettet i de forskellige københavnske Sogne, enten saaledes, at Menighederne, som Tilfældet er med Eliaskirkens, overtager baade det aandelige og økonomiske Ansvar for Børnehaverne, eller saaledes, at Menigheden - hvor dens Midler kun er smaa - overtager Ledelsen, men ikke det økonomiske Ansvar.
Eksemplet fra Jernved tilskyndede dernæst »F. af 1915« til at søge Støtte hos andre Menigheder Landet over, idet det kunde formenes, at mange Menigheder paa Landet var saa vaagne overfor For-skellen mellem de Kaar, deres Børn har og Børnekaarene i Københavns Fattigkvarterer, at de vilde
være glade ved at kunne række de københavnske Menigheder en hjælpende Haand i disses Bestræbelser for at lade Børnene se i det mindste lidt af Evangeliet i Storbyens Kristnes Liv. Endelig kom hertil »Loven af 30. Juni 1919«, hvilken yderligere maatte opmuntre Menighederne til at søge Menighedsbørnehavesagen fremmet.
Derfor var det med godt Haab om Forstaaelse og Tilslutning, at Sognepræsten ved Eliaskirken, Pastor Fibiger, sammen med Kommunelæge Kjer Petersen i Oktober 1919 foretog en Rejse til Skjern, Herning og Silkeborg for at lægge Tanken om Støtte til københavnske Menigheders Folkebørnehaver frem for de enkelte jyske Menigheder. Og Haabet blev ikke beskæmmet. Hvor de kom frem, fandt disse Tanker om at faa Landet med dets Sundhed og Sol til at sprænge Børnenøden i Storbyen en saa god Jordbund, at Næstformanden i »F. af 1915«, Fru Kaptajn J. Christiansen, 14 Dage efter kunde foretage en Rejse til de samme tre Byer, foruden til Tarm og Jernved, for at organisere Samarbejdet, med det Resultat, at der hvert af de nævnte Steder blev dannet et Udvalg, der skulde søge Forbindelse med de enkelte københavnske Menigheder og det saaledes, at Skjern vil støtte og arbejde for Elias-kirkens Børnehave i Absalonsgade, Silkeborg for Getsemanakirkens i Dannebrogsgade, Tarm, Herning og Jernved for Apostelkirkens to Børnehaver i Saxogade. Samarbejdet «r allerede i fuld Gang og har bl. a. givet sig Udslag i en Mængde herlige og nyttige Julegaver til Børnehavebørnene fra de jyske Menigheder, der iøvrigt tænker sig at yde deres Støtte dels ved en aarlig Offerdag, og dels ved at søge at skaffe Feriehjem til Børnene; men naturligvis vil Samarbejdet mellem Land- og By-Menighed først kunne finde sin endelige Form, naar det har staaet sin Prøve i Praksis. Thi Landmenigheder kan jo paa andre Maader end de ovennævnte støtte Børnehavesagen, saaledes f. Eks. ved at tilskynde saadanne unge, troende Kvinder, der maatte føle et Kald, til at lade sig uddanne*) som Børnehaveledere for derefter at gaa ind i Arbejdet og saaledes i bedste og dybeste Forstand knytte Forbindelsen mellem Menigheder i By og paa Land.
*) Om Uddannelsen se Programmet fra Frk. Anna Wulffs Frøbelhøjskole, Prinsessegade 7, København C.
Gennem ovenstaaende Linjer er der nu kort gjort Rede for et Børneforsorgsarbejde, der i særlig Grad henvender sig til Kvinderne og Samfundet, og ikke mindst til de kristne Kvinder. Der kan jo nemlig ikke være nogen Tvivl om, at Jesus Kristus, da han var lille, var et rigtigt Børnehavebarn. Som et saadant møder vi ham da ogsaa hos Chr. Richardt i de smukke Vers, hvor der bl. a. staar:
Har han leget? Hvorfor ikke!
Leget under Hyrdens Blikke,
tegnet Zions Mur i Sand,
og i Figentræets Skygge
lært af Spaanerne at bygge
Tempelbuer med Forstand.
Dér har ofte han sig bukket
og af Markens Liljer plukket
og sin kære Moder bragt
Grønt af Vaarens Førstegrøde
og Granatens luerøde,
morgenfriske Blomsterpragt.
Digteren har her skildret den »elskelige Alvor, der skal til for at kunne lege«. Men det er lidt af den Alvor, Folkebørnehaverne gerne vil lære Baggaardsbørnene for dermed at give ogsaa dem den Lære for Livet, som alle gode Hjem gerne giver deres Børn.
