« Tilbage til søgeresultaterne
Mathilde Bajer 80
Naar man blader et Par Sidder ind i »Dansk Kvindesamfunds Historie«, saa møder man to Portrætter ved Siden af hinanden, en Mand og en Kvinde, Frederik Bajer og hans Hustru Matilde Bajer.
Det vil være umuligt paa Matilde Bajers 80-aarige Fødselsdag at tale om hendes Indsats i D K.s Tilblivelse uden samtidig at tale om hendes Mand, de to har staaet ubrydelig fast knyttet til hinanden, i Livssyn og Livsopgaver.
Vi læser da ogsaa under disse to Billeder, at Frederik Bajer skriver i sine Livserindringer:
»Fra mit Bryllup med min Barndomsbrud, Matilde Schlüter, regner jeg et nyt Afsnit af mit Liv. Hun har fra den Tid været saaledes med i al min Virksomhed, at jeg i det følgende ofte kunde sætte »vi«, i Stedet for »jeg«.«
Ogsaa deres Livs Aften har disse to nøje sammenknyttede Mennesker faaet Lov til at dele med hinanden.
Alle ældre Medlemmer af D. K. vil det være overflødigt at oplyse om, hvad Frederik og Matilde Bajer har udrettet i »Dansk Kvindesamfunds” Tjeneste.
De yngre vil muligvis trænge til at faa Rede paa disse to Menneskers Forhold til D. K. - de er blandt Banebryderne, der aldrig gav op, men altid saa fremefter, frejdigt og modigt ogsaa i Nedgangstider.
Vi tilraader de unge at tage D. K.s Historie frem; naar de ser efter i Personfortegnelsen, saa vil de alene af de mange Henvisninger til de to Navne gøre sig en Forestilling om deres Betydning.
Det var ved den Styrke de to vandt i fælles Interesse og Arbejde, at det lykkedes at komme over de første vanskelige Aar.
D. K. er i sin Begyndelse af international Oprindelse, og Frederik og Matilde Bajer har i hele deres Virksomhed været knyttet til de store humane og internationale Bevægelser Verden over.
Da Matilde Bajer den 4. Januar fyldte 80 Aar, bragtes hende en Hyldest fra D. K.s Fællesstyrelse, repræsenteret af Formanden, Fru Julie Arenholt og Fru Charlotte Hansen. I en lille Tale tolkede Fru Arenholt D. K.s Taknemlighed for Aarene 1871-1920 og overrakte Matilde Bajer en Blomsterkurv.