« Tilbage til søgeresultaterne
Den første internationale Kongres for Arbejderkvinder
I det norske Blad Nylænde skrives om ovenstaaende Spørgsmaal:
Som tidligere meddelt, besluttede Det Internationale Forbund af Arbejderkvinder at sammenkalde en Kongres i Washington før den Internationale Arbejdskongres inden Nationernes Forbund, hvortil man havde fundet det formaalstjenligt at udelukke kvindelige Delegerede, der skulde have deres store Møde sammesteds.
Kvindekongressen holdtes fra 28. Oktober til 4. November. Som Mødets Præsident fungerede Forbundets Formand, Mrs. Raymond Robins. Tilstede var Delegerede fra de fleste Lande i Europa - Centralmagterne og Rusland undtaget - fra Amerika, Asien, Afrika og Australien. Ogsaa Europas nydannede Stater, som Polen og Cheko-Slovakiet var repræsenteret. Fra de nordiske Lande mødte Fabriksinspektør Betzy Kjelsberg fra Norge og Fabriksinspektør Kerstin Hesselgren fra Sverige. Danmark var ogsaa repræsenteret.
Vi giver her et kort Uddrag af en Beretning, vi har modtaget. I denne meddeles alt, hvad der foregik paa Aabningsdagen: Præsidentens Tale, Sangene, Hilsener fra de forskellige Lande osv. Af Præsidentens Tale fremgaar det, at de Spørgsmaal, som Kongressen havde at behandle, var følgende:
1. Omsorg for Mødre og spæde Børn.
2. Beskyttelse af Børn.
3. Beskyttelse af unge Piger.
4. Natarbejdsspørgsmaalet.
5. Farlige Beskæftigelser.
6. Kontrol med Arbejdsløshed.
7. Ottetimersdagen.
I den eksekutive Komité som blev nedsat, valgtes Fru Kjelsberg som en af Vicepræsidenterne. Miss Margaret Bondfield fra England foreslog, at der ogsaa skulde holdes en Vicepræsidentplads aaben for Centralmagterne.
En Mængde Resolutioner blev vedtaget. Blandt andet blev der henstillet til Den første internationale Arbejdskongres indenfor Nationernes Forbund, at der træffes en international Overenskomst om 1) en Maksimumstid af 8 Timers Arbejde pr. Dag for alle Arbejdere og 48 Timer pr. Uge, 2) at den ugentlige Hvileperiode skal være i det mindste 1 ½ Dag i Træk, 3) at i Bedrifter, som maa gaa Dag og Nat, skal der være mindst 1/2 Times Hvile i hvert 8 Timers Skift.
Til samme Kongres blev der ogsaa sendt følgende Udtalelse: Den første internationale Kongres for Arbejderkvinder slutter sig til Berner-konventionen af 1906, som forbyder Nattearbejde for alle Kvinder ansat i industriel Virksomhed. Endvidere hævder Kongressen, at Nattearbejde skal ved Lov være forbudt ogsaa for Mænd undtagen for saa vidt det er absolut nødvendigt for Arbejdets Natur eller for Bedriftens Fortsættelse, eller i Tilfælde af speciel offentlig Tjeneste.
Som Nattearbejde anses alt Arbejde, som foregaar mellem Kl. 9 Eftm. og 8 Fm.
Ogsaa om Børns Arbejde, om Moderskabsforsikring o. s. v. foreligger der Resolutioner.