« Tilbage til søgeresultaterne
Dommene
Anna Dalby-Sagen.
Vi lever i en Tid, hvor der mere end nogensinde appelleres til Barmhjertighed. Det har efter Krigen, Verden over, været Samfundets Opgave at se bort fra, hvad Samfundet forbrød - af alle Opgaver til Mennesker blev den at øve Barmhjertighed den stærkest krævende - den gik saa at sige Menneskene i Blodet.
At det gode kan misbruges, det véd enhver, og vi har i disse Dage paa en forfærdende Maade oplevet at se Barmhjertigheden paa Afveje. - Nævningenes Afgørelse i Dommen over Anna Dalbys Morder har bredt Gru iblandt os.
- Dommeren skelnede i sine Spørgsmaal til Nævningene mellem Forførelse og Vold.
Er det muligt at drage et saadant Skel, naar Talen er om Forholdet mellem et Barn og en udlært Forbryder?
Er den ene af disse Forbrydelser mindre end den anden? Og hvilken Forskel er der mellem »forsætlig Drab« og forsætlig »Legemsbeskadigelse, som har Døden til Følge?«
Ingen - skulde man tro - kan mene, at dyrisk Brutalitet mod et værgeløst og voldtaget Barn burde kræve mildere Straf end forsætlig Drab!
Vi bruger med Overlæg Ordet »voldtaget« - det er Vanvid ikke at kalde Forførelse af et trettenaars Pigebarn for Voldtægt; Forbryderen er det eneste levende Menneske, der kan udtale sig om den Ting, hans Paastand om ikke at have forøvet Voldtægt er saa vist ingen Beroligelse.
Om Drabet hedder det, at Morderen erkender, at han har dræbt Anna Dalby, men ikke har haft til Hensigt at dræbe hende; denne sidste Omstændighed blev det andet afgørende Moment i Dommen - fra livsvarig Straf nedsattes Straffetiden til 14 Aar. - Naar disse 14 Aar er gaaet, saa er Morderen en Mand paa 37 Aar - og da gaar han igen frit omkring iblandt os.
Der har fra flere Sider været fremsat indtrængende Henstillinger om at faa Dommen appelleret for Højesteret, det er ugørligt - Nævningenes Kendelse er endelig, den kan ikke bringes for Højesteret. -
Vi har i Anledning af denne Dom, der har rejst en Storm af Uvilje imod Nævningerettens Kendelse, henvendt os til en fremragende Jurist, der har indgaaende Kendskab til Sagen. Han udtalte som sin personlige Overbevisning, at en Domstol af Jurister ubetinget vilde have dømt denne Forbryder til livsvarig Straf og betragtet Indicierne for tilstrækkelige. Men han tog Nævningene i Forsvar - det drejede sig om en Bedømmelse af Beviset, og et saadant forelaa ikke. »Den offentlige Oppinion var efter vor Hjemmelsmands Udtalelse vildledt af Bladene - der var skrevet usandfærdigt om, hvad der var foregaaet; Morderens meget debatterede Smil var en journalistisk Opfindelse saa vel som Uroen i Salen - den havde ikke eksisteret. Hvis der kunde bebrejdes Nævningene noget, da var det det, at de her har afgjort Bevisspørgsmaalet forkert, og det kan ingen udenforstaaende have nogen Mening om.«
Man spørger da med Forfærdelse - hvor var Kvindernes Indflydelse paa denne Dom?
Det utrolige Svar er - der var ingen Kvinder blandt Nævningene!
Skete dette med Hensigt - af meningsløs og i denne Forbindelse uforsvarlige Blufærdighedshensyn, eller - var det en Tilfældighed, der strakte videre end den af Lodtrækningen afhængige?
Er nogensinde Kvinders Medvirken ved Domfældelse paakrævet til Sikring for Retsbevidstheden, da maa det være overfor Kønsforbrydelser af mindreaarige - Kvindeinstinktet vil i denne Forbindelse ikke lade sig blænde af Veltalenhed. Og Kvinderne maa kræve, at en Gentagelse af, hvad der nu er sket, ikke oftere kan finde Sted.
For Samfundets Skyld vil det blive skæbnesvangert, om Kvinder ikke kommer til at gøre deres Synspunkter gældende i Nævningeretten, og Retten selv kunde denne Gang være blevet forskaanet for den Kritik, der nu er fældet over den, om den var sat med den Retfærdighed, der kræver en Sammensætning halvt af Mænd og halvt af Kvinder. Men derom vil vi i nedenstaaende give Ordet til Fru Estrid Hein.
Altfor faa Kvinder.
Da den ny Retsform gennemførtes, hilstes den med Glæde og Forventning, fordi man haabede, at man gennem Nævningeinstitutionen vilde faa et Udtryk for Befolkningens Syn paa de forskellige Retsbrud. Jeg tror, det for mange Kvinder har været en stor Skuffelse at se, hvor ringe en Repræsentation Kvinderne har faaet. Jeg kender ikke Forholdet mellem de udtagne mandlige og kvindelige Nævningers Antal, men jeg har ladet mig sige, at af de til de sidste to Sager udtagne 30 Nævninger var kun de fire Kvinder. Endda faldt den endelige Lodtrækning saaledes ud, at kun i den ene Sag - Sagen mod Skyldfri Andersen - kom én - siger og skriver l - Kvinde til at fungere, og i den anden, Mordet i Jægersborggade, var intet kvindeligt Jurymedlem med. Jeg har hørt sige, at havde der været nogle enkelte Kvinder med efter Lodtrækningen, vilde ogsaa disse efter al Sandsynlighed være blevet vragede af Defensor, fordi Kvinder ser anderledes og strængere paa de i denne Sag omhandlede Forhold (Voldtægt, Forførelse) end Mænd. Naar man har nogen Tro paa det specielt kvindelige Livssyns Mission i Samfundslivet, er der noget nedslaaende i at erfare, at dér, hvor det netop adskiller sig fra det mandlige, dér er det udsat for at blive undertrykt.
Hvordan skal vi saa kunne forbedre Verden?
Estrid Hein.
Skyldfri Andersens Dom.
Denne Dom har, som vore Læsere vil vide, været stærkt debateret. Og vi har igennem følgende Indlæg søgt at skaffe Udtalelser for de to forskellige Synspunkter, der har gjort sig gældende. Idet vi først giver Ordet til Fru Matilde Bajer.
Enhver uhildet hustru og moder vil forstå den sjælekval fru Skyldfri Andersen har været udsat for med den rå fordrukne mand, der gjorde hjemmet for hende og børnene til et helvede.
Forpint som hun var, begik hun den forfærdelige gerning at lægge strikken om ægtemandens hals - og hun blev en morderske.
Stakkels kvinde, mon hun i sin fortvivlelse forstod, hvilken skæbne hun udsatte sig for ved at dræbe et menneske - en gerning, som den strenge menneskelige retfærdighed straffer med jernhård hånd.
Dersom forbrydere benådes på den sønderjyske genforeningsdag, er det mit håb, at denne benådning også må komme fru Skyldfri Andersen tilgode, så at hun vender tilbage til sine børn.
Matilde Bajer, f. Schlüter.
Min Mening om Skyldfri Andersen: Burde hun være dømt eller ej?
Efter det overfladiske Kendskab jeg har til Sagen, mener jeg dømt. -
Vi lever dog i et velordnet Samfund, hvor dette at lægge Snøren om sin sovende Ægtefælles Hals - trække til - sidde trækkende til i 5 Minutter for hellere at trække for længe, end for kort, derefter lægge sig til at sove - for næste Dag at ville lyve sig fra det - maa betragtes som en Gerning, der bør straffes.
Vi maa jo nemlig ikke glemme, at hun kunde være bleven skilt fra sin Mand paa ganske lovformelig Maade, idet han intet bidrog til Familiens Forsørgelse.
Der var mange undskyldende Momenter, og det glædede mig, at der i Dommen var taget Hensyn til disse, men naar nogle mener, at hun burde være frikendt alene for sine Børns Skyld, da deler jeg heller ikke denne Opfattelse. For hendes egen, for Børnenes Skyld, tror jeg, det er godt, hun fjernes en Tid; om de 3 ½ Aar er passende til at falde til Ro i, er jo ikke let at afgøre; men alene hendes sædelige Vandel, forekommer dog mig, faar en til at spørge, om hun er eller var den gode Opdrager, og hvorledes skulde hun give sine Børn Begreb om Ret og Uret, naar dette - at deres Moder havde dræbt deres Fader - ikke var en strafværdig Handling.
Alt i alt - havde jeg været Nævning, jeg tror, jeg havde svaret ganske som disse.
Næstved, d 10. Marts 1920.
Elisa Petersen.
Jeg ønsker med disse Linier fuldt ud at slutte mig til Fru Elisa Petersens Udtalelse – en Frikendelse af Skyldfri Andersen vilde, efter min Mening, være uforsvarlig overfor de Børn, man vil sende hende tilbage til.
Samfundets Sikring kræver Straf for Brøde.
Og hun selv - er der nogen, der tror, at den, der dræber et andet Menneske, og straks i derefter til Gavn for sig selv og andre kan fortsætte sit Liv, som om intet var sket? Jeg tror, det er ugørligt.
Anna Koch-Schiøler.
