« Tilbage til søgeresultaterne
Skyldfri Andersens Dom
Foranlediget af Henvendelser fra enkelte af D. K.s Kredse angaaende de i „København” refererede Udtalelser af mig i Anledning af Dommen over Skyldfri Andersen skal jeg oplyse følgende:
Jeg har ikke ladet mig interviewe om denne Sag, hverken af „Folkets Avis” eller andre Blade og har ikke udtalt mig som anført.
Sagens Sammenhæng er i Korthed denne: En ung Mand henvendte sig til mig paa D. K.s Kontor med en Hilsen fra et af D. K.s Medlemmer med Forespørgsel, om D. K. sov, siden vi ikke havde taget Affære i Skyldfri Andersens Sag, han mælte ikke et Ord om, at han var Journalist eller vilde interviewe mig. Han havde ogsaa forhandlet med Skyldfri Andersens Defensor, der havde udtalt, at dersom Kvinderne vilde, kunde de sikkert faa hende benaadet paa Genforeningsdagen. Jeg svarede ham, at D. K. ikke kunde tage Affære, med mindre vi fik Krav herom rejst fra vore Medlemmer, og jeg gik ud fra som givet, at D. K.s Medlemmer havde vidt forskellige Opfattelser i denne Sag. Jeg tilføjede, at jeg paa et kommende Bestyrelsesmøde skulde drage Sagen frem, samtidig med, at Bestyrelsen drøftede den anden Dom: Ejnar Sørensens.
Jeg udtalte ikke min Beundring over Drabet - jeg beundrer det ikke, men jeg sagde omtrent følgende i Anledning af en Udtalelse af den unge Mand: „Man maa beundre den Livskraft og Energi, denne Kvinde har været i Besiddelse af, at hun trods alle disse Aars Lidelser og Nedværdigelser har formaaet at opretholde Hjemmet og være en god Moder for sine Børn, det tyder paa, at der er gode Evner i hende, som nu muligvis ødelægges ved et mangeaarigt Fængselsophold.”
Man vil heraf se, at jeg for det første ikke har udtalt mig paa Dansk Kvindesamfunds Vegne, for det andet ikke har udtalt mig beundrende om Mordet.