« Tilbage til søgeresultaterne
Valgloven
Saa fik vi en saakaldt „retfærdig” Valglov, først nu da den foreligger trykt og efterfulgt af et Cirkulære, kan man begynde at danne sig en Mening om den, hvilket jo var ganske umuligt, saalænge man kun havde Avisreferaterne at holde sig til - og lad os fastslaa det straks, en Valglov, som vi ønskede det, er det ikke.
Vi ønskede Forholdstalsvalg i store Kredse, det fik vi, men vi bibeholdt de gamle Enkeltmandskredse som Opstillingskredse.
Vi ønskede en Afstemningsmetode, som tillod Vælgeren ikke blot at stemme paa en Liste i sin Helhed, men paa en enkelt Person paa Listen, saaledes at den Kandidat, som fik det største Stemmetal, betragtedes som den første paa Listen, den med det næststørste Antal Stemmer som den næste o. s. v.
Vi fik en Valglov, der giver en Vælger Ret til at stemme paa Listen i sin Helhed, men ogsaa paa en enkelt Person paa Listen - godt - men Kandidatens Stemmetal bliver ikke det afgørende, thi forud for Valgdagen er gaaet et Partimøde, paa hvilket er bestemt den Nummerorden, i hvilken Kandidaterne skal staa paa Listen, en Nummerorden, der maa faa afgørende Indflydelse paa Valgets Udfald, saa det i det store og hele bliver Amtsorganisationen, ikke Vælgeren, der bestemmer, hvilken af Kandidaterne, der skal vælges.
Har den første Kandidat paa Listen et meget stort Stemmetal, kan den næste blive valgt paa ganske faa stemmer, rent bortset fra, at de Kandidater, der staar under, har et højere Stemmeantal. Nu, da Valget er sluttet, vil der blive Lejlighed til at drøfte Valgloven nærmere, og der vil sikkert blive meget at drøfte, men lad os i hvert Tilfælde vente med at blæse i Basuner, til vi bliver klare over, hvad Valgloven giver Vælgeren - en Valglov, som vi har ønsket det, er det ikke, vi har faaet.
Næstved, d. 17. April 1920.