« Tilbage til søgeresultaterne
Den moderne Kvindes Dobbeltstilling
Husmoderforeningen har holdt sit første Landsmøde, hvis Formaal var 1) at opmuntre Delegerede fra Provinsen til at danne en Husmoderforening hver i sin By og 2) at danne en Sammenslutning mellem de ny oprettede og de bestaaende Husmoderforeninger under Navnet „de danske Husmoderforeninger”. Om alle Foreningerne vil blive dannet afhænger jo ikke alene af vedkommende Delegeredes Energi og. Interesse, men ogsaa af lokale Forhold. Sammenslutningen blev vedtaget, det maa dog anføres, at Husholdningsforeningerne og „Hjemmenes Værn” ønskede at holde sig udenfor Sammenslutningen.
Ved Mødet blev holdt forskellige Foredrag; blandt disse skal omtales Professor Edvard Lehmanns Foredrag „den moderne Kvindes Dobbeltstilling” og den efterfølgende Diskussion, som vi havde Lejlighed til at overvære.
Professoren udtalte at de gamle Tider, da Kvinden kun elskede Manden, var forbi, nu havde hun kun 4 Elskere, nemlig
1) Selvstændighed, 2) Arbejde, 3) Stemmeret og 4) Ligeløn.
Professoren var glad over, at Kvinderne havde faaet Stemmeret, det betød ikke meget, om der afgaves en eller to Stemmer for et Parti fra hver Husstand (!) og jo mere almindelig Stemmeretten blev, des mere iøjnefaldende blev dens Irrationalisme.
Ligelønsprincipet, som Kvinderne ogsaa har kæmpet for at naa, er hævdet i Versaillesfredens Detailbestemmelser. Grunden dertil er, paastod Professoren, at man derigennem ønsker, at blive Kvinderne kvit i de Stillinger, som de under Mændenes Fraværelse har erobret; - inden lang Tid, spaaede han, vil Kvinderne komme og bede om at faa det halve i Løn (!)
Husindustriens Afskaffelse, Storindustriens Udvikling og Byernes Vækst har medført en Omlægning af Kvindernes Arbejde. Kvinder har Egenskaber, der gør dem velegnede til dette maskinmæssige Arbejde, hvorimod de ikke egner sig til ledende Stillinger, til videnskabelig Forskning eller nyskabende Virksomhed (!). - De kan ikke faa Idéen til en ny Mode, Klædning, Ret, Melodi (!), men de kan netop gøre sig gældende som Billedhuggere (Efterlignelse). Til Gengæld har Kvinder een Evne, som Manden mangler, „de kan lave Børn”.
Manden, der har Trang til at værge Kvinden, spurgte tidligere: ,,kan hun gøre dette Arbejde”, nu spørger han: „kan hun taale det?” Endnu kan det ikke statistisk besvares, men Sanatorierne fyldes med udslidte Kvinder (?) og vi ser, at Kvinderne nu til Dags er svage (?), fordi de har for meget at bestille.
Professoren advarede mod Fællesskoler, i hvert Fald efter 12 Aars Alderen, kaldte Skolerne „Samfundets Destriktionsanstalter”, og omtalte slet ikke, at man herhjemme overvejer en fuldstændig Omordning af Skolevæsenet, og at man i de sidste Aar i Sverige har paabegyndt en planmæssig, praktisk Ungdomsskoleundervisning. Professoren udtalte, „der findes næsten ingen Pigeskoler i Danmark, men kun Drengeskoler med Skørter paa’”. Pigerne egner sig ikke til den Undervisning, deres Hjerne er anderledes end Drengenes, f. Eks: ligger Matematik slet ikke for Piger (Professoren meddelte, at han ikke selv havde Forstand paa Matematik). I Pubertetstiden burde ingen gaa i Skole, men beskæftiges med praktisk Arbejde. I 18-Aars Alderen mister Pigerne Interessen for Læsningen, bliver de Studenter, holder de gennemsnitlig ud i 3 Aar, enten gifter de sig, de bliver nervøse eller gider ikke mere (!)
Hvis Kvinder skal trives, maa deres Arbejde være bevægeligt, alsidigt, personligt, de maa ikke sidde lænket til Kontorstolen. Professoren argumenterede mod Kvinders Beskæftigelse som Kassererske paa følgende Maade: „mon Vorherre tænkte den Gang, han skabte Kvinden, at hun skulde sidde bag en Glasrude og tage mod Penge.”
Mændenes vaagne Samfundsinstinkt ser uheldsvarslende Muligheder. - Kvinders Borgerskab maa ikke skade hendes Moderskab - hun maa skærmes. Taleren undrede sig over, at de finske Kvinder havde modsat sig Forbud mod Kvinders Natarbejde.
Efter denne Indledning opstillede Professoren som Diskussionsemne: „hvad kan vi gøre, for at Kvinder skal lære at styre Hus og for at forhindre, at alle Mænd, ligesom Underklassens Mænd, fejes af med Kaffe og Wienerbrød”?
Diskussionen.
Fru Camilla Nielsen, Kbhvn., holdt sig til Diskussionsemnet, idet hun foreslog Forbud mod, at unge Piger mellem 14 og 16 Aar gik paa Fabrik og Paabud om, at de i Stedet kom ud i Praksis og passede Børn og lavede Mad. De unge Mænd, der nu synes bedst om Pyntedukkerne, maa lære at foretrække de huslige Piger.
Fru Sophie Falck, Kbhvn., protesterede mod, at der skulde være flest Kvinder paa Sanatorierne og ønskede, at vi maatte komme ind i bedre sociale Forhold og sundere Tilstande.
Fru Marie Illum, Kbhvn., udtalte kort og træffende, at Professorens Foredrag havde mindet hende om det gamle Ord „saa snakker Ræven for de Gæs”.
Fru Bransager Nielsen, Roskilde, protesterede ligeledes mod Professorens Udtalelser, medens Fru Holten Nielsen nævnede Eksempler paa det træffende i nogle af de faldne Udtalelser.
Frk. Agnes Elgstrøm, Kbhvn., udtalte, at Professorens Ønske aabenbart var, at alle Kvinder skulde gaa tilbage i Hjemmene.
I Praksis var det imidlertid saaledes, at stadig flere unge Kvinder beholdt deres Selverhverv, naar de giftede, sig og først derved kom til at indtage en Dobbeltstilling. Mange klarede begge Dele godt, men naturligvis bør de have de Lettelser, de kan faa. Man ser mange smukke Eksempler paa, at Mændene hjælper deres Koner med Hjemmets Arbejde. 8 Timers Arbejdsdagen bevirker, at de har Tid dertil. De vilde blive værdifuldere Hjælp, om de, ligesaavel som de unge Piger gennem Skolekøkkenundervisning var fortrolige med Hjemmets Arbejde. Dansk Kvindesamfund har ud fra dette Synspunkt indgivet Andragende til den store Skolekommission om, at der maa blive indrettet Skolekøkkenundervisning i Barneskolen i l Aar for Drenge og i 2 Aar for Piger. Det vil være værdifuldt for det gode Samarbejde i Hjemmet, om dette blev gennemført og meget ønskeligt, om Husmødrene ved deres Forhandlinger om den huslige Uddannelse vilde stille et lignende Krav.
Fru Camilla Nielsen blev pludselig Modstander af Skolekøkkenundervisning for Drenge, og Husmoderforeningens Formand, Fru Carla Meyer, kaldte Dansk Kvindesamfunds Forslag herom „en vild Blomst”. Iøvrigt forstod hun ikke, at saa mange kunde finde noget at indvende mod Professor Lehmanns Foredrag, som hun fandt udmærket, en Opfattelse, der, udtalt af en Kvinde, synes os lige saa paradoksal som selve Professor Lehmann - det store Paradoks.
Som man vil se andet Steds i Bladet, er der Tegn til, at den vilde Blomst ved Dyrkning kan gøres til Nytteurt.
Dansk Kvindesamfund drøftede første Gang ved Fællesmødet i Rønne Spørgsmaalet om Skolekøkkenundervisning for Drenge. De Delegerede, der repræsenterer Kvinder i alle Stillinger, dog Størstedelen Husmødre, kunde belyse Spørgsmaalet alsidigt, der var her saavel Modstandere som Tilhængere, men Resultatet af Forhandlingerne blev, at Forslaget blev vedtaget med overvældende Majoritet.
Da Dansk Kvindesamfund i Fjor agtede at indgive Andragende til Skolekommissionen om forskellige af Barneskolens Fag, blev Spørgsmaalet bl. andre atter drøftet ved vort Fællesmøde i Horsens i 1919, og derefter ude i Kredsene, som indsendte en Udtalelse desangaaende til Fællesstyrelsen. Det fremgaar heraf, at Dansk Kvindesamfunds Stilling i denne (som i andre Sager) er velovervejet og et virkeligt Udtryk for Flertallet af vore Medlemmers Ønske. - Det kan ikke fejes bort med en Udtalelse som den Husmoderforeningens Formand tillod sig.
(Ev. henvises til omtalte Artikel ang. Sorøkredsens Kursus).
