« Tilbage til søgeresultaterne
Samfundet og Kvinden
Nu, da Turene til Skoven staar for Døren, husker man med et Suk, hvor ofte man i de senere Aar har lyst efter Kvinden i Samfundets Tjeneste derude i Naturen.
Hvor var hun henne, da det friske, skønne Grønsvær i Parker og Skove forvandledes til uappetitlige Affaldspladser?
Kvinden, som ellers lægger den værnende, prydende Haand paa Stederne, hvor hun færdes paa de private Enemærker, hvorfor nedlægger hun Arbejdet der, hvor det kan komme Samfundet tilgode? Vi trænger til hendes Bistand, for at Glæden over Naturen ikke skal forbitres os ved, at Storstadens Uhumskheder transporteres ud og efterlades der, hvor vi alle søger hen for at
„lufte Sindet ud i Solen
og pumpe Lungen læns for Støv.”
Da dette Blad har til Opgave at bringe Kvinden paa Plads i Samfundet, tillader vi os at henlede Opmærksomheden paa dette lille Punkt, om Bladet kunde mane til ikke at forsømme de smaa Samfundsopgaver for de store og slaa til Lyd for en Sag som denne.
Her er ikke blot en Skønhedsopgave men en Moralopgave, den at tage Hensyn til andre, til dem, der kommer efter os; og alt imens de Voksne paamindes ved den stadige, taalmodige Paapegning derude i Skoven af Forskellen mellem skønt og uskønt, bliver Ungdommen opdraget, saa der i det danske Folk maaske kunde komme en Generation med en finere Kultur, en Generation, for hvem det var en uvilkaarlig Tankegang:
Hvis i Skoven Du smider dit Madpapir,
Et daarligt Skudsmaal Du selv Dig gi’r!
„Skovgængerne".
Vi kan fuldt ud slutte os til Indsenderen af ovenstaaende Indlæg; og til den Opfattelse, at vilde danske Kvinder Landet over lære deres Børn at tage Hensyn til en Skønhedssans og Ordenssans, som de kun kender af Navn, saa længe de ikke betænker sig paa at banalisere vore skønne Skove, saa vil de selv faa denne Sans udviklet, og det vil række langt videre end ud over de fæle Smørrebrødspapirer.
Red.
