« Tilbage til søgeresultaterne
Ude fra
Kvindernes Boligkongres i Kristiania.
Der meldes af norske Kvinder, at Kongressen blev en Begivenhed - en Oplevelse.
Fire Hundrede Kvinder var samlede i Kristiania for at deltage i Kongressen - de socialistiske Kvinder skal have vist paany, hvor stærkt man fra den Side staar i Organisationen, de var kommet, fordi de vilde noget, de havde deres Plan gennemtænkt.
Det smukkeste Bevis for, at den rette Arbejdsvilje var til Stede gav sig vel nok Udslag i Vedtagelsen af Resolutionen angaaende Boligrationeringen, hvor Kvinderne fra velstillede Hjem gik deres betrængte Søstre i Møde, i fuld Forstaaelse af, hvor mange Vanskeligheder det vil medføre, at give fremmede Elementer Adgang til Hjemmene med den store Plads, men ogsaa i Forstaaelse af, at det uundgaaelige maa man bøje sig for, naar Samfundet stiller Fordringer til Broderaand.
I „Hjemmenes Vel” hedder det derom:
„Vi maa ha ryddet op i al denne bolignøden før vi tør sætte os ned med de overflødige rum, som vi før syntes, vi hadde ret til, og som vi nok kanske i fremtiden igen kan glæde os til, - baade for os og for de andre.”
Et dybt Indtryk paa Forsamlingen gjorde Tal, som fremsattes af Fru Kieldsbera, Mødets Dirigent, da hun aabnede Mødet.
I London - Millionbyen - bor der saaledes gennemsnitlig 8 Personer i hvert Hus, mens der i Kristiania bor 36 Personer i hvert Hus.
En anden Statistik, der følger Bolignødens Fodspor, viser, at i London fødes udenfor Ægteskab 4 Børn af 100 Fødsler - i Kristiania 17.
Kongressens engelske Gæst Dr. Marion Philips holdt derefter en Tale over Emnet „British Women and Houssing Problems”, hvori hun betog Tilhørerne og viste, at Englænderne i dette betydningsfulde Spørgsmaal er langt forud for os i de skandinaviske Lande.
Under Navn af „Home policy” er der blevet arbejdet; allerede i 1918 begyndte engelske Kvinder en „houssing campagne”. De udsendte Skemaer til Millioner af Husmødre i Landet og spurgte dem, hvad de var mest misfornøjede med ved Husenes Indretning. Den derved indvundne Kundskab blev samlet, og af Staten krævede man, at alle Hjem-Planer skulde forelægges en Kvindekomité, et Krav, der blev gennemført og blev til Velsignelse for tusinder af Hjem.
De engelske Kvinder vil bort fra Lejekaserne-Systemet; det kan anvendes for gamle og enligt stillede, men ikke give Hjem for Familier med Børn. Og de er naaet dertil, at der ikke længere føres Debat om dette Spørgsmaal. De forlanger Bad i hvert Hus.
I 1917 stiftede Lloyd George en Genrejsningskomité og satte Boligsagen først paa Programmet; det siger sig selv, at Kvinderne flokkede sig om ham - i England ser man med Fortrøstning en ny Dag dæmre.
Generalsekretær Gjerløff, hvis Skrifter burde være læst af alle, der har social Interesse, tog Anledning af Kongressen til at udtale som sin Mening, at „Kvinderne netop i Boligsagen har en Sag, som de kan tage op, som deres egen. En Sag, som Kvindeverdenen kan modnes paa i politisk Tænkning.”
200 000 Krigsfanger i Sibirien.
Til „Dansk Hjælpeaktion for Krigsfangers Hjemsendelse” er sendt et Opraab fra østerrigske Kvinder, hvori disse paa den smerteligste Maade beder danske Kvinder være dem behjælpelige med at skaffe Midler til Hjemmetransport for Mænd og Sønner, som endnu opholder sig som Fanger i Sibirien under umenneskelige Kaar.
Ved et Møde afholdt den 21. Maj blev det paa Grundlag af dette Opraab vedtaget af „Dansk Hjælpeaktion for Krigsfangers Hjemsendelse” at nedsætte et Forretningsudvalg, hvis Opgave skulde være at samle Penge og organisere et Arbejde med det Formaal at komme Fangerne til Hjælp.
Sekretæren i Udvalget, Frk. Michella Erichsen gjorde i forrige Uge ved et Møde Rede for Planer til en Verdens-Aktion, som man haaber at faa rejst i dette Øjemed og for den Delagtighed, Danmark og danske Kvinder bør tage i den.
Mange af disse ulykkelige Fanger har opholdt sig i Sibirien siden det første Krigsaar, 200,000 findes endnu tilbage, mens der maa regnes flere Gange med dette Tal, for at tælle de Krigsfanger, der ligger begravet i sibirisk jord. Man har kaldt Sibirien Verdenshistoriens største Fællesgrav.
Fanger, som kommer indenfor Bolchevikomraadet, faar deres Frihed, men ingen Hjælp af nogen Art til at klare sig mod Kulde og Hunger. Kun de allerkraftigste af dem staar Kampen ud og naar til Fods en eller anden Havn, hvor de saa atter er givet Tilfældighederne i Vold. Andre Steder, som i Turkistan, er Fangerne holdt tilbage af den røde Armé eller de anvendes i industrielle Foretagender.
Komiteen har sat sig i Forbindelse med 90 Banker rundt om i Verden - man haaber at knytte Arbejdet ogsaa til Fritjof Nansens Planer for ved Enighed at vinde Styrke, men først og sidst er det Penge, der skal til, og der henvender man sig til hver enkelt og beder om, at de Bidrag Mænd og Kvinder vil afse til dette menneskekærlige Formaal, indbetales i Landmandsbanken eller dens Filialer Landet over.
