« Tilbage til søgeresultaterne
Ægteskabslovene i Landstinget
(Fortsættelse af Hr. Steinckes Indlæg.)
Den Anke, der fra forskellige Side er rejst mod Lovforslaget til de ny Ægteskabslove, at de giver for let Adgang til at opløse Ægteskabet, imødegaar Hr. Steincke, under det Synspunkt, at der vindes intet ved gennem selve Loven, at udelukke Opløsningen af et Ægteskab, som allerede er brudt sammen, og Aarsagerne til, at der findes saa mange Ægteskaber, hvor dette er Tilfældet, finder Taleren i Erhvervssamfundets Opløsning af Hjemmene, i den moderne Dans om Guldkalven, den nervøse Jagen efter at tjene Penge, i hele den europæiske Civilisations materielle Struktur med Foragt for de moralske Livsværdier og udpræget Dyrkelse af Individualismen, kort sagt, det er de økonomiske Grundforhold i Samfundet, der er det afgørende, og ikke det, der staar i Lovparagrafferne. Efter den gældende Lovgivning begunstiger man Indgaaelse af letsindige Ægteskaber og vanskeliggør Opløsningen af dem, men efter dette Lovforslag modvirker man snarere Indgaaelse af letsindige Ægteskaber og letter deres Opløsning. Han kan ikke se noget ondt heri, saa længe Ægtefællerne blot ikke staar sig ved at løbe deres Vej, saa længe Ansvarsløsheden blot ikke belønnes af Samfundet, og det kan han ikke se vil blive Tilfældet i Kraft af dette Lovforslags Bestemmelser, i hvert Fald ikke, hvis man foretager enkelte Ændringer paa specielle Omraader.
De Principper, der ligger til Grund for Forslaget kan Hr. Steinckes Parti tiltræde, om end der ønskes en nærmere Diskussion om de specielle Afsnit, saaledes forekommer det ham angaaende Reglerne for Forlovelser, at det maa under Nutidens Opløsning fastslaas i Loven, hvad man forstaar ved Forlovelse, thi „et simpelt Ægteskabsløfte antages jo ikke at have nogen særlig Retskraft, end ikke i al Almindelighed, selv om det følges af en Besvangrelse."
Hvad det Krav angaar, at „den, der lider af smittefarlig Kønssygdom eller Epilepsi, kun maa gifte sig, naar den anden Part véd det og begge har faaet Vejledning af en Læge", da anser Hr. S. Princippet heri for rigtigt; han kunde endogsaa af Hensyn til disse Sygdommes tiltagende Udbredelse tænke sig at gaa videre i sin Fordring i Lighed med, hvad der sker i Amerika, Norge og Sverige, men han anser Gennemførelsen for Regelen meget uheldig, fordi den vil afføde Løgn og Udflugter, og hævder, at det bør være en Ægteskabsbetryggelse for enhver, at præstere Lægeattest.
Hr. S. støtter den Regel, hvorefter det skal opgives ved Indgaaelse af Ægteskab, om man i Forvejen har Børn udenfor Ægteskab. Lysning anser han for en Antikvitet, uden praktisk Betydning for Nutiden. Angaaende Spørgsmaalet Vielse er han „absolut Tilhænger af den almindelige borgerlige Ægteforening".
I Afsnittet om Ægteskabets Retsvirkninger behandles indgaaende Hustruens Stilling i Hjemmet og Fordringen om, at hun ikke skal føle sig forsørget af Manden og fuldkommen afhængig af hans Indtægter og egenmægtige Bestemmelse af disses Anvendelse. Han billiger med Glæde den Betragtning, der ligger til Grund for disse Bestemmelser, og det er næppe rigtigt, naar man fra anden Side taler om, at Ægteskabet herved forvandles til en Kontrakt. De gode Ægteskaber berører Forholdet aldeles ikke, og i de andre vil Truslen være tilstrækkelig.
I det omdisputerede Spørgsmaal, at Øvrighedens Indgriben i visse Tilfælde kan paakaldes under Uenighed ved Udøvelsen af Forældremyndigheden finder Hr. S., at Kritiken udenfor Folketinget har antaget ganske hysteriske Former, og han maner til at tage Sagen med Ro og huske, „at naar der staar een mod een, og de ikke kan blive enige, kan der ikke tages nogen Beslutning, men der skal netop af Hensyn til Barnet tages en Beslutning". Han kan tænke sig Tilfælde, hvor uenige Forældre, der, begge elsker det Barn de er uenige om „kan ønske at lade en udenforstaaende, upartisk og forstandig Mand sige sin Mening om Sagen”.
Med Hensyn til Formueforholdet mellem Ægtefællerne er Taleren absolut stemt for Beskyttelse af Hustruen mod, at Manden paa egen Haand kan pantsætte eller sælge det fælles Hjem.
Angaaende Skilsmisse-Reglerne er Hr. S.s Opfattelse den, at Modstanderne paa dette Omraade har overvurderet Lovens Betydning. „Ved at vanskeliggøre Skilsmisse gør man i og for sig hverken Ægteskaberne lykkeligere eller varigere eller Sædelighedstilstanden bedre. ... Man kan ved Lov fremtvinge et vist Overfladehykleri, men man kan ikke fremtvinge livsvarige gode Ægteskaber ved Lov, naar Ansvarsfølelsen i Befolkningen iøvrigt er minimal og den offentlige Moral er ormstukken". Det er „naturligt at give voksne Mennesker ogsaa Friheden paa dette Omraade, men samtidig gennem Lovgivningen, gennem den offentlige Mening og Mand og Mand imellem at søge at højne Ansvarsfølelsen og Forstaaelsen af Ægteskabets Samfundsværdi".
Af Slutningen af Hr. Steinckes Tale gengiver vi følgende:
„Hvis jeg da til Slut ganske kort maa rekapitulere mit Syn paa dette Forhold, vil jeg sige, at det Princip, der ligger til Grund for Lovforslaget: Hustruens Ligestilling med Manden i Ægteskabet, har Vor fulde Tilslutning, og vi ser ikke rettere, end at netop Hensynet til Ægteskabets Højnelse kræver denne Ligestilling, ikke blot i Skaaltaler, men ogsaa i Lovene. Jeg anser det for at være af den allerstørste Betydning for Samfundet at bøje sig i Ærbødighed for Hustruen og Moderen, saa vist som Samfundets Velfærd er betinget af Antallet af de gode Hjem. Som Hustru og Moder yder den opofrende og dygtige Kvinde det ganske utrolige, ikke mindst i de Tusinder af mindre Hjem. Skulde vi da ikke fra Lovgivningens Side højne og fæstne den gifte Kvindes Retsstilling netop i Hjemmet og netop som Moder, det eneste Omraade og det eneste Fag, om man saa maa sige, hvor Kvinden hidtil i Samfundslivet har hævet sig op over et vist graat Jævnmaal? Vi hilser derfor med Glæde dette Lovforslags Hovedprincip. Otto Weiss siger i en af sine Aforismer, at det er indlysende, at i ethvert Ægteskab, hvor begge Parter har lige meget at sige, regerer Konen. Men i Hjemmet, i det lille Samfund, som danner den Klippegrund, hvorpaa det store Samfund helst skulde hvile, skal ogsaa Hustruen regere, og i dette lille Samfund skal Hustruen i fornødent Fald beskyttes mod Mandens Raahed, Egoisme og økonomiske Overmagt. Men skal Manden da ikke beskyttes mod den ødsle, forfængelige, dovne og lunefulde Hustru? Jeg har for saa vidt svaret herpaa i min Indledning, idet jeg sagde: Ægteskabet er nu i høj Grad et Lotterispil for Hustruen, fremtidig vil det blive det i noget højere Grad for Manden. Det vil lære ham, hvis Lovforslaget gennemføres, at se sig lidt bedre for, før han gifter sig med den første den bedste Kokette eller Dompap. Et Par runde Skuldre eller blide Øjne, et Par smalle, hvide Hænder, et Par smukke Smalben - de korte Kjoler har dog ødelagt mange Illusioner i den Henseende -, alle disse tiltalende ydre Attributter, som for mange unge Mænd hidtil har haft alt for stor Betydning, giver jo ikke den allerbitterste Garanti for, at Skabningen egner sig til at tage en af Samfundets vigtigste og alvorligste Opgaver op, nemlig Hustruens. Kun hvis dette er Tilfældet, er det forsvarligt at gifte sig. Eet er Forelskelse og et andet Ægteskab. Og et Ægteskab, som det bør være, skades aldeles ikke af dette Lovforslag, tværtimod. Lovforslaget højner Ægteskabet ved helt igennem, at højne Hustruens Stilling i Samfundet, Synet paa Hustruen."
