« Tilbage til søgeresultaterne
Til Udvalget for „Statshjælpen.”
(Forsinket af Mangel paa Plads).
Aarhus i Maj 1920
I det iøvrigt meget oplysende og velskrevne Indlæg underskrevet: Betty Klingberg i „Kv. og Sf.", Nr. 8, finder jeg en Betragtning fremsat, som jeg finder ikke bør staa uimodsagt.
Det er denne, at Staten ved den paatænkte Forsørgerhjælp skulde „tage Forsørgerne under Armen" eller række dem en Almisse, fordi de nu engang daarligt kan klare sig selv.
Dette er et fuldstændig forkert Syn paa Sagen og det bringer mig til at tænke, at Udtrykket „Statshjælp" vel i sig selv er misvisende. I Forholdet mellem Samfundet og Familieforsørgerne er det Samfundet, der er Skyldneren - ikke omvendt.
Der kan kun fra Statens og Samfundets Side være Tale om at betale en gammel Gæld, - en Gæld der altfor længe er bleven negligeret.
Spørgsmaalet om, hvorvidt Stat og Kommune er interesseret i at hjælpe Familieforsørgeren, besvarer sig selv; thi selve Samfundet staar og falder med de børneopdragende Hjem, og Stat og Kommune har hidtil i altfor høj Grad ladet Familieforsørgerne finde deres Løn i egen Pligtopfyldelse og Samvittighedsfuldhed.
Naar der kræves mindre Skat af en Borger med 5000 Kr. aarlig Indtægt end af den, der har 20,000 Kr., er der ingen, der taler om at „tages under Armen" eller om at tage imod Almisse - dette er vi alle enige om at betragte som enhvers selvfølgelige Ret; men naar en Borger, der med sin Indtægt skal forsørge 6 Mennesker finder paa at besvære sig over, at han yderligere skal bære tilnær-melsesvis de samme Samfundsbyrder som den, der kun har. sig selv at sørge for, da vil man straks fra visse Sider høre deslige Meninger fremsat.
At de, der ikke har - og ikke har kendt til at have - Forsørgerpligter, vil være tilbøjelige til at mene, at disse Pligter er en Stat og Kommune uvedkommende Privatsag, er lige saa let forstaaeligt, som Ræsonnementet er overfladisk og ufordøjet; men samfundsmæssigt set er det uimodsigeligt, at Børneopdragelsen er af grundlæggende Betydning for selve Samfundets Eksistens og Trivsel, at Samfundet saaledes er stærkt interesseret i, at de Forhold, hvorunder Børneopdragelsen sker, bliver saa forsvarlige og gode som muligt, og at Stat og Kommune derfor forsømmer en af sine vigtigste Pligter, saalænge der i økonomisk Henseende er et saadant Svælg mellem de Forhold, hvorunder de forsørgende og de ikke-forsørgende lever, som det nu er Tilfældet - saalænge navnlig de børneopdragende Mødre, Samfundets mest værdifulde Medlemmer i saa mangfoldige Tilfælde som nu, maa friste en graa og trist næsten haabløs Tilværelse, spækket med Bekymringer for det daglige Udkomme - henvist til en stadig Selvfornægtelse for at Børnene kan faa det nødvendigste - et Liv under et ustandseligt pinefuldt Tryk - medens andre for Samfundet mindre værdifulde Medlemmer fører en forholdsvis solbeskinnet Tilværelse og faar deres rigelige Part af Livets Goder.
Her begaas en Uret; her har Samfundet et Ansvar, som det ikke kan løbe fra. Det har Pligt til saa snart som muligt at faa en Del af Byrden over paa friske Skuldre.
- - -
Med Hensyn til den Form hvorunder Forsørgerhjælpen bør ydes, vil jeg anse en Kombination af Fradrag i Skatteindtægt pr. Barn og Statshjælp til Nedsættelse af Priserne paa de vigtigste Næringsmidler for den heldigste.
Prisnedsættelse kunde jo ske i Form af Kort, der udleveres til Forsørgere.
Ved denne Form vilde det besværlige og generende Tilsyn kunne undgaaes.
En Indtægtsgrænse forekommer det mig nødvendigt og rimeligt at trække. Denne maa være bevægelig efter Prisniveauet og forskellig efter Antallet af Børn og maa, synes det mig, efter det nugældende Prisniveau bevæge sig imellem 7000 og 9000 Kr. aarlig Indtægt. - Jeg regner med Nødvendigheden af at holde Hjælp i Huset i Hjem med f. Eks. over to børn.
