« Tilbage til søgeresultaterne

Fællesmødet i Vejen

Af: Julie Arenholt

« Se emneord


Fællesmødet, Dansk Kvindesamfunds tre festlige Arbejdsdage i Vejen, er endt - dette Møde, der paa een Gang danner Afslutningen paa det forløbne og Begyndelsen til vort nye Arbejdsaar. Slutstenen er sat, og Retningslinierne er afstukne for den kom­mende Periode.

Den ganske særegne Stemning af Sammenhold og Samfølelse, af Glæde over Arbejdet for den Sag, som samler i Enighed vore snart 11,000 Medlem­mer, denne Stemning, der altid præger D. K.s store Møder, - den øgedes og uddybedes i Aar paa en Maade, som vil gøre Mødet uforglemmeligt for alle, der var med.

Dette skyldes naturligvis i særlig Grad, at netop Vejenkredsen, der (som en af Festbordets Talere ud­trykte det) er et af D. K.s mest tapre, ihærdige og fremmelige „Børn”, virkelig trods alle Vanskelighe­der fik Mødet arrangeret og gennemført paa en saa festlig og smuk Maade, og det skyldes ikke mindst, at det var lykkedes for et ikke helt ringe Antal af de indbudte Gæster fra Sønderjylland at Komme til Stede trods det korte Varsel, hvormed Indbydelser­ne havde maattet udsendes. Disse Gæster, der fra de forreste Rækker mellem Tillidsmændene trofast og interesseret fulgte Forhandlingerne fra Time til Time, og fra hvem der fremkom overmaade dygtige og vægtige Indlæg i Diskussionerne, de bragte over Mødet en Følelse af, at D. K. baade i aandelig og rummæssig Forstand var i Færd med at flytte sine Grænsepæle.

Det, der var den inderste Hensigt med, at D. K. netop i Aar, Genforeningsaaret, skulde holde sit Møde i Grænseegnene, nemlig at knytte Baandene mellem D. K. og de sønderjydske Kvinder, at byde dem ind i Dansk Kvindesamfund, vise dem vort Arbejde, vor Arbejdsmaade, vore Maal, - det naaedes fuldstændigt; Mødet med vore sønderjydske Søstre blev en smuk og værdig Indledning til de kommende Tiders fælles Arbejde flor den fælles Sag.

Mødets Forhandlinger og Rammen om dem - den flagsmykkede By, den smukt dekorerede Sal, Musik og Kantate, vort Banner, flankeret af de nye Kreds- og Distriktsfaner, de skønne og minderige Egne, Køreturen ned over Grænsen - alt forenede sig om at bibringe Deltagerne Minder, der aldrig vil glemmes.

 

Mødet aabnedes, som alle Fæl­lesmøder, med Afsyngelsen af Bannersangen; derefter sang Vejen Sangforening til Orkesterledsagel­se første Del af den af Dr. phil. Marius Kristensen, Askov, forfat­tede Kantate:

 

Kor.

(Melodi af H. Nutzhorn).

Lyset fra Øst brød frem med Magt,

vælted’ de gamle Folkeskranker,

nykomne Folk til Daad blev vakt,

og det spired’ fra nysaaede Tanker;

men da det ny blev gammelt selv, da der blev trangt her i Nordens Lande,

Lyset fra Syd paa den frosne Elv,

kasted’ Straaler og løste dens Vande.

 

Aanden blev fri, men snævert bandt

Enevoldsmagten den djærve Handling;

Lyset fra Vest dog Vejen fandt,

der  blev Frihed til Vækst og For­vandling.

Nu har vi set - et Under stort –

Lyset fra Nord, som for Verden skin­ner

og har det Ord til Sandhed gjort:

Lige Ret nu for Mænd og for Kvinder!

 

Nu besteg Vejenkredsens For­mand, Fru Gudrun Vang-Lauridsen, Talerstolen, og bød i smukke Ord Forsamlingen Velkommen med Ønsket om, at Moderligheden maatte holde sit Indtog paa Tinge; hun rettede en særlig Velkomst til de sønderjydske Kvinder i det Haab, at D. K. fra dem vilde faa tilført forøget Kraft og ny Indsats af Erfaring og Arbejde.

Pastor Richter, Vejen, recitere­de derpaa Kantatens 2. Del:

 

Recitativ.

At Kvinden agtes højt i Nordens Lande,

det er  en  gammel  Sandhed,  som vi véd,

og ikke mindst kan I det Udsagn sande,

I Hædersgæster ved vor Festlighed,

I, som nu ser en ny Sol Dagen rande.

 

I eders Egne virked’ Kongeenken,

den djærve Æstrid hist i Hedeby,

hos eder var det, Tyre spændte Læn­ken

af Volde i vor Sagas første Gry.

To kække Kvinders Kamp om Daners Vælde

paa Havet og paa Jyllands rige Jord,

derom véd vore Runer at fortælle,

det er det første, som de har at melde,

et Vidnesbyrd om Kvindens Magt i Nord.

 

Hos eder var det ogsaa hin Margrete,

hvem Folket gav det skønne Hæders­navn

Fredkulla, hele Danevang til Gavn

sin Søn og Frænde til Forsoning ledte.

Og hun, den store Dronning, Volmars Datter,

Margrete, hun som samled’ Nordens Lande,

hun kæmped’ for at vinde Slesvig at­ter

og døde i sit Værk ved eders Strande.

 

Ej blot til Gavn - lad os kun det be­kende –

har Kvinden virket i den svundne Tid;

Fru Mechtild, Abels Enke, bragte hid

den første Skare af de tyske Svende;

og Dorotea drev den anden Kile

ind i jert Land ved Første Kristierns Død.

Ja, Kvinder bygged’ op, og ned de brød,

de skabte Uro, og de skabte Hvile.

 

Og Kvindens Værd er ikke blevet mindre,

fordi hun vendte sig til stille Id,

fordi hun virked’ mere i det indre;

vi takker Kvinder i den nye Tid,

som mildned’ Kaarene for Mænd i Strid:

de Flensborg Kvinder, som gik rundt og plejed’

dem, der blev saarede i Krigens Aar,

og dem, som gav det dyreste de ejed’,

og kæmped’ stille under trange Kaar;

dem, som gav Børnene i Arv det Sprog,

som selv de havde elsket helt fra Vuggen,

som holdt sig ranke under Prøjsens Aag

i Arbejd’ og i Sang, og ej i Sukken.

Og nu til allersidst, I djærve Kvinder,

som under Krigens tunge Aar holdt ud

trods Tab, trods Nød, og stolede paa Gud:

kom nu til os! en aaben Favn I finder,

fri skal I bo i frie Kvinders Kreds,

for eders Haab skal I ej mer belees.

nu naar I, hvad I kæmped’ for saa længe

fri skal I bo i Danmarks Vang og Vænge.

 

Fru Stampe Feddersen talte varmt og inderligt for vore sønderjydske Søstre. Fru S. F. mindede om, at Urettens og Voldsherredømmets Bjerg er bleven flyttet ved Sønderjydernes Trofasthed og Tro, og mindedes i varmtfølte Ord dem, der blev tilbage bag den nye Grænse. Hun bød Sønderjyderne Velkommen til Kampen for vor fælles store Sag og bad dem hjæl­pe os at føre den igennem.

Herefter fulgte Kantatens næste Sang:

 

Kvindekor.

(Melodi af J. P. E. Hartmann)

 

Mørke Tider har vi kendt,

Sværdet raaded’ over Jorden,

nu er Lyset atter tændt,

sender Straaler op til Norden.

Og har Krigen slaaet Saar,

som en Læge ej kan hele,

skal vi under lige Kaar

søge eders Sorg at dele.

 

Sorgen over Dødens Høst,

dem, I aldrig kan forglemme,

dem, I hørte paa med Lyst,

og som elsked’ eders Stemme;

Sorgen over dem der staar

endnu skilte fra vort Vænge

under samme tunge Kaar,

som I prøved’ selv saa længe.

 

Sorgen deler vi med jer,

del saa ogsaa I vor Glæde,

tag jer Plads iblandt os her,

det er eders Æresæde.  

Og den Styrke, I har vist,

laan os den, saa vi kan virke

dobbelt kraftigt her og hist

nu i Hjem, i Stat og Kirke.

 

Efter at denne smukke Sang var afsunget, talte Form. for Nordsles­vigsk Kvindeforening, Fru Magdalene Moss, der skildrede den Fe­stens og Glædens Stemning, som besjæler de sønderjydske Kvinder. Nu laa foran dem og os Udsigten til en lang og lys Arbejdsdag sam­men, og de sønderjydske Gæster var blot saa uendelig taknemmeli­ge for at komme med og tage en Haand med i Arbejdet. De vilde ikke glemme det hjertelige og var­me Velkommen, som blev budt dem af D. K.

Nu afsang hele Forsamlingen Kantatens sidste Del:

 

Sang af hele Forsamlingen.

(Melodi af Weyse.)

 

Velkommen byder vi de danske Kvinder

fra Syd og Nord til fælles Arbejdsdag,

hvad end vi vandt, vi stadig mer dog finder

at virke for omkring vor fælles Sag.

Naar vi et Maal, saa sætter vi et an­det,

vil Foden trættes, retter vi os op

og vandrer trøstigt ud mod Fremtidslandet,

mens fler og fler sig slutter til vor Trop.

 

Ja, fremad gaar vor Vej trods alle Skranker,

vi véd, at Tiden kræver mer og mer,

og vi maa dele Tidens store Tanker,

og vi maa se, hvad Tidens bedste ser.

Saa frisk paa Vej! Vi plejer alt, der rinder

i Folket op af sund og ædel Rod,

saa véd vi vist, at frem engang vi vinder,

om ogsaa kun vi vinder Fod for Fod.

 

Formanden, Fru Julie Arenholt, traadte derefter frem og aflagde følgende

Beretning:

Paa Fællesstyrelsens Vegne byder jeg Dem alle et hjerteligt Velkommen til vort Møde, et Velkommen til vore sønderjydske Gæster, hvis Nærværelse omgiver dette Fællesmøde med en egen festlig og forjættende Glans, et Velkom­men til alle vore Delegerede, der trods Udsættelse, Afbud og den sene Indkaldelse har været rede til saa hur­tig i Udrykning, et Velkommen til én og hver i denne store Forsamling, som ved sin Nærværelse hædrer Dansk Kvinde­samfund og dets Arbejde.

Paa Fællesmødets Dagsorden findes blandt meget andet et Forslag til Lov­ændringer; Forslaget viser sig paa Pa­piret kun som en Forandring af nogle tørre Tal - men i disse tørre Tal rum­mes et dyrebart Indhold, idet de ud­trykker Dansk Kvindesamfunds sikre Forventning om inden næste Fællesmø­de at have knyttet vore hjemvendte Landsmænd til vort Arbejde gennem Indlemmelsen af et nyt sønderjysk Di­strikt. Vi venter dem med Længsel, de stærke, tapre, trofaste Kvinder fra Dan­marks sydligste Egne. Som vi har væ­ret fælles om Smerten og Savnet i de lange Adskillelsens Aar, delte vi For­ventningens Glæde, da Dagen begyndte at gry, og som vi var fælles om Genforeningsjublen, saaledes er det vort Ønske og Vor Vilje, at vi i Fremtiden skal dele Arbejdskaar og Arbejdsdage sammen, de­le Arbejdet paa de Omraader, hvor Fællesfølelse og Samarbejde bærer en Sag frem. - Der er saa uendeligt meget for enhver af os at arbejde for - de nær­meste Krav fordrer vore Evner, og vi bør ikke svigte, og Kravene stilles saare for­skelligt til hver af os, fører os ad vidt forskellige Veje, men undertiden lyder Kravet om Fællesskab, Samarbejde, og vi følger Kravet, og vore Veje mødes. - I disse Dage mødes Vejene under D. K.s hvide Banner, og i Fællesskab sam­les vi til Arbejde og Fest for den Sag, som vi har lovet hinanden at føre frem til Sejr - Kvindesagen.

Vi takker Vejenkredsen, fordi den har skabt denne festlige Ramme om vort Møde - fordi den vilde berede os den Glæde i Sommeren 1920 - Danmarks Lykke-Aar - at holde vort Møde paa denne Egn ved den nylig udslettede Grænse.

Til vore Gæster, til vore Delegerede vil jeg nu aflægge Beretning om vort Arbejde i det sidste Aar. -

Dansk Kvindesamfund kan trods alle onde Spaadomme glæde sig ved stadig Vækst og Fremgang.

 

Medlemsantal. Nye Kredse.

I Begyndelsen af 1919 begyndte F. S. et Agitationsarbejde med det Formaal at modarbejde den Anskuelse, at D. K.s Mission var endt med Valgrettens Opnaaelse. Denne Anskuelse var ved at saa Tvivl om D. K.s Berettigelse og Fremtidsmuligheder selv indenfor vore egne Rækker. Valgretten, som vi fik i 1915, var vel af den største Betydning for os, men kun som et Middel i vor Haand til at naa videre frem mod den Kvindernes Frigørelse, som var vort en­delige Maal. - Da vi begyndte vor Agi­tation, var vort Medlemsantal 8887. Det lykkedes os ikke alene at fastholde dette Medlemsantal, men at forøge det, saa at vi nu er 10,650, det største Antal vi nogensinde har været.

Paa Distriktsmødet i Sorø s. A. nedsattes tillige et Udvalg, hvis Formaal var at søge oprettet flere nye Kredse af D. K. Der er siden Sommeren 1919 dannet 11 nye Kredse, nemlig: Hjermitslev - Vejen - Sdr. Saltum - Birkerød - Brande (genopstaaet) - Grønbjerg - Kærby - Frederiksværk - Bredsten - Vordingborg - Gentofte. Vi takker Udvalgets Medlemmer for deres Arbejde og vi byder de nye Kredse hjerteligt velkommen i det Haab, at de maa vokse sig store og blive stærke og trofaste Støtter for Kvindesagen og D. K.

Desværre er samtidig, navnlig grundet paa Formandens Bortrejse e. 1., enkelte Kredse gaaet ind, nemlig Kredsene i Sæby, Hasle, Rudkøbing, Stubbekøbing og Aabybro. - For saavidt mu­ligt at undgaa saadanne Tab af Kredse og Medlemmer har F. U. udsendt en Skrivelse til Distriktsformændene om endelig at søge at hindre Kredsopløs­ninger, vi har anmodet dem om at rejse ud til de vaklende Kredse, meddele Sagen til Hovedkontoret o. s. v. for at vi derfra maaske kan hjælpe, hvis det er muligt, og vi har endelig skrevet til hvert enkelt Medlem i de nedlagte Kred­se, Medlemmer som altsaa er blevet hjemløse, om at blive i D. K. som umiddelbare Medlemmer.

Jeg beder vore Distriktsformænd om endelig at sætte alt ind paa, at ingen Kreds i det nye Aar gaar ind, om i videst muligt Omfang at holde sig i Kontakt med hver enkelt Kreds, om at forstaa, at det er en Sorgens Dag for D. K., naar vi mister en Kreds, vi beder Dem om, hvor der spores nogen Vaklen, at tage fat med den største Iver for at op­retholde vore Kredse.

Jeg føler Trang til paa F. S.s Vegne at rette en Tak til Kredsenes Formænd for de personlige Ofre og det store per­sonlige Arbejde mange af Dem lægger ind i Arbejdet for Deres Kreds. Vi er ikke blinde for de store Vanskeligheder af forskellig Art, der har lagt Stene paa vor Vej i den sene Tid - særlig af økonomisk Natur - og vi paaskønner i allerhøjeste Grad den Energi, der ikke mindst fra de mindre Kredses Side er sat ind paa at overvinde disse. Jeg kunde nævne mange rørende Eksempler paa Trofasthed og Udholdenhed fra vo­re Kredsformænds Side - jeg vil dog nøjes med paa Fællesstyrelsens Vegne at sige Dem Tak.

En Tak til de Distrikter, de Kredse, som har hædret D. K.s Fællesmøde med at sende os deres nye Banner, Lyngby, Kolding, 1ste Distrikt og 4de Distrikt, Vi hilser disse Faner som Tegn paa Sammenhold og Troskab mod vor Sag.

 

Kredsenes Arbejde.

Forholdene har medført, at Kredsene i højere Grad end før har afholdt Med­lemsmøder med Diskussion. Jeg tror det har været til Gavn for os. - Disse Medlemsmøder er af største Værdi, ét af de bedste Midler til at fæstne Kendskab til og Forstaaelse af vort Arbejde iblandt vore Medlemmer, og det giver os en indre Styrke, uden hvilken vort Arbejde udadtil er uden Værdi. Jo trofastere den enkelte Kreds er mod Kvindesagens Opgaver og Program, jo stærkere er D. K. i Arbejdet udadtil. I denne Forbindelse vil jeg henstille til Formændene at De, naar der i Deres Kreds afholdes Kursus, Husholdningskursus, Sykursus, (navnlig Sykursus har i den senere Tid haft en fremskudt Plads i vort praktiske Ar­bejde og har uden Tvivl været til Gavn og Glæde for de mange, der har søgt dem) da ogsaa benytter vore Kursus som et Middel til Fremme af D. K.s Arbejde forøvrigt; derfor bør et Kursus aldrig afsluttes, uden at Kredsforman­den eller mulig et af Bestyrelsesmed­lemmerne har benyttet Lejligheden til ved et oplysende, kortere eller længere Foredrag at give Deltagerne i Kursus’et et Begreb om D. K.s Virksomhed og Historie for at vække Interesse hos Deltagerne. Ethvert Kursus burde resultere i Indmeldelser af nye Medlemmer eller i Dannelsen af nye Kredse. Fællesstyrelsen vil søge udarbejdet et Grundlag for et saadant Foredrag og sende det til Formændene, og vi gaar ud fra, at de enkelte Formænd vil føle det som en kær Pligt at benytte dette Mid­del til at vinde Fremgang for D. K.

 

Samarbejdet mellem Kredsene og F. S.

For at fremme Samarbejdet mellem Kredsene og F. S. har vi i det forløbne Aar fortsat med Udsendelse af Proto­kollen til Formændene. Dette har efterhaanden indarbejdet sig og har vakt me­gen Paaskønnelse fra Kredsene, som jo nu gennem Protokoludskriften følger alt, hvad der foretages af F. S. mel­lem Fællesmøderne. Til Fremme af Samarbejdet har vi endvidere i det forløbne Aar brugt den Fremgangsmaade at udsende Beretninger til Kredsene, hver Gang en større Sag var paa

Dagsordenen, f. Eks. om Ægteskabslo­ven, om Forsørgerhjælpen, om Skolesa­gen, saa at Kredsene har kunnet samle sig om de enkelte Spørgsmaal og drøfte dem paa Medlemsmøder; antagelig har Kredsene ligesom vi haft Glæde og Ud­bytte af denne Arbejdsmaade; Hoved­kontoret og F. S. har flere Gange i Aarets Løb modtaget Besvarelser, Refera­ter o. 1. fra interesserede Kredse om Medlemmernes Stilling til disse Spørgs­maal; det har været til megen Opmuntring og Glæde at føle disse Ud­slag af Kredsenes eget Virke og vi be­der om at faa mange flere saadanne Henvendelser og Meddelelser i det kom­mende Aar, ligesom ethvert Forslag om at udvide og styrke Samarbejdet mellem Fællesstyrelsen og Kredsene vil blive modtaget med Glæde og skal blive overvejet.

 

Bladets Forhold.

Desværre kan vor Redaktør, Fru Koch Schiøler, paa Grund af alvorlig Sygdom hos sine nærmeste, ikke være tilstede. Paa hendes Vegne skal jeg da meddele, at F. U. i det forløbne Aar har haft en Del Arbejde med at forsøge en ny Ord­ning m. H. t. Bladets Annoncer og pe­kuniære Forhold. Det er for kort Tid siden lykkedes at komme i Forbindelse med en Mand, som har overtaget An­nonceringen saaledes, at vi høster nogen økonomisk Fordel deraf, at Annon­cerne tages ud af Bladets Tekst, og - men det vil først komme senere - at der lægges et Annonceomslag om Bladet, saa at vi faar det egentlige Blad helt fri for Avertissementer, samtidig med, at vi gør en god Forretning, saa at vort Blads uheldige Økonomiske Stil­ling kan forbedres.

M. H. t. de redaktionelle Forhold ved Bladet vil de Delegerede have bemær­ket, at der paa Fællesmødets Dagsor­den staar et Forslag om en Ændring af Fælleslovenes § 4, der omhandler Bla­dets Stilling indenfor vor Organisation. - Forslaget fremsættes af Fællesstyrel­sen, Fru Lemche og 3. Distrikt i For­ening. Forslagsstillerne haaber, at der dermed er skabt Ro om denne meget omstridte og omdebatterede Paragraf, idet Repræsentanter for de forskellige Anskuelser paa dette Punkt er blevet enige. Vi haaber og tror, at ogsaa Fæl­lesmødet vil kunne modtage dette For­slag, som der fra alle Sider er sat me­get ind paa at opnaa Enighed om.

En nærmere Redegørelse om Enkelt­hederne vil fremkomme under dette sær­lige Punkt paa Dagsordenen.



 

Hovedkontoret,

det Sted, hvor alle Traadene samles - har atter i Aar arbejdet under vanskellige Forhold. Det er jo saaledes, at det ledende Arbejde efter Frk. Daugaards Bortgang besørges af Formanden med Assistance af enkelte af Fællesst. Medlemmer, medens det almindelige kontormæssige Arbejde bestrides af en Kontorassistent. I denne Stil­ling er der sket Forandring i Aarets Løb, idet Fru M. Schrøder, som tiltraadte 1. Maj 1919, paa Grund af pri­vate Forhold atter forlod os Decbr. 19. I hendes Sted tiltraadte Frk. T. Sørensen, men da ogsaa hun ønskede at gøre Forandring, havde vi den Glæde at faa vor tidligere Assistent Frk. R. Nielsen tilbage; hun har i omtrent 4 Aar arbejdet under Frk. Daugaards dygtige Ledelse, saa vi haaber dette nu vil blive til Gavn for vort Arbejde.

Foruden en Mængde Udvalgsmøder har der i Aarets Løb været afholdt 4 F. S. Møder og 15 F. U. Møder. Forin­den jeg gaar over til Omtalen af det Arbejde, D. K. har udrettet udadtil, skal jeg blot nævne, at D. K. kan glæde sig ved at have Statsunderstøttelse til føl­gende af sine Opgaver:

Til Kv. og Samf.

 „ Husholdningskursus,

 „ Sykursus,

 „ Kursus i Samfundslære,

og endelig har vi faaet et Statstilskud paa Kr. 500,00 til Bestridelse af en Del af Udgifterne ved D. K.s Repræsenta­tion paa den nys afholdte internationale Kongres i Genf. Fra Kredsene har vi til dette Formaal modtaget ca. 800 Kr., som vi hjertelig takker for.

Jeg forlader hermed D. K.s indre Forhold og vender mig til en Omtale af det Arbejde, der tillige peger udad mod Offentligheden og Lovgivningsmagten.

 

Valglov m. m.

Den Resolution om en Ændring i Valgloven, der blev vedtaget paa sidste Fællesmøde og indsendt til Regering og Rigsdag, blev i Foraaret, da Valgloven var til Behandling paa Rigsdagen, atter indsendt. Den nye Valglov opfylder paa væsentlige Punkter, hvad D. K. ønskede, nemlig Forholdstalsvalg i store Kredse, en Bestemmelse, der skulde gøre det lettere for Kvinderne at blive opstillede til Valg, samt Ret til at stemme paa en bestemt Person paa Listen, hvorved vi altsaa er i Stand til - hvis vi ønsker det - at give eventuelle Kvindesagsrepræsentanter vort Kryds, men megen praktisk Betydning faar disse Bestemmelser næppe for Kvinderne, saa længe de politiske Organisationer endnu har et saa afgørende Ord at sige m. H. t. Op­stillingen, og saa længe Kvinderne endnu kun er et lille Mindretal, der hvor de afgørende Bestemmelser træffes. Ved det forestaaende Valg, der antagelig kommer til September, vil vi anmode vore Kredse om at interpellere Kandida­terne om enkelte for Kvindesagen sær­lig betydningsfulde Spørgsmaal, saaledes 1) Ægteskabsloven, 2) Loven om Kvin­ders Adgang til verdslige og gejstlige Embeder, om Kvinders huslige Uddan­nelse, Spørgsmaal, der uden Tvivl vil komme frem paa Rigsdagen i den nær­meste Fremtid.

 

Ægteskabsloven.

I Anledning af Ægteskabslovens Fore­læggelse vedtog, som De vil mindes - Fællesmødet sidste Aar en Resolution der udtrykte D. K.s Glæde over, at vore gamle Krav om Forbedring af gift Kvin­des Stilling som Hustru og Moder snart kunde ske Fyldest. - Den 27. Novbr. 1919 overrakte D. K.s Formand et An­dragende til Regering og Rigsdag, der udtrykte D. K.s Opfattelse  af Lovfor­slagets forskellige Punkter, en Opfat­telse i Overensstemmelse med D. K.s Program og hele historiske Stilling til Spørgsmaalet - jeg skal dog under­strege, at vi ang. det meget omdebat­terede Punkt om tvungen eller ikke tvun­gen borgerlig Ægteforening ikke frem­kom med nogen Udtalelse, da dette ikke er Kvindesag og ikke kan forudsættes at samle D. K.s Medlemmer i en enig Opfattelse. Vi lagde Hovedvægten paa den gifte Kvindes selvstændige økonomiske Stilling og paa hendes Ret som Moder, den Ret som hun endnu ikke har. - Da Lovforslaget kom til Behandling i Landstinget, sendte F. S. endvidere en Anmodning til alle de kv. Landstingsmænd om ikke at svigte Kvinderne, men virke energisk til Lovens Gennemførelse. For at imødegaa den stærke Kritik, der fra forskellig Side fremkom mod Forslaget, udarbejdede Formanden for den skandinaviske Familieretskommission, Prof. Viggo Betzon - ikke mindst med Henblik paa D. K.s Medlemmer, som han med Rette forudsatte særlig interesserede - en Pjece: „Hvad nyt bringer Ægteskabsloven”. Denne Pjece tilligemed Lovforslaget, som det var ved­taget i Folketinget, udsendtes til alle D. K.s Kredse til Gennemgang og Diskussion. Vi har fra flere Kredse faaet Beretninger, som har glædet os meget, om de Møder, der er bleven holdt i denne Anledning og om Resultaterne af de førte Diskussioner. Jeg vil opfordre de Kredse, der endnu ikke har kunnet tage fat paa dette vigtige Spørgsmaal til saasnart muligt at gøre det, idet de benyt­ter Pjece og Lovforslag ved et Medlems­møde, hvor de enkelte Medlemmer frit kan spørge og faa Svar paa alt, hvad der kan være nogen Tvivl om, og kan faa den fulde Forstaaelse af, hvor umaadelig betydningsfuld denne Sags Gen­nemførelse er for Kvinderne her i Lan­det, Pjecen findes i et stort Oplag her paa Mødet i Bureauet, og det anbefales alle at købe den.

F. S. vedtog paa sit Møde i Dag at indsende et Andragende til den nu sid­dende Regering om Lovens snarlige Genoptagelse.

 

Lige Løn.

Den 1. Oktbr. traadte Statens nye Lønningslov ud i Livet - en Lov, der var imødeset med saa megen Længsel af de paa Grund af Dyrtiden vanskelig stillede Embedsmænd og Funktionærer, og som blev ventet med den største Spænding og Forventning af Dansk Kvin­desamfund. Gennem den kunde et af Kvindesagens store Programpunkter bli­ve gennemført nemlig: Samme Løn for Mand og Kvinde i samme Tjenestestil­ling. Vi sejrede - trods alle velmente Forsøg paa fremdeles at stemple Kvin­derne som

2. Klasses Arbejdere; trods alle Begrundelser om deres mindre An­vendelighed, færre Fornødenheder, min­dre økonomiske Forpligtelser, større Sy­gelighed o. s. v. vedtog Landets lovgi­vende Forsamling enstemmig at under­kende alle disse værdiløse Argumenter og ansaa for Ret, at der fastsættes sam­me Løn for Mand og Kvinde for sam­me Arbejde. Et uhyre moralsk og økonomisk Tryk blev derved løftet fra Kvin­dernes Skuldre. Paa D. K.s Vegne retter jeg en Tak til alle dem, der har bidraget til denne Landvinding, til den, der talte de første Ord i denne Sag - i en Artikel i Kv. og Samf. i 1889 - Frk. Anne Bruun, og til den, der slog det sidste afgørende Slag, Frk. Thora Pe­dersen, det eneste kvindelige Medlem af den store Lønningskommission.    Efter Opfordring fra svenske Kvindesagsorganisationer har Formanden og Medl. af F. S. Frk. Anna Westergaard været paa en Foredragsrejse i Sverige, hvor Kvin­derne i Øjeblikket kæmper for og haaber paa Ligelønsprincippets Gennemfø­relse, og hvor man derfor ønskede at faa Raad og Impulser her nede fra. - Det kunde være meget fristende at dvæle lidt ved den Modstand, der er kommet til Orde fra forskellig Side - men jeg maa af Hensyn til Tiden lade det ligge.

Til de Kvinder, der herved er naaet frem til økonomisk Ligeret med Mæn­dene, til dem, der skal bære den store Sejr over Reaktionen ind i Fremtiden, stiller nu Kvindesagen sit stærke og ubønhørlige Krav - Kravet om at Vær­ne det vundne ved at gøre deres Ind­sats i Arbejdet, saaledes at den ikke alene staar paa Højde med Mændenes, det tvivler ingen her om at den gør, men saaledes, at den staar over det almindelige.

Fremskridtet føder i sig selv Reaktio­nen - de Kvinder, der nu staar ude i Arbejdet, har Ansvar overfor Fremtiden for, at det vundne bevares for dem, der følger efter os, for, at vi viser, at vort Arbejde rigeligt er Lønnen værd. Den Sejr, vi vandt, kan give Bagslag, dersom vi ikke som kloge og retsindige Sejrherrer gennem vort Arbejde fører Beviset for, at Sejren var retfærdig.

Og ogsaa paa de Kvinder, der ikke staar i Erhvervene, men som arbejder i Hjemmene, hviler et Ansvar - Ansva­ret for, at der ikke med Støtte fra Kvinder kan skabes Modvilje eller Modbe­vægelse, der kan bringe det i Fare, som nu er naaet og er den dyrt købte Frugt af de mange Aars Kamp og Arbejde - til Gavn for alle Kvinder, til Højnelse af det almene Syn paa, hvad Kvinders Arbejde er værd.

 

Adgang til Embeder og Stillinger.

Dette Lovforslag stødte, som bekendt, paa en kraftig Modstand paa eet eneste Punkt, nemlig Spørgsmaalet om de kvindelige Præster.

D. K. udtalte i sin Tid sin Glæde over Lovforslagets Fremkomst, og Arbejdet har da ogsaa gaaet ud paa ved Afholdelse af Møder og ved Indlæg i Bladet at forsvare Lovforslaget og gøre vort til dets Gennemførelse. D. K. har haft det Held i sin Fællesstyrelse at have et Medlem, der paa en udmærket Maade har støttet Sagen ved Afholdelse af Foredrag i Kredsene ang. de kvindelige Præ­ster, Fru Charlotte Hansen, Form. for Kristne Kvinders Vælgerforening, der har ydet et fortræffeligt Arbejde i denne Sag.

Iøvrigt ligger Sagen jo nu stille. Da det saa ud til, at den skulde strande i Rigsdagens Fællesudvalg, sendte F. S. Andragende til dette om endelig at gøre det mest mulige for at faa det gennem­ført -, fremhævede, hvor betydnings­fuld Sagen var for Kvinderne, og den store Skuffelse, Kvinderne vilde lide, hvis den nu strandede.

F. S. har nu bestemt sig til at anmo­de den nuværende Regering om atter at rejse Sagen.

Paa dette Omraade (Kv. Adgang til Stillinger) er endnu sket en Ting, som jeg vil omtale:

En af de Love, som vedtoges ved Genforeningen, Loven om Ændringen af Skoleforholdene i Sønderjylland, har gi­vet alle sønderjyske Kvinder Adgang til Skolekommissionerne - et gammelt Krav fra D. K. gaar jo ud paa dette, men Nord for Kongeaaen har kun Enker med undervisningspligtige Børn Ret til at sidde i disse Kommissioner.

Vi paaskønner i høj Grad dette Frem­skridt. Gaar Loven om Adgang til Embeder igennem, saa er denne Skranke ogsaa falden for os andre.

 

Kvinders Natarbejde.

Sammen med D. K. N. har vi i Oktbr. 1919 til Regering og Rigsdag indsendt et Andragende om, at Særlovgivning for Kvinder

m. H. t. Forbud mod Natarbejde ikke maa blive vedtaget her i Dan­mark. Vi har gjort dette; fordi vi forudsaa, at et Forslag i denne Retning i den nærmeste Fremtid vil blive forelagt Rigs­dagen paa Grundlag af de Bestemmelser, der blev truffet paa Arbejderkonferen­cen i Washington sidste Efteraar, og paa hvilken ogsaa Danmarks Repræsentanter sluttede sig til Kravet om Natarbejdets Afskaffelse for Kvinder alene. Vi har ligesom i 1912, da det lykkedes at faa Forslaget forkastet, søgt Samarbejde med kvindelige Arbejderorganisationer, og disse har trods det socialdemokrati­ske Partis Tilslutning til Kravet lovet os Samarbejde og Støtte. Vi vil til det yderst modsætte os, at Kvinders uhindrede Adgang til Arbejde begrænses ved Særlove - selv om de fremkommer un­der det smukke Navn Særbeskyttelse.

 

Aldersrenten.

Det Lovforslag om Invalide- og Aldersrente, som blev forelagt i Rigsdagssamlingen 1919/20, indeholdt den Bestemmelse, at den Rente, der skulde gives de gamle eller invalide Kvinder, var ringere end den, der var foreslaaet for Mændene. D. K. rejste en Protest her­imod, idet vi indsendte et Andragende til Regering og Rigsdag, hvori vi bl. a. gjorde gældende, at den Pension, Sam­fundet giver en Kvinde som en Slags Ef­terløn for samfundsnyttigt og hæderligt Arbejde, ikke bør være lavere end den, der gives en Mand for samme Ydelse.

Spørgsmaalet er senere omtalt og dis­kuteret i Bladet, særligt paa Grund af de Udtalelser, der fra forskellige mand­lige og kvindelige Rigsdagsmænd var fremsat i Anledning af denne Sag.

 

Skolesagen.

Sidste Fællesmøde beskæftigede sig indgaaende med Skolesagen, der ogsaa har været drøftet paa Distriktsmøder og i forskellige Kredse. I Aarets Løb har vi udsendt Udvalgets Betænkning til Af­stemning og Drøftelse i Kredsene, og F. S. har derefter til den store Skolekom­mission indsendt et langt og indgaaen­de andragende om

at Haandarbejde og Gymnastik gøres til obligatorisk Skolefag for baade Drenge og Piger,

at Praktisk Skolekøkkenarbejde og Sløjd indføres saavidt  muligt  baade for  Drenge og Piger,

at Undervisning i Bøgers Brug indføres,

at kommunale Børnehaver oprettes og

at Fritidsværksted oprettes.

Samtidig er det betonet, at disse nye Fags Indlemmelse i Skoleordningen ikke maa resultere i, at Pigerne lærer mindre i de almindelige Skolefag end Dren­gene.

 

Husgerning.

Det Udvalg, som har været nedsat i D. K. ang. Husholdningssagen, afgav sin Betænkning i Septbr. 1919.

Udvalgets Forslag gik bl. a. ud paa, at D. K. samtidigt med at fortsætte Arbejdet med sine Husholdningskursus skulde søge at faa dygtige Husmødre til som Læremødre at antage unge Piger som Elever, uddanne dem i al huslig Gerning i l á 2 Aar mod Løn og saaledes, at Læ­retiden afsluttedes med et Lærebrev.

Et Spørgeskema er udarbejdet, og en Del Husmødre har meldt sig som Læremødre, men som man paa Forhaand kan tænke sig, som Elever har der endnu in­gen meldt sig. Spørgsmaalet er jo i disse tider særligt brændende og vanskeligt, og de forskelligste Udveje søges fra de forskellige Sider gennemført. Sagen skal jo diskuteres her paa Fællesmødet som et særligt Punkt paa Dagsordenen; jeg skal derfor ikke komme nærmere ind paa den her, men blot tilføje, at F. S. har søgt Staten om Forhøjelse af det Tilskud, der gives til ubemidlede Elever paa Husholdningsskoler.

 

Forsørgerhjælpen.

Et stort og indviklet Spørgsmaal har vi gjort til Genstand for Diskussion i Kredsene og i vort Medlemsblad, nemlig Spørgsmaalet om, hvorvidt Staten burde komme Familieforsørgerne økonomisk til Hjælp. Det er mit foreløbige Indtryk, at denne Sag ikke vil kunne samle D. K.s Medlemmer i Enighed, men derom vil Diskussionen i Morgen om dette særlige Punkt paa Dagsordenen jo give nærmere Oplysning. Jeg har Indtryk af, at en stor Del af vore Medlemmer har beskæftiget sig alvorligt og indgaaende med Sagen, og at Modstanden mod Tan­ken er mindst lige saa alvorlig og be­gejstret som Tilslutningen.

 

Forskellige

andre Opgaver

har ligget for - jeg skal nævne de vigtigere af dem:

1)  Sammen med en Del andre Kvinde­organisationer har vi henvendt os til Regering og Rigsdag med Anmodning om, at Kvinder maa faa Adgang til Bureauer og Kommissioner, der oprettes under Folkenes Forbund, og at den ene af de 3 Repræsentanter    for Danmark maatte blive en Kvinde.

2)  Vi har beskæftiget os med Spørgsmaalet om Kvindernes Hjælp ved de Epidemier, der har raset i vort Land, og vi véd, at mange Kredse har taget Initia­tivet til at organisere saadan Hjælp Landet over.

3)   Vi har ved en Repræsentant deltaget i Omordningen af Lovene for ,,Kvindernes Bygning”; der er nu her tilvejebragt Love, som bedre end de gamle giver Bevægefrihed for Styrelsen og Mu­lighed for Handling.

4)  Vi har sammen med forskellige an­dre Foreninger deriblandt Nordslesvigsk Kvindeforening arbejdet for, at det Kvindeseminarium, der fandtes i  Sønderjylland, ikke  maa blive nedlagt;  vi traadte her for første Gang i Samarbejde med nordsl. Kvindeforening.

5)  Garantsummen er indgaaet med Kr. 2870,00 og Regnskab herfor aflagt i Bladet.

6)   Legaterne er fordelt saaledes:

Trier: 2 Portioner á Kr. 300,00

Andræ: 8       -      á   „   200,00  

              l       -      á   ,,   100,00.

7)   Af praktiske Kursus har der været afholdt ca. 24 Husholdningskursus og 42 Sykursus med ialt 529 Elever paa disse Sykursus.   

 

Nordisk Samarbejde.

Med Kvindesagsorganisationerne i de andre nordiske Lande er Samarbejdet bleven fortsat i det forløbne Aar uden dog at kunne opvise større Resultater.

Formanden for Nordisk Kvindesagsnævn, Fru Stampe-Feddersen, har nedlagt sit Formandshverv, men er gaaet ind paa vedblivende at være Medlem af Nævnet. I den Anledning enedes man om, at Nævnet ligesom i de første Aar af dets Tilværelse foreløbig skulde virke uden Formand, idet Sekretæren kunde indkalde til Møder.

Medlemmer af Nævnet er J. Arenholt, H. Forchhammer, L. Wright, A. Stampe Feddersen, C. Tybjerg, Johanne Jensen og

E. Hein.

Nordisk Kvindesagnsnævn i Danmark har i sine Møder i Vinter bl. a. behandlet Spørgsmaalet om Forbud mod Kvinders Natarbejde og drøftet denne Sag med Sverige og Norge.

Fra Finland er indløbet Meddelelse om, at man dér haaber at kunne afholde et Nordisk Kvindesagsmøde i Helsing­fors i Sommeren 1921.

 

Det øvrige internationale Kvindesagsarbejde.

Verdenskrigens Afslutning har atter knyttet Traadene mellem Kvindesagsor­ganisationerne Verden over, idet den internationale Kvindevalgrets Alliance i Begyndelsen af Juni Md. d. A. afholdt en straalende, festlig og begivenhedsrig Kongres i Géneve i Schweitz. Kvinder repræsenterende alle Verdens Nationer samledes til fælles Arbejde med fælles Formaal. 31 Nationer var repræsentere­de, deraf 21 med fuld politisk Frihed for Kvinderne, en Frihed vundet - for flere Landes Vedkommende - midt under revolutionære, fortvivlede Tilstande, i andre vundet roligt og selvfølgeligt, men overalt i Erkendelsen af, at Kvinderne under Verdenskrigen havde dokumente­ret deres Ret til at ligestilles med Mændene som Statsborgere, i Erkendelsen af, at Kvindernes Hjælp kræves til Genopbyggelse af Nationernes Liv og Haab.

Fra den første til den sidste Dag mødtes de forskellige Kvinder, uden at noget Tegn paa Ubehag ved Samværet sporedes, uden noget Tegn paa fjendtligt Sindelag indbyrdes. Verdenskrigen og dens forfærdelige Virkninger rundt om i Europa var ikke glemt, og Kongresdel­tagerne ønskede ikke, at den skulde være glemt; de ødelagte Egne, de sultende Børn, de lidende Mennesker i Europas Lande levede i hver Tanke, i hvert Sind, men man forenede sig af sin inderste Vilje og Trang i fælles Ønske og Haab om en bedre Fremtid.

Kongressens Forløb viste Kvindesagens stærke Fremgang i de senere Aar. Ved et off. Møde besøgt af 1000 Mennesker talte

7 kvindelige Parlamentsmedlemmer fra forskellige Lande, fra England - Verdens ældste Parlament - mødte Lady Astor, modtaget med endeløs Jubel. Ung, frisk og med en lysende Intelligens berettede hun om sit Parlamentsarbejde. Fra Danmark mødte Fru Elna Munch, der i en munter og fornøjelig Tale særlig dvælede ved sin Rigsdagsdebat i Anledning af Ligeløn­nen; alle var  fortræffelige Talere.

Ved et andet offentligt Møde talte en lang Række af nuværende og tidligere Kommunalbestyrelsesmedlemmer om de­res Arbejde, deriblandt D. K.s Formand. En meget interessant Debat om Kvinders Adgang til Arbejde fandt Sted ved et Forhandlingsmøde, hvor D. K.s For­mand efter Opfordring fra Alliancens Sekretær var Indleder.

Ved et offentligt Møde talte paa D. K.s Vegne Forfatterinden Fru Inga Nalbandian om Virkningerne af Kvindevalgrettens Indførelse i Danmark og om Dansk Kvindesamfunds Arbejde, og hun gentog paa Hjemrejsen dette Foredrag i Paris, hvor hun blev afbrudt af enthusiastisk Bifald, da hun omtalte vore søn­derjyske Søstres trofaste Kamp for de­res Nationalitet, den Kamp, der nu har ført dem hjem.

En detailleret Beretning om Kvinder­nes retslige og økonomiske Stilling i Danmark samt om D. K.s Program, Formaal og Arbejde var i forvejen ind­sendt til Kongressen, fra hvilken der forhaabentlig inden lang Tid vil frem­komme en officiel Beretning.

Af denne vil det fremgaa, som jeg allerede kortelig har skrevet i „Kv. og Samf”, at vort Program og vort Ar­bejde er i nøjeste Overensstemmelse med det Program, som den internatio­nale Alliance har afstukket som sit Fremtidsprogram. Vi staar ikke alene, Amerikas, Australiens, Englands, Tysk­lands, Frankrigs, Skandinaviens, Hol­lands, Japans, Indiens og endnu mange flere gamle og nye Nationers Kvinder har givet hinanden Haandslag paa at kæmpe og arbejde sammen mod det store Maal: Lige Ret for Mand og Kvinde, har lovet hinanden hver paa sit Sted at sætte al Kraft ind paa at udvikle og dygtiggøre Kvinderne som Verdensborgere og Statsborgere. Dansk Kvindesamfund er nu et Led i en stærk international Kæde af Søsterorganisationer, og jeg skal fra Kongressen overbringe Hilsener fra vore Søstre Verden over. Sammen vandrer vi nu videre frem - Lunkenhed, Kølighed, Tvivl maa vige, vi har nu Ansvaret ikke blot for os selv, men ogsaa overfor de andre.

Gid vort Samvær i disse Dage maa styrke vor Energi, opmuntre vort Ar­bejde. -

(Beretning om Fællesmødet fortsæt­tes i næste Nr. Red.)