Løser obligatorisk Undervisning det huslige Spørgsmaal

I den sidste Tid er der bleven Røre i Sagen om det huslige Arbejde og dettes Udførelse i Hjemmene. Forholdet er jo nemlig efterhaanden bleven det, at kvindelig Hjælp til Ud­førelse af de i Hjemmene nødvendige huslige Arbejder ikke er til at opdri­ve, idet Tjenestepigernes eller Hus­assistenternes Antal er saa ringe, saa det paa langt nær kan tilfredsstille. Efterspørgselen, og de unge Piger i 14-16 Aars Alderen maa jo nu om Stunder - naar de skal være lidt med - kun eet af to, enten gaa i Skole med Præliminær- eller Studen­tereksamen for Øje, eller ogsaa skal de paa et Kontor eller lignende. Man er i forskellige, selvfølgelig mest Kvindelejre begyndt at røre paa sig, man har begyndt at indse, at galt er det og værre bliver det; noget maa der gøres. Der nedsættes Kommissio­ner, der dannes Sammenslutninger; hvis tilsyneladende første Formaal er at raade Bod paa de Nødstilstande, hvori de arme Husmødre, der sidder med Hænderne fulde af huslige Be­sværligheder, befinder sig. - Selverhvervende og ikke selverhvervende Kvinde forener sig, - ganske vist hver paa sin Side - i Raabet om: Hjælp de betrængte! Samfundet gaar om ikke tilgrunde saa tilbage, og man lægger saa Hovederne i Blød, som man siger, man spekulerer og grubliserer og kommer saa tilsidst til det Resultat, at den eneste Redning er: obligatorisk Undervisning i Hus­gerning, først i Barnealderen i Børneskolen, saa i Ungdomsaarene i en Børneskolen fortsættende Fortsættelsesskole eller Ungdomsskole, og naar saa alt dette er gennemgaaet, ja saa er de unge Kvinder godt garderet, saa kan de møde mulige senere huslige Besværligheder med rank Ryg og oprejst Pande, for hvad: vi har jo gaaet i baade Skolekøkken og Fortsættelsesskole. Selvfølgelig skal derfor og­saa alt dette være obligatorisik; vi er et demokratisk Folk, ens Ret for Grossererens som for Arbejdsmandens unge Datter, og naar saa disse obliga­toriske Undervisningsklasser - i hvilke de unge Pigebørn fra 12-14 og op til 16 Aars Alderen sikkert baade kan og vil lære uhyre meget godt og gavnligt - er gennemgaaet, saa slip­per de løs og hopper saa vist oftest, kan man forudsætte, med Lyst og Glæde ud fra Skolen, med den Tan­ke og Bevidsthed, saa nu er det overstaaet, nu er jeg fri og frank for disse mig fra oven paatvungne huslige Sys­ler. Og Mødrene til disse unge Piger, dem vil en saadan obligatorisk huslig Undervisning blive en kærkom­men Gave. Skolen tager sig jo ogsaa af dette med de besværlige huslige Arbejder: „Naar du gør det i Skolen, min Pige, saa kan du godt være fri herhjemme,” siger den tilsyneladende ømme og hensynsfulde Moder og dækker ved denne Udtalelse sin Ulyst til selv at sætte sin unge Datter til dette eller hint; og kommer saa den Dag, da den samme Datter skal gif­tes, efter maaske i nogle Aar at have været selverhvervende i den For­stand, at hun af sin Kontor- eller Telefongage skal klæde sig, men el­lers faar alt andet frit hjemme i Form af Kost og Logi, ja da kan jo et Maanedskursus fuldstændiggøre den i Skoleaarene paabegyndte huslige Ud­dannelse, saa Ægtemanden kan være fuldt og fast overbevist om, at hans vordende Kone har alle sine Patenter i Orden for at blive en økonomisk, dygtig og interesseret Husmoder.

Andragender og Betænkninger fly­der ogsaa i brede Strømme til Rege­ring og Rigsdag: „Ræk dog en hjæl­pende Haand og alt skal i Løbet af kort Tid blive anderledes!” Man hen­viser til andre Lande, til Sverige f. Eks., hvor man i snart hver Kom­mune har oprettet, hvad man paa svensk kaldes „Yrkesskoler”; Skoler hvortil den kvindelige Ungdom baade kan og skal søge og faa Undervisning i alt, fra Madlavning til Rengøring, fra Vadsk til Barnepleje, og selvfølge­lig kan man ikke tvivle om, at dette er baade godt og gavnligt, men over­bevise En om, at Nødstilstanden over­for det huslige Arbejde herved bliver afhjulpen, kan disse Forhold ikke.

Mon det dog ikke snart var paa Tide, at vi vaagnede op, gned vore Øjne og fik dem spærret saa vidt op, saa vi kunde faa Syn for, hvor al denne Tvungenhed og Lovgiven for baade dette og hint fører hen; er det da kommen saa vidt her i vort Land, at der ikke findes en eneste Husmo­der og Moder mere, der kan el­ler vil tage sig af sine Pigebørn, eks­isterer der ikke flere af disse dygtige, myndige Borgerfruer og Landmands­koner, der før i Tiden kunde gøre Fyl­dest i Køkken og Kælder, ved Væv og Rok, der forstod sig paa Havens Urter og Fæet i Stalden, der ganske vist ikke havde Stemmeret, men til hvis Tale og Raad baade Borger og Bonde og Adelsmand med lyttede. Ja smaat kan det maaske være med Dyg­tigheden nu om Stunder, men saa smaat er det ikke, at der ikke Landet over rundt om i Hjemmene sid­der mange, mange dygtige Husmødre og Mødre, der baade har Evner og Vilje til at staa som gode og kyn­dige Vejledere for den opvoksende kvindelige Slægt, men hvad kan det nytte, at mange har Evnen og Viljen; tjene ved husligt Arbejde, hvem vil det?

Det er snart paa Tide, at det kan gaa op for danske Husmødre og Mø­dre, at ad Lovbundenhedens Vej kom­mer vi aldrig frem til bedre Kaar for det huslige Arbejde, der kan oprettes Statsskoler, det kan ved Lov paa­bydes, at enhver ung Pige skal søge en saadan, men afhjælpe Ondet i sin Rod, det kan man ikke ad denne Vej.

Hvad skal der da gøres? Der skal gøres det, at vi igen faar Lov til at røre os frit, det skal ikke ad Tvan­gens, men ad Frivillighedens Vej gaa op for os Kvinder, i hvad Stand og Stilling, vi end er, at vore unge Dø­tre de kan i Alderen fra 14-16 Aar tage sig noget nyttigere for end sid­de paa Skolebænk eller paa Kontor­stole, og det nyttigere er, at de bliver belært om husligt Arbejde, men dette maa ikke ske udenfor Hjemme­ne; lad os dog faa Lov til at beholde de unge - ikke absolut vore egne, men saa andres unge - i Hjemmene, lad det dog være Mødrene, der i 12 -14-16 Aars Alderen giver de unge Belæringen i Køkken og Kælder, i Stue, i Have og hvor det nu er.

Alt dette lyder saa kønt, vil man sige, men Tiderne har vist, at Mø­drene ikke var denne deres naturlige Opgave voksen, derfor maa andre gri­be ind. Nej, dette tror man nok, naar man nu i mange Aar er blevet tudet Ørerne fulde af, at husligt Arbejde det var Slæb og Slid, det var for dem, der ikke kunde andet, det var nedværdigende og meget andet; nej Guldet at vinde og Anseelse at faa, det var ved alt det meget andet, Kon­tor, Telefon, Butik o. s. v.; men Sku­den er ude i Storm nu, og kender Kvinderne deres Besøgelsestid, saa vender de Skuden, inden den kuldsejler. Det huslige Arbejdes Udførel­se kommer Masser af Kvinder ikke udenom, Flertallet kommer til at ha­ve med det at gøre; hvorfor er det ofte Slid og Slæb? Fordi der er for faa til at udføre det, det er en stor Meningsløshed, at vi rundt omkring i Hjemmene skal staa med manglen­de kvindelig Arbejdskraft til de hus­lige Arbejders Udførelse, naar der faktisk gaar i tusindvis af unge, ra­ske kvindelige Hænder ledige paa Ar­bejdsmarkedet, og det gør der i de mange 14-16 Aars unge Piger, der fylder Skolerne og delvis Kontor­pladserne i mange Brancher, lad os faa fat i dem, lad det blive en Mode­sag, at de skal udfylde de ledige Pladser paa Husholdningsmarkedet, men lad os Mødre og Husmødre rej­se os og højlydt for Alverden beken­de, at vi vil ikke finde os i, at vi paa dette Omraade bliver sat til Vægs af dem, der i obligatorisk Undervis­ning i Barne- og Ungdomsskolen ser Redningsplanken for det huslige Ar­bejde.

Tilbage til Hjemmenes Arbejde, det har nu længe fra forskellige Sider lydt, ja tilbage til Hjemmene paa den Maade, at det bliver Stedet, hvor Spi­ren blev lagt til Forstaaelse af, hvad husligt Arbejde er værd; lad det ikke blive en Skolesag, lad os Mødre have Lov til at beholde dette, og naar saa de første Ungdomsaar er tjent paa denne Maade, lad saa de unge have Lov til at vælge, hvad Vej de vil gaa, alt, staar dem jo aabent nu; men ved at faa fat i disse unge, var Knuden løst med Hensyn til manglende Arbejdskraft, og umuligt var det maaske ikke, at ogsaa den Knude, der hedder Anseelse, Værd­sættelse af Arbejdet gennem den sti­gende Tilgang ogsaa kunde løses; al­le mulige Betænkeligheder i Form af Raab om, at dette er at skrue Kvin­dernes Udvikling tilbage, er kun falsk Tale. Ære være Skolekøkkensagen med Fortsættelseskole o. m., alt dette er godt og virker til Gavn; men end­nu en Gang skal det pointeres, at af­hjælpe Ondet i sin Rod kan det ikke.

Det, der skal til, er, at vi, der sid­der med de unge, vi skal først indse, at det er os, der skal begynde, hvor­dan vi saa staar, om vi er højt paa Samfundsstigen, om vi befinder os længere eller langt nede paa den, Mø­dre og Husmødre er vi alle, naar vi har Hus og Hjem, og vore unge har som Mennesker ens Værdi og er alle skabte til at staa som nyttige Sam­fundsborgere; derfor maa det til os alle lyde: gør din Borgerpligt, og den hedder ikke obligatorisk Husgerningsundervisning i Skolen i Ungdomsaarene, men den bestaar i, at enhver Kvinde i et Hjem vil paalægge sig selv den frivillige Tvang, at hun la­der sine unge aftjene deres Værnepligt som tjenende ved husligt Arbejde i de unge Aar. Lad os tage os selv til rette, det er i og for sig ikke de unge, det er galt med, det er os, der bærer Skylden, det er vort Syn, der skal æn­dres og os, der skal vise Vejen lige fra Amtmandsfruen til Arbejdskonen. Lad os slutte os sammen om dette, lad os rejse en Agitation Landet over, en Agitation, hvis Motto er: Mødre og Husmødre, lad os give vore unge Døt­re som tjenende huslige Medhjælpere til Hjemmene; vi gavner derved de unge, vi uddyber os selv og bærer derved alle Sten til Samfundets bæ­rende Støtter, Hjemmene; disse skal bevares, derfor maa ingen gaa uden­om.                      Rebekka la Cour.

Baunegaads Husholdningsskole,

Vejen, 20. Juli 1920.