« Tilbage til søgeresultaterne
Bør den gifte Mors Retsstilling være ringere end den ugiftes?
I.
Om 9 Maaneder er det 14 Aar siden, Danmarks Kvinder tog under Overvejelse at udarbejde Lovforslag til Forbedring af den gifte Kvindes Retsstilling.
I Sverige er Maalet naaet i Aar, trøster de danske Kvinder sig taalmodigt med. I Norge er det halve Maal naaet, og det andet halve i Sigte, i Finland er Arbejdet i bedste Gænge.
- Hvorfor skal vi være sidst i Danmark, spørger de. Hvorfor ikke først? Hvorfor skal Danmark - det ældste af de nordiske Riger
- ikke være Foregangslandet, ikke gaa i Spidsen, hvorfor kun være paa Brødrefolkenes Slæbetov? - - -
Hvilke Krav af Kvinderne er det nu, Danmarks Lovgivere nærer saa store Betænkeligheder ved at opfylde?
Det er Kravene om: Retfærdighed og Ligestillethed!
Kvinden ønsker og kræver at være sin Mands Medhjælp - med lige Ret og lige Pligt som han.
„Jeg skal herske over Dig, som skrevet staar,” var Mandens Svar i fordums Tid. „Du skal være mig underdanig, er Du nok saa god at huske!”
Men Herskermagten er en farlig Magt. Den frister til Misbrug - og ved Misbrug forspildes Magten.
Kvinden ruster sig til at dele Mandens Magt med ham, og Manden gør klogt i at regne med Kendsgerningerne.
For 5 1/4 Aar siden indrømmede Danmarks Lovgivere den danske Kvinde Medbestemmelsesretten til at skrive Landets Love. Aar efter Aar udskød man dog Tiden, endelig for 3 Aar siden var Ventetiden endt.
Nu har Kvinden faaet Magten, det afhænger af hende selv, om hun vil bruge denne sin Magt til at praktisere Eventyrets Hustru-Visdom: „Hvad Fatter gør, er altid det rigtige!” Eller om hun vil sige: „Her er det, Skabet skal staa!” Det afhænger af Kvinden selv - og af Manden.
Hvis Manden nemlig nægter at opfylde Kvindens retfærdige og selvfølgelige Krav, maa han finde sig i at tage Skade for Hjemgæld. Finde sig i, at Kvinderne - som de fleste af Lovgivernes Vælgere - foretrækker andre Lovgivere og Statsledere, der vil og kan skaffe dem, hvad de anser for deres Ret. Og danske Politikere kan baade regne og lægge sammen.
Derfor kan Kvinderne være ganske trygge for, at deres Krav vil blive hørt - før eller siden. Derom kan der ikke herske Tvivl. Risikoen ved at sidde Kravene overhørig i Længden er for stor. Derfor vil Regering og Rigsdag kappes om at føje sig efter Kvindekravene. Blandt andet løbes ellers Risikoen for, at Kravene vokser.
Thi hvad er det, Danmarks Kvinder kræver for sig og sine Børn?
Det er den sidste Del - Retten til Børnene - jeg finder mig foranlediget til nærmere at undersøge.
Det vil ske i nogle følgende Artikler.
København, 17. Oktbr. 1920.
