« Tilbage til søgeresultaterne

„En højst uheldig Indretning.”

Af: Anna Westergaard

« Se emneord

Arbejdsgiverforeningens Formand, Bogtrykker Langkjær, har - som be­kendt - fornylig holdt en lang Tale, hvori han kom ind paa mangt og meget og behandlede en Række vigti­ge Samfundsspørgsmaal. Til min udelte Forbavselse synes Hr. L. ogsaa at have omtalt en Side af Kvindesa­gen i sin Tale. Til de øvrige Arbejds­givere har han nemlig, efter et Refe­rat i „Børsen” for Okt., om Lige­lønsprincippets Gennemførelse udtalt sig saaledes:

„Ligelønnen, som Kvindebevægel­sen og Fagforeningen hver paa sit Omraade kæmper for, er en i mange Henseender højst uheldig Indretning, navnlig set med Familieforsørgerens Øjne, og derfor kun altfor velegnet til at modvirke Familiestiftelse og Frugtbarhed i Ægteskabet.”

Naar Ligeløn gennemføres, vil ingen - eller i alt Fald kun faa - gif­te sig, og de, der er saa letsindige at gøre det, de faar ingen Børn.

Se, det kalder jeg et Argument! At Hr. L. dog ikke sagde den lyttende Offentlighed disse Visdomsord i Tide! Havde vi faaet det frem, da Striden stod, saa havde det komplet lammet Ligelønnens Tilhængere; med en saadan Torpedo i Bunden havde Ligelønnen ikke holdt sig oppe ret mange Minutter!

Saaledes taler Formanden for en af vore største hjemlige Sammenslutnin­ger i en formentlig ansvarlig Bestyrel­se om et af Tidens vigtige og alvorli­ge Spørgsmaal.

Nu skal jeg ikke benægte, at der kunde tænkes en vis Forbindelse mellem Ligeløn og Stiftelse af Ægteskab; men modvirke Familiestiftelse kan Li­gelønnen dog næppe - tværtimod - det har da endnu aldrig været hævdet, at det gjorde en Pige mindre tiltrækkende, at hun var velstillet; bliver hun i sit Arbejde efter sit Giftermaal, er det da kun en Fordel, at hun faar en god Løn - forlader hun det, naar hun gifter sig, er Lønspørgsmaalet jo uden Interesse i dette Forhold.

Og Hr. L. har tillige gjort den Op­findelse, at „den uheldige Indretning” vil - modvirke Frugtbarhed i Ægte­skabet, at det, at Konen i et Hjem faar sit Arbejde ordentligt betalt, at Familien altsaa faar lysere, bedre Forhold at leve under - - at alt dette vil modvirke Frugtbarhed i Æg­teskabet.

Men naar man har tænkt lidt over det, unægtelig forbløffende og højst originale i disse Idéer, og har faaet sundet sig lidt ovenpaa det forskræk­kelige Billede af det under Ligeløn­nens Følger hendøende Samfund, som Hr. L. i sin Tale saaledes fremmaner for sine Kolleger, Arbejdsgiverne, ja, saa synes jeg, at man i Grunden bli­ver helt rørt.

For er det ikke ligefrem rørende at se den Alvor og Grundighed, det Ar­bejdsmod, og sidst, men ikke mindst, den inderlige Omhu for Samfundets Bevarelse, med hvilket Arbejdsgiver­nes Formand her er gaaet ombord i Problemerne?

Nu har Mænd og Kvinder i snart Snese af Aar grundigt og samvittig­hedsfuldt arbejdet med dette Spørgs­maal, har vurderet og drøftet Lige­lønnens Berettigelse, dens Følger, og det er derefter erkendt, at det gam­le, forladte System var umuligt, stri­dende mod al sund Sans og Rimelig­hed. Alt dette foruroliger ingenlunde Bogtrykker Langkjær. Sandsynligvis har han ikke Mistanke om det.

”Indretningen” er uheldig! Ja, at Hr. Langkjær finder dette, det er der ikke noget rystende i - det er kun hans Motiveringer, der virker noget forbløffende. Enhver Arbejdsgiver er interesseret i, at der kan skaffes billig Arbejdskraft, og man vil ganske naturligt af denne Grund vel som over­vejende Regel i de private Arbejdsgi­vere, finde Ligeløns-Modstandere.

Men naar dette rene Arbejdsgiver-Standpunkt - som enhver vil forstaa og kunne vurdere efter Fortjeneste - indsvøbes i rørende samfundsmæssi­ge Fraser af tvivlsom Fornuft og kommer frem som en Ulv i Faareklæder, saa bør man straks trække Ulden af Rovdyret og vise det frem for Of­fentligheden, som den højst „uheldige Indretning”, det er.

At en Arbejdsgiver (og ovenikøbet en Arbejdsgiverformand) har et Ar­bejdsgiver-Standpunkt ogsaa i dette Spørgsmaal, det er maaske ikke mere end rimeligt - og menneskeligt er det i alt Fald; men maa vi bare faa det serveret uden Omsvøb - lad os hellere faa det ganske raat; det er i Forvejen ikke synderlig ophøjet, og det bliver ikke kønnere i den Om­skrivning, Bogtr. Langkjær har givet det ved denne Lejlighed.

At Hr. L. vil holde Lønnen nede, er der ikke noget paafaldende i; men Raabet til Kvinderne om „mere billig Arbejdskraft” - det, der nu gennem Aar har affolket Hjemmene for kvin­delige Hjælpere og givet Kvinder de ringest mulige Kaar udenfor Hjem­mene - det Raab bør ikke besmykkes med taabelige Fraser om Familie­livet og Frugtbarhed i Ægteskabet.

Forhaabentlig faar d’Hrr. Arbejds­givere ikke Udbytte mere af at kalde Kvinderne til sig som billig Arbejds­kraft. Forhaabentlig bliver Kaarene for Hjemmenes Arbejde efterhaanden saa gode, at dette kan foretrækkes fremfor de Vilkaar, Kvinder som billigere Arbejdere har faaet i Indu­strien.

Og Familielivet og Frugtbarheden i Ægteskabet, kære Hr. Arbejdsgiver, de „Indretninger” er ikke fra i Gaar - de staar nok Krisen igennem.

« til toppen

Teksttype

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner