« Tilbage til søgeresultaterne
Første Behandling af Forslag til Lov om lige Adgang for Kvinder og Mænd til Tjenestestillinger og Hverv.
Det vil have glædet vore Medlemmer at erfare, at ovennævnte Lovforslag, da det blev genoptaget paa Rigsdagen, fandt Støtte hos alle politiske Partier. Og vi formoder, at det vil interessere dem i Uddrag fra Rigsdagstidende at faa de givne Udtalelser præciserede. Vi knytter dertil en Udtalelse af Fru Charlotte Hansen, Medlem af D. K.s Forretningsudvalg. Fru Ch. H.s Udtalelser er foranlediget ved Prof. Oscar Andersens Indlæg i Sagen.
Johan Laursen, Venstres Ordfører, gjorde opmærksom paa, at Rigsdagen allerede to Gange havde behandlet Lovforslaget, saaledes 14. Jan. 1919, da det blev ret udførligt behandlet, dog uden at blive gennemført, og 7. Oktbr. i følgende Samling. Siden den Tid er der sket en Ændring i Slutningen af Forslaget, hvori det hedder: „Med Hensyn til Adgangen til militære Tjenestestillinger og Hverv og til Embeder, hvortil der kræves Præstevielse, har det dog sit Forblivende ved den hidtil gældende Ordning." I de tidligere Lovforslag var kun militære Stillinger undtagne.
Hr. J. L. hævdede, at der i Virkeligheden havde været stor Enighed under Forhandlingerne, nemlig i at give Kvinder og Mænd lige Adgang til alle Embeder - undtagen til de militære og de Embeder, der krævede Præstevielse - altsaa langt det største Antal Embeder i Landet, men det var gaaet som saa ofte før, at Uenighederne om et enkelt Punkt trængte sig saa stærkt frem, at dette kom til at give Forhandlingen dets Præg. Taleren tilraadede, at man denne Gang ikke af Uenighed over et enkelt Punkt forsømte at tage det store Skridt til Gavn for danske Kvinder ,og han tilsagde paa sit Partis Vegne det af Statsministeren fremsatte Forslag al fornøden Støtte, saa det store Skridt kunde blive taget og man saa senere kunde faa Lejlighed til at overveje Spørgsmaalet om kvindelige Præster.
Kammersgaard (S.) fandt Forslaget i høj Grad forskelligt fra Statsminister Zahles Forslag, hvis Fremsættelse blev hilst med Glæde af Ordføreren for Venstre, det radikale Venstre og Socialdemokratiet; Hr. Jensen Sønderup havde endogsaa ment, at det burde passere Tinget uden Udvalg. Alt tydede paa Fred, „indtil Venstres Fører en skønne Dag greb ind og ødelagde hele Idyllen ved at tage Afstand fra sit eget Partis Ordfører."
Iøvrigt fandt Taleren det tidsspillende at komme ind paa den tidligere Gentagelse af Debatten og sluttede med paa sit Partis Vegne at tilsige dels Villighed til at forhandle om Lovforslaget i et Udvalg i Haab om, at Forhandlingerne maa resultere i, at Kvinder faar samme Adgang som Mænd! bl. a. til Præstegerning.
/. Oskar Andersen (K.) hævdede, at allerede ved den første Fremsættelse af Forslaget havde det konservative Folkeparti erklæret sig villig til at give „Kvinderne Adgang til alle de Stats- og kommunale Embeder og Hverv, som der kunde være Tale om, at „vi her gennem Lovgivningen uden videre kunde disponere over." Derimod havde man taget et afgørende Forbehold med Hensyn til saadanne Stillinger, hvor Statens Lovgivning i Øjeblikket vilde betyde et Overgreb og Indførelsen af et nyt Princip, nemlig naar Staten tog en Lovgivningsafgørelse med Hensyn til indre kirkelige Anliggender, som berørte Ordinationsspørgsmaalet, og gjorde det, inden Kirken var blevet hørt.
Ogsaa denne Taler pegede paa den tidligere stedfundne Delthed indenfor Venstre, og var af den Tro, at Jensen Sønderups Forsvinden fra Tinget kunde udledes dertil, at han i denne Sag indtog et Standpunkt, som efter Prof. Andersens Mening ikke var og ikke kunde være Venstres. „Vi kan godt," fortsatte Taleren, „gaa med til at indrømme, at vi ikke ønsker at udstede noget Forbud mod, at Kvinder kan fa Adgang til Præsteembeder, aldeles ikke; det har vi fra konservativ Side ikke ønsket. Vi har kun betonet, at der ikke bør lovgives herom, før dér fra Kirkens Side foreligger saadanne klare Udtalelser, at vi kan se, at det virkelig er et Ønske fra den Side. Men her er der det mærkelige, at Venstres ærede Ordfører betonede: vi vil gerne være med til at løse dette Spørgsmaal paa en Maade, som de danske Kvinder kan være tjente med. Vi mener imidlertid, at her er der noget andet, som maa tages i Betragtning. Det er ikke nok at imødekomme, hvad en Fraktion af danske Kvinder, der maaske taler noget højt, kan ønske i Øjeblikket, men vi maa ogsaa tage Hensyn til, hvad den danske Kirke ønsker, og det kom ikke klart frem i de Udtalelser, som faldt fra den ærede Ordfører for Venstre, idet han syntes at være villig til, at den danske Rigsdag paa et senere Tidspunkt kunde lovgive om dette Spørgsmaal, uden at Kirken var bleven hørt, naar blot en enkelt Menighed fremsatte Ønske derom, og der var kvindelige Kandidater, der søgte Embedet."
I Anledning af D. K.s Henvendelse til Rigsdagen, udtalte Prof. Andersen:
„Nu læste jeg i Bladene i Morges, at der er fremkommet en Udtalelse - til den højtærede Justitsminister tror jeg det var - fra „Dansk Kvindesamfund", en Henvendelse, som sikkert ogsaa vil komme til dette høje Ting, da det var en Henvendelse til Regeringen og Rigsdagen. Jeg antager, den er udgaaet fra Formanden, den radikale Fru Julie Arenholt, der paa forskellig Maade har agiteret ivrigt for Kvinders Adgang ogsaa til Præstestillingen, men hvem man mærkelig nok aldrig kan faa i Tale ved Møder, naar saadanne holdes - jeg har da forgæves søgt at komme til at diskutere den Sag med hende paa Møder, det har ikke været mig muligt. I denne Henvendelse har man brugt Udtryk, som jeg benytter Lejligheden her til at paatale, da jeg tror, at den Maade at tale Kvindernes Sag paa er meget uheldig. Jeg er ganske overbevist om, at Hovedmassen af danske Kvinder er meget lidt tjent med den Repræsentation for deres Interesser, som „Dansk Kvindesamfund" er, naar det saaledes vil være Talerør for danske Kvinder. Der staar i denne Henvendelse: „Kirken har i sin blinde Iver for at værne Kirkens Omraade ladet de verdslige Myndigheder forhindre Fornyelse og Udvikling indenfor Kirken selv." Jeg gad nok spørge, som jeg har haft Lejlighed til at spørge gentagne Gange: Naar har Kirken forhindret dette; naar har overhovedet Kirken kunnet faa Lejlighed til at udtale sig om kirkelige Anliggender? Har man ikke herinde fra, navnlig fra den radikale Side, som Fru Julie Arenholt er Talsmand, for, Gang paa Gang villet dæmme op for Kirkens Røst? Det har man gjort fra radikal Side; og saa siger man her, at Kirken „i blind Iver" o. s. v.! Det er Floskler, som viser, at man ikke har den mindste Forstaaelse af den Slags Ting, og det lægger alvorlige Hindringer i Vejen for virkelige Forbedringer af Kvindernes Stilling."
Sluttelig hævdede Taleren, at hans Parti stod paa det Standpunkt, at det fuldt ud vilde give Kvinderne den Adgang Lovforslaget aabner dem. Men skulde der fra anden Side lægges Hindringer i Vejen for Lovforslaget, kunde der muligvis være Grund til at tage den Debat op, som ikke, hvad Venstres Ordfører havde bemærket, blev optaget ved de to tidligere Behandlinger, da det ene Spørgsmaal overskyggede alt. Hermed anbefaledes Lovforslaget til hurtig Fremme i Tinget.
Elna Munck (R.) mindede om, at Jensen Sønderups hjertevarme Ord ved Lovforslagets første Fremlægning havde vist sig at være et Raab i Ørkenen, med ham var maaske den eneste virkelige Tilhænger af Kvinders Ligestilling forsvundet fra Partiet Venstre. Prof. Andersen maatte 2000 Aar tilbage i Tiden for „at faa en Knage alt hænge sin Hat paa," og det lykkedes ham endda kun ved at misbruge og misfortolke Paulus’ Ord. Det drejede sig jo iøvrigt ikke om at paatvinge en Række Menigheder en kvindelig Præst, men om, som man fra radikal Side havde hævdet, at der ikke skal lægges Hindringer i Vejen hvis en Kvinde ønsker at blive Præst og en Menighed ønsker at faa hende til Præst. For den Afgørelse maatte „ethvert demokratisk Menneske kunne stemme." Fru M. og hendes Parti kunde ikke stemme for Lovforslaget i dets lemlæstede Skikkelse. Man hævdede sit tidligere Standpunkt, Stillingerne skulde besættes efter Kvalifikationer uden paa Forhaand at sige til Kvinderne: I skal udelukkes, fordi I er Kvinder -, samtidig med at „vi hævder, at Kvinderne ikke skal tages med, blot fordi de er Kvinder." Og af Hensyn til de mangfoldige Kvinder, der vil se en Ydmygelse i Gennemførelsen af et Forslag, der udelukker Kvinder fra Præstegerningen, ønskede Taleren dette behandlet i Udvalg, skønt hun ikke havde megen Tro til det derved opnaaede Resultat.
Statsminister Neergaard henstillede indtrængende til det høje Ting, at det nu endelig „vilde træffe en Afgørelse i denne Sag," et stort og vigtigt Princip, der skulde gennemføres.
„Der har," udtalte Statsministeren „ikke været principiel Uenighed om, hvorvidt Kvinder skulde kunne blive Præster eller ikke; i alt Fald fra mit Partis Side har en principiel Modstand paa dette Punkt ikke givet sig til Kende, og jeg tror egentlig heller ikke fra det konservative Partis Side. Men hvad der er et Faktum, det er, at der ikke har vist sig nogen Trang til en saadan Bestemmelse. Der har vist sig meget stærk Modstand imod den fra vide Kredse af den kirkeligt interesserede Befolkning, og der har paa den anden Side ikke kunnet paapeges et eneste Tilfælde, hvor et Me-nighedsraad har ytret Ønske om at faa en kvindelig Præst eller en ellers kvalificeret kvindelig Kandidat har ønsket et kirkeligt Embede. Det vilde da, forekommer det mig, være ganske urimeligt at standse den store Reform blot paa et rent Principspørgsmaal. Lad Forholdene ordne sig, lad os se om der virkelig er Trang til denne Reform, om der er et mere udbredt Ønske derom indenfor den kirkeligt interesserede Befolkning. Det har vi ikke set endnu. Det er givet, at hvis man fra et af Tingenes Side vil fastholde allerede nu at afgøre Spørgsmaalet om Kvinders Adgang til kirkelige Embedsstillinger, saa falder Reformen denne Gang som tidligere. Det, jeg har foreslaaet, er det, som der kan være Mulighed for at gennemføre, og jeg vil indstændigt anbefale dette høje Ting og hele Rigsdagen nu endelig en Gang at gøre en Ende paa denne Sag."
- -
Professor Oscar Andersens Citering af Dansk Kvindesamfunds Henvendelse til Regeringen synes mindre loyal, idet han ganske har løsrevet sidste Stykke af Henvendelsen fra den naturlige Sammenhæng med første Stykke.
Ordet „Kirken" i sidste Stykke gaar tydelig nok paa de i første Stykke omtalte „visse Sider indenfor Kirken".
Disse „Sider" er jo netop og i første Række Hr. Prof. Oscar Andersen, der optræder med et - iøvrigt ganske selvtaget - Mandat som Repræsentant for „Kirken".
Naar Hr. Professorens og hans Partifællers Iver for at værne Kirkens Omraade betegnes som blind, saa er herved sigtet til, at deres Optræden ganske maa sidestilles med en vis norsk Biskops.
Denne Kirkens Tjener har jo nemlig udtalt, at hellere maa Halvdelen af Norges Prædikestole staa ledige end en Kvinde ansættes som Præst.
En saadan Nidkærhed for Kirkens Tarv maa efter vor Opfattelse betegnes som blind. Forøvrigt synes hans Ønsker at skulle gaa i Opfyldelse, idet der nu ifølge Bert. Tidende for 3. Novbr. 1920 staar 90 norske Præstekald ledige.
Professoren har sikkert følt sig ramt, derom vidner dem ganske ubeherskede Maade, hvorpaa han retter et personligt Angreb paa Fru Julie Arenholt, i Stedet for at holde sig til D. K.s Forretningsudvalg, der jo som bekendt tæller Kvinder fra forskellige politiske Lejre.
Hr. Prof Oscar Andersen har Æren af at være den første, der fra Folketingets Talerstol har forsøgt at mistænkeliggøre D. K.s Henvendelser, som tjenende partipolitiske Formaal.
Charlotte Hansen.
