« Tilbage til søgeresultaterne
OMKRING KVINDESAGEN
I et af de sidste Numre af The Woman´s Leader findes en Beretning fra Ungarn, hvoraf det frem-gaar, at den derværende Reaktion i Øjeblikket sejler for fulde Sejl. Hvis de Lovforslag gaar igennem, som er paatænkt, da vil Ungarn, siger The Woman’s Leader, være det første og eneste Eksempel paa, at »en Stat med Vidende og Vilje tager den Frihed tilbage, den en Gang har givet.«
Et af de reaktionære ungarske Lovforslag gaar ud paa at regulere de kommunale Valg, og gaar det igennem, vil den Ret, de ungarske Kvinder har haft til at blive valgt ind i Borgerrepræsentationer og Sogneraad, blive dem frataget.
Denne Bestemmelse er det videstgaaende Angreb, der i de senere Tider er ført mod Kvindesagen. Vi har paa mange Hold mødt mindre Fribytterskarer, der synes at være ude for at gøre Kvindesagens Samfund utrygt; de ser deres Opgave i at skabe Forvirring om de vundne Resultater og opstiller med mange Gestus Modsætninger, som i Virkeligheden ingen Modsætninger er.
Vi lever i et Tidehverv, som Verden aldrig har set Mage til. Det er - om vi saa maa sige - gaaet saa galt som det kunde, og det er forstaaeligt og undskyldeligt, naar Menneskers aandelige og legemlige Styrke svigter og gør dem ude af Stand til at orientere sig.
Et Synspunkt gør sig halstarrigt gældende - de Principper vi hidtil har levet paa, har tydeligt nok vist sig at være Sand - Grunden er skyllet bort under vore Fødder - vi maa finde andre Fundamenter for de kommende Slægter - væk med alt det, der bedrog, og - saa smider man i Brokkassen godt og daarligt imellem hinanden.
Der blev ikke spurgt om Menneskene selv havde foraarsaget, hvad der skete, derimod var man klar over, at Kristendommen havde spillet fallit, man søgte andre Græsgange, Teosofiens og Spiritismens nuværende Sejrsgang vidner derom, saa vel som det sidste Flugtforsøg bort fra Materialismen, Steiners Lære, der nu forkyndes fra Tyskland.
Vi har set Lande omstyrte alt, hvad der stod; Aanden i dette Omstyrtningsværk breder sig - foreløbig synes Opgaven kun at være den at udrydde, hvad der engang var. Andre Stater mente at finde Redning gennem Systemskifte - der var en Tid, hvor det hørte til Dagens Begivenheder, at Kongetroner sank i Grus - ikke fordi det altid blev godt, hvad man derved opnaaede, men fordi Desperationen og Fortvivlelsen blandt ulykkelige, vildledte Folk forlangte noget andet, end det der havde været.
Denne Hjælpeløshedens Aktivitet spores paa mange Omraader, ogsaa indenfor de mindre ver-densomrystende Centrer. Kunsten vil noget nyt, baade den billedlige Kunst og Digtekunsten. Individualismen fejes paa Dør, det var den der var Genstand for Cultus, da det gik galt, derfor væk med den. Man maler ikke, hvad man ser, men hvad man føler, ved det man ser; Forfatteren fordyber sig ikke længere i Enkeltmands Psykologi; - Enkeltmand har kun Interesse som et Led i det store Fællesskab, Livet er.
Mennesker med nogen Livsens Erfaring vil ikke være \ Tvivl om, at vil det lykkes at bringe vor stakkels oprørte Verden til Ro, saa vil alle de Spørgsmaal, der nu stilles paa Kant, jevne sig og finde Tilpasning - det gode ny kan ikke undvære Rod i det gode gamle. Vi behøver blot at tage Eksempel fra de sidst nævnte aandelige Revolutioner - det var fra Paris, at den ny Kunsts Evangelium først prædikedes, allerede nu er Trekanternes Tid forbi i det kunstelskende Frankrig.
Naar vi saa vender os til Tidens Opfattelse af Kvindesagen, saa skal vi ogsaa her regne ud fra de Aar, vi har gennemlevet, da alt gik galt. Mændene havde skabt Krigen - Kvindernes Opgave i de krigsførende Lande blev det at mildne Ulykkerne - paa Lazaretterne - mellem sultende Mødre og Børn, for ikke at tale om, at de i Hjemmene maatte være baade Far og Mor. Rundt om i Landene sporedes en Tilbagegang i Folkenes moralske Styrke, foruroligende gav den sig tilkende iblandt de unge, overfyldte Opdragelsesanstalter og overfyldte Hospitaler satte Sindene i Angst og Uro.
Hvad laa da nærmere end her, som paa andre Omraader, at vende sig til det bestaaende og sige, det vi har duer ikke, noget nyt, noget andet maa bringes frem, og saa slog man bl. a. ned paa Kvindesagen og tildelte den Motiver, den aldrig har haft.
Kvindesagen, hed det, er skabt af kvindelig Egoisme, Kvindernes Hensigt har været at konkurrere Mændene ned, og saa svigtede de de kvindelige Pligter. Parolen er nu: Kvinderne tilbage til Hjemmene.
Jeg skal søge at klargøre, hvor urigtigt selve Udgangspunktet er for disse Paastande. Endnu for faa Uger siden, den Dag K. F. U. K. fik sin smukke ny Borg indviet, talte Stiftsprovst Ussing i sin Indvielsestale om Kvindesagen, som skabt af Kvinder. Jeg nærer stor Ærbødighed for Stiftsprovsten, men jeg betænker mig ikke paa at sige, at han i denne Vurdering tager ganske fejl. Det er ikke Kvinderne, der har skabt Kvindesagen, det er Mændene.
Det er Mændenes Misbrug af deres Magt, der har kaldt Kvinderne frem. Historien beretter om Systemer, skabt og forsvaret af Mænd, der paa en graverende Maade viser, at de har spærret af for den halve Menneskeheds Ydeevne, nemlig Kvindernes.
Kvindesagen er i sin Rod en Trang, der i Længden ikke lader sig standse; Trangen til at vise Barmhjertighed, og saa er den en Fordring om Retfærdighed.
I Amerika kaldes Kvinderne under Fanerne i Kamp mod det umenneskelige Slaveri, stiftet af Mænd, opretholdt af Mænd, forsvaret af Mænd som et System til Samfundets Bedste. Dagmar Hjort siger i sin gribende Bog om Kvindebevægelsen i Nordamerika, at Slaveriets Barbari overgik i sig selv Beretningen, der er givet derom. Ædle stærke Mænd gør langt om længe Front mod dette Onde; men paa det Tidspunkt er der allerede Kvinder, som hver indenfor sin lille Verden ikke har kunnet udholde at være Tilskuer til en af Menneskehedens uværdigste Foranstaltninger, de gør, hvad de kan for at mildne Mændenes Haardhed.
Det var kristne Kvinder - Lucretia Mott var Kvæker, men de stod ene - Kirken tav i den Strid, der nu udvikler sig, og de kloge varmhjertede Kvinder forstod snart, at skulde de faa Myndighed til at blive hørt, da var Betingelsen, at de fik Stemmeret. I fyrretyve Aar føres Kampen nu med dette Maal for Øje, men da den Dag kom, at de forkuede, uvidende Negere erklæredes for amerikanske Borgere, blev Kvinderne stængt ude fra samme Ret.
Der er i Øjeblikket en vis Trang til at minde om, hvad det er for Vildnis, Kvinderne i Kraft af deres Barmhjertighedsfølelse og deres Retfærdighedsfølelse har maattet rydde for at bane Vej for deres Menneskerettighed og om hvor trægt dette Pionerarbejde har været.
Edith Picton Tubervilles Bog - omtalt i forrige Nummer af Bladet - er et Vidnesbyrd herom. Hun beretter om, hvorledes Missionens Kvinder i Indien har arbejdet paa at befri de indiske Kvinder for den Trældom, hvori Mændene i Følge Religionens Bud har holdt dem, disse af Overtro og Trolddom efter vore Begreber halvt vanvittige Mennesker.
I Kina gælder det samme Forhold med Fodbindingen i Tilgift. Naar den lille Pige er seks Aar, snøres hendes Fødder sammen til Krøplingefødder - i tre Aar er hendes Liv en ustandselig Lidelse, mange kinesiske Mødre dræber deres nyfødte, naar de ser, det er en Pige, for at bevare hende mod Fodbindingens Kvaler. Missionærerne har forstaaet, at her er et af de Vildnis, der maa ryddes, før man kan komme videre.
I et Par Kapitler skildrer Edith P.-T. Kvindernes Kamp i England i Anledning af den Lov, der, efter Napoleons Eksempel i Frankrig, indfører Prostitutionen i England. Josephine Buller er i de forreste Rækker, fulgt af Englands bedste Kvinder, bl. disse Florence Nigthingale, Mary Carpentier o. s. v. Dette Lovforslag fremkaldte den største Kvinderejsning, som var set i England, en Rejsning, der gjaldt Mændenes Løgn, naar de erklærede Kvinder dømt til Utugt for en Nødvendighed for Samfundet. Kvinderne stod atter ene - Kirken fordømte Bevægelsen - den var ukvindelig.
Indenfor europæiske Landegrænser var Rydningsarbejdet ikke af den Art, som det var i Nordamerika og er endnu i Kina og Indien. Men Fordomme var der nok af, og Uretfærdighed var der nok af, og Modstand var der nok af. Men der var blandt vore Kvinder den samme kvindelige Urfølelse, Barmhjertighed med dem, der led tavst og Krav om Retfærdighed for de forurettede.
Alt dette skal huskes, naar de af Øjeblikket skabte Fribytterskarer søger at storme Kvindesagens prøvede, faste Borg. Det var ikke egoistiske Forestillinger om Magt, der rejste Kvinderne, de kom, fordi Samfundet instinksmæssigt reagerede mod en saa fatal Mangel paa Økonomi indenfor Samfundsordenen, som det maa siges at være, naar den halve Menneskehed ikke udvikles til Gavn for Samfundet.
Det andet Angreb paa Kvindesagen, der er rejst af Øjeblikkets Kaos, kalder Kvinderne tilbage til Hjemmene.
De Toner har for mig en ganske hul Klang, naar de udbasuneres som en ny og god Idé til Menneskehedens Frelse - hvad er D. K.s Program om Dygtiggørelse af Kvinderne og Beskyttelse af Børn og Kvinder andet end Hjemmenes Sag.
Og lad os saa se nærmere paa, hvad ovennævnte Frase indeholder.
Vi begynder med Mellemstandens Kvinder - jeg skulde mene, at de sidste Aar har sat dem paa Hjemmest Plads, hvis de ikke har kunnet finde denne af sig selv. Husmødrene har været bundet til deres Hjem paa en Maade, som var ukendt i tidligere Tider. Børnene kan saa vist heller ikke beklage sig, Mødrene har selv passet dem, Hjælp var der ikke at tænke paa. Jeg fyldes af Beundring for disse unge Mødre, naar jeg ser dem paa Togt for at gøre Indkøb - en i Vognen og en eller to ved Siden af Vognen, Hovedet fuldt af, hvad der skal besørges, og saa hjem til Arbejdet.
Arbejdernes Kvinder kan Frasen heller ikke berøre; det er vel et af de virkelige Goder, Tiden har bragt, at Arbejdernes Koner nu kan blive hjemme.
Vi maa da hellere spørge rent ud - er det de selverhvervende Kvinder, der skal føres tilbage til Hjemmene? Skal vi lege Ungarn om igen?
Og da vil jeg svare - det er min Tro, at de allerfleste selverhvervende Kvinder, som i et mekanisk Arbejde kan tjene akkurat nok til at holde Livet gaaende - det skal jo nu en Gang gaa, og det er først de sidste unormale Aar, hvor Fortjenesten har kunnet strække til mere - af disse unge Kvinder ser sikkert Størsteparten naturligt frem til eget Hjem som en Udfrielse. Men vi maa dog huske, at Kvinder, som Mænd kan have Kald for et Arbejde, kan sætte deres Idealitet i Tilknytning til deres Arbejde. Det var ikke godt, om Samfundet udad til skulde miste netop disse Kvinders Indsats. Min Tro er det, at intelligente, arbejdsmodige Kvinder ubetinget tilfører Hjemmet større Værdier end utallige af Kvinder, der sidder hjemme med Stempel af Husets faste Holdepunkt, til trods for at Holdepunktet snurrer rundt mellem Eftermiddagsteer og Aftenselskabelighed.
Sagen er, man vil noget, der ikke lader sig gøre. Fru Gad staar endnu foran tidligere Tiders »uovertræffelige« Omelet, og de for Tiden optrædende Bourgoisi-Reformatorer har bevaret Forestillingen om god Hjælp i Hjemmene til 18-20 Kr. pr. Maaned - en »uovertræffelig« behagelig Tilstand. Men den gaar blot for de mange Hjems Vedkommende paa Tværs af Dyrtidens haardhændede Optræden og paa Tværs af de dygtige unges Fordringer til deres Arbejde, nemlig, at dette byder dem en Fremtid.
Bourgoisidamerne skal forstaa, at de maa tage deres Del af de Byrder, der, ved Menneskenes Mishandling af vort Samfund, er blevet uddelt saa rigeligt, og de skal gøre det med godt Sind og aarvaagne overfor ny Hjælpemidler, som sikkert kun findes gennem kollektive Bestræbelser, men ikke i Haab om, at Tiden vender tilbage.
Yderligere bliver de hule Toner pinligt falske, naar Frasen: Kvinderne tilbage til Hjemmene frem-sættes, som om Samfundet derved var garanteret.
For den, der ikke forbryder sig, er Lov en snurrig uvedkommende Ting, det gode Hjem, det bedste Mennesker ejer, kan blæse af Reformer - lad det gaa saadan eller saadan, Hjemmet er og bliver vor underlige, dybe Hemmelighed, som ingen skal blande sig i - altsaa de gode Hjem gaar ud af Løbet, naar vi søger Midler til at forbedre Livets Forhold for Mennesker - fraset den Værdi de ved at være, tilføjer Samfundet.
Desværre har vi alt for mange Beviser paa, at Hjemmenes Himmel kan være skytung, og en Dag er Uvejret over det - Hjemmet er ikke mere. Muligvis skal den unge Husmor selv til at tage Kampen op for Tilværelsen - godt var det, hvis hun i sin Tid fik lært noget, som hun nu kan anvende - Husmor paa smukke Teorier bliver et magert Udkomme.
Lad os komme fri af denne Taage-Tale om Tilbagevenden til Hjemmene og om det huslige Arbejdes Idyl ud i den blaa Luft.
Nej, lad det huslige Arbejde blive et Levebrød, som frister, fordi det fører til noget, og fordi man sikres en Uddannelse, der regnes for god mellem andre Uddannelser, saa vil nogle af Vanskelighederne ved dette Spørgsmaal være løst, at vi saa maa finde paa kollektive Udveje for dem, der ikke har Raad til Hjælp, det er en anden Sag, og at der skal større Ting til for at bygge Verden op, det er sikkert.
Skulde jeg udtale et Ønske for Fremtiden, da skulde det være Ønsket om, at det maa forstaas af danske Kvinder, netop i de Tider, vi gaar i Møde, at Kvindesagen for Verdens og for vore hjemlige Kvinder har været som en klog og god Mor. Men en klog og god Mor har Børnenes Tillid. Kommer der Bevægelser udefra, der søger at svække denne Tillid, saa slaar Børnene Kreds om denne Mor og siger - lad os bruge det ny i Tiden, som passer os, men lad det gro ud af det en Gang givne, som ikke kan undværes.
Saa længe Kampen staar for at vinde Fodfæste, saa længe er det de stærke og afgjorte, der kan være med; men det forekommer mig, at nu er det haarde Arbejde gjort, og Kvindesagen er som en bred Flod ledet ind i et Leje, hvorfra den kan overrisle tørre Egne og bringe Frugtbarhed vidt omkring. I Virkeligheden burde alle danske Kvinder kunne enes om at staa sammen i den store Fællesopgave at styrke vort svækkede Samfund og derfra føres videre ud i den Verdens Genrejsning, som er henlagt til vor Slægt.
Hos Edith Picton-Turbervill kan hentes Mod og Kræfter. Hun ser med Tillid hen til Kvindernes Evne til at bringe Lægedom, men ogsaa med Bekymring, det er store Fordringer, der stilles nu da Rettighederne er givet.
For hende staar det uigendriveligt, som Verdens Genrejsning kun kan lykkes paa Kristendommens Grund - Bjergprædiken blev givet, siger hun, som et Ideal af Statsmandskunst, ikke blot til Trøst og Formaning for den enkelte. Og hun slutter sin inspirerede Bog saaledes: (gengivet i Clara Thue Ebbelis Oversættelse).
»Ruskin paapeker, at i alle Shakespeares skuespil er det en mands daarskap eller daarlighet, som fremkalder katastrofen, men der, hvor det blir nogen redning i det hele, er det en kvindes godhet og visdom, som gjør det, - ellers er der ingen. Ruskin var dogmatisk i sin forkyndelse og hadde ikke ret bestandig, men her fremholder han en kjendsgjerning, enten Shakespeare lægger nogen dypere betydning i det eller ikke. Det er let at si denslags ting, og kvinden med sine kræfter løst maa først vise, hvad hun duer til; men det forholder sig ganske sikkert saa, at folk av alle klasser ser mot kvinden i vore dage og venter med haab, næsten gripende tillidsfuldt, at hun skal bøte nogen av tidens onder. Saa stor en opgave ligger foran hende, at hun bare kan haabe at fylde den ved alle kristnes tro og bøn. Naar vi forstaar, hvad kvinderne nu kaldes til at utrette, det krav, som stilles til deres nyløste kræfter, - maa vi saa ikke allesammen se i Viktoria-tidens pionérkamp, den hellige aands bevægelse, som beredte dem for det hverv, som ligger foran os idag? De som med manglende forstaaelse hindret kvindens fremgang i fordums dage, visste lite, at de kjæmpet mot en kommende kraft, som paa et kritisk tidspunkt i verdenshistorien vilde prøve at tilveiebringe en ny tingenes tilstand i harmoni med Kristi lære. Med beretningen om, hvad kvinder har utrettet, tør vi føle os tryg paa, at kvinderne kommer til at bruke sin magt til at bygge op en ny verden, ikke indrettet for overmennesker, - det er ikke det, som menneskene kræver, men noget langt enklere, - en verden, som passer for menneskelige væsner, som - trods alt som sies i motsat retning, - har en uhelbredelig længsel efter at forbinde sit liv med Gud og gi alle sine barn anledningen til at ha lykkelige tanker om ham. Mænd eller kvinder kan fremme eller hindre det, eftersom de gir eller holder tilbake sin sympati, sine tanker, sine bønner.«
Anm. Ogsaa fra anden Side foreligger der Udtalelser af engelske Forfattere, der giver et lyst og smukt Syn paa Kvindesagens Stilling til Fremtidens Opgaver. Saaledes har der i nogle af de sidste Numre af Nylænde været aftrykt Udtalelser, der peger i samme Retning. Forfatteren er en engelsk Naturvidenskabsmand Benjamin Kidd. Jeg havde haabet i denne Artikel ogsaa at gøre vore Medlemmer delagtig i hans Synspunkter, men jeg frygter, at Læserne er af den Mening, at jeg selv uden disse har stillet store Fordringer til deres Taalmodighed. Kidds Synspunkter forekommer mig højstemte og til Tider naive, men kan ikke desto mindre være gode til Opmuntring; Uddrag af dem skal fremkomme i næste Nummer af Bladet.
A. K. S.
