« Tilbage til søgeresultaterne

Styrelsesmøde d. 11. februar 1872

« Se emneord

Søndagen, den 11 Februar 1872, Klokken 1, var Dansk Kvindesamfund samlet til Møde hos Etatsraadinde Casse.
Næstforstandersken meddelte, at følgende Kvinder ønskede sig optagne i Samfundet:
Frøken Goldschmidt
Frøken Louise Bjørnson.
Begge foreslaaede af Etatsraadinde Casse,
og Fru Bechwith Lohmeyer
foreslaaet af Fru M. Jensen.
De optages enstemmigt ved dette Møde, hvor de foresloges første Gang.
Uddrag af forrige Mødes Forhandling oplæstes derpaa af Kassereren, Boghandler L. A. Jørgensen.
Næstforstandersken udtalte sig om det Ønskelige i, at Samfundet, uagtet det indtil Valget af Forstanderske havde fundet Sted, havde erklæret sig for en privat Kreds, dog lod afholde Foredrag, da disse havde en oplivende Indflydelse paa Medlemmerne, og vakte Interesse for Samfundets Maal hos Udenforstaaende.
Kassereren og Postexpedient Faber støttede Næstforstanderskens Forslag.
Arkitekt Klein ønskede derimod Foredragene udsatte.
Herr Fr. Bajer (Ikkemedlem, men tilstede paa sin Kones Vegne, og af Forsamlingen bemyndiget til at tage Ordet) støttede Næstforstanderskens Forslag med Hensyn til afholdelsen af Foredrag, men udtalte en skarp Dadel imod Styrelsen, fordi den havde tilladt, at Samfundet for en Tid erklærede sig for ”en privat Kreds”, hvortil man ingen Ret havde, naar Samfundet engang havde erklæret sig for constitueret og omsendt sine Vedtægter. Ligeledes dadlede han, at ny Medlemmer foreløbig skulde indføres af et Ældre, samt at Optagelsen først kunde finde Sted efter at Vedkommende var foreslaaet i to paa hinanden følgende Møder, og i hvert optaget med simpel Majoritet.
Kassereren hævdede Styrelsen Ret til for et kort Tidsfrist at erklære Samfundet for ”en privat Kreds”, og Næstforstandersken forklarede af hvilke Grunde, man havde vedtaget Vanskeliggjørelsen af ny Medlemmers Optagelse.
Arkitekt Klein sluttede sig til Næstforstandersken, med Hensyn til ny Medlemmers Optagelse i Samfundet. Derimod udtalte han sig meget bestemt imod Foredrags Afholdelse paa Sagens nuværende Stadium, og ønskede i det Hele taget, at Kvindesamfundet optraadte saa lidt som muligt offentlig forinden det havde gjort praktiske Skridt, eller i al Fald havde en Plan hvorefter der skulde handles. Ogsaa i pecuniair Henseende, troede han, at Selskabet ikke, som en tidligere Taler havde fremhævet, ville tabe herved, da man vel turde gjøre Regning på endel, og ikke ubetydelige velvillige Bidrag til et bestemt Øjemed, hvorimod nogle Foredrag dog ikke kunde indbringe ret meget. Han idetmindste havde gjort den Erfaring, at Pengene til et ”sundt praktiskt og almennyttigt Foretagende, kom som af sig selv.”
Kassereren gjorde hertil den Bemærkning, at han aldrig havde set Pengene komme ”som af sig selv”, hvorfor han, der var Samfundets Kasserer og vidste det for Tiden saagar havde Underbalance, ogsaa fra et ganske praktisk Standpunkt maatte tilraade Afholdelsen af Foredrag.
Fru Casse udtalte sig om, at Tale og Handling vel kunde gaa Haand i Haand, hvorfor hun vilde tilraade Afholdelsen af de omtalte Foredrag. Flere Udtalelser fulgte herpaa, nogle for, andre imod Foredragene, idet man henviste til den Misforstaaelse og de falske Referater i Bladene, Pastor Christianis Tale havde været underkastet.
Næstforstandersken indrømmede, at Pastor Christianis Foredrag havde været Misforstaaelser underkastet, men paaviste samtidig, at dette Foredrag i høj Grad havde vakt Opmærksomheden for Kvindesagen, og at flere Medlemmer vare indtraadte efter at have hørt ham, saa naar man skulde afveje om det havde skadet eller gavnet Samfundet, maatte Svaret blive, ”at det havde gavnet ved den Interesse og det Liv, som det vakt saavel blandt Venner som blandt Modstandere.” Arkitekt Klein fastholder sin Mening imod Foredragenes Afholdelse, og fremhæver, at man netop i denne paa Ord saa rige Tid, bør belægge sine Ord med Handlinger, hvorfor han anmoder om, at der maa stemmes over følgende Forslag: ”Samfundet beslutter, ikke at virke for Afholdelsen af Foredrag i de første fire Uger.”
Næstforstandersken ønsker ogsaa Handling fremfor Alt, men da Evnerne ere saa ulige delt iblandt Menneskene, og nogle egne sig til at handle i det praktiske Liv, andre til at virke gjennem Ordet og i Skrift, indser hun ikke hvorfor Samfundet ikke samtidig kan nytte de forskjellige Evner, og virke i Handling, gjennem Ordet og ved Skriften. Hun henviser til, at medens Udvalget arbejder paa et Udkast til Kvindelige Fagskolers Oprettelse, har et Medlem, Frøken Pauline Worm i Randers, udsendt sin Opsigtvækkende Afhandling, ”om Arbejderspørgsmaalet og Kvindesagen” og derved vakt Mange, og vundet Tidligere Modstandere for os (flere Medlemmer bekræfter dette, efter den Erfaring de have gjort hver i sin Kreds) og slutter med Opfordring til, ogsaa at lade Ordet virke iblandt og for os forberede Jordbunden til Handlingen, som vi nu forberede og haabe at se udført, nemlig Fagskolens Oprettelse.
Efter at have spurgt om Nogen endnu ønsker Ordet, satte Næstforstandersken Arkitekt Kleins Forslag under Afstemning, og forkastes dette med 10 Stemmer imod 5.
Postexpedient Faber stiller derpaa følgende Forslag: ”Udenbyes Medlemmer kunne med Forstanderskens Tilladelse deltage i den Kjøbenhavnske Kreds Møder, dog ikke deltage i Afstemningerne. Broerne, Frederiksberg og Christianshavn henregnes til den Kjøbenhavnske Kreds”.
Postexpedient Fabers Forslag vedtoges.
Fru E. Jørgensen tilbyder, at næste Møde maa afholdes hos hende, Søndagen den 25 Februar 1872, Klokken 12 Middag. Dette modtages. Fru Klæstrup tilbyder sit Hjem til Afholdelse af et paafølgende Møde.
Næstforstandersken hæver derpaa Mødet, Klokken 3.

Caroline Testman.