« Tilbage til søgeresultaterne

Andragende til Københavns Magistrat vedr. oprettelse af et fæstekontor for kvinder

« Se emneord

Til Kjøbenhavns Magistrat

Underskrevende Styrelsen for ”Dansk Kvindesamfund” tillader sig herved ærbødigt at andrage om at der maa blive meddelt et Fæstekontor for Kvinder, som Samfundet i en nær Fremtid agter at oprette heri Staden fornøden Autorisation i Henhold til Tyendelov af 10 Maj 1854 § 2.
Det er en Kjendsgjerning, at den nu bestaaende Ordning af Fæstemands institutionen er saare uheldig, og at navnlig mange af de uautoriserede Fæstekontorer i Hovedstaden drive deres Forretning paa den mest samvittighedsløse Maade, ikke blot fralokke de fattige Tyender deres Penge, men de ere ofte den direkte Anledning til at de Tjenestesøgende kommer paa Afveje, ja der haves endog adskillige Exempler paa, at de Logishuse, der jævnlig sættes i Forbindelse med Fæstekontorerne for kvindelige Tjenestesøgende have dannet Overgangen til Prostitutionen som en umiddelbar Følge af de Fristelser de der ere udsatte for. Denne Tingenes Tilstand er formentlig saa bekjendt, at vi ikke her behøve nærmere at godtgjøre Rigtigheden af det anførte saa meget mindre som den høje Magistrat saavelsom andre herværende kommunale Autoriteter i de senere Aar gjentagende offentlig have fremhævet de berørte Ulemper af den nugjældende Ordning.
Vi ere nu vel paa det rene med at en gjennemgribende Forbedring af Fæsteforholdene ikke vil kunne opnaas ad Frivillighedens Vej, men at der hertil udkræves Lovgivningsmagtens Medvirkning, men paa den anden Side er Tilstanden saa ulykkebringende navnlig for det kvindelige Tyende at ”Dansk Kvindesamfund” ikke længere vil se rolig til men er sindet at gjøre hvad det formaa for at raade Bod paa det omhandlede Samfundsonde. Det er derfor som sagt besluttet at oprette et Fæstekontor for Kvinder, saasnart de fornødne Pengemidler ere indsamlede af en Komité der paa vor Foranledning er traadt sammen og har udstedt en Opfordring til at yde Bidrag til Sagens Gjennemførelse af hvilken et Exemplar vedlægges.
Skal et saadant Kontor imidlertid kunne virke med den fornødne Kraft, er det en Selvfølge at Øvrighedens Autorisation udkræves idet Kontoret jo i modsat Fald enten maatte etableres udenfor Stadens Grund eller vilde være tvungen til intetsomhelst Vederlag at tage, naar det bortfæstede Tyende til selve Kjøbenhavn. Vi bemærke dernæst ihvorvel vore Bestræbelser for at sætte det paatænkte Foretagende i Gang, som anført nærmest ere foranledigede ved de Følger, den paa dette Omraade nugjældende slette Lovgivning har medført, vilde det dog være vores Ønske at fortsætte Fæstekontorets Drift – ogsaa efter at en ny og bedre Ordning af Fæstemandsinstitutionen maatte blive indført f.Ex der ved at det Lovforslag, som af Justitsministeriet i sidste Rigsdagssamling forelagdes, maatte vinde Lovskraft, som vi haabe i en nær Fremtid. Det er nemlig vor Overbevisning at et Fæstekontor, der ikke drives for Fordelens Skyld og upartisk vil søge i lige høj Grad at varetage Tyendets og Husbondens Tarv ogsaa under en eventuel ny Lovs Herredømme vil kunne udrette saare meget godt.
Sluttelig bemærke vi, at det paatænkte Kontor alene vil indlade sig paa at bortfæste Kvindeligt Tyende idet Erfaringen har vist at en Sammenblanding af mandligt og kvindeligt Tyende paa Fæstekontorerne ikke er hensigtsmæssig, og at vi af praktiske Grunde vilde sætte megen Pris paa, at den Autorisation, som det er vort Haab at den høje Magistrat vil være villig til at indrømme maa blive meddelt Kontoret som saadant eller Dansk Kvindesamfund i Lighed med hvad der f.Ex er Tilfældet med Sømandsforeningen med Hensyn til dels Forhyringskontor for Søfolk.

Styrelsen for Dansk Kvindesamfund d. 15. Sept. 1887.