« Tilbage til søgeresultaterne
Skrivelse til styrelsen fra Astrid Stampe Feddersen d. 10. marts 1887
Skrivelse til Dansk Kvindesamfunds Styrelse i Styrelsesmødet d. 10de marts 1887.
[Brevet er indklistret sidst i protokollen 1888, selv om brevet er fra 1887 og blev behandlet på styrelsesmødet d. 10. marts 1887]
Da kvindesagens fremgang ligger mig så stærkt på sinde, at det er mig en samvittighedssag at gøre, hvad jeg kan, forat den skal trives, vil jeg udtale mig fuldstændig åbent og ærlig om, hvad jeg tror er grunden til, at ”Dansk Kvindesamfund” i de fire år, jeg har været medlem af dens styrelse, har udrettet så lidt, at det med rette fik den omtale i ”Politiken” for d. 3dje marts, at ”kvindebevægelsen her i Danmark kan såmænd ikke gøre nogen kat fortræd, endsige nogen mand”.
Grundene er 2:
1) At styrelsens medlemmer savner flere af de fornødne betingelser såsom talegaver (de kvindelige) og tid til at arbejde for sagen (de mandlige) og
2) at arbejdet ikke er ordentlig fordelt men det hele er uden organisation.
Det, det gælder om, er ikke særlig at have udmærkede, elskværdige mennesker i styrelsen, men at have energiske mennesker med varm interesse for sagen, og som har ævner, tid og vilje til at påtage sig et hverv og bringe det til en god udførelse.
Styrelsen skal jo besta af 7 medlemmer: 4 kvinder, som særlig skal føre kvindernes sag frem, og 3 mænd, som skal bistå dem.
Af de 3 kvinder, som i øjeblikket findes (d. 4de er i Amerika): 1) formanden ikke tale offentlig og ikke have sit navn i aviserne, 2) kassereren er ganske vist ikke bange for at få sit navn i aviserne, men tør heller ikke tale offentlig. Med nogen overvindelse tvang hun sig de to sidste gange til med bankende hjærte at bestige talerstolen og oplæse regnskabet, men hun har aldrig turdet eller kunnet besvare forespørgsler rettede til kassereren.
3) Om sekretairen gælder det samme som om kassereren.
Ingen af kvinderne i styrelsen har nogensinde holdt et foredrag, taget del i forhandlinger ved møderne, optrådt på styrelsens vegne eller svaret på anker og forespørgsler rettede til styrelsen!!
Af mændede har de fleste så meget at bestille ved siden af, at de kun har kunnet ofre én – for nogles vedkommende i alfald meget – ringe tid på D.K.s sager.
Følgen er, at – med undtagelse af vort månedsblad, som med hr. Sveistrup som redacteur har taget sig af – er alle vore foretagender faldet uheldig ud.
1) Småskrifterne – hvoraf nr. 1 aldrig er blevet færdigt, men hvoraf de 2 ark ligger som værdiløs macculatur i 2000 eksemplarer hos L.A. Jørgensen – er, med undtagelse af en lille anmeldelse, hr. Høgsbro en gang skaffede, og en Hr. Sveistrup har skrevet i et provinsblad, aldrig bleven anmeldte andre steder end i ”Kvinden og Samfundet”, aldrig udbredte ved ombæring, som et medlem af styrelsen en gang påtog sig at besørge, og ligger nu usolgte hos Schoublog og L.A. Jørgensen, mens de, som skulde læse dem, ikke kender deres tilværelse. Det er ikke småskrifternes skyld – de er gode nok – men det er fordi ingen har sat sig for at bringe foretagendet på en energisk måde ud blandt folk. Ingen har haft ansvaret, men én har gjort lidt hist, en anden lidt her.
2) Vore offentlige møder i København, som i begyndelsen samlede huus og fremkaldte forhandling, besøges efterhånden af så få, at udgiften langtfra dækkes, og der kommer kun såre sjælden forhandling.
Foredrag i provinserne afholdes der efterhånden ikke flere af på ”D.K.´s” foranstaltning og af kredsafdelinger har vi kun én – atter mangel på agitation og organisation.
Oplysningskontoret, som åbnedes d. 1ste december 1886 og skulde være D.K.s centrale institution, der ved sin energiske virken agiterede mere end noget andet for samfundet, er allerede nu svundet ind til en lille institution af ringe betydning, og som besøges af 3 à 4 mennesker, de 2 g. om ugen, der er åbent.
En af de første betingelser for, at styrelsen skal kunne kaldes vel sammensat, er, at der i dens midte findes en kvinde, som overalt kan optræde offentlig på dens vegne, som ved besked med alle dens anliggender, kan have trådene i sin hånd, gøre rede for alt og svare på alle anker.
Dernæst må der være en sekretair, som kan hjælpe formanden, skrive skrivelser for hende og idet hele gøre alt det, hun ikke kan overkomme. Sekretairen behøver ikke kunne tale offentlig.
Endelig en kasserer, som kan tale offentlig.
Dernæst må hver af de 4 andre styrelsesmedlemmer påtage sig med virkelig energi at oparbejde et af de andre foretagender, D.K. har sat i gang. Det må ikke være således som nu, at enhver stoler på, at de andre gør det nok, men hver sag må lægges i hånden på én bestemt, som gangske vist kan skaffe sig hjælp, f.eks. blandt samfundets menige medlemmer, men som påtager sig det fulde ansvar for denne sags gang.
I erkendelse af den mangelfulde måde, hvorpå jeg har røgtet mit hverv som forretningsudvalgets formand (kassererforretningerne er det jo i virkeligheden min mand, der har udført, med lidt hjælp fra min side) og under følelsen af, at jeg i fremtiden endnu mindre vil kunne udfylde denne plads, agter jeg – som tidligere meddelt – at udtræde af styrelsen og har sikret mig at en kvinde, der ikke, som jeg, er bange for at tale offentlig, må tage min plads som kasserer, men min plads som forretningsudvalgets formand bliver ledig, og jeg vil bestemt fraråde, at disse to hverv pålægges det samme menneske, da det er mere, end ét menneske kan overkomme!
Min interesse for D.K. vil ikke svækkes, fordi jeg d. 15de april går ud af styrelsen, og såvidt min tid og mine ævner tillader det, vil jeg gærne stå det bi med råd og dåd og håber inderlig, at jeg som udenforstående skal være vidne til en hidtil ukendt blomstringstid for D.K.!
10de marts 1887
Astrid Stampe Feddersen
[Brevet er indklistret sidst i protokollen 1888, selv om brevet er fra 1887 og blev behandlet på styrelsesmødet d. 10. marts 1887]
Da kvindesagens fremgang ligger mig så stærkt på sinde, at det er mig en samvittighedssag at gøre, hvad jeg kan, forat den skal trives, vil jeg udtale mig fuldstændig åbent og ærlig om, hvad jeg tror er grunden til, at ”Dansk Kvindesamfund” i de fire år, jeg har været medlem af dens styrelse, har udrettet så lidt, at det med rette fik den omtale i ”Politiken” for d. 3dje marts, at ”kvindebevægelsen her i Danmark kan såmænd ikke gøre nogen kat fortræd, endsige nogen mand”.
Grundene er 2:
1) At styrelsens medlemmer savner flere af de fornødne betingelser såsom talegaver (de kvindelige) og tid til at arbejde for sagen (de mandlige) og
2) at arbejdet ikke er ordentlig fordelt men det hele er uden organisation.
Det, det gælder om, er ikke særlig at have udmærkede, elskværdige mennesker i styrelsen, men at have energiske mennesker med varm interesse for sagen, og som har ævner, tid og vilje til at påtage sig et hverv og bringe det til en god udførelse.
Styrelsen skal jo besta af 7 medlemmer: 4 kvinder, som særlig skal føre kvindernes sag frem, og 3 mænd, som skal bistå dem.
Af de 3 kvinder, som i øjeblikket findes (d. 4de er i Amerika): 1) formanden ikke tale offentlig og ikke have sit navn i aviserne, 2) kassereren er ganske vist ikke bange for at få sit navn i aviserne, men tør heller ikke tale offentlig. Med nogen overvindelse tvang hun sig de to sidste gange til med bankende hjærte at bestige talerstolen og oplæse regnskabet, men hun har aldrig turdet eller kunnet besvare forespørgsler rettede til kassereren.
3) Om sekretairen gælder det samme som om kassereren.
Ingen af kvinderne i styrelsen har nogensinde holdt et foredrag, taget del i forhandlinger ved møderne, optrådt på styrelsens vegne eller svaret på anker og forespørgsler rettede til styrelsen!!
Af mændede har de fleste så meget at bestille ved siden af, at de kun har kunnet ofre én – for nogles vedkommende i alfald meget – ringe tid på D.K.s sager.
Følgen er, at – med undtagelse af vort månedsblad, som med hr. Sveistrup som redacteur har taget sig af – er alle vore foretagender faldet uheldig ud.
1) Småskrifterne – hvoraf nr. 1 aldrig er blevet færdigt, men hvoraf de 2 ark ligger som værdiløs macculatur i 2000 eksemplarer hos L.A. Jørgensen – er, med undtagelse af en lille anmeldelse, hr. Høgsbro en gang skaffede, og en Hr. Sveistrup har skrevet i et provinsblad, aldrig bleven anmeldte andre steder end i ”Kvinden og Samfundet”, aldrig udbredte ved ombæring, som et medlem af styrelsen en gang påtog sig at besørge, og ligger nu usolgte hos Schoublog og L.A. Jørgensen, mens de, som skulde læse dem, ikke kender deres tilværelse. Det er ikke småskrifternes skyld – de er gode nok – men det er fordi ingen har sat sig for at bringe foretagendet på en energisk måde ud blandt folk. Ingen har haft ansvaret, men én har gjort lidt hist, en anden lidt her.
2) Vore offentlige møder i København, som i begyndelsen samlede huus og fremkaldte forhandling, besøges efterhånden af så få, at udgiften langtfra dækkes, og der kommer kun såre sjælden forhandling.
Foredrag i provinserne afholdes der efterhånden ikke flere af på ”D.K.´s” foranstaltning og af kredsafdelinger har vi kun én – atter mangel på agitation og organisation.
Oplysningskontoret, som åbnedes d. 1ste december 1886 og skulde være D.K.s centrale institution, der ved sin energiske virken agiterede mere end noget andet for samfundet, er allerede nu svundet ind til en lille institution af ringe betydning, og som besøges af 3 à 4 mennesker, de 2 g. om ugen, der er åbent.
En af de første betingelser for, at styrelsen skal kunne kaldes vel sammensat, er, at der i dens midte findes en kvinde, som overalt kan optræde offentlig på dens vegne, som ved besked med alle dens anliggender, kan have trådene i sin hånd, gøre rede for alt og svare på alle anker.
Dernæst må der være en sekretair, som kan hjælpe formanden, skrive skrivelser for hende og idet hele gøre alt det, hun ikke kan overkomme. Sekretairen behøver ikke kunne tale offentlig.
Endelig en kasserer, som kan tale offentlig.
Dernæst må hver af de 4 andre styrelsesmedlemmer påtage sig med virkelig energi at oparbejde et af de andre foretagender, D.K. har sat i gang. Det må ikke være således som nu, at enhver stoler på, at de andre gør det nok, men hver sag må lægges i hånden på én bestemt, som gangske vist kan skaffe sig hjælp, f.eks. blandt samfundets menige medlemmer, men som påtager sig det fulde ansvar for denne sags gang.
I erkendelse af den mangelfulde måde, hvorpå jeg har røgtet mit hverv som forretningsudvalgets formand (kassererforretningerne er det jo i virkeligheden min mand, der har udført, med lidt hjælp fra min side) og under følelsen af, at jeg i fremtiden endnu mindre vil kunne udfylde denne plads, agter jeg – som tidligere meddelt – at udtræde af styrelsen og har sikret mig at en kvinde, der ikke, som jeg, er bange for at tale offentlig, må tage min plads som kasserer, men min plads som forretningsudvalgets formand bliver ledig, og jeg vil bestemt fraråde, at disse to hverv pålægges det samme menneske, da det er mere, end ét menneske kan overkomme!
Min interesse for D.K. vil ikke svækkes, fordi jeg d. 15de april går ud af styrelsen, og såvidt min tid og mine ævner tillader det, vil jeg gærne stå det bi med råd og dåd og håber inderlig, at jeg som udenforstående skal være vidne til en hidtil ukendt blomstringstid for D.K.!
10de marts 1887
Astrid Stampe Feddersen
