« Tilbage til søgeresultaterne

Fællesmødet d. 12. april 1892

« Se emneord

Dansk Kvindesamfund afholdt sit aarlige Fællesmøde den 12te April 1892

Frk. Anne Brun valgtes til Ordstyrer.
Efterat Formanden havde aflyst Beretning og Kassereren gjort Rede for Regnskabet, der godkendtes, fremsatte Formanden den paa et tidligere Fællesmøde [kan ikke læses] Plan til en forandret Organisation af Samfundet. Styrelsen ønskede at samles med Delegerede fra Kredsafdelingerne samt fra Horsens Kvindeforening for i Fællig med disse at ordne Sagen endelig. Forsamlingen gav den ønskede Bemyndigelse til dette.
Kontorchef Meyer fremstillede derefter Planen til den Fagskole for Syersker. Tanken om denne Skole var oprindelig udkastet af Direktør L. Bramsen ved et Møde i Foreningen; endnu var man kun ved de forberedende Skridt. Frk. Anne Bruun fandt Sagen god, men ønskede, at man ikke, som planlagt, vilde begynde med at indskrive ”Dameskrædderi”, da der blandt Herreskrædderne og i andre Fag var større Trang til Fagdannelse.
Fru Berg-Nielsen var enig med Hr. Meyer i, at det kunde være rigtigt at begynde fra den Side, hvor Sagen lettest lod sig sætte i Gang. Fattiginspektør Lyngbye udtalte sin Tilslutning, men spurgte om denne ny Plan – hvad han ikke lod til at finde heldigt – stod i Forbindelse med Samfundets Virksomhed for Reformdragten. Hr. Meyer svarede, at man ikke tilstræbte anden Forbindelse mellem de to forskjellige Formaal, end hvad der mulig kunde udvikle sig ganske naturligt.
Formanden foreslog, at der skulde nedsættes et Udvalg, som kunde varetage de kvindelige industridrivendes Tarv med Hensyn til Udstillingen i Chicago. Vilde vedkommende sætte nogen Pris herpaa? spurgte Frk. Anne Bruun. Frk. Konstantin-Hansen mente jo, og Forsamlingen billigede Planen.
Man foretog da Valg af Styrelse, Suppleanter og Revisorer. I Stedet for Hoffotograf Mary Steen valgtes til Styrelsesmedlem Kommunelærerinde Fru B. Berg-Nielsen, i Suppleanternes Række traadte Mary Steen og Malerinde Marie Luplau Ind, i øvrigt valgtes de samme som i Fjor.

Anne Bruun, Ordstyrer.