« Tilbage til søgeresultaterne

Forretningsudvalgsmøde 10. juni 1909

« Se emneord

Fredag d. 10. Juni Kl. 7 1/2 holdt Forretningsudvalget Møde paa Nørregade.

Til Stede var: Frk. Thøger Sørensen, Fru Scheuer, Frk. Rickmann, Overretssagfører Munch Petersen, Frk. Olsen. - Desuden var Frk. Daugaard til Stede.
Frk. Thøger Sørensen oplyser, at der er kommet Meddelelse om en filantropisk Kongres, der skal afholdes i 1910, det var blevet sagt, at Kvinderne ikke var repræsenteret i Komiteen, og at D.K. derfor burde virke for, at de blev det; hun havde derfor søgt Oplysninger om den, som nu meddeles, heraf fremgaar det, at den er delt i 12 Sektioner, og at Kvinderne er ganske godt repræsenteret i de fleste af dem.
Man vedtager ikke at foretage noget.
Frk. Thøger Sørensen meddeler, at der har været Møde i Valgretsforbundet, der har foreslaaet, at der skulde ske en Henvendelse til Rigsdagen om politisk Valgret for Kvinder; der havde kun været en Repræsentant for hver Gruppe. Frk. Thøger Sørensen var mødt for D.K. de 3 Grupper havde været enige om at indgaa med Andragendet, D.K.s Repræsentant havde først villet tale med Forretningsudvalget derom; Valgretsforbundet vil i hvert Tilfalde gaa ind med det, men gaar D.K. ikke med, bliver det kun paa de 3 Gruppers Vegne.
Andragendet oplæses.
Fru Scheuer mener, at D.K. ikke skal gaa med, og at vi skal slaa fast, at Valgretsforbundet kun skal optræde overfor Udlandet.
Frk. Rickmann mener, at det vil være mest diplomatisk at gaa med nu.
Da D.K. ikke særlig nævnes deri, vedtages det at gaa med.
Københavnskredsen meddeler, at det ikke har været muligt at holde Møde d. 20. Juni.
Fru Heins Brev oplæses.
Kassereren Frk. Olsen meddeler, hvor meget Frk. Rørdams Foredrag for at danne Kredse har kostet, og mener, at det er for dyr en Agitation, som vi ikke har Raad til at fortsætte, og Forretningsudvalget bliver derefter enig om, at det skal skrives til Fru Holck i Maribo, der havde planlagt Rejsen, at man mener, det er bedst foreløbig at standse og muligvis senere faa en anden Foredragsholder.
Mødet sluttet Kl. 9.