« Tilbage til søgeresultaterne

Forretningsudvalgsmøde 7. marts 1910

« Se emneord

Uds. d. 22.3.10

Mandag den 7 Marts 1910 Kl. 8 holdt Forretningsudvalget Møde
Studiestræde 49,2.

Mødte var: Fru Scheuer, Fru Carstensen, Frk. Olsen, Frk. Rickmann samt Hr. Landstingsmand J. Bertelsen.
Desuden var Frk. Daugaard til Stede.

1) Fru Scheuer meddelte, at Fru Stampe-Feddersen vilde være til Stede ved Fællesstyrelsesmødet i April. Dette Møde fastsattes til Tirsdag den 5’ April Kl. 2.

2) Fru Scheuer meddelte, at hun sammen med Fru Carstensen havde overbragt Kultusministeren a) et Andragende om Kvinders Ansættelse som Overlærere og Inspektører indenfor Folkeskolen (Bilag 23) og b) et Andragende om, at Ordet "Enker" i Skolelovens § 15 maa ombyttes med Ordet "Kvinder" (Bil. 24). Ministeren lovede at oversende begge Andragender til den nedsatte Kommission angaaende Tilsyn med Folkeskolen.
Fru Scheuer meddelte endvidere, at hun sammen med Fru Høgsbro havde været hos Biskop Madsen angaaende Vielsesritualet.

3) Statskonsulenten for Husholdningsskoler.
Fru Carstensen lovede at skaffe Oplysning, om Stillingen var nedlagt eller foreløbig stillet i Bero.

4) Fhv. Borgmester Jacobys Piece om den nye Alimentationslov.
Det meddeltes, at Københavns Kredsen i Anledning af denne holder Møde den 17’ Marts med Politimester Goll fra Aarhus som Taler.

5) Der forelagdes Forslag fra Fru Tolderlund om at lade Fru Gyrithe Lemches paa Fyen holdte Foredrag trykke. Man besluttede at forelægge Spørgsmaalet paa Fællesstyrelsesmødet i April og indhente Oplysninger om Omkostningerne ved dets Trykning som Smaaskrift.

6) Der oplæstes Skrivelse fra Kontorbestyreren Frk. Daugaard om Tilladelse til at antage en Kontorelev, der lønnes af hende selv.
Forretningsudvalget gav sin Tilladelse hertil.

7) Frk. Daugaard aflagde som Formand for Postkortudvalget Beretning, om dettes Arbejde, se Udv. Protokol.

8) Frk. Daugaard aflagde Beretning om Kontorets Arbejde og Dannelsen af nye Kredse.
Mødet hævet Kl. 10 ½ .