« Tilbage til søgeresultaterne

Fællesmøde 16., 17. og 18. juli 1907 - Del 3

« Se emneord

XI Forslag om, at D.K. søger at bevirke, at der oprettes en gratis Fødselsstiftelse i Jylland.
Vibeke Salicath.

Da Fru Berg Nielsen ikke er kommen til Stede, bliver Overretssagfører Munck Petersen Ordstyrer og giver Ordet til Fru Salicath: Ved at se, hvor mange svangre Kvinder der kommer rejsende fra Landet ind til København for at føde deres Børn paa Fødselsstiftelsen, kommer man til at tænke paa, hvorfor mon der kun findes Fødselsstiftelse i København? Hvorfor kan man ikke oprette en Fødselsanstalt i Jylland? Andre Virksomheder har man søgt at sprede om det ganske Land, men ikke denne. Man vil sandsynligvis hertil svare: fordi Fødselsstiftelsen tillige er en Læreanstalt, er det hensigtsmæssigt at have det i den eneste By i Landet, hvor der er Universitet, og hvor alle de medicinske studerende er nødt til at opholde sig under deres Uddannelse. Saa længe der altsaa ikke er Universitet i en af de jydske Byer, saa længe kan man heller ikke oprette en Fødselsstiftelse, som tillige er Læreranstalt. Men saa kunde Staten sikkert oprette et Fødehjem til de ca. 100 gratis fødende med en fast ansat Accoucheur, en Overjordemoder samt to – tre unge Jordemødre, der fik deres Uddannelse paa Hjemmet; kort sagt oprette Anstalten som en stor Filial af de Kgl. Fødselsstiftelse. Man vil rimeligvis mene, at der ikke behøves Fødehjem andre Steder end i København, Stiftelsen med dens Filialer er nok, og den vil blive udvidet, naar Rigshospitaler bliver færdigt. Og for det stigende Antal fødende Kvinder, der kommer til København for at føde, er der jo Hjælp ved den private Velgørenhed, der opretter Hjem efter Hjem, og senere finder de sig nok noget Arbejde derude. Men deri ligger netop Ulykken. Kvinderne samles i Bunke herude baade før og efter Fødslen. Men hvor længe kan og vil den private Godgørenhed vedblive med al denne Hjælp, og hvor længe vil Københavns Kommune give den private Velgørenhed den nødvendige Støtte til at føde deres Børn og saa rejse bort igen, Størsteparten bliver herinde med Børnene, som da anbringes i Pleje, medens Moderen tager sig en Restaurationsplads i Byen eller dens Nærhed; eller Barnet anbringes paa en Vuggestue om Dagen, medens Moderen gaar paa Arbejde. I de færreste Tilfælde gaar Moderen tilbage til Landet med sit Barn. Ved Hjælp af alle disse fra Landet indvandrede vokser København til en Kæmpeby, medens man ude i Provinserne klager over at mangle den fornødne Arbejdskraft. Landkommunerne klager over den Mængde kasserede Kvinder, som de faar sendt tilbage til Forsørgelse, efter at de har tilsat deres Arbejdsevne og faaet Smag paa Hovedstadens Tummel. Og i Kbh. følger man sig trykket over den Mængde Kvinder, som trænger sig om Velgørenheden for at blive hjulpet – til hvad? Som oftest til at blive i Kbh., og føre en kummerfuld Tilværelse der i Kampen for at holde sig og Barnet oven Vande, eller for at glide ned i Løsagtighed. Det er en forfærdende Masse spildt Arbejdskraft og forspildt Lykke, som man træffer paa i Kbhn. Men Kbhn. kunde befris for en del af disse Kvinder, hvis der blev oprettet et gratis Fødehjem for ubemidlede i en af de jydske Byer. Hvis en saadan Plan kunde tænkes gennemført paa en eller anden Maade – de praktiske Vanskeligheder forstaar jeg mig ikke paa, kan heller ikke overskue Bekostningen derved – da var det nødvendigt i samme By som Fødehjemmet at aabne et Gæstehjem, hvor Kvinderne kunde opholde sig de sidste Uger før Fødslen for en billig Betaling, og hvor de efter Fødslen kunde bo en Ugestid eller to med Barnet, indtil Plads og Pleje var bragt i Orden ved Gæstehjemmets Hjælp, selvfølgelig paa Landet og i Provinsbyerne. Oprettelsen af et gratis Fødehjem i Jylland vilde blive et af Midlerne til at dæmme op for den stærke Indvandring af Kvinder til København. Fødselsstiftelsen er det Centrum der trækker en stor Del af den kvindelige Arbejdskraft fra Landet til København. For blot et eneste lille Felt at belyse det vil jeg anføre, at af ca. 500 svangre Kvinder og ugifte Mødre med nyfødte Børn, som har passeret Kvindehjemmet i Læssøesgade i de sidste Par Aar, var de 3 Fjerdedele født og opvokset paa Hjemmet.
Folketingsmand Jensen Sønderup taler ikke paa Fællesstyrelsens Vegne, da han ikke har kunnet tage Stilling til Spørgsmaalet; har haft i Sinde at imødegaa Fru Salicath, men vil ikke gøre det nu, da hun har brugt Ordet ”Fødehjem” i Steden for ”Fødselsstiftelse”, ti det gør en stor Forskel; vil meget fraraade at lægge en Fødselsstiftelse i Jylland, da den tillige skal være en Uddannelsesanstalt for Læger og en Jordemoderskole. At saa mange tager til Kbh., kommer maaske af, at Fødselsstiftelsen har Forpligtelse til at hemmeligholde Navnet, det er muligt, der kan blive en Forandring, naar det ikke mere er Tilfældet. Vil gærne have, at det fastholdes, at det ikke skal være lettere for de fødende at skjule sig, men at det skal oprettes ud fra den Opfattelse, at der kan være Grund til at hjælpe dem, der trænger dertil, ugifte saavel som gifte; maaske det ikke skal være helt gratis, det maa overtages af Kommunerne.
Jordemoder Fru Martha Kastrup, som er Medlem af Bestyrelsen for Jordemoderforeningen finder ligeledes, at det skal være et Fødehjem og ikke en Fødselsstiftelse, Jordemødrene kunde ikke se rolig paa, at der blev oprettet en Stiftelse i Jylland, det vilde være uheldigt, om Uddannelsen blev forskellig. At de tager til Kbh er vist mest paa Grund af Letheden ved at ernære sig selv og Barnet; det vilde være godt, om der kunde blive et Værnehjem, hvor Moderen kunde være med Barnet, da hun muligvis kan rejses derved.
Fru Bruun er bange for at henvise denne Sag til D.K., det er en Sag, som alle kan arbejde med paa, D.K. har i disse Tider andet at arbejde for, det ligger noget fjærnt fra vore egentlige Opgaver, skal vi ind i saa mange humane Opgaver, ved jeg ikke, hvor vi ender; i Begyndelsen hændte det ikke sjældent, at vi ad den Vej fik kaldt paa Kvinderne, men nu har vi ikke Tid dertil, og det behøves heller ikke.
Sadelmager Lund vil slutte sig til Frk. Bruun, det er ikke en Sag, D.K. skal tage sig af.
Fru Stampe Feddersen finder Fru Salicaths Tanke god, men D.K. har saa meget at gøre, at vi ikke kan magte at tage denne humane Opgave op; kommer der et Forslag frem, vil Fællesstyrelsen have min Opmærksomhed henvendt derpaa.
Fru Bajer mener ligeledes, at der bliver lagt for meget paa Fællesstyrelsen, de, der særlig interesserer sig for det, kan tage sig deraf.
Fru Salicath: Jeg har længe tænkt paa Ønskeligheden af at oprette et Fødehjem i Jylland, jeg har talt om det i en af D.K.s jydske Kredse, her fandt Tanken varm Tilslutning, flere jydske Kredse har bedt mig føre Sagen frem paa Fællesmøder, men da jeg kan erkende Rigtigheden af de fremkomne Indvendinger, tager jeg mit Forslag tilbage. Vil de jydske Kredse have Sagen frem, finder de nok selv en Form, hvorunder det kan ske.

Fru Salicath er atter Ordstyrer.

V Revision af Fælleslovene.
Fru Scheuer meddeler, at da der nu skal trykkes ny Love, vil det være formaalstjenligt at faa nogle mindre Ændringer med, nærmest af formel Natur. Der er ved et tidligere Fællesmøde vedtaget en Bestemmelse om, at ny Kredse ikke skal betale 25 Øre til Fælleskassen det første Aar, men det er aldrig kommet ind i Lovene.
Det overdrages til Fællesstyrelsen at formulere denne Bestemmelse og indsætte den i Fælleslovenes § 3.
I Slutningen af § 4 tilføjes: Mødet kan indkaldes med en Uges Varsel.
Begyndelsen af § 6 bliver at forandre til: Det aarlige Fællesmøde indkaldes med mindst 6 Ugers Varsel osv.
I § 11 forandres 3 Uger til 4 Uger.
Sidste Punktum af § 15 forandres saaledes, at det kommer til til at lyde: hvis et Spørgsmaals Afgørelse ikke uden væsentlig Skade kan vente til næste Fællesmøde, kan Fællesstyrelsen sammenkalde Kredsformændene eller indhente Erklæring fra Styrelserne i alle Samfundets enkelte Kredse, og hvad Flertallet af dem bestemmer, har da samme Gyldighed, som var det vedtaget paa et Fællesmøde. I Januar afholdes et Møde, hvor alle Kredsformændene og hele Fællesstyrelsen samles.
Der er en Del Forhandling om, hvorvidt der skal staa, at Januarmøder skal være i København eller i en anden By, en Del taler for, et Par Talere imod.
Ændringerne vedtages enstemmig.

XII Bør Børn, imod hjem, der begaar Sædelighedsforbrydelse, ikke have Lov at vidne? Og kan D.K. ikke føre dette Spørgsmaal frem?
Gunhild Valeur Ingerslev.
Da Fru Valeur Ingerslev ved Telegram var blevet kaldt bort fra Mødet paa Grund af en nær Slægtnings Død, gik Punkt XII ud af Dagsordenen.



Torsdag d. 18de Juli Kl. 9 fortsættes Forhandlingerne i Borgerforeningens Sal.
Fru Berg Nielsen er Ordstyrer.
XIII Forslag om, at det gøres til en Betingelse for at vælges til Medlem af D.K.s Fællesstyrelse, at den paagældende mindst et Aar har været Medlem af en Kredsstyrelse.
Københavnskredsen.
Forslagsstillerne tog dette Forslag tilbage, inden det var kommet til Forhandling.

XV Forhandling om forskelligt vedrørende det aarlige Fællesmøde.
Fællesstyrelsen.

Fru Stampe Feddersen: Sagen var til Forhandling i Fjor ved Fællesmødet, men kom ikke til nogen Afgørelse, det blev foreslaaet, at der skulde lægges en Skat paa hvert Medlem, det finder jeg ikke heldigt, jeg er ogsaa imod frivillige Bidrag, jeg vil derfor foreslaa, at hver Kreds indsender en bestemt Sum, dog ikke under 5 Kr., til den Kreds, der skal holde Mødet; en anden Udvej var jo at indskrænke Antallet af Tillidsmændene, men det vilde være saa kedeligt, om vi skulde blive nødt dertil, da det netop er godt, at saa mange som muligt kommer med til Mødet. De smaa Kredse vil vist aldrig kunde have Fællesmødet, det vil blive de større Byer.
Sadelmager Lund mener, at det maa være mindst 10 Øre pr. Medlem; ellers vil de smaa Kredse komme til at betale mere forholdsvis end de store.
Fru Scheuer synes ikke, at det er saa slemt for de smaa Kredse at betale 5 Kr., selv om det er mere for dem end for de store, disse vil dog en Gang faa Fællesmødet, hvad de smaa ikke kan.
Fru Bruun Levring synes meget bedre om Forslaget i Aar, end som det forelaa i Fjor, de smaa Kredse maa nok kunde være i Stand til at skaffe 5 Kr.
Sadelmager Lund har ikke noget imod at holde sig til 5 Kr., naar de større Kredse vil tage sig det til Efterretning og frivillig give mere.
Frk. Anna Hjort er sikker paa, at der med Lethed vil komme frivillige Bidrag.
Fru Fog synes, det er retfærdigt, at hvert Medlem giver 10 Øre, det er overkommeligt for alle, og derved kommer de store Kredse til at bidrage mere; Fællesmøderne maa helst holdes i Byer, andre Steder kan der ikke skaffes Lokale.
Frk. Anne Breum mener, at hver Kreds maa selv afgøre, hvorledes den vil skaffe de 5 Kr., det kan ikke blive Fællesmødets Sag at afgøre det.
Fru Stampe Feddersen raader til at skaffe Penge ved Dilettantforestillinger o.l.
Fru Højmark vil advare mod Dilettantforestillinger; vil holde paa 10 Øre pr. Medlem.
Fru Tolderlund: Hvis Folk vil rejse saa nordlig som Thisted, vil vi gærne have Fællesmødet, og en Egn ville have uhyre godt af et saadant Møde.
Fru Jensen Bjerringsbro kan godt tænke sig, at de smaa Kredse kan tage imod Fællesmødet, naar Deltagerne vil finde sig i landlig Tarvelighd.
Frk. Eskildsen Hjørring mener, at det vil være for lidt at faa 10 Øre pr. Medlem, det vilde være rart at faa at vide, hvor meget det koster at holde Mødet.
Frk. Helene Berg: Det er ikke Meningen, at de indsamlede Penge skal dække alle Udgifter; den Kreds, der skal have Mødet, skal ikke berøves den Glæde at vise Gæstfrihed, Bidraget fra de andre Kredse skal kun være en Hjælp.
Fru Brodersen: Der skal ikke tales saa meget om, hvorledes Pengene skal skaffes, de kommer nok, og det er en stor Glæde at have Mødet, Befolkningen bliver interesseret for det, og Kredsene faar flere Medlemmer efter der; i Aalborg vilde vi ikke være bange for at tage Mødet en Gang til, selv uden Tilskud.
Frk. Helene Berg: Svendborgkredsen og Byraadet her har givet et smukt Eksempel; de Kredse, der skal have Mødet, bør ikke undlade at søge Byraadet om Tilskud.
Frk. Berg forelægger følgende Resolution, som hun mener alle maa kunne samles om:
Fællesmødet beslutter, at der til Bestridelse af de stadig voksende Udgifter ved det aarlige Fællesmøde hvert Aar til den Kreds, der afholder Mødet, fra hver af de andre Kredse indbetales et Beløb, der svarer til 10 Øre pr. Medlem i de paagældende Kredse.
Vedtages enstemmigt.

XVI Valg af 5 Medlemmer til Fællesstyrelse, af Tilsynsmænd og af Stedfortrædere, samt af Repræsentanter til D.K. Nationalraad og Kvindernes Bygning.

Fru Stampe Feddersen: Inden vi gaar til Valg af Fællesstyrelsen vil jeg gærne sige et Par Ord om Fællesstyrelsens Stilling deri, der er blevet sagt, at det er Enevælde, naar Fællesstyrelsen vil sige, hvem den ønsker valgt; Tillidsmændene skal selvfølgelig have Frihed til at vælge, men i alle Foreninger har Styrelsen Ret til at foreslaa nogle til Valg, det letter det ogsaa for Tillidsmændene. Det kan ikke være Fællesstyrelsen ligegyldig, hvem der bliver valgt ind, man kan sagtens vedtage, at Fællesstyrelsen skal udføre baade det ene og andet Arbejde, men det kan ikke nytte, naar man ikke ved, om de, man vælger, er i Stand til at udføre Arbejdet. Jeg har hørt, at der har været Misfornøjelse med, at det er blevet sagt til nogle af (Fællesstyrelsen) Tillidsmændene, at Fællesstyrelsen gærne vilde have Fru Esther Carstensen valgt. Hun er jo ikke ukendt for Kredsene; da vi trængte til Hjælp, henvendte vi os til hende, der blev valgt ind i Valgretsudvalget, hvor hun har gjort stor Gavn, Følgen af hendes Forhandlinger med Valgretsforbundet var, at D.K. kom ind i Valgretsforbundet. Fru Carstensen aflagde Beretning derom paa Januarmødet; saa vidt jeg forstod, var der den Gang stor Tilfredshed blandt Formændene med det Arbejde, hun havde gjort. Vi har nu spurgt Fru Carstensen, om hun er villig til at modtage Valg, det maa vi da have Lov til, det gør Kredsene vel ogsaa, inden de foreslaar nogen, det kan jo da ikke nytte at vælge nogen, naar man ikke ved, om de vil.
Frk. Anna Hjort er enig med Fru Stampe Feddersen i, at det er tilladeligt, at Fællesstyrelsens foreslaar nogle til Valg, det er tilmed en Pligt, og det vilde sikkert være heldigt, om Forslagene blev trykt i Bladet i Forvejen. Der skal saa meget som muligt tages Hensyn til Fællesstyrelsens Ønsker, men der skal ogsaa tages Hensyn til Kredsenes Mening. Jeg kender Fru Carstensen og tror, hun vil blive en udmærket Kraft i Fællesstyrelsen, men det skal helst vente til næste Aar, da Fru Carstensen har sagt, at hun i Aar paa Grund af personlige Forhold ikke kunde paatage sig mere Arbejde og af den Grund var gaaet ud af Københavnskredsens Styrelse. Jeg vil derfor anbefale Fru Astrid Hostrup, der ønskes af de jydske Kredse.
Fru Salicath vil ganske slutte sig til Frk. Hjort; maaske det kan være rimeligt, at Fællesstyrelsen gør Forslag til Valg, men det vil ikke være heldigt, om det bliver Hævd.
Fru Stampe Feddersen: Jeg har kun svaret de Tillidsmænd, der har spurgt mig, at det vilde være godt at stemme paa Fru Carstensen, det kan dog ikke kaldes at øve for stor Indflydelse. Fru Hostrup og Frk. Jagd, som er foreslaaede, vil sikkert begge være udmærkede at faa ind i Fællesstyrelsen, men de er begge stillede akurat som Fru Møller og jeg, de lever borte fra København, vi trænger til at faa en i København, hvor Styrelserne for de andre Foreninger er, det er ofte af stor Vigtighed, at Forhandlingerne kan foregaa mundtlig. Vi foreslaaer det ikke af personlige Grunde, fordi vi foretrækker den ene eller den anden, men fordi vi mener, at det er bedst for Sagen. Selvfølgelig er Fællesmødet øverste Myndighed, Fællesstyrelsen er Fællesmødets Tjenere, men vi maa bede om, at der sættes Mennesker ind, der kan gøre Arbejdet, ellers maa vi opgive det.
Fru Tolderlund mener, at det er en uheldig Motivering for Fru Hostrup Valg, at de jydske Kredse skal have to Repræsentanter; naar vi har dannet ny Kredse, er det jo, fordi vi har været glade for Arbejdet, saaledes som det er gjort; vi er ikke Jyder, Fynboer og Københavnere, men Medlemmer af D.K., jeg vil anbefale at støtte Fællesstyrelsen.
Fru Scheuer: Det er ikke let at være Sekretær, naar Formanden sidder paa Møen, og Næstformanden paa Falster, det vil blive ganske uoverkommeligt for mig, naar jeg ikke nu i Steden for Frk. Berg faar en i København at forhandle med.
Frk. Luplau: Det vilde være saare lidt frisindet, om vi vilde nægte Fællesstyrelsen Retten til at stille Forslag, vi er jo stillet frit med Hensyn til, om vi vil vælge de foreslaaede eller ej.
Fr. Bajer: Selvfølgelig har Fællesstyrelsen Lov til at gøre Forslag; jeg vil foreslaa Landstingsmand Jørgen Bertelsen, han kan gøre det Arbejde, der skal gøres overfor Rigsdagen, og han er ikke saa stærkt optaget som Jensen Sønderup.
Fru Brodersen: Aalborgkredsen ønsker meget Jørgen Bertelsen.
Fru Scherving synes, vi skal have fuld Tillid til Fællesstyrelsen og være vis paa, at det, den ønsker, er nødvendigt for Arbejdets Skyld; paa flere jydske Kredses Vegne vil jeg anbefale Jørgen Bertelsen.
Frk. Anne Bruun: I Danmarks Lærerforening, der jo ogsaa har Kredse over hele Landet, har vi en Bestyrelse paa 11 Medlemmer; ud af den vælges et Forretningsudvalg, hvis Medlemmer skal bo i København eller saa nær, at de kan tilkaldes med en Times Varsel, det er absolut nødvendigt for Arbejdet. Det er jo det samme, Fællesstyrelsen vil; naar store Afgørelser træffes, indkaldes jo alle Formændene, det netop sidder der som Kredsenes Tillidsmænd. D.K. vil vel ogsaa blive nødt til et lignende Forretningsudvalg, indtil vi faar det, maa vi vise Fællesstyrelsen den Tillid at vælge dem, de mener kan gøre det daglige Arbejde.
Fru Tolderlund vil gøre opmærksom paa, at Jensen Sønderup og Fru Nelly Hansen begge er jydske, bliver nu Jørgen Bertelsen og Fru Hostrup valgte, bliver der 4 Jyder, det er dog vist lidt for rigeligt, desuden har Jørgen Bertelsen paa min Forespørgsel svaret, at det var hans alvorlige Mening ikke at ønske Valg, og saa maa vi jo tro ham paa hans Ord.
Fru Bertrup: Naturligvis har Fællesstyrelsen Lov at gøre Forslag til Valg, og det vil være godt, om Forslagene kommer i Bladet; vi staar jo alligevel ganske frit med Hensyn til hvem vi vil vælge. Jeg vil meget varmt anbefale Fru Hostrup.
Frk. Anna Hjort mener, at Fællesstyrelsen kan tilkalde Suppleanterne, naar den trænger til Hjælp.
Frk. Kirstin Laursen: Skal Fru Hostrup vælges, skal det være for hendes egen Skyld og ikke som Repræsentant for Jylland; det er meningsløst først at vælge Jørgen Bertelsen, naar han selv siger, at han ikke vil.
Fru Stampe Feddersen: Fællesstyrelsen vil gærne lade det blive meddelt i Bladet, hvem der foreslaas, saa snart vi ved det; vi kan ikke vinde ved at faa Fru Carstensen til Suppleant, da man ikke kan lægge det Arbejde paa en Suppleant, som man kan forlange af et af Fællesstyrelsens Medlemmer.
Frk. Bruun: Hvis Fællesstyrelsen giver en Suppleant samme Myndighed som et af sine Medlemmer, vilde jeg nødig være Fællesstyrelsen til næste Aar; det er ikke lovligt.
Frk. Anna Hjort beder, at man vil tænke over Udtalelsen om Suppleanter.

Valgte blev til Fællesstyrelsen
1. Fru B. Scheuer 120 St. Genvalg
2. Folketingsmand Jensen Sønderup 118 St. Genvalg
3. Frk. Anna Olsen 117 St. Genvalg
4. Fru Esther Carstensen 102 St.
5. Fru Astrid Hostrup 64 St.
Derefter havde Frk. Anna Jagd 41 St., Landstingsmand Jørgen Bertelsen 40, en Del Stemmer var spredte.

Til Stedfortrædere valgtes:
1. Landstingsmand Jørgen Bertelsen 91 St.
2. Frk. Frida Schmidt 81 St.
3. Frk. Anna Jagd 74 St.

Til Tilsynsmænd genvalgtes:
1. Fru Louise Høgsbro 113 St.
2. Frk. Anna Hjort 109 St.

Til Repræsentanter i Danske Kvinders Nationalraad genvalgtes Frk. Anne Bruun og Fru Regna Schou

Til Repræsentant i Kvindernes Bygning genvalgtes Frk. cand.jur. Henny Petersen.

Frk. Helene Berg takkede Frk. Frida Schmidt for hendes mangeaarige trofaste og dygtige Arbejde for Kvindesagen i Dansk Kvindesamfund. Paa Fællesstyrelsens Vegne foreslog hun at udnævne Frk. Frida Schmidt til Æresmedlem af Dansk Kvindesamfund.
Dette Forslag hilstes med den varmeste Tilslutning fra hele Forsamlingen, og Frk. Schmidt takkede i faa bevægede Ord.

XVII Fortsættelse af Samlingsstedet for næste aarlige Fællesmøde.
Frk. Frida Schmidt indbød på Odensekredsens Vegne D.K. til at holde næste Aars Fællesmøde i Odense.
Forslaget modtages med stærkt Bifald.

Fru Stampe Feddersen beder Forsamlingen takke de udmærkede Ordstyrere, vi har haft; vil særlig udtrykke sin Glæde over, at vi kun har haft kvindelige Ordstyrere, det viser, at Kvinderne er voksede.
Frk. Hasselbalck takker Frk. Berg for det store Arbejde, hun har gjort i den Tid, hun har siddet i Fællesstyrelsen.
Frk. Scheuer spørger Forsamlingen, om den i Stedet for Foredrag af Fru Nelly Hansen, der er udebleven paa Grund af Sygdom, vil have Diskussion efter Dr. Phil. H.L. Møllers Foredrag, eller om man ønsker, at Fru Stampe Feddersen oplæser sit Manuskript til et Smaaskrift.
Det sidste vedtages.


Kl. 2 ½ holdtes offentlig Møde i Borgerforeningens Festsal.
Fru Stampe Feddersen oplæste Manuskriptet til sit Smaaskrift om Kvindesagen, det blev modtaget med varm Tak og Bifald fra Forsamlingen.
Derefter talte Folketingsmand Dr. Phil H.L. Møller. Han betegnede det, der i sidste Rigsdagssamling er sket, idet Berettigelsen af Kvinders Valgret og Valgbarhed er bleven anerkendt fra alle politiske Parter, om et Fremskridt af den største Betydning. Kvindens Valgret og Valgbarhed er nu ikke længere et Principspørgsmaal, men blot et Tidsspørgsmaal.
Kl. 5 ½ samledes man til Festmaaltidet i Kristiansminde, hvor der herskede den livligste og fornøjeligste Stemning, Taler holdtes, og der blev sunget flere Sange. Flere Telegrammer oplæstes saavel fra enkelte Medlemmer som fra nogle Kredse.
Følgende telegrafiske Hilsen sendtes fra Kristiansminde til Finland, Sverige og Norge.
Dansk Kvindesamfund, samlet til Aarsmøde og Fest i Svendborg, sender vore (finske), (norske), (svenske) Søstre en hjærtelig Hilsen.

Vibeke Salicath Birgitte Berg Nielsen
Anna Olsen


« til toppen

Emneord

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder