« Tilbage til søgeresultaterne
Forretningsudvalgsmøde 30. januar 1913
Fortrolig! Udsendt den 24. Februar 1913. Udskrift af Protokollen for Forretningsudvalget i Dansk Kvindesamfunds Fællesstyrelse. Den 30. Jan. 1913 Kl. 3 ¼ holdt F.U. Møde. - Tilstede var: Damerne Berg, Berg-Nielsen, Carstensen, Knudsen, Lemche, Olsen og Stampe-Feddersen samt Herrerne Jørgen Berthelsen og Munch-Petersen. - Desuden var Medl. af Flst. Fru Tolderlund tilstede samt Th. Daugaard. - 1. Den paa Formandsmødet den 22. Januar vedtagne Resolution ang. Biografteater-Spørgsmaalet har været forelagt Udvalget ang. Kvinders Adgang til Embeder, der intet har haft at bemærke til den, men kan anbefale dens Indsendelse snarest gennem en Deputation af Medlemmer af Fællesstyrelsen. Fru Tolderlund er ikke tilfreds med dens Ordlyd. Fru Berg-Nielsen bemærker hertil, at Sagen jo kan rejses paa et Fællesmøde, da det jo synes, som om man flere Steder i Kredsene ikke var tilfreds med denne Slutning paa Spørgsmaalet. - Fru Carstensen og Fru Stampe-Feddersen vælges til at indlevere den. Fru Knudsen vælges som Suppleant. 2. Fra nogle Ungdomsforeninger paa Fyn er der gennem Fru Johanne Andersen Forespørgsel, om man kan faa en gratis Taler. Fru Knudsen paatager sig at tale gratis, og Svaret skal lyde, at D.K. for denne Gang vil sende en gratis Taler, men at Foreningerne maa betale Rejsen paa anden Klasse samt sørge for frit Ophold. Det fremhæves, at man ikke maa komme ind paa at sende gratis Talere ud i altfor stor Udstrækning, da en saadan næppe alle Steder paaskønnes i Forhold til det Arbejde, der ydes, og den Udgift, det er for Fælleskassen. - 3. Horsenskredsen har sendt et Cirkulære rundt i Anledning af "Tvungen Undervisning" (se Kv. og Samf. No. 3). Københavnskredsen spørger i den Anledning, om Fællesstyrelsen har Brug for en saadan samlet Udtalelse fra Kredsene. - Der skal svares, at det maa bero paa en Misforstaaelse fra Horsenskredsens Side. Der er intet at "protestere" imod, lige saa lidt som der er noget at støtte, da Udvalget ang. tvungen eller frivillig Uddannelse langt fra er færdig til at raade angaaende D.K.s Stilling. Sagen vil komme frem til Drøftelse paa Fællesmødet i Sommer, men er næppe til den Tid saa forberedt, at man kan tage en for D.K. bindende Afstemning. Et fra Beringkredsen indsendt Bidrag til Bladet, hvori Horsenskredsens Rundskrivelse omtales, udleveres til Fru Berg-Nielsen, der paa Fællesstyrelsens Vegne vil forsyne det med de nødvendige Forklaringer. - 4. Den paa Formandsmødet vedtagne Resolution ang. "Enkeloven" er indsendt. Se Kv. og Samf. No. 3. 5. Hillerød ansøger om at faa Banneret ned til en Udstilling. Bevilges. - 6. Løsningkredsen spørger, om det er nødvendigt, at den selv sender en Indleder af Mormonsagen til Bornholm, da den daarligt evner dette. - Ja, Kredsen maa selv skaffe Indleder, men Foredraget med Materiale forelægges Fællesstyrelsen inden Fællesmødet, saa der bliver Tid for denne til at sætte sig ind i det. - 7. Man vedtager at gøre et Arbejde for at interessere Kvinderne for Forsikringstanken i sin Helhed. Man anser Sagen for meget vigtig og vil gennem Artikler i Bladet (Fru Berg-Nielsen paatager sig at skrive den første) samt ved Foredrag i Kredsene arbejde paa den. - 8. Det vedtages paa Forslag af Fru Tolderlund, at alle udenbyes-boende Medlemmer af Fællesstyrelsen skal tilbydes 3. Kl. Rejse til Fællesmøderne, og at de ikke skal have nødig at bede om Dækning af denne Udgift. - 9. Der er af Fru Berg-Nielsen indsendt forskellige omfattende Beretninger til en Udstilling, der skal holdes i Belgien, ang. husligt Arbejde. - 10. Det vedtages, at der skal udsendes 25 Lodsedler til hvert Medlem af Fællesstyrelsen, som man da venter, at disse vil søge at faa solgt. - 11. Det vedtages, at Fælleskassen betaler ti Kroner til et Foredrags Afholdelse i den nye Kreds i Skanderborg, der hidtil ikke har faaet noget Tilskud fra Fælleskassen. - Mødet hævedes Kl. 5. Da jeg har været syg og uarbejdsdygtig i længere Tid, har jeg først nu naaet at faa Protokollerne ud, hvilket man bedes undskylde. Th. Daugaard.